.

.

søndag den 29. juni 2014

Top 10 Tirsdag - Covertrends

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er covertrends, som jeg kan lide eller ikke bryder mig om. Det har simpelthen været så svært for mig, så listen er ikke kommet op på de 10. Langt fra, faktisk. Som den positive person, jeg er, har jeg selvfølgelig valgt cover-trends, som jeg har fundet rigtig fede!

  1. Kvinder i store kjoler. Jeg er jo en pige. Og de store, gotiske kjoler er bare fantastiske. Der sker et eller andet ved mig, når jeg går forbi disse bøger i boghandlen. Jeg er nødt til at stoppe op og se på bogen, for jeg drages mod den, og jeg er nødt til at eje den, for den er jo så pæn!
  2. Minimalistiske forsider. Her tænker jeg især på de originale twilight-forsider. Jeg elsker forsider med en enkelt ting på, som virkelig pirrer fantasien og giver læseren lyst til at se meget mere!
  3. Silhuetter. Det er mystisk, skummelt og til tider uhyggeligt. Der kan gemme sig alle mulige bøger bag sådan en forside!
  4. Øjne. Også i mit arbejde med fotografi har øjne altid interesseret mig. Det er sjælens vindue, og med et øje på forsiden kan man signalere alt fra kærlighed eller sorg til gys!
  5. Arme. De fine forsider hvor folk holder i hånd, en arm rækker op fra mørket eller et menneske griber efter det sidste halmstrå af håb i livet. Dybt rørende.
  6. Tegninger/grafitti. De lidt mere syrede forsider, der er kommet frem de sidste par år, har virkelig fanget min interesse. Titlen udspringer fra abstrakte tegninger af frugt, tankebobler eller et kyssende par. Bogen bliver så interessant at se på, og jeg får lyst til at hive dem alle sammen med ned i tasken!

fredag den 27. juni 2014

"Fucking Seksualitet" af Wendy Smiths

Titel: Fucking seksualitet
Forfatter: Wendy Smiths
Serie: -
Forlag: Mellemgaard
Sider: 168
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Mellemgaard. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!

Nete er til fest hos Jesper: Drengen som alle piger bare elsker! Jesper er voldsomt interesseret i Nete, og hun kan næsten ikke tro på sit eget held! I løbet af aftenen bliver Nete voldtaget, og hun er sikker på, at det er Jesper, fordi hun tidligere har sagt nej til ham. I skolen sladres der om festen, for hvem kender egentlig sandheden om, hvad der skete med Nete?

Fucking seksualitet er en bog, som kan bruges i seksualundervisning i skolerne. Eleverne har mulighed for at læse bogen og derved få sat ord på spørgsmålene om etik, grænser og hvad der er okay at gøre ved et andet menneske. Da jeg fik bogen tilsendt, var jeg sikker på, at jeg skulle læse en alt for pædagogisk og nusse-pusse fortælling, som slet ikke ville forklare, hvad seksualitet og det at blive voksen handler om: Jeg tog bestemt fejl!

Historien fortælles fra samtlige personers synsvinkel og kan derfor ikke deles op i hovedpersoner som sådan. Historien handler egentlig om Jesper og Nete, men alle andre implicerede får lige så meget plads, og deres problemer, personlighed og seksualitet fylder lige så meget. Bogen formår på fornem vis at nå rundt om heteo- og homoseksualitet samt det at bruge sin krop til at opnå anerkendelse. Ydermere når den omkring "det sunde forhold", hvor sex er naturligt og er en aftale mellem begge parter. Alle disse forskellige vinkler på seksualitet forklares uden fordomme, og måden hvorpå disse skildres er så naturlig og lærerig, at jeg trygt ville lade mine børn læse bogen, når de engang skulle finde ud af, hvem de var som mennesker.
Bogen udstiller ingens seksuelle lyster, den taler ikke om rigtigt og forkert, men den fortæller os, hvad der er okay at gøre mod et medmenneske.

Bogen arbejder meget med grænser og "et nej er et nej!" Det er en vigtig ting at lære den målgruppe, som bogen er lavet til, og med de forskellige fortællinger bliver dette emne nuanceret og belyst på mange forskellige måder. Selvom jeg ikke er med i den målgruppe, som bogen er skrevet til, kunne jeg sagtens se mig selv i nogle af de karakterer, som beskrives. 

Sproget er let tilgængeligt, og bogen er læst på en enkelt dag. Den er svær at ligge fra sig, fordi historien konstant udvikles, og man vil gerne vide, hvad der sker med de forskellige personer, og hvorfor de gør, som det beskrives i fortællingen. 
Fucking seksualitet er en rigtig god bog til arbejdet med unge og sex. Den har rigtig mange gode spørgsmål på hjerte, og jeg er sikker på, at den kan skabe nogle gode debatter i et klasselokale!

torsdag den 26. juni 2014

"Divergent: Fornyeren" af Veronica Roth

Titel: Divergent: Fornyeren
Forfatter: Veronica Roth
Serie: Divergent
Forlag: Alvilda
Sider: 451
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!

Dette er den tredje og sidste bog i serien om Tris og Tobias og deres univers. HAR DU IKKE LÆST DE ANDRE BØGER I SERIEN, VIL DENNE ANMELDELSE MULIGVIS SPOILE DIG.


Tris og Tobias lever i en farefuld verden. Efter afsløringen omkring deres bys oprindelse, er der udbrudt borgerkrig: De faktionsløse kæmper for frihed og ligestilling, mens den nye befolkningsgruppe, Allegiant kæmper for at opretholde det system, som altid har været gældende. Tris og Tobias må nu finde ud af, hvilken levevis, de passer ind i. Og hvor meget vil de give for at få den fulde sandhed?

Dette er den første bog, hvor både Tris og Tobias' vinkel på fortællingen gives til læseren. I de 2 første bøger er det kun Tris' synsvinkel, man har kunnet følge, og det giver en rigtig god dynamik og fin mening, når man kommer i gang med fortællingen.

Tris er for alvor blevet tvunget til at tage stilling til mangt og meget. Hun har mulighed for at vælte hele samfundet, som det ser ud nu, og som divergent har hun en helt særlig magt og resistens over for faktionernes våben. Ydermere er det hendes mor, der har været med til at starte hele det samfund, som Tris nu lever i. Tris' mission i bogen bliver at finde svar på de mange spørgsmål og ikke mindst at finde ud af, hvem hendes mor virkelig var. Selve hendes søgen er en meget spændende plotline, og de små hints, der er igennem hele bogen, hjælper læseren til selv at være med til at opklare mysteriet.
Når det så er sagt, er selve hendes person ikke noget at råbe hurra for. Gennem det meste af bogen skal hun overbevise alle, især Tobias, om, at hun er en stærk og selvstændig kvinde, og der skal i hvert fald ikke være nogle, der sætter grænser for hende. Det kan ikke tælles på 2 hænder, hvor mange teenage-agtige og pigefnidder-disskussioner, Tris har i løbet af bogen, og i stedet for at fremstå moden og ansvarlig, opfatter jeg hende som et lille barn, der er styret af sine impulser og slet ikke forstår, at hendes handlinger også påvirker andre mennesker. Det er rigtig ærgerligt at gøre hende til denne karakter, for hun ender med at ligne en masse kvindelige hovedroller, som vi ser i det litterære univers for tiden. 


Tobias er måske en anden sag. Hans mission bliver hævn: Hævn over den mor, der aldrig var der, og den far, der altid pinte ham og stadig kan skræmme livet af ham. Derfor passer det også rigtig godt, at de fortæller på skift i løbet af bogen, for Tobias og Tris er ikke specielt meget sammen i det sidste kapitel af trilogien. 
Tobias' person bringer tanker om etik, næstekærlighed og tilgivelse op i læseren. Det er en rigtig fin måde, dette gøres på, men hver gang, det skal til at blive rigtig godt, skal han liiiige skændes med Tris om det ene eller det andet. Deres små uenigheder er ikke skrevet specielt godt eller overbevisende, og bliver hurtigt mudderkastning, som ikke fører til noget som helst. Det er virkelig en skam, nu, hvor Tobias endelig får lov at fylde endnu mere i denne bog. Hans vinkel på det hele har jeg savnet i de andre bøger, og derfor ville jeg gerne have ham brugt meget mere fornuftigt.

Selve historien minder alt for meget om bog 2: Den bruger alt for lang tid på at finde sin hovedhistorie, den kaster til højre og venstre med idéer, og man skal som læser holde tungen lige i munden for at forstå, hvad det hele handler om. De store afsløringer, som bogen følger med sig, er rigtig fede, og det er helt klart dem, der trækker op, for hovedpersonerne bliver man alt for hurtigt trætte og uengagerede omkring. Jeg troede, at bog 2 ville være "den svære 2'er", men desværre var bog 3 slet ikke det, jeg håbede på. Skuffelserne stod  kø, og selvom der tages nogle modige valg omkring handlingen fra forfatterens side, er det ikke nok grundet det faktum, at hovedpersonerne er gået hen og blevet ligegyldige og barnlige.

fredag den 20. juni 2014

"Billie" af Anna Gavalda

Titel: Billie
Forfatter: Anna Gavalda
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhoff
Sider: 201
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5


BOGEN ER VENLIGST SPONSORERET AF LINDHARDT & RINGHOFF. DER KAN LÆSES MERE OM BOGEN PÅ DERES HJEMMESIDE. MENINGER OM BOGEN ER MINE EGNE.

Billie og hendes kæreste, Franck(y) er et umage par. De lærte hinanden at kende gennem et teaterstykke, og nu er de på en mystisk måde blevet uadskillelige. En nat fortæller Billie deres og sin egen historie til en stjerne i håb om, at Franck vil overleve det koma, hun er overbevist om, at han er endt i.

Jeg har aldrig læst noget af Anna Gavalda, men jeg har hørt mange fortælle om hende og den finurlige fortællestil, hun benytter. Derfor glædede jeg mig til at prøve kræfter med en af hendes bøger, og jeg er rigtig glad for at have stiftet bekendtskab med hende. Gavalda fortæller i jeg-person og henvender sig til stjernen, som bliver læseren, da der ofte bruges "du", når Billie taler til stjernen. Det inddrager læseren og gør fortællingen unik på sin egen måde, eftersom jeg har oplevet ganske få bøger, der formår at bruge et du på en måde, så man som læser ikke lægger mærke til det, fordi det er så sjældent.

Billie er en pige, der har været alt igennem. Hun har solgt sin krop, forsøgt at finde kærlighed på de mærkeligste steder og måder, og alligevel er der ingen anden for hende end Franck. Han er hendes et og alt, og den hengivenhed, hun beskriver ham med, gør dem til en form for moderne Romeo & Julie. De er akavede, forkerte og passer derved så godt sammen, fordi de supplerer hinanden på godt og ondt. Billie vækker hurtigt sympati hos læseren, og man drages hurtigt ind i hendes fortælling og ønsker at vide mere og mere om, hvordan hende og Franck er endt dér, hvor de er.

Når det så er sagt, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om bogen som helhed. Der gik lang tid, før jeg forstod den setting, der var blevet sat op i starten af fortællingen, og der var flere gange, hvor jeg fandt Billies fortælling lang og mystisk. Det var meget svært for mig at følge med og forstå, hvad jeg skulle med fortællingen.
Bogen er kun på 200 sider, og derfor synes jeg bestemt, at man skal prøve kræfter med denne "Benny & Joon"-kærlighedsfortælling, for den har mange fine budskaber hele vejen igennem! 

tirsdag den 17. juni 2014

Top 10 Tirsdag - Bøger fra i år!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er top 10 bøger af dem, jeg har læst i år. Listen er stillet op fra bedste til "dårligste" bog, som jeg indtil nu har læst i 2014. Jeg har ikke haft vildt god tid til læsning grundet min praktik, så i år er det indtil nu blevet til 12 bøger. Derfor var der ikke så mange at vælge i mellem ;)



  1. Divergent: Afvigeren af Veronica Roth. Endelig fik jeg tid til at læse Divergent, og jeg var bestemt ikke skuffet! Jeg kan godt forstå, at alle har elsket den, og jeg kan med det samme sætte mig sammen med den jublende fanskare!
  2. Zoes Ekko af Alyson Noël. En anderledes og rørende ungdomsroman, som jeg virkelig elskede at læse! Jeg har ikke læst andre bøger af Noël, men det har jeg virkelig fået lyst til efter denne rørende fortælling!
  3. Ringenes Herre af Tolkien. Behøver jeg at sige mere? Selvom bogen var lang tid om at tage fat, var den fantastisk skrevet! Jeg glæder mig rigtig meget til at læse de næste i serien!
  4. Den Blå Dame af Eleanor Hawken. Jeg læste denne bog på et døgn, det var umuligt for mig at stoppe! Den havde alt: Humor, spænding og ikke mindst gys! En rigtig fed fortælling!
  5. Like Had Luderen af Johanna Nilsson. Jeg elsker jo bøger som denne, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Dens fortællestil og måde at blande internetforummer med beretninger, gjorde det hele meget mere realistisk!
  6. Divergent: Oprøreren af Veronica Roth. For mig var dette den svære 2'er. Jeg havde så svært ved at komme i gang med bogen, og jeg synes, den tog alt for lang tid om at finde en retning for sin fortælling. Ikke desto mindre var den umulig at slippe, så snart den tog fat!
  7. Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo. Jeg er jo krimi-fan, og selvom jeg ikke havde læst bog 1 i serien (hvilket gav en del problemer), var jeg meget begejstret for denne spændingsroman!
  8. Usynlighed af Cremer & Levithan. Desværre var jeg ikke lige så glad for denne bog som andre læsere, men jeg synes, den havde en rigtig sød og fin pointe og nogle karakterer, som virkelig gav den styrke!
  9. Spillets By af Lise Bidstrup. Hunger Games wannabe-bogen. Ak ja. Den skulle læses, det blev den. Men jeg var ikke begejstret for den.
  10. Bus 169 af Marianne Ejby Bidstrup. Denne bog skal med, fordi det er den bog, jeg bare ikke kunne arbejde med! Den forsøgte i den minimalistiske stil men fejlede, og der var generelt ikke specielt meget positivt at sige om den!

Top 10 Tirsdag - Strandbøger!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger, jeg vil have med mig til stranden i år. Jeg er godt nok ikke typen, der tager på stranden, så temaet for mig bliver "bøger som skal med mig rundt her til sommer ;)" Jeg har heller ikke sommerferie, da jeg er i praktik i de måneder, så fri til læsning bliver der desværre ikke. Listen er stillet op i vilkårlig rækkefølge, og jeg kunne kun komme på 7. Det håber jeg, er okay! Enjoy!



  1. If I Should Die af Amy Plum. Sommeren er tit til for at læse serier. Her er der tid til at begrave sig i længere fortællinger. Derfor vil jeg nu få læst den sidste i denne spændende serie!
  2. First Kiss af Ann Marie Frohoff. Denne bog har jeg haft på min kindle SÅ længe! Det er en rigtig god, online veninde, der har skrevet den, og nu er det på tide, at jeg får den læst!
  3. Skæbnedans af Nicole Boyle Rødtnæs. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med denne serie. Bog 1 i serien venter på mig, så dem vil jeg kaste mig over i løbet af sommeren!
  4. Beautiful Creatures (Stormvind) af Garcia & Kami. Nu har denne bog stået på min hylde længe, og jeg glæder mig sindssygt meget til at læse den! Jeg har hørt rigtig meget godt om disse bøger, og nu vil jeg også være med!
  5. The Cuckoo's Calling af Robert Galbraith. Det er pinligt, når man er så stor fan af Rowling som jeg er, men jeg har ganske enkelt ikke haft tid til at læse denne bog endnu! Jeg vil have ordentlig tid til at læse den, og jeg håber at finde en weekend i sommerperioden, hvor jeg kyler mig igennem den!
  6. Divergent: Fornyeren af Veronica Roth. Den sidste bog i serien skal også læses! Jeg har været meget begejstret for de første, og jeg er virkelig spændt på, hvor den sidste fører hen!
  7. Unremembered: Uden minder af Jessica Brody. Denne bog er starten på en ny serie, som jeg glæder mig til at få læst. Den er ikke så lang, så jeg satser på at kunne nå den i løbet af sommeren også! Den ser spændende ud, og jeg glæder mig til at se, om den er det, jeg forventer!

mandag den 16. juni 2014

Nye bøger til samlingen! #2


Jeg elsker at læse andre bogblogs, og det er især skønt at se, når folk får nye bøger hjem til hylderne!
Derfor har jeg bestemt mig for også at lave "Nye bøger til samlingen"-indlæg. Dette er mit andet i serien, og jeg er rigtig dårlig til at få skrevet dem, så derfor kommer der en ordentlig stak bøger nu ;)



Alle bøgerne er anmeldereksemplarer fra diverse forlag. Lige her er der rent fra Alvilda samt Rosinante&Co. 
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ELSKER fantasy og ungdomsbøger, og det afspejler denne stak ret fornemt!

Bøgerne i stakken er:
1) Ronnie Andersen - Akavet
2) Veronica Roth - Divergent: oprøreren & Divergent: Fornyeren
3) Nicole Boyle Rødtnes - Elverskud 1-2
4) Jessica Brody - Unremembered: Uden minder 

Jeg glæder mig rigtig meget til at anmelde dem alle sammen, og de pynter allerede smukt på hylden :)!




Top 10 Tirsdag - Bog-confessions

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bogrelaterede indrømmelser. Alle bogbloggere har deres hemmeligheder, og nu får I nogle af mine ;)



  1. Jeg læser ikke altid, hvad andre bloggere skriver. I de travle perioder har jeg ganske enkelt ikke tid til at læse alle de spændende indlæg, som andre bogbloggere skriver. Jeg har alt for meget at gøre med anmeldereksemplarer og at skrive anmeldelser selv...
  2. Jeg skriver indlæg til langt ud i fremtiden. Det er måske ikke en WOW-hemmelighed, men ikke desto mindre skal I vide det: Jeg er kun et menneske og forbereder derfor mange indlæg på forhånd, så de bare er klar til upload senere hen. Især indlæg som disse ;)
  3. Jeg elsker Twilightbøgerne! JA! JEG SAGDE DET OG INDRØMMER DET! JEG ELSKER TWILIGHT! Åh, det er fantastiske bøger!
  4. Jeg tjekker ikke bøger, inden jeg køber dem i boghandlen. Jeg er en af de eneste mennesker i verden, der har denne holdning. Men sådan er det. Jeg tager bogen ned fra hylden, tænker: Du er fin, og så betaler jeg. Ikke noget med at kigge på alle 50 og finde den pæneste! Det andet har vel også sin charme?
  5. De gamle bøger er bare bedst! Jeg har bare noget med gamle bøger, hvor ryggen er bøjet 783927932 steder og siderne er helt gulnede. Det vidner om kærlighed til fortællingen. Helt nykøbte bøger er så... upersonlige?
  6. Hvis bøgerne ikke passer sammen på hylden, går min OCD amok. Mine bøger skal bare hænge sammen. Ikke halvt hard- og paperback eller andre forsider! Det kan jeg bare ikke!
  7. Jeg ejer bøger, jeg aldrig kommer til at læse. Kender I det, at man tager på loppemarked eller bogudsalg? Og man kommer hjem med en masse bøger og tænker: Men hvorfor? Jeg ejer bøger, som jeg god ved, jeg aldrig kommer til at tage ned fra hylden igen..
  8. Jeg har aldrig læst en Jane Austen bog. Nu vil nogle sikkert slukke computeren eller hive sig selv i håret i vrede. Men jeg har aldrig nogensinde læst blot en sætning skrevet af Jane Austen. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved.
  9. Det kan tælles på én hånd, hvor mange klassikere jeg har læst. Jeg er ikke typen, der samler på en masse klassikere, selvom jeg gerne vil. Jeg har overvejet at finde nogle fantastiske udgaver, der bare kunne pynte, når jeg engang nåede til at læse dem!
  10. Da jeg var lille, var mine yndlingsbøger Alfons Åberg: Især den med gummistøvlemonsteret. Jeg ved ikke, hvorfor dette skulle med. Men jeg kan tydeligt huske alle de aftener, hvor mine forældre har læst højt for mig og jeg lavede lydeffekter til denne bog *pudse, pudse, slibe, slibe...*

fredag den 6. juni 2014

"Akavet" af Ronnie Andersen

Titel: Akavet
Forfatter: Ronnie Andersen
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 268
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

BOGEN ER VENLIGST SPONSORERET AF ROSISANTE&CO. DER KAN LÆSES MERE OM BOGEN PÅ DERES HJEMMESIDE. MENINGER OM BOGEN ER MINE EGNE.


Mikke lider af angst og bor på Hjemmet sammen med andre psykisk syge unge. På en togtur ser han tilbage på kæresteri, livet som ung med en psykisk lidelse og samtidig forstyrres han af medpassagerne, der hele tiden tricker hans angst.

Ungdom og psykiske lidelser er et meget ømt emne for mange. Forældre kan ikke forestille sig noget værre, end at deres børn en dag blier så hjælpeløse og så ulig dem selv, og den unge bliver angst for at miste al fremtid og håb for et godt liv. Denne bog fortæller om denne problemstilling fra en ung fyrs vinkel, hvilket jeg ikke har oplevet i specielt mange bøger.
Sproget er let forståeligt, og man kommer hurtigt igennem bogen. Den vender modsat, dvs man skal læse den vandret, og i starten forstod jeg ikke helt idéen i det, men når bogen handler om at være anderledes er den en sjov detalje, som man forholdsvis hurtigt lærer at leve med (selvom det er en anelse upraktisk). 


Mikke er en spændende karakter. Hans tanker under togturen er over det hele, og han betragter sine medpassagere som farlige og ukendte væsner. Hver gang han ser et produkt, skal han sige sloganet for firmaet, og han oplever kaos på togturen, fordi han ikke kan få fred for den gamle dame, der sidder over for ham.
Mikke er svær at blive klog på, fordi han til tider er enormt rolig og reflekterende, men pludselig bliver han udadreagerende i sit sprog og siger ting, han senere hen fortryder. Mikkes beskrivelse af sin hverdag og de andre beboere på Hjemmet er så troværdig, at man som læser hurtigt engagerer sig i hans fortælling og behandling og hele tiden ønsker at vide mere.
Der er en hårfin balance i læserens forhold til Mikke, fordi han kan ønske et bedre liv for sig selv og virkelig kæmper med sin angst, men pludselig bliver han grov og ubehagelig. 


Akavet er en rigtig fin fortælling, som jeg nød at læse. Den tager et emne op, som er meget relevant i dag, og den gør det fornemt med en hovedperson, der skildrer livet som ung psykisk syg. 

tirsdag den 3. juni 2014

Top 10 Tirsdag - Sommerens TBR liste

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er Top 10 over de bøger, der står på min sommer To-read-liste. Desværre er jeg ikke ramt af sommerferie grundet praktik, men jeg vil alligevel forsøge mig med sådan en liste. Bøgerne er stillet op i vilkårlig rækkefølge, og jeg vil rigtig gerne nå at læse dem alle de sommerdage, hvor jeg kan holde fri. 



  1. Divergent: Fornyeren af Veronica Roth. Dette er den eneste bog i serien, som jeg mangler, og derfor skal den bare læses her til sommer! Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvordan de får afsluttet den serie.
  2. Unremembered: Uden minder af Jessica Brody. Der er et eller andet med mig og serier, og jeg glæder mig til at komme i gang med denne. Dem, jeg kender, der allerede har ået denne bog, har været meget positivt stemt over for den!
  3. Elverskud 1
  4. Elverskud 2
  5. Elverskud 3 af Nicole Boyle Rødtnæs. Denne lille trilogi står og ser enormt indbydende ud på hylden derhjemme! Dem glæder jeg mig til at fordybe mig i en skøn sommerdag!
  6. Pivot Point af Kasie West. Nu har jeg hørt alle rose denne bog til skyerne! Derfor skal den læses i løbet af sommeren, så jeg kan være med!
  7. Cuckoo's Calling af Robert Gailbraith. Som den store Rowling fan, jeg nu engang er, skal denne bog bare læses. Især fordi den næste i serien er lige på trapperne!
  8. Gnist af Maya Banks. Jeg har aldrig helt fundet ud af, om erotica genren er mig. Denne bog skulle være meget anderledes, og jeg glæder mig til at få læst den!
  9. If I should Die af Amy Plum. Der er mange serier, som jeg ikke er blevet færdig med, og denne er en af dem. Nu er det den sidste bog i serien, og den skal helt klart læses i sommervarmen!
  10. Quidditch through the ages af JK Rowling. Den er lille og hyggelig, og den har jeg bare aldrig fået læst. NU skal det være!