.

.

lørdag den 4. oktober 2014

"Maze Runner: Labyrinten" af James Dashner


Titel: Maze Runner: Labyrinten
Forfatter: James Dashner
Serie: Maze Runner
Forlag: Høst&Søn
Sider: 379
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Rosinante&Co.


Dette er den date bog i trilogien om Thomas og labyrinten.

Thomas vågner og kan ikke huske andet end sit eget navn. Han er havnet midt i en labyrint med en masse andre drenge, det har oplevet det samme. Her har de bygget deres eget samfund, mens de forsøger at kæmpe sig ud af labyrinten.
Men da pigen Teresa kommer en dag efter Thomas, ændrer alt sig. Og Thomas synes, at hun virker uhyggeligt bekendt. 

Det er ikke lang tid siden, at filmatiseringen af bogen kom i biografen, og pludselig snakkede alle om den. Det er med rette: For tiden er det enormt mange dystopiske fortællinger med børn/unge, og det kan være svært at beslutte, hvilke man skal give sig i kast med. 
Jeg vil bestemt anbefale at sætte denne på listen! James Dashner formår at skabe et univers, som læseren fanges af og udforsker sammen med hovedpersonen.
Han skaber et internt sprog i labyrinten og formår at forklare livsstilen og samfundsstrukturen i labyrinten løbende, så der hele tiden er ny information både for læseren og hovedpersonen Thomas.

Thomas er som sagt bogens hovedperson. Som læser er man ny i labyrinten sammen med ham og skal gennem hans læring opdage, hvordan livet i labyrinten er. Sammen med Thomas oplever man som læser alt lige fra frustration til glæde og nysgerrighed. Som menneske er Thomas som mange andre teenage drenge. Det, der gør ham anderledes og interessant, er dog, at han ikke kan huske sin fortid. Derfor skal han for alvor med denne fortælling finde sig selv og finde ud af, hvem han i virkeligheden er og vil være. Thomas er en fyr, der tør sige sin mening og ikke er vange for at stikke næsen for langt frem: på den gode måde! Han stiller spørgsmålene, når han undrer sig, og han insisterer på svar, når frustrationerne bliver for mange for ham. 
Hans forhold til Teresa kunne nemt have gjort ham til en form for scorekaj eller heltetype, men dette undgår forfatteren heldigvis, så man som læser fortsat kan fokusere på Thomas' udvikling.

Plottet i bogen er ikke til at gætte. Hver gang, man tror, at nu har man løst gåden, viser det sig, at tingene hænger sammen på en helt anden måde. Dette tager virkelig til i den sidste del af bogen, og det er netop det, jeg elsker ved denne genre! Selv den allersidste side efterlader læseren med en cliffhanger og bryder den illusion ned, som man ellers troede skulle skabe rammer om den næste bog i serien. 
Der er en konstant vekselvirkning mellem at udvikle sig som menneske, spænding, dystopiske samfund samt etik, og det skaber en konstant trang til lige at læse et par sider mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar