.

.

onsdag den 17. juli 2013

"Carrie" af Stephen King

Titel: Carrie
Forfatter: Stephen King
Serie: -

Forlag: Artia
Sider: 209
Sprog: Dansk
 

Bedømmelse: 5/5

Carrie går i High School og er ikke som de andre piger. Hun er tyk, bumset og kikset. Men hvad de andre ikke ved, er, at Carrie har helt bestemte evner, som man bestemt ikke skal spøge med. Carrie kan telekinese, og med evnerne udvikles hurtigere, end Carrie kan håndtere...

Stephen King er en fantastisk forfatter. Jeg elsker hans bøger, og jeg elsker den måde, han skriver ikke klassisk gys på. I Carrie er der ikke en ond poltergeist eller et spøgelse på spil - det er hovedpersonen selv, der har paranormale evner, som hun ikke kan kontrollere. 
Bogen er sat op sådan, at Carrie er hovedpersonen, men hvert "kapitel" indledes med uddrag fra artikler, bøger og interviews omkring Carrie. Bogen bilder os ind, at dette er sket i virkeligheden, hvilket underbygges med diverse tidsskrifter, beretninger fra overlevende på "Balaftenen" (Den aften, hvor Carries evner går helt amok og smadrer hele byen) og læger, der udtaler sig om telekinese-genet, som man har opdaget grundet Carrie.
Det gør historien meget mere interessant, og flere gange tager man sig selv i at ville google sagen for at læse endnu mere om den, for selvfølgelig er det sket i virkeligheden!
Carries tanker er med os hele vejen igennem bogen, og man skal lige vænne sig til den måde, det er stillet op på. Når det så er gjort, får man et fantastisk indblik i hende, og hvordan hun tænker om det hele - og ikke mindst sig selv, sine evner og det liv, hun lever. 

Carrie er hovedpersonen, og det er mest fra hendes vinkel, historien fortælles. Jeg tror, at vi alle kan nikke genkendende til det med at være en kikset teenager, som bliver drillet, men den mobning, der sker af Carrie er så ekstrem, og det gør det ikke bedre, at hun skal kæmpe med de store kræfter, som hun besidder. Hun er en skrøbelig pige, og alligevel har hun en vilje, som man kun kan beundre hende for. Når man læser uddrag fra artikler og de bøger, der skal forestille at være skrevet om hende, får man også en masse "bonus-info", som gør fortællingen meget mere spændende!

Carries mor er også en meget vigtig karakter i denne bog. Hun er fantastisk kristen, og hun har endda indrettet Carrie et "bede-skab", hvor hun kan blive smidt ind som straf - nogle gange op til flere dage. Moren er bestemt ikke tilfreds med, at hun har syndet og født et barn, for en kvinde skal forblive urørt, og den terror, hun udsætter sin datter for, forklarer endnu mere omkring Carries væremåde og følelser.
Udover at blive straffet og få at vide at hun er Satans yngel, får Carrie også sat evige skræmmebilleder op. Carrie er opfostret i frygt, og samtalerne og scenerne med hende og moren er fantastiske og skrevet så unikt, og de er helt klart bogens største force i mine øjne!

Carrie er en hurtigt læst bog, og jeg vil anbefale den til alle, der overvejer at gå i gang med Stephen King. Den kan man roligt lægge ud med, især fordi det er en af hans mindre "mærkelige" bøger ;)
Historien er spændende og drager læseren ind fra første færd, og man glemmer ikke Carrie lige med det samme - det sørger King, hans skrivestil og slutningen for!

7 kommentarer:

  1. Er meget enig med dig, Carrie er en fantastisk bog, og en god start for King-novicer :)
    Bare en tanke - pas på med spoilers i dine anmeldelser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du er enig ;)
      Det tager jeg med mig - har kun skrevet så meget, fordi det er alle de ting, der bliver omtalt i bagsideteksten - så tænkte jeg ikke, at det var så galt :)!

      Slet
    2. Det var også mest parentesen: "(Den aften, hvor Carries evner går helt amok og smadrer hele byen)" :) Men ellers har du ret, bagsideteksten bør være en rettesnor :)

      Slet
  2. Helt klart en af hans bedste bøger - og i øvrigt også en af de første King-bøger, jeg læste. Får helt lyst til at læse den igen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig rigtig god - og hurtigt læst og ikke så tung i forhold til nogle af de andre. Mit indtryk af King er, at man skal holde tungen lige i munden de første mange sider i hans andre bøger, så man ikke bliver tabt på halvvejen ;)

      Slet
  3. "Carrie" er virkelig en uhyggelig historie. Jeg er glad for, at du kunne lide den. Har du set, at den bliver filmatiseret på ny inden så længe?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - den glæder jeg mig til! Jeg kunne rigtig godt lide den "originale" filmatisering, så det bliver spændende, hvad de vil gøre med den her.
      Elsker som sagt det der aspekt med, at den i bogen bliver beskrevet som en virkelig hændelse. Det er en god lille bog :)

      Slet