.

.

torsdag den 22. august 2013

"For min søsters skyld" af Jodi Picoult

Titel: For min søsters skyld
Forfatter: Jodi Picoult

Serie: -
Forlag: Aschehough Egmont Forlag
Sider: 332
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 5/5

Kate og Anna er søskende. Kate lider af APL, som er en akut form for leukæmi. Anna er derfor sat i verdenen med et formål: At forlænge sin søsters liv så længe som muligt ved at donere blod, organer og knoglemarv: Anna er med andre ord et donorbarn. Men en dag, siger Anna stop. Hun nægter at give sin ene nyre, også selvom det kan slå Kate ihjel. Hun sagsøger sine forældre og vil have medicinsk uafhængighed, så hun langt om længe selv kan bestemme over sin krop...


Donorbørn er et dilemma, som tit er oppe i medierne, og der er mange argumenter for og imod. Denne bog bevæger sig ind på emnet, og vi følger sagens gang fra alle medlemmers synsvinkel. Alle får lov at dele deres tanker, refleksioner og oplevelser, og hvis man ikke har sat sig ind i problematikken omkring donorbørn, gør denne bog det slet ikke lettere at tage stilling. Man er lige så splittet som hovedpersonerne, og deres dilemma bliver læserens eget gennem bogen.

Man følger en del personer gennem bogen, og jeg vil ikke gennemgå alle her, men Anna er selvfølgelig vigtig. Anna er den søster, der er elsket af sine forældre, men samtidig er hun sat i verdenen for at kunne forlænge sin søsters liv. Altid har hun skullet ofre dele af sig selv, og det går nu op for hende, hvor  stort det er, at skulle være, hvor Kate er for evigt og altid. 
Anna er en pige, som også vil have en fremtid, og hun deler sine ønsker og tanker om det liv, hun gerne vil have med læseren. Samtidig er der ting, som Anna ikke snakker om, og hele bogen igennem ønsker man at lære hendes hemmelighed at kende. Man holder af Anna fra første færd, og man er ikke i tvivl om, at hun elsker sin søster. 

Jesse er broderen i flokken. Og han er selvfølgelig den, som altid bliver glemt i alt sygdomshejset. Han forsøger at skaffe opmærksomhed med sine pyromane tendenser, men intet virker. Jesse er den typiske bad boy, og forældrene har allerede opgivet ham. Alligevel er hans afsnit så fængende, fordi han ser det hele ude fra, for ingen ser ham som involveret i de ting, som Anna og Kate skal gennemgå. Jeg elskede Jesses karakter, og jeg ville ønske, at han fyldte mere i bogen, ganske enkelt fordi hans dele er så rørende. 

Både moren, faren, advokaten og familieforskeren har dele af bogen, og alles skæbner bliver så tæt forbundet. Når man først har styr på, hvem der er hvem, kan man ikke slippe historien og disse personer igen. 

Fortællingen om Kate og Anna er et bevis på, at livet er bygget op omkring tilfældigheder, men også et bevis på, at kærligheden blandt mennesker kan få os til at gøre de skøreste ting. Denne bog er en fortælling om både det gode og onde i mennesket og det liv, som vi lever. Netop derfor er bogen så fantastisk. Vi kan alle se os selv i disse personers sted, for vi har alle en eller flere, som vi vil gå i døden for - og som vil gå i døden for os.  

6 kommentarer:

  1. Det lyder som et ret interessant oplæg - den kommer på min liste over bøger, jeg bør læse :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre :D Det er det vigtigste jo :) Og den kan virkelig anbefales. Jeg må eje den!

      Slet
  2. Åh. Dine fine ord lokker mig nærmere bogen, som jeg har haft stående i min reol i århundreder.egentligt har jeg allerede ser filmen - men har fået af vide, gang efter gang, at bogen bare er bedre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor dejligt, Rikke :D Det er jo super! Jeg tør ikke se filmen, for har hørt, at den slutter anderledes end bogen, og vil virkelig ikke have ødelagt denne oplevelse.

      Slet
  3. Hvor jeg dog ville ønske, at jeg havde samme oplevelse som dig. Dine ord er så fine, at jeg helt blvier trist over, at jeg slet ikke brød mig om bogen, selvom dens præmis er rigtig lovende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal da ikke være ked af det ;) Nogle bøger rammer bare plet hos nogle, hvor andre vil tænke: "Hvorfor kan du dog lide det her pjat?"

      Hvad er det, du ikke kan lide ved bogen? :)

      Slet