.

.

tirsdag den 4. juni 2013

"The Fault In Our Stars" af John Green

Titel: The Fault In Our Stars
Forfatter: John Green
Serie: -
Forlag: Penguin Books
Sider: 313
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5


Hazel har haft kræft, som har spredt sig til lungerne. Sygdommen holdes under kontrol, men hun skal evigt og altid rende rundt med sine slanger, der giver ilt, da lungerne er ødelagte. Hendes ungdomsliv er ikke som alle andres, og hendes venner kender hun fra sin støttegruppe.
 Men en dag tager hendes ven Isaac en kammerat med: Augustus. Hurtigt forelsker Hazel sig, og intet er, som det var før...

Det er enormt svært at skrive noget om en bog, der har rørt én så meget som denne gjorde. Jeg vil ikke desto mindre prøve.
TFIOS er en fuldstændig fantastisk og genial bog. Den rammer plet med alle sine beskrivelser og karakterer, og der er ikke noget tidspunkt, hvor jeg fandt den langtrukken, kedelig eller klichéfyldt, hvilket godt kan ske for romaner omkring sygdom og kærlighed.
Romanen er en moderne udgave af Romeo og Julie, da de to elskende godt ved, at de har hinanden på lånt tid, og at det umuligt kan ende godt...
John Green formår med denne bog at sætte fokus på cancer og den alvorlige konsekvens, der både er for offer, pårørende og alle omkring én generelt.
Cancer er en forfærdelig sygdom, og en bog som denne tør sige tingene ligeud: Også dem, som vi ikke har lyst til at høre om. Bogen er modig - men det er også det, der gør, at jeg ikke har kunnet lægge den fra mig de sidste par dage!

Hazel er hovedpersonen, og det er hende, der fortæller historien. Som mange i et så alvorligt sygdomsforløb har Hazel en masse følelser, som hun ikke kan håndtere. Nogle ting kan man ikke fortælle til sine forældre, og nogle følelser forstår man bare ikke. Gennem bogen når Hazel at være alt fra lykkelig til på dødens rand i sorg. Hun er hudløs ærlig, og hun fortæller om alle de små ting, som alligevel betyder alt for den person, hun er.
Hazels udvikling fra at være "huleboer" (hun er kun derhjemme og vil meget gerne undgå at se sine venner) til at ville være som alle andre er smuk, og man holder med hende gennem hele bogen. Alle de følelser, Hazel har, føler læseren, og det er en unik oplevelse at få, når man læser.

Augustus (eller Gus som alle kalder ham) bliver Hazels store kærlighed. Han kan en masse fine ord, og hans humor er genial! Han ser tingene i store perspektiver, og han er utrolig livsklog, selvom han kun er teenager. Gus hjælper Hazel på mange punkter, og deres dialogscener er virkelig godt skrevet, og man kan ikke lade være med både at smile, grine og græde, når de taler om livet, kærligheden og døden. Det er svært at tale mere om Gus, hvis man ikke må afsløre handlingen, så det vil jeg lade være med ;)


TFIOS er en dybt rørende, smuk, romantisk, morsom og realistisk bog. Den er så fantastisk, fordi den er ærlig. Den viser kræft fra alle sider - både når tingene går godt, og når det hele skranter. Alle burde læse denne bog, for den er virkelig det hele værd!

5 kommentarer:

  1. Jeg læste TFiOS i januar, og tanken om den kan stadig frembringe en lille tåre i min øjenkrog. Den er så smuk, så velskrevet, så rørende og så morsom. Akkurat som du skriver.
    John Green er virkelig en helt genial forfatter; på en helt særlig måde formår han altid at indfange og forklare de smukkeste øjeblikke, og dog bliver hans romaner sjældent pladderromantiske eller klichéprægede.

    Han er muligvis den bedste nulevende ungdomsforfatter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig enormt til at læse mere af ham. Nu er standarden jo sat, men hans sprog og formuleringer kan man ikke tage fra ham, når det kommer til hans andre værker, kan jeg forestille mig.
      Denne er helt klart en af mine nye yndlingsbøger, det er sikkert!

      Slet
  2. Jeg stod og kiggede på den her bog i boghandlen den anden dag. Det er helt klart en bog jeg skal have læst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig, Anne! Den må du ikke snyde dig selv for - den er fantastisk, og man kan sagtens tåle at læse den flere gange. Den skal stå på ens hylde :)

      Slet
  3. hejsa jeg tænkte på læser man hvilken form for behandling hun kommer i , og symtomer ? det vil hjælpe meget :)

    SvarSlet