.

.

mandag den 24. november 2014

"Herude ellers intet at bemærke" af Lars Flemming


Titel: Herude ellers intet at bemærke
Forfatter: Lars Flemming

Serie: -
Forlag: Mellemgaard

Sider: 107
Sprog: Dansk
Stjerner: 2/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Mellemgaard og forfatteren selv.


Udkantsdanmark er noget, vi alle har hørt om. Det er derude, hvor der ikke er telefonforbindelse. Det er derude, hvor alle særlingene bor. Og det er derude, hvor der ikke er nogen vej tilbage.
Fordommene er mange, og det er netop dem, som Lars Flemming berører i sin novellesamling om udkantsdanmark. 

Lars Flemming skriver meget som de moderne, danske forfattere: Det er korte sætninger, det er kort og kontant og minimalistisk. Flere gange under læsningen var jeg overbevist om, at jeg kunne høre min gamle dansklærer juble i baggrunden. Mange af novellerne her minder mig utrolig meget om hendes undervisning. 
Lars Flemming er en af de mange, der har taget novelleskrivningen til sig. Hans stil minder mig enormt om Helle Helle og Naja M. Aidt, netop fordi de også skriver på denne observerende og "nøgterne måde".
Det er desværre ikke en stil, som jeg er faldet for, og derfor finder jeg det enormt svært ikke blot at skulle læse en enkelt novelle til torsdagens modul i dansk, men en hel bog fuld af dem. 


Der er ikke en egentlig hovedperson, fordi der er tale om noveller. Dog er der 2 historier i bogen, jeg gerne vil fremhæve:
Den første hedder det samme som bogen, nemlig "Herude ellers intet at bemærke". Den handler om Mette, der lufter hund og falder over en bevidstløs mand på stranden. Det er noget, der kan få byen op af stolene, og da ambulancen ENDELIG kommer, bliver Mette så forarget over at bo på landet. Der er ingen, der gider landsbyboerne og herregud, de kan vel klare sig selv... Denne novelle er et tydeligt billede på "alle kender alle" og "de har sikkert nok i sig selv"-tanken om folk, der bor langt væk fra alle andre. Det lille samfund er nærmest glemt og et sted, som ingen ved eksisterer. Selvfølgelig er novellen karikeret, men det er fantastisk og med masser af humor, at den er skrevet.

Nummer 2 er "Eget valg (?)" der handler om aktiv dødshjælp. Mor Oda er på sygehuset, og hun vil bare ikke mere. Da hun får at vide, at hun skal forflyttes, bliver hun så vred, led og ked at hun beder dem slukke for alle maskiner og lade hende dø i fred. Det må da være hendes beslutning, fordi det er hendes liv?
Jeg synes ikke, at denne novelle havde specielt meget med udkantsdanmark at gøre, men rørende og akutel var den i hvert fald! Jeg vil også vove at påstå, at det er bogens bedste!

Bogen får 2 stjerner, simpelthen fordi jeg ikke er fan af den skrivestil, der bruges i bogen. Til gengæld får den stjernerne for de 2 noveller, der ramte mig og fik mig til at grine eller virkelig overveje etiske problemstillinger. 
Er man fan af Helle Helle og Naja M. Aidt vil jeg helt klart anbefale at læse denne novellesamling også, for det er lige mellem disse to kvinder, at den hører hjemme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar