.

.

lørdag den 8. november 2014

Bogforum 2014


Jeg er langt fra den eneste bogblogger, der skriver om bogforum for tiden. Mange har skrevet om deres forventninger, hvilke ting de skulle se og ikke mindst hvilke forfattere, de bare ikke kunne vente med at møde.
Dette har været mit første bogforum, og jeg havde desværre kun muligheden for at være med om fredagen, fordi resten af weekenden var plastret til med gamle aftaler.
Det har været rigtig svært for mig at finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv på et så stort sted. Så mange af bloggerne har skrevet indlæg om alt mellem himmel og jord, og lille jeg har bare gået rundt herhjemme og kigget på kalenderen, krydset dagene af og været ved at sprænges af glæde over at skulle af sted. Men jeg har ikke skrevet indlæg op til. Jeg kunne simpelthen ikke få spændingen ned på papir eller ned igennem fingrene, så jeg ville hellere lade være.
I stedet gik jeg og skrev med Anne, som jeg skulle af sted med, og vi glædede os begge så meget!

Få dage inden bogforum løb af stablen, vandt jeg Gyldendals instagram-konkurrence, så Anne og jeg fik gratis billetter! Det var så fedt og helt tilfældigt, men hvor var vi glade :D Turen derover tog vi bil, dels for at vi kunne shoppe amok og fordi det var billigst grundet fredags "store-rejsedag"-forbandelse...
På vej derover lavede vi vores program i bilen.
Især Jussi Adler-Olsen, Chris Carter og Jojo Moyes var musts for os begge to.


Vel ankommet tog vi til den officielle åbning af bogforum, netop fordi Jussi var hovednavnet dér. Det var helt surrealistisk for mig at se en forfatter, som jeg virkelig forguder og mener er en af Danmarks allerbedste!
Derfor gjorde det mig lykkelig at høre hans fornemme, humoristiske og ikke mindst rørende tale om dét, at være forfatter og gå fra at være ham, ingen vil lege med, til ham, der har sin egen stand på bogforum 2014.

I forlængelse af talen skyndte vi os ned til Afdeling Q standen, hvor de første 100 ville modtage et net med dejlige gaver i. Det fik vi, og jeg fik også signeret den allerførste bog i Afdeling Q serien. Bedst af alt var at møde Jussi og få taget et billede med ham! Det var helt klart højdepunktet for mit bogforum!


Senere på dagen skulle vi til interview med Chris Carter. Mange har talt om ham, men jeg tog egentlig mest med for Annes skyld. Men da han begyndte at fortælle om sit arbejde og ikke mindst hans måde at skrive på, var jeg helt fortryllet. Vi skyndte os derfor ned til signering, så jeg også kunne få købt den første bog i hans serie, så han kunne give mig en autograf også! Hvor er det dog vidunderligt, at man kan lære nye forfattere at kende til dette arrangement!

 
 
Sidst på dagen tog vi til interview med Jojo Moyes. Hun var nok dagens store navn for mange, og omgivet af kvinder hørte vi om hendes bøger, hendes skrivestil og ikke mindst om, hvordan hun brugte sig selv og sine følelser i sine værker. Jeg har endnu ikke læst nogle af hendes bøger, men jeg købte "Mig før dig" til 100 kroner, og jeg havde medbragt "En plus en", som forlaget havde sendt mig. Begge blev signeret, og jeg er sikker på, at det vil gøre min læseoplevelse endnu mere fantastisk!

Bogforum var i sandhed magi! Alle de bogelskere, bogpassionister og ikke mindst forlag, der kommer og forener os alle sammen. Der var tilbud over alt og en stemning af, at her fejrer vi bogen, de fantastiske forfattere og ikke mindst læserne, der gør det hele muligt. 
Jeg glæder mig allerede til at skulle af sted næste år, forhåbentlig hele weekenden!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar