.

.

torsdag den 26. september 2013

"En hellig alliance" af A.J. Kazinski

Titel: En hellig alliance
Forfatter: A.J. Kazinski
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 512
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er et anmeldereksemplar tilsendt fra Politikens Forlag. Den er anmeldt og læst inden udgivelsesdatoen. Undertegnede tager det fulde ansvar for alle holdninger og meninger i denne anmeldelse!

Eva Katz er tidligere journalist og starter i aktivering i en børnehave efter lang tids sygemelding. Allerede på første dag tegner drengen Malte en helt speciel tegning: Han tegner sin onkels mord. Malte er ikke en helt normal dreng; Hans mor er hofdame for kronprinsesse Mary, og Eva kan ikke lade sagen ligge. Hurtigt hvirvles hun ind i Danmarks og Europas historie, men det er en fortælling, som ingen andre kender til...

A.J. Kazinksi er et pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich. Sammen har de skrevet 2 andre bøger, og denne er den første med Eva Katz som hovedperson.
Bogen er blevet til på et "hvad nu hvis?"-spørgsmål. For hvad nu, hvis der skete mord i kongehuset? I deres egen bolig? Hvad nu hvis kongehuset har en skjult dagsorden?
"Det er Danmarks Vatikanet. Det er 'The Dark Spot,' for vi ved faktisk ingenting. Det er et oplagt emne," siger forfatterne, og de har evigt ret.
Efter enorm research og grundig gennemgang af Danmarkshistorien har de 2 forfattere skrevet denne bog. Dele af historien er virkelighed, og netop derfor har forfatterne valgt at bruge de rigtige navne på kongefamilien, som den ser ud i dag. 
Den hellige alliance var en alliance, som monarkierne i Europa lavede for mange år siden, og målet var, at beholde deres position som magtindehavere og magtudøvere. 
Men hvad nu hvis denne alliance stadig findes? Hvad nu hvis der går folk rundt i Danmark, hvis mål er, at slå alle ihjel, som vil tale dårligt om kongehuset eller forhindre dem i indflydelse?
Den tanke leger denne bog med - og som forfatterne selv siger: "Det er en virkelig god historie!"

Eva Katz er en sørgelig skæbne, da bogen starter. Hun har kort tid forinden mistet sin kæreste i Afghanistan grundet en vejsidebombe, og nu kan hun ikke komme videre med sit liv. Avisen har fyret hende, og nu skal hun være børnehavepædagog. Der går ikke mange sider, før man holder af Eva, og man ønsker hende virkelig det bedste. Da hun ser chancen for at kunne grave ned i Maltes tegning, får hendes liv atter mening, og man drages hurtigt ind i hendes tanker, handlinger og refleksioner omkring alliancen og kongehuset. Hele bogen igennem lever Eva livet på kanten, og læseren gør ligeså. Side efter side sidder man på enden af stolen og kan slet ikke slappe af, for hvad sker der nu? Eva udsættes for meget mere, end noget menneske burde opleve i hele sit liv, og man engagerer sig så meget historien, at man glemmer tid og sted - specielt fordi hun er en så vellykket persona, som man kæmper side om side med alle 512 sider!

Sproget en sand fornøjelse. De sjove metaforer, de pudsige vendinger og de malende billeder drager læseren med ind i Evas verden, og man kan se alt for sig, om man så er i Københavns midtby eller i Rom. Det er tydeligt, at forfatterne nyder at arbejde sammen, og de har helt klart brugt hinandens talenter og evner. Bogen er en sand fornøjelse at læse, og man bliver aldrig træt eller utålmodig; takket være gode karakterer, billederne og det smukke sprog!

En hellig alliance er efterårets store krimi, som binder sin læser, og man kan ikke andet end at læse den fra ende til anden! Et absolut must-read i disse kolde efterårsdage!

2 kommentarer:

  1. Jeg er lidt fristet efter din flotte anmeldelse. Er ellers rimelig mæt på 'hvad nu hvis'-bøger, men denne her lader til at have en helt anden vinkel end dem, jeg indtil nu har læst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør mig rigtig glad, at den kan få andre til at læse bogen :D Den er virkelig god, og jeg kan kun anbefale den!

      Slet