.

.

onsdag den 7. maj 2014

"Zoes ekko" af Alyson Noël

Titel: Zoes ekko
Forfatter: Alyson Noël
Serie: -
Forlag: Alvilda
Sider: 270
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!


Det er nu et år siden, at Ekko mistede sin storesøster, Zoe. Gennem Zoes tidligere kæreste får Ekko fat i en dagbog, som Zoe har betroet sine allerdybeste hemmeligheder. Men tør hun virkelig lære den side af sin søster at kende?

Dette er lige en bog for mig: En ungdomsbog med noget på hjerte, og som virkelig kan fortælle en tragisk historie! Allerede fra første side var jeg fanget, og det er lige præcis det, som bøger som denne formår! Zoes ekko er en tragisk fortælling om død og det at blive ladt alene tilbage med forældre, der er ved at bryde sammen hele tiden: En historie om at skulle være den voksne, selvom man kun er 15 år gammel. Ydermere er det en fortælling om søskendekærlighed og det at miste et forbillede og én, som man altid drømte om at være. At tage så tunge mener op kræver mod, og Noël gør det til perfektion!

Ekko er bogens hovedperson. Som hendes navn indikerer, er hun nærmest et ekko af Zoe. Zoe er den populære, den flotte, den talentfulde: Ekko er lille, tynd, normal af udseende og god til at gå i skole. Ekko ønsker konstant at være som Zoe, og da søsteren dør, bliver det op til Ekko at finde ud af, hvem hun er, når Zoe ikke længere er i verdenen. Ekkos udvikling, tanker og væremåde er empatisk, og man får som læser enormt hurtigt sympati for hende og hendes fortælling. Sammen med hende læses der i Zoes dagbog, og flere gange havde jeg, ligesom Ekko, ikke lyst til at læse videre, for jeg kunne mærke den smerte, som Ekko gennemlevede ved at opdage, hvem hendes søster i virkeligheden var. Det kræver en forfatter, der kan skabe karakterer, og det formås virkelig i denne fortælling!

Zoe fylder ret meget i fortællingen, selvom hun er død. I starten er hun den typiske populære pige, der kan få alle fyrene, er med til festerne og lyver for mor og far, så hun kan drikke i hverdagene osv. Men pludselig opdages det, at der er meget mere bagved: Hun har også drømme, tanker og håb for fremtiden, som hun ikke tør dele med nogle andre. Sympatien for Zoe vækkes gennem fortællingen og gennem Ekkos tanker om hende, og som læser føles det som om, at man kender hende lige så godt, som Ekko gør det. Zoe er omdrejningspunktet for handlingen, og hun er en enormt spændende persona i fortællingen!

Sproget i denne bog er letlæseligt, og bogen er læst på ganske kort tid. Der står ikke meget på hver side, og det gør kun, at man læser den endnu hurtigere. Det er selvfølgelig en undgomdsbog, og derfor er (især dagbogspassagerne) i en form for talesprog og meget ligetil. Det gør ikke, at bogen er plat eller flad at læse. Fordi der er så god mening med diverse karakterer, fungerer det hele og går op i en højere enhed!

Tiden flyver, og før man ved af det, er bogen slut. Jeg sad selv og havde ikke lyst til, at bogen skulle ende, og de sidste 10 sider tog jeg enormt god tid til at få læst. Denne fortælling er gribende, lattervækkende, sørgerlig og så smuk, fordi vi alle kan nikke genkendende til dele af den fra vores eget liv. Det er lige præcis det, en god bog skal kunne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar