.

.

lørdag den 21. september 2013

Anmeldelse af Fredericia Teater's "ESAURA"

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.

Fredericia Teater er stolte over at præsentere en verdenspremiere: Musicalen Esaura! 
Musicalen handler om den unge kvinde, Esaura, der bor i Fredericia under krigen, og slaget bekæmpes i bogstaveligste forstand ude foran hendes hoveddør. 
Da Fredericianerne vinder slaget d.6.juli 1849, kommer Christian hjem. Esaura bliver lykkelig over, at hendes elskede har overlevet krigen, men der er ét problem: Christian er lutheraner, og Esaura og hendes far især er stærkt engagerede i den reformerte kirke. Det er ganske enkelt umuligt for hende og Christian at være sammen, for faren vil ikke kunne tillade, at Esaura vælger en fra en anden kirke...

Når Fredericia Teater vælger at skrive sin egen musical, og endda om egen by, er det et enormt sats, som man kun kan beundre. Det er modigt oven på succes'er som 'Aladdin' og 'Den Snaldrede Anstandsdame', og mange har sikkert gået med store forventninger omkring denne forestilling, som er slået op i nærmest hele Danmark.

Jeg sidder tilbage med blandede følelser efter denne forestilling. En del af mig var skuffet, men en anden del af mig fandt et stort engagement og en spænding i bestemte dele af historien. Skuffelsen omhandler selve fortællingen om Esaura. Kærlighedshistorien mellem hende og Christian fangede mig ikke, og jeg endte flere gange med at sidde og kigge på musikerne eller statisterne i stedet for dem. Det skyldes helt sikkert ikke skuespillernes præstation. Annelouiise Abegg Gomard gør det smukt som Esaura, og hendes naturlige skønhed passer til den karakter, som hun spiller. Hendes stemme passer godt til de sange, som er skrevet til Esaura, og hun har forstået, hvad hendes karakter vil. Desværre virker det som om, at hun ikke har kunnet gøre Esaura til sin egen. Rollen er skrevet med nogle til tider mystiske replikker, og Gomard gør bestemt, hvad hun kan med det manuskript, som hun har fået udleveret. 
Karakteren Esaura står helt klart stærkest, når hun er i samspil med andre. Her skal nævnes 3, som ramte mig, og som gjorde, at jeg fandt en mening med musicalen:

Gomard (Esaura) og Lund (Christian) har en form for Romeo og Julie kærlighedshistorie i løbet af musicalen, men desværre er det ikke det kærlighedsdrama, som interesserede mig som tilskuer.
Christian (spillet af Christian Lund) er den mand, som Esaura ikke kan få. Hele musicalen igennem går han og er ulykkeligt forelsket i hende, og på forskellige måder forsøger han at glemme hende: Med hårdt arbejde, andre kvinder og sågar at rejse over det store hav til USA, men intet hjælper. Lund gør det godt på scenen, og hans stemme fortryller seeren evigt og altid, og hver gang, han åbner munden, læner man sig tilbage og ved, at man er i gode hænder. Duetterne mellem Gomard og Lund er nogle af musicalens stærkeste stykker, og deres klang og stemmer ender med at gå i en højere enhed rent musikalsk. Karakteren Christian er let at få sympati med, netop fordi han hele vejen igennem er så ærlig og lige til at gennemskue; hvilket her er en positiv ting. 

Abraham spillet af Koch (manden yderst til venstre) bar aftenes stærkeste præstation, og det er uden tvivl hans karakter, der er den mest interessante i denne musical.
Esauras far, Abraham (spillet af Anders Gjellerup Koch), er stykkets bedste karakter. Det er ham, som har det hele, og det er også denne skuespiller, der fik det største bifald, da forestillingen var ovre. Abraham er en troens mand, men hele vejen igennem formår kirken blot at være et symbol på fortrængning og hans benægtelse af ulykkelig kærlighed til en kvinde, han aldrig nogensinde vil kunne få. Abraham er en bitter, gammel mand, der ikke kan holde ud, at hans datter forelsker sig i hans gamle flammes søn. Han gør alt for, at de ikke kan være sammen, og selvom man finder ham usympatisk, kommer der scene på scene, hvor hans tragiske historie udfoldes, og Koch gør det PERFEKT på scenen! han er helt klart aftenens overraskelse, og hver eneste sang, han synger, er dybtfølt og smuk! Hele 2.akt er det Abraham og Alma (se nedenfor), der er hovedpersonerne, og deres kærlighedshistorie er langt mere spændende, engagerende, original og oprigtig end Esaura og Christians.

Til sidst skal Christians mor, Alma (spillet af Nicoline Siff Møller) nævnes. Ikke nok med, at hendes stemme er smuk; hendes skuespil er fantastisk; og scenerne mellem hende og Koch er de bedste i stykket overhovedet. Der er så meget kemi, at man kan mærke det som publikum, og der er ingen tvivl om, at de 2 har en historie og et regnskab, der skal gøres op. Her kommer der virkelig en kærlighedshistorie, der vil noget, og det er uden tvivl de karakterer, som man føler mest for hele vejen igennem. Alma er i forhold til Abraham blevet en ulykkelig kvinde, der evigt vil søge den kærlighed, som hun opgav så mange år tilbage. Netop derfor bliver det så smukt, når de 2 sættes op mod hinanden og bruger metaforer som ordet 'tavshed' og dets mange betydninger, når de skal forklare, hvordan de virkelig har det med hinanden.
Abrahams historie med Alma er en tragedie fra start til slut, og netop derfor rammer den os som seer - fordi vi netop kan forestille os, hvordan ulykkelig kærlighed kan æde en op indefra...

Som de fleste forestillinger på Lille Scene, er det tydeligt, at vi har at gøre med professionelle folk. Jeg nyder og elsker, at musikerne sidder lige ved siden af mig, og det er en fornøjelse at se deres koncentration og magi ske i samspil med dem på scenen. Statisterne er altid på scenen, og det giver stykket liv på en anderledes måde, som drager ind tilbage til den tid, stykket befinder sig i. Lyset og den simple scenografi fungerer, og det er en fornøjelse at se, at Fredericia Teater atter engang har styr på sagerne her!

Der er nogle dygtige skuespillere/sangere, der er en flot scene og flot musik - men den historie, som musicalen vil have sin seer til at fokusere på, fanger ikke. Op til flere gange undres man over, hvorfor musicalen har den titel, den har, for Esaura er ikke som sådan en hovedkarakter. Manuskriptet har sine fejl, og det er ikke alle personaer, der er skrevet lige godt.
Ikke desto mindre er det tydeligt, at teateret har lagt blod, sved og tårer i dette stykke, og det skal de have en klapsalve for!

3/6



Ingen kommentarer:

Send en kommentar