Når man starter et nyt år, starter man også på en
masse nye bøger. Nogle gange er det dog vigtigt at kigge tilbage på de mange
værker, man har læst i løbet af det forgangne år. Nogle er mere mindeværdige
end andre: Og tit vil der være en eller flere, som har rørt en meget dybt.
Derfor har jeg valgt at lave en liste over de 5
bedste bøger (de står i tilfældig rækkefølge), jeg læste i 2013.
1. “For min søsters skyld” af Jodi Picoult
For min søsters skyld er en af de bøger, jeg husker
bedst fra 2013. Karaktererne, sproget og det dilemma, som bogen behandler, er
noget, som alle på den ene eller anden måde kan relatere til, og donorbørn er
en etisk diskussion, som mange undgår. Bogen her tør virkelig se både fordele
og ulemper ved emnet, og der bliver ikke lagt fingre i mellem på noget
tidspunkt. Bogen har humor og er samtidig hjerteskærende: Noget som ganske få
forfattere besidder!
2. “The Fault In Our Stars” af John Green
Denne bog har jeg hørt SÅ meget om, og jeg var
ærligt talt bange for at gå i gang med den. Hvad nu hvis jeg blev skuffet,
fordi jeg havde så tårnhøje forventninger? Der skete det stikmodsatte: Mine forventninger
blev overgået 100%! Det er lang tid siden, at jeg har læst en bog, som gjorde,
at jeg ikke kunne læse andet i flere dage. Jeg turde ganske enkelt ikke starte
på noget nyt, fordi historien og dens personer havde boret sig ind i min sjæl,
og tårerne trillede, bare jeg tænkte på historien. John Green har skabt et
mesterværk: Intet mere eller mindre!
3. “Impulse” af Ellen Hopkins
Denne bog er beviset på, at Kindle kan være
redningsmanden i ens liv. En dag stod denne bog til 20 danske kroner, og jeg
tænkte: hvorfor ikke? Når man er bog-fanatiker, kan man jo aldrig få nok!
Derfor købte jeg denne bog, og jeg var fanget fra første side. Bogen følger
nogle unge på en psykiatrisk afdeling og deres udvikling mod recovery. Alle
karakterne havde så meget personlighed, og det kræver meget at holde læseren
engageret i alle karakterer, når man vælger at have et stort persongalleri. Det
formår Ellen Hopkins, og bogen har en fortsættelse, som jeg glæder mig til at
komme i gang med!
4. “Vinterpiger” af Lauren Halse Anderson
Vinterpiger er en bog, som jeg længe har haft
stående på hylden. Det er en bog, som der tit bliver refereret til ude i det
udsatte miljø, og for mange er den blevet en slags bibel. Da jeg havde læst
den, forstod jeg godt hvorfor. Med Vinterpiger skaber Anderson en relation
mellem læseren og den psykisk syge (i dette tilfælde anorektiker), og bogen
beskriver emnet uden forbehold men samtidig med omsorg for karakteren og
diagnosen. Man kan ikke andet end at læse bogen fra ende til anden med det
samme, og hovedpersonen er så godt skrevet, at hun sidder i en lang tid efter.
5. “Dødens gab” af Peter Benchley
Det er nu, mange vil sige: “Jamen er det ikke en
gyserfilm?” Og jo! Det er det - men filmen er baseret på denne gamle bog. Den
stod på hylden, fundet i en genbrugsbutik til 1 krone, og bogen er en sand
fornøjelse: især fordi den er meget anderledes i forhold til filmen. Hajen er
yderst intelligent, og til tider følger man endda dens synsvinkel; og det uden
det virker fjollet! Bogen har lige så meget suspense som filmen, og flere gange
har man lyst til at smække bogen sammen, fordi man ikke vil kunne sove. Hvis
man er fan af filmen, er bogen et must read!
'Vinterpiger' har længe stået på min liste over bøger, jeg godt vil læse, og jeg håber på at få læst den i løbet af den næste måned eller to :-)
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Det skal du virkelig glæde dig til. Den er en af mine yndlingsbøger!! Lad mig endelig vide, hvad du synes om den, når du er færdig :)!
Slet