.

.

torsdag den 22. august 2013

"For min søsters skyld" af Jodi Picoult

Titel: For min søsters skyld
Forfatter: Jodi Picoult

Serie: -
Forlag: Aschehough Egmont Forlag
Sider: 332
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 5/5

Kate og Anna er søskende. Kate lider af APL, som er en akut form for leukæmi. Anna er derfor sat i verdenen med et formål: At forlænge sin søsters liv så længe som muligt ved at donere blod, organer og knoglemarv: Anna er med andre ord et donorbarn. Men en dag, siger Anna stop. Hun nægter at give sin ene nyre, også selvom det kan slå Kate ihjel. Hun sagsøger sine forældre og vil have medicinsk uafhængighed, så hun langt om længe selv kan bestemme over sin krop...


Donorbørn er et dilemma, som tit er oppe i medierne, og der er mange argumenter for og imod. Denne bog bevæger sig ind på emnet, og vi følger sagens gang fra alle medlemmers synsvinkel. Alle får lov at dele deres tanker, refleksioner og oplevelser, og hvis man ikke har sat sig ind i problematikken omkring donorbørn, gør denne bog det slet ikke lettere at tage stilling. Man er lige så splittet som hovedpersonerne, og deres dilemma bliver læserens eget gennem bogen.

Man følger en del personer gennem bogen, og jeg vil ikke gennemgå alle her, men Anna er selvfølgelig vigtig. Anna er den søster, der er elsket af sine forældre, men samtidig er hun sat i verdenen for at kunne forlænge sin søsters liv. Altid har hun skullet ofre dele af sig selv, og det går nu op for hende, hvor  stort det er, at skulle være, hvor Kate er for evigt og altid. 
Anna er en pige, som også vil have en fremtid, og hun deler sine ønsker og tanker om det liv, hun gerne vil have med læseren. Samtidig er der ting, som Anna ikke snakker om, og hele bogen igennem ønsker man at lære hendes hemmelighed at kende. Man holder af Anna fra første færd, og man er ikke i tvivl om, at hun elsker sin søster. 

Jesse er broderen i flokken. Og han er selvfølgelig den, som altid bliver glemt i alt sygdomshejset. Han forsøger at skaffe opmærksomhed med sine pyromane tendenser, men intet virker. Jesse er den typiske bad boy, og forældrene har allerede opgivet ham. Alligevel er hans afsnit så fængende, fordi han ser det hele ude fra, for ingen ser ham som involveret i de ting, som Anna og Kate skal gennemgå. Jeg elskede Jesses karakter, og jeg ville ønske, at han fyldte mere i bogen, ganske enkelt fordi hans dele er så rørende. 

Både moren, faren, advokaten og familieforskeren har dele af bogen, og alles skæbner bliver så tæt forbundet. Når man først har styr på, hvem der er hvem, kan man ikke slippe historien og disse personer igen. 

Fortællingen om Kate og Anna er et bevis på, at livet er bygget op omkring tilfældigheder, men også et bevis på, at kærligheden blandt mennesker kan få os til at gøre de skøreste ting. Denne bog er en fortælling om både det gode og onde i mennesket og det liv, som vi lever. Netop derfor er bogen så fantastisk. Vi kan alle se os selv i disse personers sted, for vi har alle en eller flere, som vi vil gå i døden for - og som vil gå i døden for os.  

torsdag den 1. august 2013

"Confessions of a failed anorexic" af Michelle Cantrell

Titel: Confessions of a failed anorexic
Forfatter: Michelle Cantrell

Serie: - Forlag: Cantrell Media Company
Sider: 208
Sprog: Engelsk

Bedømmelse: 4/5

Sarah er kvinden, som er på evig diæt. Hun vil tabe sig og have den krop, som hun altid har drømt om. Da hun møder veninden Stacy, finder hun for alvor viljen til at kæmpe. Stacy ser perfekt ud, og hun træner hver eneste dag. De aftaler at gå på diæt sammen, og de stræber begge efter perfektion. For Sarah er det dog svært ikke at lade sig friste af de gamle vaner. Og der er et eller andet mærkeligt ved Stacy, som bare kan sige nej til det hele...

Da jeg startede på den her bog, havde jeg forventet en hel anden handling. Jeg har efterhånden læst mange bøger om spieforstyrrelser, og det første lange stykke tid skuffede det mig, at det slet ikke var det, der var fokus. Jeg regnede med, at jeg skulle læse om at tælle kalorier, sinddsyg træning og lysten til at kaste op konstant. I stedte præsenteres jeg får en helt normal kvinde, der virkelig gerne vil tabe sig, men som har svært ved det.
Øv, var min første tanke, men da jeg kom længere ind i historien, var der jo en pointe med det hele.

Sarah er mor og gift, og hun er hjemmegående. Der sker ikke det store i hendes liv, og derfor kaster hun sig over mad for at have en eller anden form for beskæftigelse. Da hun og Stacy bliver veninder, får hun pludseligt et forbillede. Stacy er perfekt, og Stacy er sej, for hun træner løs og siger nej til al den usunde mad. Hun er den kvinde, vi alle drømmer om at være.
Sarah er så meget som mig selv, og jeg tror, det er derfor, jeg rigtig godt kan lide hende. Man kæmper, og man sætter så mange regler for maden, man må spise, men så kan man jo lige, og det her smager jo godt... Sarah er helt normal på det punkt, og det er hende vs Stacy, der går historien rigtig spændende.
Sarah ligger ikke skjul på de mange følelser, hun går med gennem hele bogen. Alt fra lykke til sorg berøres, og hun er en karakter, som er megetlet af holde af og at holde med.

Stacy er den, som har spiseforstyrrelsen i denne bog. Der hintes til det gennem hele fortællingen, og man kan hurtigt regne ud, at hun ikke har et sundt forhold til mad. Hun går fra at være en rollemodel til et skrækscenarie, for når man kommer under huden på hende, finder man hurtigt ud af, at hun ikke består af andet end kalorietælling og træning. Et tomt og ensomt liv, men samtidig også det, som Sarah har brug for for at få sat alt i perspektiv. 


Jeg kan ikke helt lægge skuffelsen fra mig, når det kommer til emnet spiseforstyrrelse. Jeg synes, at titlen lover en del mere, end bogen giver. Den er lidt hård at komme i gang med, hvilket også er en skam, og til tider ville jeg hellere have hørt historien fra Stacys vinkel...
Når det så er sagt, ender bogen rigtig smukt, og man ender med at holde af Sarah og den fortælling, som hun kommer med.
Men en historie om anoreksi er det nu ikke...