.

.

mandag den 31. marts 2014

"Spillets By" af Lise Bidstrup

Titel: Spillets By
Forfatter: Lise Bidstrup
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 343
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 2/5


Kimo bor i Urban Vertikali: Et samfund som kun består af et enormt højhus, hvor folk er beskyttet mod den evige oversvømmelse, som er uden for landets grænser. Kimo bor på det næsthøjeste niveau og har alt, hvad man kan ønske sig. Men en dag bliver hun valgt til programmet Rangstien, hvor børn kan deltage og håbe på at flytte et niveau op. Men taber man, dør man eller flyttes til nederste niveau. Kimo har derfor alt at miste, da konkurrencen går i gang.

Synes du også, at denne beskrivelse minder om the Hunger Games? Så er du bestemt ikke den eneste. Adskillige har beskyldt Bidstrup for at have stjålet Collins' univers, karakterer og idé og gjort det til sit eget. Den diskussion kan vi have herfra og til dommedag. Jeg vil derfor forsøge IKKE at sammenligne bogen med Hunger Games, selvom det er svært.

Universet giver god mening, og man forstår det meget hurtigt. Langsomt får man forklaret, hvordan tingene hænger sammen, og Bidstrup er god til langsomt at udvide sin verden, så læseren ikke er hægtet af med det samme. Selve spillet og dets opbygning er et tv-program, som alle andre beboere i landet ser, og hvert niveau afsluttes med et interview med de tilbageværende deltagere. 
Selve spillet var meget spændende at læse om de første par niveauer, men jeg synes, at det meget hurtigt blev trivielt i dets opbygning: Ja, det skete forskellige ting på niveauerne, men gangen i det blev hurtigt ens. Selve spillet fylder en del af bogen, og derfor kan den godt blive lidt lang til tider.

Netop derfor er det rart, at den er skrevet på et let forståeligt sprog, så man kommer hurtigt videre. Der er tale om store bogstaver, der står ikke meget på hver side, og Bidstrup formår at skabe handling hele vejen igennem. Bogen er ikke smukt skrevet, men den er hurtigt læst, og derfor vil jeg anbefale den, hvis man mangler en hurtig bog at gå i gang med.

Kimo er nok den eneste karakter, jeg fandt en smule glæde ved. Hendes modstandere, love-interest, tv-værten og hendes hjælper i spillet, var ligegyldige og var der mest af alt for at hun havde noget at spille op imod. Det var en skam, for det er netop karakterudviklingen, som kan være spændende i disse historier. Alle andre end Kimo var optegnet som god/ond, hvilket ikke hjælper på historien og dens budskab. Dog udvikler Kimo sig igennem bogen. Hun skal lige pludseligt face den hårde virkelighed, da hun skal være en del af spillet, og hun gør sig nogle yderst fornuftige tanker.

Okay, man kan ikke lade være med at sammenligne denne bog med Hunger Games, hvis man har læst den. Kort fortalt er den alle 3 Hunger Games-bøger i én. Ikke desto mindre er den underholdende, man er fanget af historien (på trods af dens forudsigelighed), og den er læst dejligt hurtigt. 

tirsdag den 25. marts 2014

Top 10 Tirsdag - Min bog-bucket liste


Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Denne uges tema er "Bog-Bucket Liste", og jeg har sat mig ned og drømt en lille smule om de ting, jeg virkelig godt kunne tænke mig. Listen er i vilkårlig rækkefølge, så jeg har bare brainstormet!


  1. Møde JK Rowling og få hende til at signere mine bøger + tale om alle de tanker, jeg stadig har omkring bøgerne. Tænk at kunne møde den forfatter, som har skabt de bøger, der bare har betydet alt for mig og min lyst til at læse! Det kunne være fantastisk!
  2. Se filmsets fra Ringenes Herre+Hobitten. Disse film har jeg set utallige gange, og efter at have været på Harry Potter Studio Tour, kan jeg ikke forestille mig noget federe end at se disse sets også. Især efter jeg har læst Hobitten+Ringenes Herre 1!
  3. At få en kamin og en skidedyr og lækker lænestol i mit fremtidige hus, så jeg kan få et læsehjørne! Den giver næsten sig selv ikke? Jeg har så svært ved at sidde det samme sted længere tid af gangen, for jeg kan ikke finde en behagelig stilling.. Det her ville jo være løsningen!
  4. At få mit eget bibliotek! Mark vil have sin hjemmebiograf - jeg vil have mit bibliotek! Reoler over det hele med fantastiske bøger!!
  5. Færdiggøre min bog. Jeg skriver faktisk selv, selvom jeg forsøger at holde det hemmeligt for mange. Det er mest til skrivebordsskuffen, men jeg vil så gerne gøre mit projekt færdigt!
  6. Læse alle bøger i bogen "1001 bøger". Jeg elsker udfordringer, og den her tager jeg med glæde op!
  7. Læse Game Of Thrones. Den har stået på hylden enormt længe, og jeg kaster mig snart over den!
  8. Deltage på Bogforum. At mødes med en masse andre bogelskere og møde forfattere, skal helt klart være på listen!
  9. Deltage til Leakycon. En stor samenslutning af Potterheads som mødes og diskuterer Harry Potter og live-recordings af bla. Mugglecast? YES SIR!
  10. Komme i Wizarding World of Harry Potter! Er der en forlystelsespark i verden, som jeg bare SKAL opleve, må det være den her. Jep. Nok en af de største drømme PT!

Om mig og bøger

Jeg har læst rigtig mange bøger i mit liv, og nogle har jeg genlæst utallige gange. Nogle bøger har gjort mig vred og forarget mig, mens andre har holdt mig oppe hele natten, fordi jeg bare skulle vide, hvordan det hele endte. 

Her for nogle dage siden, satte jeg mig ned, og svarede på nogle tilfældige spørgsmål om diverse læseoplevelser, og dem vil jeg dele med jer nu. Jeg håber, I kan nikke genkendende til nogle af tingene og ellers få nogle gode grin :)



-->
Hvilken bog fik dig til at græde?

Ak ja. Jeg kan ikke nævne en bog, for sandheden er, at jeg er en tudeprinsesse – især når det kommer til bøger og film! Det er sådan, når jeg når til slutningen af en bog, har både min familie og kæreste lært at kigge på mig og se, om tårerne triller: På den måde ved de, at de ikke skal forstyrre, og de skal ignorere mig, mens jeg snotter hele bogen til! Sandheden er, at jeg virkelig lever mig ind i de bøger, jeg læser, og hvis jeg elsker karaktererne, lider jeg med dem.
Ikke desto mindre forhindrer det dem ikke i at gøre grin med mig. Senest, da jeg læste ”The Fault in Our Stars”, hulkede jeg, så det kunne høres i hele lejligheden. Min kæreste kommer ind og siger: ”Tuder du nu igen?”, og det gør det hele værre. Hvis ikke bogen var fantastisk, havde jeg kylet den efter ham!
Men for at svare på spørgsmålet: Jeg har grædt til The Fault In Our Stars, Harry Potter (nærmest alle bøgerne, fordi de bare har rørt mig så meget) og ikke mindst Vinterpiger!



Hvis du kunne leve i et fiktivt bog-univers, hvilket ville du så helst leve i?
Helt klart Harry Potter-universet! Jeg er Potterhead, og det vil jeg være til evig tid! Jeg har sågar en Harry Potter tattoo på min fod! (se det meget flotte billede J). Jeg har faktisk levet i dette univers nogle gange. Jeg har været på adskillelige Harry Potter-lejre, hvor vi blev fordelt og skulle have undervisning. Det var fantastiske oplevelser, og det har været så fedt at møde andre, der kunne bøgerne udenad lige som jeg. På min 11års fødselsdag arrangerede min mor, at jeg fik et brev fra Hogwarts, og hun klædte sig ud som McGonagall, og vi havde undervisning, fandt de Vises Sten og slog Voldemort ihjel! Det var en uforglemmelig dag, ikke mindst fordi jeg faktisk sad og stirrede ud af vinduet og ventede på mit brev!



Hvilken bog planlægger du at læse i sommerferien?

NU! Skal det være! Jeg vil også være med på bølgen! I min sommerferie vil jeg læse Game Of Thrones! Den første bog har gloet på mig længe, og jeg er simpelthen nødt til at få den læst! Alle snakker om de bøger, og jeg føler mig som hende den tykke, de andre ikke vil lege med, fordi jeg ikke kan snakke med om dem! Det er en moppedreng, og den kræver sin tid, så nu vil jeg tage mig tiden til det. Grundet praktik har jeg dog kun sommerferie i 2 uger, men det må være tid nok til at nå den!



Hvilken bog er du i gang med at læse lige nu?
Lige nu læser jeg Ringenes Herre – Eventyret om Ringen. Som bogelsker kan man jo ikke tillade sig at nævne, at man ikke har læst Ringenes Herre, og derfor gik jeg i gang i december. Der har været meget i skolen og også i praktikken, så derfor er det gået alt for langsomt med at læse den. Den er tung at komme igennem, men jeg er næsten færdig og ret stolt over mig selv; Især fordi det er 10. gang, jeg forsøger at få den læst ;)



Hvilken bog har virkelig forarget dig?
Der skal meget til for at forarge mig. Jeg er ikke sart. Jeg kan sagtens se en splatterfilm og spise samtidig. Når det så er sagt, har jeg fundet min overmand. Heldigvis var det ikke en lang bog: Eigthy Days Gul. Jeg gnaskede Fifty Shades of Grey-trilogien på en uge, og synes faktisk de var okay. Men da jeg startede på denne bog og de seksuelle udskejelser fik frit løb, havde jeg virkelig lyst til at stoppe. Det var jo sindssygt. Jeg blev rystet og direkte angst for, at der går mennesker rundt med fantasier som dem, dette forfatterpar lufter. Kender I det, når man ser gyserfilm, og man tager hænderne op for øjnene? Det havde jeg lyst til, men det kan man jo ikke, når man læser en bog! Den venter bare på, at du tør fortsætte!!!!



Hvilken forfatter vil du give din højre arm for at møde?
Dem, der kender mig, kender også svaret: JK Rowling!! Som sagt er jeg ENORM Harry Potter fan, og jeg kan slet ikke forestille mig noget større end at møde hende og få lov til at diskutere teorier, karakterer og universet! Årh hvor kunne det være vildt! Alle hendes tanker og de ting, hun ikke har fortalt i bøgerne, tænk hvis man kunne få lov at snakke om det?! Udover at være mor til Harry Potter, har hun skrevet 2 andre romaner (indtil nu), som jeg også er forelsket i! Hun er nok en af mine yndlingsforfattere og en stor inspiration for mig. Valget falder helt klart på hende!




Hvilken genre er din foretrukne?
Jeg tror ikke, at der er en genre, som jeg ikke bryder mig om. Det kommer meget an på, hvilket humør jeg er i. Bøger er noget, jeg skal identificere mig med. Hvis jeg ikke kan det, er det ikke en bog for mig. Fantasy er fantastisk, for der kan man gemme sig i andre universer og være en helt, der redder hele verdenen. Men ungdomsromaner omkring mobning, selvmordstanker, spiseforstyrrelser og psykiske lidelser, har altid ramt mig meget følelsesmæssigt. Det er tit historier, som ligner min egen, og det er så vigtigt for mig, at der er folk, der skriver om det. Der skal sættes fokus på, hvor mange unge mennesker, der har det svært og ikke får den hjælp, de har brug for! Det kan disse bøger, og det gør dem fantastiske i min verden!



Hvilken bogtrend har du været mest glad for?
Om det er en trend, ved jeg ikke, for det er noget, der har eksisteret i mange år. Jeg har arvet det fra min mor, og det er jeg rigtig glad for: Det er min store passion for krimier! Det skifter lidt, om det er noget, man hører om, men senest har der været hypen omkring Jussi Adler-Olsen, som jeg også er meget forelsket i! Krimier er ren afslapning for mig, og jeg elsker gåderne og at gætte med på, hvem der gjort det!




Hvilken bog vil du helst have bliver filmatiseret?
Helt klart Vinterpiger! Kort fortalt er det en bog om spiseforstyrrelser, men hovedpersonen og fortællingen er så smuk og kunne passe perfekt til en film. Jeg håber virkelig, at det kommer til at ske en dag. Jeg købte bogen for under et år siden, og mit eksemplar er allerede tyndslidt! At se den på det store lærred, ville være intet mindre end fantastisk!!



Hvilken bog planlægger du, at du bare skal have læst i 2014?
Igen er det en hype, som jeg føler mig presset af! Jeg skal have læst hele Divergent-serien! Filmen kommer nu, alle snakker om dem, og de bliver rost til skyerne! JEG VIL VÆRE MED!! Jeg ejer nu den første bog, og jeg skal i gang med den snarest! Jeg er sikker på, at jeg vil elske dem lige så meget som alle andre. Og så kan jeg se filmen med god samvittighed ;)

søndag den 23. marts 2014

Bogbloggere til Tea Party

I går var en ganske særlig dag! Jeg var første gang til Bogbloggertræf og møde en masse af de andre glade bog-piger! Det var fantastisk at være i et selskab, hvor det ikke var irriterende, at man ville diskutere bøger, og det var meget lærerigt, og jeg fik en masse idéer med hjem til, hvad jeg skal have læst :D
Det var en helt fantastisk dag, og jeg er SÅ glad for, at jeg tog af sted! Katja og Mathilde havde gjort så meget ud af dagen, som jeg vil fortælle lidt om i dette indlæg.Men først en stor tak til alle, som deltog og gjorde dagen helt særlig. Tak fordi I tog så godt imod mig som en af de nye i kredsen, og jeg glæder mig allerede til næste gang :) Et stort bifald og en stor tak til Katja og Mathilde, som bare have kælet for detaljerne og skabt en fantastisk dag :D!

Dagens tema var "Alice i Eventyrland" med fokus på The Tea Party, som bliver holdt hos den Gale
Hattemager! Så snart vi kom ind, var der pyntet fint op med tekopper, spillekort og udklip på væggene. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var kommet en tur til Alices verden!

 
 På buffetordet var der tallerkener og, kopper og detaljer i bedste Alice-stil. Dette havde Katja fundet hos http://www.dreamparty.dk/, som sponsorede tingene til træffet. Det gav det hele et fint pift og gjorde, at alle kom meget mere ind i stemningen, hvilket var skønt!
Maden var rigtig lækker, og vi spiste rigtig meget. Kagen var især populær ;)
Billedet er taget af Katja (www.cautious.dk)

 Ikke nok med at vi fik lækker mad og der var herlige mennesker omkring én. Vi fik også en gave med hjem! Et valgfrit eksemplar af Alice i Eventyrland, som var sponsoreret af forskellige forlag. Selv valgte jeg den, som kan ses i baggrunden herunder. Den er fra http://carlsen.dk/, og er med Robert Ingpens smukke illustrationer, som jeg følte passede perfekt til mig! Den skal hjem på hylden at pynte, og jeg glæder mig til at læse bogen igen med træffet i baghovedet :)

Billedet er taget af Katja (www.cautious.dk)
Traditionen tro, var der bog-jeopardy! Jeg har aldrig været med før, men reglerne var til at forstå, og konkurrence-genet satte vist ind for de fleste! Der blev gættet løst, grint og ikke mindst udfordret på teatralske kompetencer, da det ikke blot handlede om at svare på sørgsmål ;) Jeg var valgt som holdkaptajn for mit hold, som fik en meget fin 2.plads (De andre vandt kun fordi de snød, det er jeg sikker på!), og der var en lille ekstra pakke til holdkaptajnen! I den var der en flaske i bedste Alice-stil, som helt klart skal hjem og pynte på bogreolen sammen med de andre bogrelaterede genstande og en ørering med en fin lille te-kande!


 
Alt i alt må man sige, at det har været en begivenshedsrig oplevelse! Jeg glæder mig til næste omgang, og nu skal der læses. Det eneste minus ved at være sammen med andre bogbloggere er jo, at man får hørt om så mange gode bøger, man endnu ikke har nået!

"Ringenes Herre - Eventyret om Ringen" af J.R.R. Tolkien

Titel: Ringenes Herre - Eventyret om Ringen
Forfatter: J.R.R. Tolkien
Serie: Ringenes Herre
Forlag: Gyldendal
Sider: 550
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 5/5


Dette er den første bog i trilogien om Frodo go Herskerringen. 
Frodo lever et stille liv i Herredet sammen med de andre hobitter. Men en dag må han påtage sig den farefulde opgave at drage til Mordor, hvor det onde hersker. Han skal destruere Ringen, som den onde leder Sauron higer efter og vil bruge til at genopstå. Sammen med sit følgeskab drager de på en nærmest umulig færd, hvor de støder på orkere, elvere og skabninger, som man ikke længere troede fandtes...

Jeg har længe haft planer om at læse disse bøger. Kan man kalde sig en ægte bognørd uden at have læst disse bøger? Måske, men når man er så stor fan af fantasy, som jeg er, er det umuligt! Filmene har jeg haft glæde af i mange år. Jeg ser dem ofte, og hver gang er der en ny ting eller scene, som rører mig og gør min kærlighed til fortællingen større. Jeg har læst Hobitten, og den kom jeg igennem ret hurtigt. Men det er nu 10.gang jeg forsøger at kæmpe mig igennem Tolkiens største værk, og ja, 10.gang er lykkens gang!

Når man læser Ringenes Herre, skal man være forberedt på, at Tolkien er en grundig herre. Han skitserer ikke bare sit univers og sine skabninger: De får hele sider, og når læseren er færdig med at læse om Hobitter, ved vi alt fra skostørrelser til madpræferencer! Tolkien gør en dyd ud af at beskrive sit univers (især naturen), skabninger og karakterer så detaljeret, at læseren ikke kan være i tvivl om noget som helst. Tolkiens naturbeskrivelser kan være lange og fylde mange sider, men hans sprog er malerisk, beskrivende og så sansemæssigt stimulerende, at man ikke kan andet end at lade sig drage ind i den verden, som han beskriver. Vi er der selv, i alle scener, fordi han bruger så god tid på at få beskrevet omgivelserne. Hans metaforer, billeder og sammenligninger er som ingen andes, og han har sproget i sin magt!

I forlængelse af dette, så tager bogen lang tid om at tage fat. Tolkien kan ganske enkelt ikke lade handlingen begynde for alvor, før han har fået forklaret, hvem og hvad vi har med at gøre! Jeg plejer at sige, at man skal give en bog 150 sider, før man giver op, men med Ringenes Herre, skal man nok omkring de 300. Der sker bestemt ting her og der, men det er først på dette tidspunkt, at historien, universet og karakterne er etableret hos læseren. Dette gør også, at man føler meget stærkt for personerne meget tidligt, og når de rejser til et nyt sted, kan man se det hele for sig! Derfor vil jeg virkelig understrege, at man ikke må give op. Jeg tror nu på alle dem, som har sagt: "Den første bog skal jo bare etablere universet og problemerne. Så går det amok derefter!" Det er nemlig sandt: Når først rejsen begynder, er der action, spændende dialoger og karakterudvikling, som vi elsker det i en god fantasy bog!

Universet er enormt, og der er mange personer i spil. Derfor er det svært at få sagt noget om hver enkelt, men skal man sige noget generelt om Tolkiens karakterer, er det, at vi kan se os selv i dem alle på den ene eller anden måde. Tolkien gør et fantastisk job, når det kommer til identifikation med sine karakterer. Alle har en del af den lille men modige Frodo, den vise Gandalf, den trofaste Sam eller de fjollede fætre Merry og Pippin. Det er så let for os som læsere at holde af dem, for de minder os om os selv!

Ringenes Herre er et sandt eventyr. Det er en unik fortælling med et smukt sprog, som er en sand fornøjelse fra ende til anden. Magien, skabningerne og elskelige karakterer er i fokus, så hvad mere kan man ønske sig? 

onsdag den 5. marts 2014

"Bus 169" af Marianne Ejby Bidstrup

Titel: Bus 169
Forfatter: Marianne Ejby Bidstrup
Serie: -
Forlag: Mazeb
Sider: 190
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 1/5

Karina har truffet en beslutning: hun vil forlade sin voldelige kæreste Torben, men hun aner ikke, hvor hun skal tage hen. På strandne møder hun en tilfældig pige, og deres tragiske historier giver dem modet til at hjælpe hinanden videre i deres liv.

Idéen med denne bog er rigtig god: Lige nu er der stort fokus på "Bryd tavsheden" omkring vold i hjemmet, og historier som denne er vigtig! Vold sker, incest er sker hyppigere, end vi regner med, og familier er ikke så glansbillede-agtige, som vi tror!
Når dette så er sagt, kræver det også, at bogen er velskrevet og fortalt på en måde, så læseren virkelig kan sætte sig ind i et liv med vold. Er dette tilfældet? Desværre ikke!


Karinas karakter er meget flad. Hun vil ikke rigtig noget, hun er bange (hvilket man forstår!), men problemer er, at forfatteren ikke giver Karina den pålidelighed, som jeg kunne ønske mig. Jeg har læst en del socialrealistiske romaner, og denne er IKKE en af dem! Karinas følelser skal skæres ud i pap, og hun HAR det altså virkelig dårligt med sig selv, og hun ER virkelig et problem for alle og så videre. Alt er meget overdrevent omkring Karina, hvilket gør hende meget utroværdig.
Lidt bedre er det med "Pigen", som hjælper Karina. Det er tydeligt, at hun skal agere skytsengel og støtte, og hendes historie er fortalt på langt bedre vis, og hun er helt klart den karakter, man holder med i historien. Det skal ikke lykkes for Karina, men det skal lykkes for Pigen at hjælpe Karina!

Når man vælger at skrive en bog som denne, skal man overveje den stil, man vil benytte sig af. Bidstrup har tænkt, at hun sagtens kan skrive om Naja Marie Aidt eller lignende, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Hun mestrer på inden måde den minimalistiske stil, bogen virker ikke gennemrettet og der bliver KONSTANT talt ned til læseren. Når hun drister sig til at bruge et symbol, skal det forklares ca 5 gange hvad hun nu mente med det, og magien ved metaforen forsvinder som dug for solen! Bogen er en flad fornøjelse at komme igennem, heldigvis er den læst meget hurtigt!