.

.

tirsdag den 26. august 2014

Top 10 Tirsdag - Bøger jeg gerne vil eje!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger, som jeg enormt gerne vil læse men endnu ikke ejer. Åh, det er et enormt svært tema for mig, for jeg tænker egentlig ikke på den måde. Jeg tænker mere i bøger, jeg skide gerne vil eje. Hvis ikke jeg har en bog, så venter jeg enten på at få/købe den eller låner på biblioteket. 

Derfor vil jeg ændre lidt på ugens tema og vise jer bøger, jeg savler over på daglig basis:











Jeg vil ikke skrive så meget om alle bøgerne. Samlet for dem kan jeg sige, at jeg enormt gerne vil læse dem af den ene eller anden årsag, og jeg har valgt netop disse bøger, fordi jeg er så forelsket i forsiderne eller bøgernes design. De fleste af bøgerne er fra Barnes & Noble Leatherbound Collection, som kan findes på amazon. 
De resterende er fra Clouthbound classics, som også udgiver ufatteligt smukke bøger. Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke forsøger at finde undskyldninger for at købe en af dem. Og jeg er oppe på utallige gode grunde indtil nu. Den ultimative grund til IKKE at proppe indkøbskurven er dog brylluppet, som jeg skal bruge alle mine penge på!


Hvad med jer? Hvilke bøger mangler I hjemme på hylden lige nu, som I slet ikke kan vente med at få hjem?

torsdag den 21. august 2014

"Elverskud: Søsterpagt" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Elverskud: Søsterpagt
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Elverskud
Forlag: Alvilda Sider: 256
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.


Dette er den 2.bog i trilogien om elversøstrene Birke, Rosa og Azalea.
Mordet på Benjamin efterforskes stadig, Azalea er taget af sted og er ikke til at komme i kontakt med. Birke og Rosa håber inderligt, at politiet ikke opdager, hvad de har med sagen at gøre. Men alle omkring dem er mistænksomme, og pigerne må derfor lære elverblikket, der kan manipulere med folks tanker og intentioner.

Søsterpagt er lige så fantastisk som sin forgænger! Historien fortsætter, hvor bog 1 slap, og spændingen er i top lige fra begyndelsen. Bogen er lige så fængende, og Rødtnes formår atter at skrive en fantasybog med twists, spænding og drama fra start til slut. Den er rigtig svær at ligge fra sig, og jeg var meget glad for den måde, hvorpå historien udviklede sig. 
Det er sjældent, at man ser en fantasyforfatter, der kan finde på noget originalt og ikke bare ridder med på bølgen. Det er bestemt ikke tilfældet her, og det giver serien en skøn kant og uforudsigelighed, som man som læser, nyder hvert sekund af.

Birke fortæller også denne bog. Man kender hende allerede fra bog 1, og derfor føles det som at måde en gammel ven. Birke har udviklet sig en del i bog 1, og hendes rejse fortsætter i denne bog, hvor hun atter må tage stilling til store beslutninger om sit og sin søsters ve og vel. Ydermere skal Birke navigere i et kærlighedsforhold til menneskedrengen Malte. Hvor Rødtnes kunne vælge at gøre denne bog til en historie om kærlighed og ungdomsproblemer, holder hun heldigvis fokus og lader Birke og Maltes forhold træde i baggrunden og fylde, når det skal. De problematikker, som Birke oplever omkring Malte, får hende ikke til at fremstå som en forvirret og forkælet teenagetøs: Det giver hendes karakter dimenssion og kant, og det gør hende endnu mere spændende at følge, fordi man ikke aner, hvordan hun vil tackle det eller tænke omkring tingene.
Birke er en person, der er meget let at holde af. Selvom hun virker sød og uskyldig, træffer hun også forkerte valg, og det er netop det, der gør hende menneskelig og giver hende den realistiske fremtoning, som Rødtnes er mester i at skabe!

Ligesom den første bog er denne rigtig let at komme igennem. Sproget er flydende og malerisk, og det er bestemt en af Rødtnes' forcer. Hun ved lige præcis, hvordan hun skal holde sin læser fanget og beskrive natur, personer og dialoger.
Fantasy er en genre, der aldrig uddør, men Rødtnes har (også!) med denne bog tilføjet endnu et lovende skud på stammen. Bogen er uforudsigelig, spændende og nervepirrende fra start til slut: Jeg glæder mig til at læse det afsluttende kapitel!


tirsdag den 19. august 2014

Top 10 Tirsdag - "Den SKAL du læse!"

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!
Ugens tema er bøger, som andre har kastet i nakken af mig og sagt: DEN SKAL DU BARE LÆSE! Når man befinder sig i et netværk med bogelskere, er det umuligt ikke at få hørt og sagt den sætning mindst 10 gange på en dag! Og hvis jeg skulle læse alle de bøger, som folk anbefaler, krævede det 100 år på en øde ø! Her er et lille udpluk af de bøger, som jeg bare SKAL læse. Jeg vil på forhånd undskylde over, hvor mange af disse sikkert fantastiske bøger, jeg ikke har fået læst ;)


  1. Rebel Belle af Rachel Hawkins. Denne bog er lige nu meget populær i min vennekreds. De fleste har læst den, og alles konklusion er: Den skal du bare læse!
  2. Stolthed og fordom af Jane Austen. Som bogelsker skal man på et eller andet tidspunkt give sig i kast med klassikerne. Og Jane Austen er en af dem, som bliver nævnt i flæng, når jeg spørger, hvor jeg skal starte.
  3. Sherlock Holmes af Arthur Conan Doyle. Den klassiske krimi og detektiv! Ja, jeg burde få dem læst, jeg ved det godt! Alle elsker hans karakter, og se hvordan den nye tv-serie bare har gjort denne fandom endnu mere populær!
  4. Game of Thrones af George R.R. Martin. Vi ved det godt. Det er den nye Ringenes Herre med et giga og enormt gennemført univers. Jeg ser folk i toget med denne bog, hver gang jeg sidder i kupeen og observerer andre mennesker, og dem, der ikke læser den, har allerede gjort det og anbefaler den til alle omkring dem!
  5. The Notebook af Nicholas Sparks. En rigtig kærlighedsroman og den, som man skal starte med, hvis du spørger i min vennekreds. Den SKAL man bare læse!
  6. Narniabøgerne af C.S. Lewis. Jeg kunne godt lide den første film, der udkom, og jeg har alle Narniabøgerne i én stor. Der er eventyr og fantasy, og elsker man det, SKAL denne bog bare læses, hvis du spørger ude i bog-verdenen!
  7. Angelas Aske af Frank McCourt. Det er nu kun én, der har sagt, at jeg SKAL læse denne bog, men hun holder fast i det og siger det ofte til mig ;) Jeg lover, at det sker snart!
  8. Looking for Alaska af John Green. Kunne du lide TFiOS? SÅ SKAL du læse den her, den er næsten lige så god! Er jeg mon den eneste, der har hørt folk sige dette?
  9. The Princess Bride af William Goldman. Jeg forelskede mig i filmen, og jeg har 2 veninder, der altid råber til mig, at bogen SKAL læses også. Den skulle være lige så sjov og finurlig som filmen, og jeg er bestemt fristet af den, når jeg kigger på amazon (et par gange om dagen...)
  10. Delirium af Lauren Oliver. Der er påfaldende mange, der kan lide denne serie. Jeg er endnu ikke nået til den, men den får ros, og den er et must-read hos rigtig mange i min omgangskreds!

Hvad med jer? Får I tit at vide, at der er en bog, I bare SKAL læse? Og hvad gør I så? Får I det gjort, eller gør det det helt modsatte for jer? 

tirsdag den 12. august 2014

Top 10 Tirsdag - At læse eller ikke at læse?

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!
Ugens tema er bøger, jeg har på hylden, men som jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde får læst. Jeg tror, at alle os boggnaskere har en uvane med at købe en masse bøger. Og pludselig står vi dér og mangler at læse en masse af dem, men får man det nu gjort?
Noget helt andet er, hvilke bøger man skal vælge til og fra: Alle snakker om Twilight, Fifty Shades og Divergent, men skal vi så læse dem? Hvad nu, hvis de slet ikke er så gode, som alle går og siger?



  1. Under kuplen af Stephen King. Nu, hvor den også kommer som en TV-serie, er det en bog, alle snakker om. Alle skal se Under The Dome, alle skal følge med, og alle hiver bogen ned hos min lokale boghandler, der ikke har en chance for at skaffe nok af den hjem. Jeg glæder mig bestemt også til at læse denne bog, men jeg bliver ved med at udskyde det, og hvorfor? Jeg tror ærlig talt, at det er frygten for, at den ikke er så god og fantastisk, som alle siger. Jeg er så bange for at blive skuffet, fordi jeg er ny i Kings verden...
  2. Da Vinci mysteriet af Dan Brown. Jeg har bare en idé om, at den ikke fungerer som bog. Normalt vil jeg læse bogen, inden jeg ser filmen, men det kommer bare ikke til at ske her. Jeg kan filmen udenad, den er så fed! Men jeg er virkelig bange for, at bogen vil være langhåret og lige til at falde i søvn over!
  3. Dracula af Bram Stoker. Det er en af de klassikere, jeg skide gerne vil læse. Vampyrer styrer, og jeg vil så gerne se, hvor det hele begyndte. Alligevel er der en del af mig, der behændigt undgår den, hver gang jeg kommer forbi den... Måske fordi jeg er bange for en form for irriterende middelalderengelsk eller en bog, der slet ikke lever op til mine høje forventninger.
  4. Stolthed og fordom af Jane Austen. Jeg er den type, der enten vil ELSKE Austen eller slet ikke forstå, hvorfor alle kaster sig i støvet for hendes fødder. Jeg er direkte angst for at komme i gang med hendes bøger, for hvad nu, hvis jeg ikke kan lide dem? Enormt mange bogelskere ude bag skærmene ELSKER hendes bøger og genlæser dem igen og igen. Og på en eller anden måde føler jeg ikke, at man kan være en "ordentlig bogelsker", hvis ikke man kan lide hendes værker. Derfor lever jeg i lykkelig uvidenhed og venter med hendes bøger lidt endnu...
  5. The Notebook af Nicholas Sparks. Jeg har aldrig læst noget af Sparks. Aldrig. Nogensinde. Never. Hvis du ikke allerede er faldet ned af stolen, så er det et mirakel. Det er den rekation, jeg får næsten alle steder. Sparks' bøger er sikkert fantastiske, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med ham. Men samtidig er jeg bange for en omgang tøsefnadder og værker, der slet ikke er det, som jeg håbede på.
  6. Looking for Alaska af John Green. Jeg har kun læst TFiOS af Green. There, I said it! Jeg er bange for at fortsætte med hans bøger, for hvad nu hvis jeg allerede har læst den bedste? Hvad nu hvis det kun går ned ad bakke herfra? Nej, det vil jeg ikke udsætte mig selv for!
  7. The Testing af Joelle Charbonneau. På Hypable, goodreads og selv Mugglenet er dette den nye serie. Den nye Hunger Games. Den nye Divergent. ALLE snakker om denne bogserie, som bare skulle være det fedeste lige nu! Jeg har kigget på den flere gange, og bestemt lyder den spændende. Men når ting bliver hypet så voldsomt som disse serier gør for tiden, er jeg bange for en slem skuffelse! Jeg håber virkelig at få den første bog til anmeldelse, så jeg kan se, om de er noget for mig!
  8. Kampen om Tronen af Georg R.R.Martin. Det er den serie, som jeg har et love hate forhold til. Sådan vil det være, indtil jeg får den læst. Pt har jeg opgivet bøgerne og har kastet mig over tv-serien, hvor jeg i skrivende stund har set de første 5 episoder. Jeg VED, at jeg vil elske serien, for fantasy, konger og magi er mit mellemnavn, men åh hvor er de tykke, og jeg VED, at jeg skal have tid til at sluge den i en mundfuld for at fatte det omfattende univers, Martin har skabt. Og det er fedt, det er det, jeg siger! Men åh hvor er jeg bange for, at bøgerne ikke er, som jeg forventer.
  9. Glaspigen af Karin Dyhr. Det er lidt mere i mit fagfelt, at denne bog er oppe at vende. Det er en bog om en pige med borderline, som er en diagnose, der er meget oppe i tiden, og som vi mangler at lære en masse om. Når det så er sagt, er det en bog, som jeg bare ved, der kommer til at gå år, før jeg får læst...
  10. Divergent: Four af Veronica Roth. Nu har jeg læst de første 3 bøger i serien, og jeg elskede den første, 2'eren håbede jeg var den svære 2'er, men bog 3 ødelagde ALT for mig. Jeg var så sur, og selvom alle snakker om denne serie lige nu, så NÆGTER jeg at læse videre nu, så må de hype lige så tosset, de vil ;)

Hvad med jer derude? Hvilke bøger har I et ambivalent forhold til? Står den dér på hylden og glor på jer, og I overvejer skal/skal ikke? Hvilke tanker gør I jer, når der kommer en ny bogserie, som er det hotteste og bare SKAL læses? :)

lørdag den 9. august 2014

"Wicca-veninder: Papsøstre" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Wicca-veninder: Papsøstre
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Wicca-veninder

Forlag: Facet
Sider: 203
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Facet.


Dette er den anden og sidste bog i serien om Mathilde og hendes veninder, der tror på wicca.
Mathilde er endelig ved at falde til i sin nye vennegruppe med Victoria og Frederikke. Pil er endelig ved at få livet til at falde på plads og give mening igen efter en forfærdelig projektuge.
Men både Mathildes mor og Pils far har en overraskelse i ærmet, og den vender om på Mathilde og Pils liv en gang for alle.

I bog 2 i den lille serie formår Rødtnes at udvikle sine karakterer endnu mere. Bog 2 samler op umiddelbart efter bog 1's slutning. Atter engang lykkes det hende at blande en ungdomsroman med tanken om en alternativ tro eller livsstil, men selve wiccadelen træder for alvor i baggrunden i denne bog. Det gør intet, netop fordi fortællingen graver så dybt ned i de to hovedpersoner og deres liv. 
Hvor den første bog handlede meget om at finde gode veninder og at lære sig selv at kende, handler denne bog om at blive voksen, tage ansvar og at sætte sine grænser: og ændre disse. Det er emner, som berører mange unge mennesker, og Rødtnes gør det enormt godt i denne alternative ungdomsbog.

Mathilde var fortæller i bog 1, og hun fortæller også i denne bog. Mathildes vinkel handler meget om at skulle være i familie med sin ærkefjende, og hvordan man pludselig kan få denne til at blive ens bedste veninde: Endda papsøster. Mathilde udfordres virkelig på sit menneskesyn, men hendes tanker og reaktioner er beskrevet sådan, at jeg tror, at alle kan forstå hende og følge med i den måde, hun ser situationerne på. Mathilde er også i denne bog en sympatisk karakter, som man engagerer sig i som læser og meget gerne vil vide mere om. Mathilde bliver mere voksen og ansvarsbevidst i denne bog, og det klæder hende meget.

Pil har vi kun set gennem Mathildes øjne indtil nu. I bog 1 blev Pil fremstillet som klassens dronning/bitch, og Mathilde var bestemt ikke begejstret for hende! Men som alle andre mennesker har Pil også skeletter i skabet, og nogle af dem er sværere at deale med end andre. Pil er ikke længere "bare" en bitch, og med hendes vinkel på historien, er der nogle problematikker, følelser og tanker, der tilføjes, som gør bogen endnu mere spændende og nuanceret. 

Bogen er bygget op som den første. Sproget er letlæseligt og giver et godt læseflow, især fordi der ikke står specielt meget på hver side. Dette betyder dog ikke, at bogen er dårlig eller skrevet dårligt. Rødtnes udvider sit persongalleri i denne bog, og det er en rigtig klog beslutning. Det giver læseren endnu flere personer at tage stilling til, og har man læst bog 1, tvinger det også læseren til at forny sit syn på nogle af de personer, man allerede havde fordømt. 
Ydermere er denne bog en rigtig god slutning på den lille serie, og Rødtnes får sat et rigtig godt og stærkt punktum for historien om Mathilde, Frederikke, Victoria og Pil!

fredag den 8. august 2014

"Wicca-veninder: Chatsøstre" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Wicca-veninder: Chatsøstre
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Wicca-veninder

Forlag: Facet
Sider: 170
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Facet.


Dette er den første bog om Mathilde og hendes veninde Frederikke, der begge er fascinerede af wicca religionen.
Mathilde og Frederikke har chattet sammen i 3 år, og pludselig skal Frederikkes familie flytte til Brønshøj, hvor Mathilde bor. Endelig skal de to veninder mødes i virkeligheden, men det går ikke helt som planlagt. Mathildes ærkefjende, Pil, blander sig, og Mathilde står pludselig og mister Frederikke.

Chatsøstre er en rigtig fin fortælling. Den handler om venskab, at være ensom og alene i klassen, og hvad man er villig til at gøre for at beholde den eneste ven, man har. Ydermere berører Rødtnes emner som mobning og fordomme: For hvad sker der, hvis vi nu giver hinanden en ekstra chance? 
Historien udspiller sig her i Danmark i en almindelig 8.klasse i folkeskolen. Jeg havde regnet med, at der var en masse overnaturlige elementer ind over fortællingen, men jeg blev ikke skuffet over den historie, som bogen beretter. Det er en super måde, at Rødtnes formår at forklare om at være outsideren i en klasse, og hvordan man pludselig kan se hinanden fra helt nye vinkler!

Mathilde er bogens fortæller, og det er gennem hendes øjne, man hører historien. Der er ikke noget ekstraordinært ved Mathilde, og hun er ikke mindeværdig som sådan. I løbet af bogen engagerer man sig dog i hendes fortælling, og man vil rigtig gerne se, hvad det ender med. Sammen med Mathilde erfarer man, at verden ikke altid er så sort og hvid, som vi måske gør den til - især når vi går i 8.klasse.
 De andre teenagepiger og deres historier er også meget spændende at følge med i. De små hemmeligheder og tanker om hinanden dukker op stille og roligt, og det holder læseren fanget igennem hele bogen. Man skifter hele tiden sympati for karaktererne, hvilket også giver bogen mere liv og spænding igennem fortællingen,

Sproget er let forståeligt, og der står ikke meget på hver side. Det giver et rigtig godt læse-flow og gør det muligt at færdiggøre bogen hurtigt. Beskrivelserne af personer, tanker og scenarier er Rødtnes' force, og den benytter hun virkelig også i denne bog!
Wicca-veninder er en rigtig god og spændende historie om venskab, loyalitet og misundelse i en teenagepiges verden.

tirsdag den 5. august 2014

"Elverskud: Skæbnedans" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Elverskud: Skæbnedans
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Elverskud

Forlag: Alvilda
Sider: 250
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.


Dette er den første bog i trilogien om søstrene Birke, Azalea og Rosa.
Birke og hendes søstre er elevere. Samtidig med at de skal forsøge at leve som normale mennesker, er de nødt til at skjule deres sande identitet for omverdenen. Pludselig sker der mystiske ting omkring dem, og deres sikre skjulested er ikke så sikkert mere...


Skæbnedans er den første bog i trilogien, som jeg har haft stående på hylden i et stykke tid. Da jeg tog hjem på sommerferie, bestemte jeg mig for at tage den første bog med i tasken, og lige nu ærger jeg mig over, at jeg ikke medbragte de sidste 2!
Skæbnedans formår at blande fantasy med ungdomsroman på en måde, der ikke bliver kluntet eller forceret, og Rødtnes skriver i et levende og spændende sprog, så man som læser ikke formår at ligge bogen fra sig!
Historien er original og rigtig godt fundet på. Det er svært for tiden at finde en "paranormal-romance-young-adult"-agtig bog, som ikke minder om alle de andre. Denne bog har sin helt egen tilgang til genren, og det er en fornøjelse at læse den fra start til slut! 
Selv når emner som kærester og det at ville have én at dele livet med bringes op, bliver det ikke kluntet eller noget, som ikke passer ind i historien. Selvom hovedpersonerne er elvere, beskrives deres frustration over ikke at kunne gøre ligesom deres jævnaldrende  rigtig godt, og det giver historien og dens karakterer stor troværdighed.

Birke er den søster, der fortæller i bogen. Man ser det hele fra hendes synvsinkel, også selvom de andre søstre fylder meget. Birke er en pige, der står ved sine meningers mod, og selvom hun har svært ved det med drenge og at være ung, ender hun ikke med at være en svag karakter eller ligegyldig på nogen måde. Hele bogen igennem er Birke spændende at følge, og hendes udvikling samt de dilemmaer, som hun ender i, er meget realistiske for en pige på 15 år. 
Det meste af historien er bygget op omkring det faktum, at hun og søstrene er elvere og derfor ikke kan tage med til fester, danse med drengene eller bare se flirtende på dem, for på den måde driver de drengene til vanvid. Det er netop denne detalje, der gør, at historien aldrig bliver pladderomantisk, men at man som læser netop engagerer sig i hendes historie og virkelig ønsker, at det hele nok skal gå.

Sproget i bogen er letlæseligt men uden at være simpelt og tale ned til sin læser. Rødtnes er rigtig god til både at beskrive natur/omgivelser, dialoger og ikke mindst de tanker, som Birke har i løbet af hele fortællingen. Bogen er meget malerisk og giver læseren mulighed for at dykke helt ned i Birkes sind og liv og være med igennem hele bogen.

Elverskud: Skæbnedans var en sand fornøjelse at læse, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med den anden bog i serien!


Top 10 Tirsdag - Bøger til nybegyndere!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!
Ugens tema erbøger, jeg ville forære til én, som aldrig nogensinde har læst. Det er virkelig et svært spørgsmål, for hvad var det, der gjorde, at jeg forelskede mig i bøger? Hvorfor er det lige, at jeg gemmer mig i bøgernes verden og tager på eventyr eller gennemlever sorg med disse skønne karakterer?
Jeg ville ikke bare forøre én bog, men dem alle 10 på én gang. Der er noget for en hver smag, og så ville jeg bede personen vælge lige præcis den ene bog, som han eller hun kunne se sig selv i, når de læste om den!


  1. Harry Potter af JK Rowling. Jeg har altid elsket bøger, biblioteker og at fare vild i boghandler. Men den bog, der gjorde, at jeg aldrig stoppede med at læse, var Harry Potter. Det var den første bog, hvor jeg virkelig var forelsket og levede i universet hele min barndom. Jeg håber, den bliver mine børns "første bog", og jeg kan ikke se en bedre bog at give videre til en nybegynder!
  2. The Fault in Our Stars af John Green. Denne historie handler om venskab, kærlighed og livets alvor. Den har lidt af det hele, og netop derfor tænker jeg, at den kan bruges til alle former for læsere!
  3. Impulse af Ellen Hopkins. Denne bog er lidt mere spøjs, men jeg synes, der er mange flere, der burde få den læst! Den rørte mig dybt, og jeg kunne slet ikke slippe den. Denne bog ville jeg med glæde forære til et andet menneske!
  4. Perks of Being A wallflower af Stephen Chbosky. Den er lidt i samme gænge som TFiOS, men så alligevel ikke. Bogen er hurtigt læst og overkommelig, og dens historie samt karakterer er fantastiske og unikke! Netop derfor ville jeg give den til en nybegynder!
  5. Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen. Er man mere til krimi, ville jeg helt klart anbefale denne bog! Det er en genial serie, og den første bog fangede mig fra første side: Jeg stoppede simpelthen ikke for at spise, bade eller sove! Hvis ikke den kan fange en nybegynder, der elsker krimier, så ved jeg ikke, hvad der kan.
  6. Carrie af Stephen King. Som jeg tidligere har nævnt på bloggen, har jeg ikke læst meget Stpehen King (men jeg vil gerne!). Denne bog er ikke lang og ikke lige så "syret" som andre af hans værker. Netop derfor tænker jeg, at den er et godt sted at starte, hvis man vil prøve kræfter med ham. Og bogen mega uhyggelig!
  7. For min søsters skyld af Jodi Picoult. Etik er noget, vi alle konfronteres med i hverdagen. Netop derfor synes jeg, at denne bog er et glimrende billede på en problematik, som diskuteres mere og mere i dag. Havde jeg en halvfilosofisk ven, der manglede en god bog, ville jeg kaste denne efter ham eller hende!
  8. Twilight af Stephenie Meyer. Det er måske mest til mine veninder, men tænk på, hvor mange, der begyndte at læse, fordi Twilight kom på gaden? Den har kærlighed, drama og spænding, og jeg kan sagtens forestille mig at give denne bog til en nybegynder!
  9. Ringenes Herre af Tolkien. Så er der dømt vaske ægte fantasy! Her er drager, orker og et eventyr, der siger spar 2! Jeg ville understrege for den kære nybegynder, at den tager lidt tid om at tage fart, men når det så sker, er det umuligt at give slip på denne elskelige serie og dens hovedpersoner!
  10. Det smaragdgrønne atlas af John Stephens. Vi vender tilbage til fantasy, kan I mærke det? Men denne bog (og serie for den sags skyld) var nærmest min nye Harry Potter serie! Den havde samme glæde for fantasy og at udvikle univers som de bøger, og forfatteren ved, hvad han vil med sine hovedpersoner. Den er skrevet i et let sprog, og der står ikke meget på hver side, og det vil gøre, at en nybegynder slet ikke kan stoppe med at læse :D

Hvad med jer, kære læsere? Hvis I skulle anbefale én bog til en nybegynder, hvilken skulle det så være? Var det en bestemt bog, der gjorde jer forelskede i at læse :)?