.

.

lørdag den 31. maj 2014

Den perfekte bryllupsbog!


Langt om længe er det lykkedes for mig at finde den bog, jeg bare har gået og drømt om!
Jeg tog ned til min trofaste boghandler og meddelte, at vi skal giftes og derfor mangler en bog, der har det hele. Med det samme hev hun denne skønne sag frem, og jeg fik den en del billigere, da den er gået i stykker og er udgået, så derfor kan hun ikke give mig en spritny udgave.

Bogen er inddelt med faner, så alt kan planlægges i den rækkefølge, som det skal. Der er sider til budget, bordplan, gæstelister og ikke mindst adskillige To-Do-lister: En fælles, brudens og gommens! Bogen har et fint og romantisk design, der giver mulighed for at skrive, hvordan vi mødtes, hvordan han friede og hvem vi fejrede det med!
Ydermere er der mulighed for at sætte en masse billeder af os ind, inspirations-udklip og brainstorme omkring vores perfekte fest! 

Allerede nu er der udfyldt en masse ting i bogen, og vi har været effektive med den planlægning, der kan klares!

Datoen er nu fundet og offentlig: Det bliver d.8.august 2015! Vielsen skal afholdes i Christianskirken, og ønskepræsten har sagt ja med 90% sikkerhed, hun skal lige undgå at have sommerferie den dag ;)

Vi har også bestemt os for, hvor både reception og aftenfest skal holdes, men meget mere om det senere!

onsdag den 28. maj 2014

"Usynlighed" af Cremer & Levithan


Titel: Usynlighed
Forfatter: Andrea Cremer & David Levithan
Serie: -
Forlag: Alvilda
Sider: 334
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!

Stephen er usynlig. I bogstaveligste forstand. Elizabeth flytter til new York og glæder sig til at starte på en frisk og forhåbentlig møde en sand ven. Hun ser Stephen. Som den eneste.
Sammen vikles de ind i mysteriet omkring forbandelsen, der har ramt Stephen. Måske er hun den eneste, der kan hjælpe ham.

Med usynlighed har Cremer og Levithan skabt en skøn blanding af fantasy og ungdomsbog. Bogen blander ungdomsproblemer som homoseksualitet, identitetskrise og kærlighed blandet med jagten på troldmandslærlinge og dæmoner! Grænsen mellem disse er kontant hårfin, men det lykkes for forfatterne at få det hele til at smelte sammen.
Bogen er skrevet på et let og forståeligt sprog og er lige til at gå til. Det tog mig noget tid at opfatte systemet med forskellige jeg-fortællere, da disse ikke var synliggjort. Til information fortæller Stephen og Elizabeth et kapitel på skift gennem hele bogen.
Til tider er bogen langsom og rigtig svær at komme videre med. Jeg oplevede flere gange, at handlingen stod i stampe i lidt for lang tid, hvilket ødelagde den flydende fornemmelse, som læs ingen normalt giver mig. 

Stephen er en skøn karakter. Der går ikke lang tid, før man som læser holder af ham og har sympati for ham og hans situation. Stephen er let at engagere sig i, og for mig som læser blev det meget vigtigt at høre endnu mere om hans liv. Hele vejen igennem har man et ønske om at lære ham bedre at kende, og det er en fantastisk måde at engagere sin læser på og holde denne fanget. 

Elizabeth var min yndlingskarakter i bogen og er også den, der oplever den største udvikling og omvæltning i sin tilværelse. Hendes historie er let at sætte sig i, og hendes forhold til Stephen ender aldrig over i et paranormalt kærlighedsliv som Edward og Bella fra twilight. Bogen tør hele tiden udfordre det at være ung, forelsket og have en masse bagage med sig.

Usynlighed er en ganske fin bog, men der var bare et eller andet ved den, som ikke fangede mig. Til tider føltes den enormt lang, og jeg havde meget svært ved at læse mere end en times tid. Spændingen kommer for sent og afbrydes ofte at små, ligegyldige passager. 
Dog vil jeg anbefale den, hvis man elsker bøger , der blander ungdom og fantasy, for det magter den til perfektion!! 



tirsdag den 27. maj 2014

Top 10 Tirsdag - Vælg selv!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er vælg selv! Der er simpelthen frit valg på alle hylder! Emnet har sikkert været oppe tidligere, men jeg har valgt bog-person-crushes! Listen er stillet op i vilkårlig rækkefølge, og jeg har ikke glædet mig til en masse pinlige indrømmelser ;) Enjoy!



  1. Edward Cullen fra Twilight. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har dette crush. Ja, han kan kaldes stalker og creepy, men det er virkelig ikke det, jeg ser, når jeg tænker Edward. Han er MANDEN! Han vil gøre ALT for hende, han elsker, og han vil ofre sig for hende i bogstavligste forstand. Han er utrolig smuk (udseendet er jo en bonus!), klog og eftertænksom. Han er drømmeprinsen!
  2. Ron fra Harry Potter. Alle var forelsket i Harry, men jeg var i Ron! Ron er loyal, en fantastisk ven og rødhåret. Jeg har bare et eller andet for rødhårede mænd, og det kan ikke forklares. Ron var den lidt akavede og sjove fyr, og jeg kunne slet ikke stå for ham!
  3. Odd Thomas fra Odd Thomas. Odd Thomas er en skæv og fantastisk person! Han er typen, man bare har lyst til at kramme, så alt det onde går væk i hans liv. Han er så kærlig og elskelig - man kan jo ikke andet end at holde af ham!
  4. Augustus fra The Fault in Our Stars. Et crush er han måske ikke, men han er en fyr, jeg så gerne ville have i mit liv! Augustus viser loyalitet og omsorg lige til det sidste, og hvem kan stå for det??
  5. Charlie fra Perks of Being a Wallflower. Charlie er endnu en af de der fyre, som er lidt udenfor. Han er utrolig klog, velformuleret og kærlig. Hvis det var mig, der havde modtaget de breve, han skriver i bogen, var jeg blevet styrtende forelsket og havde opsøgt ham med det samme!
  6. Vincent fra Die for me. De der døde mænd er åbenbart lige mig! Vincent har meget de samme egenskaber som Edward. Han er en gentleman, klog og kærlig. Han ved lige præcis, hvordan en kvinde skal behandles, og han vil gøre alt for at gøre hende lykkelig!
  7. Jonas fra Beautiful Dead. Okay, Jonas er Edward bare lidt yngre! Ikke desto mindre er han charmerende, kærlig og virkelig en fyr, som bare siger og gør alle de rigtige ting! Hans kærlighed til bogens hovedperson ville få enhver pige til at føle sig speciel!
  8. Aragon fra Ringenes Herre. Her er han! Manden på den hvide hest! Skulle jeg have en prins/konge, skulle det helt klart være Aragon (med Viggo Mortensens udseende selvfølgelig!)
  9. Sirius fra Harry Potter. Åh Sirius. En morsom, modig og elskelig herre! Jeg var hemmeligt forelsket i Sirius, da jeg læste bøgerne første gang, og han havde så mange egenskaber, som jeg drømte om, at min mand ville have! Selvom han ikke har et forhold i bogen, udstråler han bare så megen kærlighed, at jeg ikke kunne andet end at beundre ham!
  10. Lupus fra Harry Potter. Igen en Harry Potter karakter... Lupus var ham, det hele bare var synd for, fordi han aldrig kunne få det, han ønskede sig. Han elskede Tonks, men han ville ikke udsætte hende for hans "varuvle-problem". Han kunne ikke undervise på skolen, fordi folk var bange for ham... Jeg havde mest af alt lyst til bare at holde om ham og elske ham til døde!

tirsdag den 20. maj 2014

Top 10 Tirsdag - Bøger om venskab

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger om venskab. Det giver lidt sig selv, og det er jo et fantastisk tema, hvis du spørger mig! Listen er stillet op i vilkårlig rækkefølge! Enjoy!



  1. Harry Potter-serien af JK Rowling. Kommer der nogensinde en liste, hvor jeg ikke synes, at Harry Potter passer ind? Sikkert ikke! Men de bøger skal helt klart med på denne liste! Harry Potter og hans venner kan klare alt, bare de er sammen. Disse bøger kan virkelig lære os et og andet om loyalitet og kærlighed, der besejrer alt!
  2. Ringenes Herre-triologien af Tolkien. Her tænker jeg især på Frodo og Sam. Forholdet mellem disse to ændres bøgerne igennem, og der er så mange rørende dialoger Frodo og Sam i mellem. "Hvis jeg træder ét skridt længere frem, så er jeg så langt væk hjemmefra som aldrig før!" Hvem har ikke brug for en ven i det øjeblik?
  3. Hobitten af Tolkien. Tolkien er mester i at skabe elskelige karakterer, og den unge Bilbo er ikke en undtagelse. Hans bånd til dvægerne er fantastisk, og at turde udfordre sine venner kræver enormt meget mod. Det beviser Bilbo i denne skønne fortælling.
  4. Hunger Games-trilogien af Suzanne Collins. Et venskab, der handler om liv og død, samtidig med et venskab, der aldrig kan blive det samme igen. Måden, hvorpå Collins kan vise et venskabs udvikling gennem de 3 hovedpersoner i denne serie, er fænomenalt, og dette er en fortælling, der viser, at venskaber ikke altid kan vare evigt.
  5. The Fault in Our Stars af John Green. Nogle vil måske mene, at dette er en kærlighedsfortælling, men en del af mig vil altid se Hazel og Augustus som det mest unikke vennepar, der vil være der for hinanden til døden dem skiller...
  6. Impulse af Ellen Hopkins. En flok unge med psykiske problemer mødes på den lukkede afdeling og står for første gang over for andre, der forstår dem. En rørende og smuk fortælling!
  7. Odd Thomas af Dean Koontz. Her vil jeg især have fokus på Odd og kæresten Stormy. Selvom de skal være sammen for evigt, for det siger spådomskortet, de trak for mange år siden, har de et venskab, som ganske få forstår. De kan holde af hinanden på trods af udfordringer og særheder, og det er skønt at se!
  8. For min søsters skyld af Jodi Picoult. Der er intet som søskendes kærlighed og venskab, hvilket denne bog beviser! Der er ikke mere at sige!
  9. Det smaragdgrønne atlas af John Stephens. Atter en bog hvor søskendes vilje og kærlighed for hinanden beviser, at det onde til en hver tid kan besejres. Eventyr og loyalitet i én og samme fortælling.
  10. Fluernes Herre af William Golding. En bog hvor venskab bliver til fjendskab for de fleste i gruppen. Men ikke desto mindre er det en fortælling om at holde fast i sig selv og den, man er, og ikke lade sig bukke under for gruppepresset. I denne fortælling er det især Piggy, der står ved sine meningers mod, fordi han til enhver tid vil være der for sine venner!

mandag den 19. maj 2014

Et helt nyt kapitel!

De fleste af jer ved det sikkert allerede, men ikke desto mindre vil jeg også skrive det her. Dette indlæg kommer ikke til at handle om bøger eller anmeldelser: Det er et personligt indlæg, som også kommer op på livsstilsbloggen.
Fordi I er nogle af de bedste læsere i verdenen, skal I selvfølgelig også have hele historien:


JEG ER BLEVET FORLOVET! 

JA! Det er sandt - jeg skal sgu giftes! I weekenden troede jeg, at jeg skulle i sommerhus med en veninde og fejre hendes 20års fødselsdag: I stedet blev jeg snydt og sat af ved et sommerhus, hvor Mark ventede på mig: Et luksushus med pool, sauna og jacuzzi til 2!

Jeg tror, at jeg var i chok i cirka en halv time, for jeg havde virkelig ikke regnet denne store overraskelse ud! Min veninde skyndte sig væk, og så stod vi dér! Mark havde lavet super lækker mad, tændt lys over alt og købt fine hjerter til bordet. Mens vi spiste, snakkede vi ikke så meget, og Mark virkede meget nervøs.
Da jeg kom tilbage fra et hurtigt toiletbesøg (hvor jeg også var nødt til at sidde med hovedet mellem benene for ikke at besvime...), stod han med en flaske champagne og sagde, at der jo også var noget, vi skulle fejre. Jeg var sikker på, at det var, at vi begge klarede praktikken så godt.
Hvad han så siger bliver mellem os, men det ender med, at han sætter sig på knæ og viser mig den smukkeste æske i træ, hvor han har fået indgraveret et citat fra Nightmare before Christmas.

"We can gaze into the stars

And sit together now and forever"

Dette er fra den sang, som Jack og Sally synger sammen, da de endelig får hinanden, og vi har altid sammenlignet os lidt med dem: Og det er de figurer, vi altid har sagt, at vi gerne vil have på vores bryllupskage! Det var så smukt, og ringen i æsken var endnu smukkere!
Selvfølgelig sagde jeg ja - og se de smukke ringe, som han har skaffet!


Resten af aftenen havde vi for os selv, hvor vi svømmede i poolen og drak champagne i jacuzzi, mens han endelig kunne fortælle mig alle de hemmeligheder, han har haft siden januar! Derudover kunne han fortælle, at ALLE vores venner og familie vidste det, da de havde været med til at snyde mig! Lørdag fik vi besøg af en masse fra vennegruppen, og det var så vildt at høre, hvor meget de alle har haft med det at gøre! Søndag kom vores forældre og søskende, og da de tog hjem kunne vi slutte weekenden af i ro bare os!

Jeg er så lykkelig og vil gerne sige tusind tak for alles lykønskninger og hjælp til Mark omkring denne weekend. Det er så vildt, hvor meget han gjorde ud af det, og jeg vil aldrig nogensinde glemme det!

Nu skal der planlægges bryllup, og jeg er allerede i gang! Fotograf, gæsteliste, og ikke mindst kjole! Det kommer til at fylde lidt på bloggen, men det meste vil jeg skrive på min livsstilsblog, The Coffeedreams, og den er I meget velkomne til at følge også! 

Fra bog til film: Odd Thomas af Dean Koontz

Hej alle sammen!
Som lovet et link til mit indlæg hos Mark! Denne måneds fra bog til film handler om Odd Thomas af Dean Koontz!

Skynd jer ind og tjek det ud :D

Indlægget kan findes lige her!

onsdag den 14. maj 2014

Top 10 Tirsdag - Bøger jeg næsten stoppede med at læse

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger, jeg næsten stoppede med at læse. Det er altså bøger, som jeg virkelig havde lyst til at give op på, men som jeg kæmpede mig igennem. Jeg har heldigvis ikke oplevet dette med særlig mange bøger, så listen kom ikke op på 10...Listen er stillet vilkårligt op, og jeg glæder mig til at se, om jeg er alene med kampen omkring disse bøger!


  1. Eighty Days Gul af Vina Jackson. Jeg var rystet over denne bog. Den var elendigt skrevet, hovedpersonen var BLAH!, beskrivelserne var vulgære og ikke litterær kunst på nogen måde - den kunne INTET! Ikke desto mindre tvang jeg mig selv til at læse den færdig, for jeg var simpelthen nødt til at se, om det blev værre...
  2. En sag for Helen Walsh af Marian Keyes. Denne bog færdiggjorde jeg kun fordi den var et anmeldereksemplar. Den var SÅ kedelig, og den sagde mig virkelig intet. Den bevægede sig så langsomt frem, og den handling, som faktisk greb mig, var kun til stede på de sidste 50 sider...
  3. Grønt Støv af Sara Blædel. Jeg elsker krimier, og man kan jo ikke være fan af dem alle. Sara Blædel er bestemt ikke en, jeg er fan af. Jeg synes, hun skriver elendigt, og det er så kedelige fortællinger, hun kommer op med. Men jeg var jo nødt til at prøve...
  4. Dead until dark af Charlaine Harris. Vampyrbøger er der mange af, men denne serie behøver jeg heldigvis ikke at holde mig up to date med. Nej, jeg synes den var kedelig, dum og ligegyldig. Måske er den god som tv-serie?
  5. Golak af Josefine Ottesen. Jeg ville så gerne kunne lide denne bog, og det endte jeg også med at kunne. Desværre tog det bare de første 75% af bogen, før historien virkelig kom i gang. Jeg skal læse resten af serien, for nu håber jeg godt nok, at den bliver spændende fra starten af næste bog!
  6. Kunsten at gribe livet af Chad Harbach. Denne bog vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle med. Den var et anmeldereksemplar og handlede om baseball og det at blive voksen. Forvirret? Det var jeg også. Flere gange orkede jeg ikke at læse videre, men så kom der lige en sekvens, som rørte mig dybt. En ond men effektiv taktik!
  7. Ringenes Herre: Eventyret om ringen af Tolkien. Det er først nu lykkedes mig at gøre denne bog færdig. Jeg har forsøgt omkring 10 gange, og der er jeg endt med at give op halvvejs. Nu er jeg dog glad for, ar jeg blev færdig!

søndag den 11. maj 2014

Gæsteblogger hos Poesi med tænder

Jeg har en glædelig nyhed til jer alle sammen :D
Ikke nok med at vi bor sammen og går i samme klasse - nu skal vi også terrorisere hinandens blogs; eller jeg skal i hvert fald spamme hans!

Mark, min kæreste og soulmate, er en filmblogger. Hans store kærlighed og passion er film, og mens jeg kan hører skud, skrig og latter fra stuen, kan jeg nyde en skøn bog! Vi har indgået et samarbejde, hvor jeg hver måned skriver et indlæg om en filmatisering af en bog, jeg har læst! Allerede nu kan man læse mit indlæg om Perks of Being a Wallflower og Precious! Jeg glæder mig rigtig meget til, at denne idé kommer op at køre, og jeg håber, at I vil læse indlæggene, når de kommer op!

Er du glad for film, er det også en rigtig god idé at følge hans blog! Der kommer anmeldelser af alle slags film og serier, og jeg har hørt rygter om en Top 100 liste over de bedste film NOGENSINDE i Marks optik :D

Jeg skal nok smide et indlæg, når der er nyt på bloggen Poesi med tænder, hvor man vil kunne se mig blogge om bogmagi - nu som film!

fredag den 9. maj 2014

"Like had luderen" af Johanna Nilsson

Titel: Like had luderen
Forfatter: Johanna Nilsson
Serie: -
Forlag: Alvilda
Sider: 201
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!


Jonna og Gloria er bedste veninder. De er "usynlige piger" i skolen: Hverken populære, men heller ikke dem, som alle mobber. Men en dag danser Gloria med den lækreste fyr til en fest, og der dannes facebookgrupper om hende, hvor hun kaldes luder, so og andre forfærdelige ting. Gloria blive desperat efter at rette opmærksomheden et andet sted hen. Pludselig er der 3 "Had Luderen" grupper, og hvem bliver den næste?

Internetmobning er et fænomen, som vi hører mere og mere om. Først var der Arto, og nu er det Facebook, som de unge bruger til at terrorisere hinanden med. Det er en spændende faglig diskussion, som alle har en holdning til. Denne bog givet et nuanceret billede af, hvad der sker med de unge, når de udsættes for mobningen på nettet - og den viser ikke mindst, hvad de er villige til at gøre for at slippe væk fra rollen som "luderen".

Bogen er delt op i 3 dele. Dette er fortællingen vist fra 3 unges synsspunkt: Jonna, som er udenforstående i hele mobningssagen. Hun ser sin bedste veninde gå psykisk ned, pjække fra skole og gøre alt for at undgå den ubehagelige opmærksomhed. Jonna gør alt for ikke at miste Gloria, som lukker sig mere og mere inde i sig selv. Aktivt går hun ind i kampen og skriver onde kommentarer tilbage til dem, der er efter hendes veninde, for hvem vil ikke være der for én, man holder af? Hurtigt hvirvles Jonna ind i det store online-spind, og hendes magtesløshed bliver tydligere igennem bogen.

Robin fortæller i bogens 2.del. Han er en meget spændende karakter, nok den mest interessante i hele bogen. Han er den lækre fyr, skolens konge - og stammer fra en indre missionsk familie. Han er ved at brække sig over de mange religiøse tiltag og regler, da han i virkeligheden drømmer om at blive rockstjerne og fodboldspiller. Hele tiden er der en hårfin grænse mellem idiot og sympatisk fyr, og det er skrevet så mesterligt, at det først er på sidste side, at jeg følte mig overbevist om, hvilken side, jeg personligt hældte til! Robin går fra at være ovenpå til at blive trampet ned af alt og alle, og den måde, hans karakter går i spåner på, er enormt intens!

Gloria afslutter bogen i den tredje og sidste del. Hun er helt modsat Robin og ender på toppen. Glorias udfordring og kamp bliver mellem at få sin hævn og vise, at hun er bedre end de andre og ikke går med på vognen. Hele tiden sættes grænsen op, og gang på gang skal hun tage stilling til, hvad der vigtigst for hende og hendes værdighed. Gloria går fra at være hende, som alle er efter, til at være hende, som alle frygter, fordi hun pludselig er høj i hatten. 

Udviklingen er enormt spændende, og der er så mange gråzoner mellem alle karakterne. Det er netop det, som bogen her gør fantastisk! Den viser os, at vi alle er mennesker. Især unge mennesker kan have svært ved ikke at blive hævngærrige, når de endelig får chancen. Retfærdigheden skal ske fyldest, og det er netop derfor, at historien bliver en ond cirkel! Der er ingen gode eller onde i denne fortælling, og vi får heller ikke et svar på, om unge på nettet bare skal forbydes eller er en skide og idé. Det må være op til læseren selv, for hvem siger, at mange af os ikke ville reagere ligesom Gloria, Jonna eller Robin?

onsdag den 7. maj 2014

"Zoes ekko" af Alyson Noël

Titel: Zoes ekko
Forfatter: Alyson Noël
Serie: -
Forlag: Alvilda
Sider: 270
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!


Det er nu et år siden, at Ekko mistede sin storesøster, Zoe. Gennem Zoes tidligere kæreste får Ekko fat i en dagbog, som Zoe har betroet sine allerdybeste hemmeligheder. Men tør hun virkelig lære den side af sin søster at kende?

Dette er lige en bog for mig: En ungdomsbog med noget på hjerte, og som virkelig kan fortælle en tragisk historie! Allerede fra første side var jeg fanget, og det er lige præcis det, som bøger som denne formår! Zoes ekko er en tragisk fortælling om død og det at blive ladt alene tilbage med forældre, der er ved at bryde sammen hele tiden: En historie om at skulle være den voksne, selvom man kun er 15 år gammel. Ydermere er det en fortælling om søskendekærlighed og det at miste et forbillede og én, som man altid drømte om at være. At tage så tunge mener op kræver mod, og Noël gør det til perfektion!

Ekko er bogens hovedperson. Som hendes navn indikerer, er hun nærmest et ekko af Zoe. Zoe er den populære, den flotte, den talentfulde: Ekko er lille, tynd, normal af udseende og god til at gå i skole. Ekko ønsker konstant at være som Zoe, og da søsteren dør, bliver det op til Ekko at finde ud af, hvem hun er, når Zoe ikke længere er i verdenen. Ekkos udvikling, tanker og væremåde er empatisk, og man får som læser enormt hurtigt sympati for hende og hendes fortælling. Sammen med hende læses der i Zoes dagbog, og flere gange havde jeg, ligesom Ekko, ikke lyst til at læse videre, for jeg kunne mærke den smerte, som Ekko gennemlevede ved at opdage, hvem hendes søster i virkeligheden var. Det kræver en forfatter, der kan skabe karakterer, og det formås virkelig i denne fortælling!

Zoe fylder ret meget i fortællingen, selvom hun er død. I starten er hun den typiske populære pige, der kan få alle fyrene, er med til festerne og lyver for mor og far, så hun kan drikke i hverdagene osv. Men pludselig opdages det, at der er meget mere bagved: Hun har også drømme, tanker og håb for fremtiden, som hun ikke tør dele med nogle andre. Sympatien for Zoe vækkes gennem fortællingen og gennem Ekkos tanker om hende, og som læser føles det som om, at man kender hende lige så godt, som Ekko gør det. Zoe er omdrejningspunktet for handlingen, og hun er en enormt spændende persona i fortællingen!

Sproget i denne bog er letlæseligt, og bogen er læst på ganske kort tid. Der står ikke meget på hver side, og det gør kun, at man læser den endnu hurtigere. Det er selvfølgelig en undgomdsbog, og derfor er (især dagbogspassagerne) i en form for talesprog og meget ligetil. Det gør ikke, at bogen er plat eller flad at læse. Fordi der er så god mening med diverse karakterer, fungerer det hele og går op i en højere enhed!

Tiden flyver, og før man ved af det, er bogen slut. Jeg sad selv og havde ikke lyst til, at bogen skulle ende, og de sidste 10 sider tog jeg enormt god tid til at få læst. Denne fortælling er gribende, lattervækkende, sørgerlig og så smuk, fordi vi alle kan nikke genkendende til dele af den fra vores eget liv. Det er lige præcis det, en god bog skal kunne!

tirsdag den 6. maj 2014

Top 10 Tirsdag - Covers som er kunst

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bog-covers, som jeg ville hænge op som kunst i mit hjem. Listen er stillet vilkårligt op, og jeg kæmpede virkelig for at nå op på de 7. Ikke desto mindre fandt jeg dem, og jeg håber, at nogle af jer vil være enig med mig ;) Enjoy!


  1. Harry Potter bøgerne af JK. Rowling (de danske forsider). Der er en grund til, at de danske forsider flere gange har vundet priser. De er bare de pæneste, og de gælder som sand kunst. Og så er der selvfølgelig nostalgiske grunde for mig som stor Harry Potter fan ;)
  2. New Moon af Stephenie Meyer (den originale forside). Meget kan man sige om Twilight, men de originale forsider er smukke! Jeg elsker især den blomst, som kan findes på New Moon, og jeg ville elske at have det cover hængende på min væg!
  3. Dødens Gab af Peter Benchley. Bogen og filmens cover er næsten ens, men både bog og film er geniale. Jeg elsker fortællingen og med denne forside ville jeg også have mulighed for at vise min kærlighed til filmmediet!
  4. Vinterpiger af Lauren Anderson. Vinterpiger har et smukt cover med fine detaljer. Det kan jeg stirre på til evig tid, og coveret minder mig om den fantastiske bog, som Vinterpiger er!
  5. Ringens Herre af Tolkien (de nye forsider med film-locations). Jeg er SÅ forelsket i de nye forsider, der er kommet til Ringenes Herre! Det er ikke film-plakater men locations fra de forskellige film. De er så flotte!
  6. Die for me af Amy Plum. Jeg har en ting for kvinder i kjoler- forsiderne, og den her er jeg faldet for! De fine, snirklede mønstre og detaljer på forsiden er perfekte, og den måtte hellere end gerne hænge på min væg!
  7. Pivot Point af Kasie West. Jeg har endnu ikke læst denne bog, men jeg elsker forsiden. Den ser spændende ud, og man kan ikke undgå at stoppe op og lige kigge på den for at se, hvad det mon handler om!

søndag den 4. maj 2014

Vinder af min Divergent Giveaway!

Hej alle sammen!
Jeg lovede jer en vinder den 1.maj, og undskyldninger kan jeg komme med masser af! Overarbejde, weekend hos mor og far og alt for mange andre ting!
Men som I ved, bedre sent end aldrig!
Derfor vil jeg nu offentliggøre vinderen!


Prisen er den fine Divergent: Den officielle guide, som er givet af forlaget Alvilda!




Hjertelig tillykke til Kamilla Rasmussen! Jeg har sendt dig en mail :D