Titel: Jellicoe Road
Forfatter: Melina Marchetta
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 351
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Høst & Søn. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!
Taylor bor på Jellicoe Roads kollegie. Her går hun i skole med andre piger, og hun kan ikke huske den tilværelse, hun havde inden sit kollegieliv. Kvinden Hannah har taget Taylor til sig, efter hendes mor forlod hende ved en 7-Elleven. En dag forsvinder Hannah, og Taylor har ingen tilbage. Det eneste spor, hun har, til at kunne finde Hannah, er det manuskript om tidligere elever på Jellicoe Road.
Bogen er en blanding af ungdomsroman, krimi og spænding. Sammen med Taylor skal man som læser finde ud af, hvor Hannah er forsvundet hen, og hvad den gamle historie har med hendes forsvinden at gøre. Brikkerne falder langsomt på plads igennem bogen, og det giver en rigtig fed, ekstra dimenssion til fortællingen.
For mig var bogen en smule svær at komme i gang med. Jeg forstod ikke idéen om "territorial-krigen", der kører mellem de 3 skoler i området omkring Jellicoe Road. Hvis du, som jeg, netop er gået i gang med denne bog, vil jeg rigtig gerne forklare princippet for dig, så det ikke ødelægger starten af bogen for dig:
Territorial-krigen sker hvert år, hvor alle skoler vælger en "formand" til at handle med de andre skoler. I ferien aftales det, hvilke områder, der tilhører hvilke skole, og overtræder man hinandens område, er der erklæret krig. Det virker måske lidt barnligt, men det er dette, der er pointen.
Når det så er sagt, er der rigtig mange spændende elementer i fortællingen. Taylors karakter er et af dem. Jeg synes, det var rigtig spændende at følge hendes udvikling og den måde, hun finder ud af, hvem hun er, på. Taylor er en pige, der står ved sine meningers mod, og selvom hun er forelsket i en fyr fra en anden skole, får det ikke lov at fylde i bogen og dens plot. Det er skønt, at kærligheden har en betydning, men den ødelægger ikke den thriller, som fortællingen i virkeligheden er. Det er Taylor, der fortæller historien, og som altid med en jeg-person gør det beretningen meget mere virkelig, og især denne historie, som bliver mere og mere realistisk i løbet af bogen. Taylor er troværdig, og som læser drages man hurtigt ind i hendes univers.
Jeg var rigtig vild med idéen om Hannahs manuskript: Det var nærmest min yndlingsdel ved bogen. Det var spændende og nervepirrende at få afsløret lidt mere og selv sidde og gætte med. Hvem er disse mennesker, og hvad betyder de for hele hovedhistorien? Disse dele var skrevet på en anderledes måde, og der var alt for få af dem efter min mening, netop fordi det bare var det bedste ved bogen.
Dog var der det problem, at bogen manglede retning i starten. Jeg forstod ikke, hvad meningen med historien var, og territorial-krigen fylder unødvendig meget den første halvdel, hvilket gjorde, at jeg havde enormt svært ved at komme i gang og fortsætte med at læse. I starten var der også mange langtrukne scener, som ødelagde det flow, jeg fandt i min læsning.
Alligevel vil jeg anbefale bogen. Den er kort og hurtigt læst, hvis man hænger i i begyndelsen, og jeg synes de sidste 50 sider var fine og rørte mig dybt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar