.

.

torsdag den 21. august 2014

"Elverskud: Søsterpagt" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Elverskud: Søsterpagt
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Elverskud
Forlag: Alvilda Sider: 256
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.


Dette er den 2.bog i trilogien om elversøstrene Birke, Rosa og Azalea.
Mordet på Benjamin efterforskes stadig, Azalea er taget af sted og er ikke til at komme i kontakt med. Birke og Rosa håber inderligt, at politiet ikke opdager, hvad de har med sagen at gøre. Men alle omkring dem er mistænksomme, og pigerne må derfor lære elverblikket, der kan manipulere med folks tanker og intentioner.

Søsterpagt er lige så fantastisk som sin forgænger! Historien fortsætter, hvor bog 1 slap, og spændingen er i top lige fra begyndelsen. Bogen er lige så fængende, og Rødtnes formår atter at skrive en fantasybog med twists, spænding og drama fra start til slut. Den er rigtig svær at ligge fra sig, og jeg var meget glad for den måde, hvorpå historien udviklede sig. 
Det er sjældent, at man ser en fantasyforfatter, der kan finde på noget originalt og ikke bare ridder med på bølgen. Det er bestemt ikke tilfældet her, og det giver serien en skøn kant og uforudsigelighed, som man som læser, nyder hvert sekund af.

Birke fortæller også denne bog. Man kender hende allerede fra bog 1, og derfor føles det som at måde en gammel ven. Birke har udviklet sig en del i bog 1, og hendes rejse fortsætter i denne bog, hvor hun atter må tage stilling til store beslutninger om sit og sin søsters ve og vel. Ydermere skal Birke navigere i et kærlighedsforhold til menneskedrengen Malte. Hvor Rødtnes kunne vælge at gøre denne bog til en historie om kærlighed og ungdomsproblemer, holder hun heldigvis fokus og lader Birke og Maltes forhold træde i baggrunden og fylde, når det skal. De problematikker, som Birke oplever omkring Malte, får hende ikke til at fremstå som en forvirret og forkælet teenagetøs: Det giver hendes karakter dimenssion og kant, og det gør hende endnu mere spændende at følge, fordi man ikke aner, hvordan hun vil tackle det eller tænke omkring tingene.
Birke er en person, der er meget let at holde af. Selvom hun virker sød og uskyldig, træffer hun også forkerte valg, og det er netop det, der gør hende menneskelig og giver hende den realistiske fremtoning, som Rødtnes er mester i at skabe!

Ligesom den første bog er denne rigtig let at komme igennem. Sproget er flydende og malerisk, og det er bestemt en af Rødtnes' forcer. Hun ved lige præcis, hvordan hun skal holde sin læser fanget og beskrive natur, personer og dialoger.
Fantasy er en genre, der aldrig uddør, men Rødtnes har (også!) med denne bog tilføjet endnu et lovende skud på stammen. Bogen er uforudsigelig, spændende og nervepirrende fra start til slut: Jeg glæder mig til at læse det afsluttende kapitel!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar