.

.

onsdag den 5. marts 2014

"Bus 169" af Marianne Ejby Bidstrup

Titel: Bus 169
Forfatter: Marianne Ejby Bidstrup
Serie: -
Forlag: Mazeb
Sider: 190
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 1/5

Karina har truffet en beslutning: hun vil forlade sin voldelige kæreste Torben, men hun aner ikke, hvor hun skal tage hen. På strandne møder hun en tilfældig pige, og deres tragiske historier giver dem modet til at hjælpe hinanden videre i deres liv.

Idéen med denne bog er rigtig god: Lige nu er der stort fokus på "Bryd tavsheden" omkring vold i hjemmet, og historier som denne er vigtig! Vold sker, incest er sker hyppigere, end vi regner med, og familier er ikke så glansbillede-agtige, som vi tror!
Når dette så er sagt, kræver det også, at bogen er velskrevet og fortalt på en måde, så læseren virkelig kan sætte sig ind i et liv med vold. Er dette tilfældet? Desværre ikke!


Karinas karakter er meget flad. Hun vil ikke rigtig noget, hun er bange (hvilket man forstår!), men problemer er, at forfatteren ikke giver Karina den pålidelighed, som jeg kunne ønske mig. Jeg har læst en del socialrealistiske romaner, og denne er IKKE en af dem! Karinas følelser skal skæres ud i pap, og hun HAR det altså virkelig dårligt med sig selv, og hun ER virkelig et problem for alle og så videre. Alt er meget overdrevent omkring Karina, hvilket gør hende meget utroværdig.
Lidt bedre er det med "Pigen", som hjælper Karina. Det er tydeligt, at hun skal agere skytsengel og støtte, og hendes historie er fortalt på langt bedre vis, og hun er helt klart den karakter, man holder med i historien. Det skal ikke lykkes for Karina, men det skal lykkes for Pigen at hjælpe Karina!

Når man vælger at skrive en bog som denne, skal man overveje den stil, man vil benytte sig af. Bidstrup har tænkt, at hun sagtens kan skrive om Naja Marie Aidt eller lignende, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Hun mestrer på inden måde den minimalistiske stil, bogen virker ikke gennemrettet og der bliver KONSTANT talt ned til læseren. Når hun drister sig til at bruge et symbol, skal det forklares ca 5 gange hvad hun nu mente med det, og magien ved metaforen forsvinder som dug for solen! Bogen er en flad fornøjelse at komme igennem, heldigvis er den læst meget hurtigt!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar