.

.

søndag den 27. april 2014

"Tryllebundet" ad Sylvia Day

Titel: Tryllebundet
Forfatter: Sylvia Day
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 182
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 1/5


Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag. Alle holdninger og meninger til bogen er mine egne!


Dette er en novellesamling med 3 historier, der alle handler om Victoria og Max.
Den første novelle hedder En velkendt magi. Max er troldmand og arbejder med at binde kvinder, der ikke kan styres. Han bliver sat på opgaven at binde Victoria og gøre hende lydig, så hendes kræfter kan styres. Hurtigt opdager Max, at han ikke kan sige nej til Victoria, og følelserne mellem dem får lov at blomstre. Pludseligt bliver det svært for ham at udføre sin opgave, og det er Rådet ikke tilfredse med...
God gammeldags sort magi fortæller om Victoria og Max noget tid efter den første novelle. Sammen kan de kombinere deres kræfter og er derfor for stærke for Rådet. Men frygten for at miste hinanden fylder mere og mere...
Kvinden med den sorte magi er den sidste novelle i bogen. Max begynder atter at jage kvinder, hvilket sætter hans liv på spil. Victorias frygt for, at han en dag skal dø, og Max' frygt for, at Victoria kommer i problemer, fylder mere og mere i forholdet...

Jeg var rigtig glad for Sylvia Day's første bog i Crossfire-serien, som er det eneste af hendes, jeg indtil nu har læst. Denne bog sagde mig ikke det store, desværre. 
Idéen med at kombinere erotik med fantasy, kunne jeg rigtig godt lide. Desværre købte jeg bare ikke idéen med, at troldmænd kan binde fyrige kvinder og give den halsbånd på, hvis de knalder dem tilstrækkeligt. Idéen med et Råd og nogens ønske om hævn på dem, fordi de slog deres sande kærlighed ihjel, er fin nok, men når præmisserne ikke kan godkendes, er udbygningen af universet ligegyldig.

Karaktererne sagde mig heller ikke noget. Jeg synes det var fedt med en bog, hvor der faktisk var en kvinde, der sagde nej og havde en mening til tingene. Desværre mistede hun sin selvstændighed ret hurtigt. Fra at begge var dominante og ville have deres vilje, ender vi med den samme historie igen, igen. Det er en skam, når personlighederne kunne udvikle sig, og der kunne være meget mere på spil end deres frygt for at miste en god sexpartner. 

Alt i alt synes jeg ikke, at der er noget at komme efter i denne fortælling. Den er fint fortalt og i et okay sprog, men jeg følte ikke noget for karaktererne og universet, og derfor var det rigtig svært for mig at være engageret i historien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar