Titel: Wicca-veninder: Chatsøstre
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Wicca-veninder
Forlag: Facet
Sider: 170
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Facet.
Dette er den første bog om Mathilde og hendes veninde Frederikke, der begge er fascinerede af wicca religionen.
Mathilde og Frederikke har chattet sammen i 3 år, og pludselig skal Frederikkes familie flytte til Brønshøj, hvor Mathilde bor. Endelig skal de to veninder mødes i virkeligheden, men det går ikke helt som planlagt. Mathildes ærkefjende, Pil, blander sig, og Mathilde står pludselig og mister Frederikke.
Chatsøstre er en rigtig fin fortælling. Den handler om venskab, at være ensom og alene i klassen, og hvad man er villig til at gøre for at beholde den eneste ven, man har. Ydermere berører Rødtnes emner som mobning og fordomme: For hvad sker der, hvis vi nu giver hinanden en ekstra chance?
Historien udspiller sig her i Danmark i en almindelig 8.klasse i folkeskolen. Jeg havde regnet med, at der var en masse overnaturlige elementer ind over fortællingen, men jeg blev ikke skuffet over den historie, som bogen beretter. Det er en super måde, at Rødtnes formår at forklare om at være outsideren i en klasse, og hvordan man pludselig kan se hinanden fra helt nye vinkler!
Mathilde er bogens fortæller, og det er gennem hendes øjne, man hører historien. Der er ikke noget ekstraordinært ved Mathilde, og hun er ikke mindeværdig som sådan. I løbet af bogen engagerer man sig dog i hendes fortælling, og man vil rigtig gerne se, hvad det ender med. Sammen med Mathilde erfarer man, at verden ikke altid er så sort og hvid, som vi måske gør den til - især når vi går i 8.klasse.
De andre teenagepiger og deres historier er også meget spændende at følge med i. De små hemmeligheder og tanker om hinanden dukker op stille og roligt, og det holder læseren fanget igennem hele bogen. Man skifter hele tiden sympati for karaktererne, hvilket også giver bogen mere liv og spænding igennem fortællingen,
Sproget er let forståeligt, og der står ikke meget på hver side. Det giver et rigtig godt læse-flow og gør det muligt at færdiggøre bogen hurtigt. Beskrivelserne af personer, tanker og scenarier er Rødtnes' force, og den benytter hun virkelig også i denne bog!
Wicca-veninder er en rigtig god og spændende historie om venskab, loyalitet og misundelse i en teenagepiges verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar