.

.

lørdag den 1. november 2014

"Den grænseløse" af Jussi Adler-Olsen

 Titel: Den grænseløse
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 541
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.

Dette er den 6.bog i serien om politisektionen Afdeling Q og dens leder, Carl Mørck samt hans hjælpere Assad og Rose.

Carl ringes op af en kollega fra Bornholm, der bønfalder ham om at tage en gammel sag op. Carl afviser, og kollegaen begår selvmord. Da Carl alligevel ser på sagen, giver han kollegaen ret i, at der er noget, der ikke hænger sammen. Alberte er ikke død i et trafikuheld: Det er drab.
Sammen med Assad og Rose ledes Carl ind i efterforskningen, som deres kollega døde for. Og der er mange ting, der pludselig dukker op til overfladen.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var begejstret for den sidste bog i serien. Idéen med mafia og gangsters er bare ikke mig, og det er jo et emne, en krimiforfatter skal omkring. Derfor var jeg meget nervøs for den nye bog, fordi jeg frygtede, at Jussi Adler-Olsen havde skrevet de gode bøger, han havde i sig.
Heldigvis var det ikke tilfældet! Bogen var fængende, og det er den første bog, jeg husker fra Adler-Olsens hånd, der havde så meget blod og drama i sin begyndelse. Det var en noget anderledes stil, men det passede så godt ind i denne fortælling og gjorde kun gode ting for bogen.


Som altid i denne serie følger vi Afdeling Q's opklaring og en historie, der har foregået for xxx antal år siden. Disse to ting bliver på et tidspunkt viklet ind i hinanden, og det har altid været en evig fascination, hvordan Adler-Olsen formår at gøre dette så godt i hver eneste bog. Især i denne bog udfordrer han sig selv ved at lade historien ved siden af foregå blot et år før, opklaringen starter. Det giver historien endnu mere spænding, fordi man til sidst kan se, at tingene foregår parallelt med hinanden, og efterforskerne er hele tiden så tæt på at kunne gøre en forskel.
Jeg har altid været begejsret for de historier, der er ved siden af efterforskningen, og denne er bestemt inden undtagelse! Den er proppet med spændning, drama, jalousi og ikke mindst drab i lange baner. Den historie, vi i denne bog følger, er lidt en blanding af det bedste fra de foregående bøger. Jeg tænker især på Kvinden i Buret og Flaskepost fra P, og jeg glæder mig til at se, om andre er enige med mig i denne lille betragtning ;)

Carl Mørck er igen bogens hovedperson. Hans liv fortsætter med at være kaotisk, ikke til at overskue, og han overvejer alvorligt et karriereskift. Carl plages fortsat af angst, og han presses lettere ud i denne følelse. Han er med andre ord blevet en del mere skrøbelig, og det er fantastisk, at forfatteren tør tage ham ud af denne vej. I mange kriminalromaner berører hovedpersonen disse følelser men vender stærkt tilbage. Det er man her i reel tvivl om, hvorvidt vil ske for Carl, og det gør hans udvikling så realistisk og spændende at følge!
Som altid er Carl fantastisk morsom, han er ironisk som kun han kan være det, og ikke mindst er han betjenten, der er så engageret i sit arbejde, at han kan opsluges af det som ingen anden.
Hurtigt skal Rose nævnes, fordi hun i denne bog blomstrer enormt! Flere gange i løbet af bogen teases der til hendes historie og dystre fortid, og jeg blev i hvert fald overrasket over den sårbarhed, som hun viser i denne bog. Samtidig er hun nok den eneste i verden, der kan sætte Carl på plads, og scenerne de to i mellem er hylende morsomme at læse!


Den grænseløse er endnu en vellykket bog fra hr. Adler-Olsen! Den har spændning og ikke mindst twists lige til den sidste side. Bogen havde lidt svært ved at komme i gang, og til tider blev den ret tung at komme igennem.
Når det så er sagt, er dette virkelig krimi, når det er bedst, og jeg glæder mig allerede til den næste bog i serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar