.

.

lørdag den 22. juni 2013

"Det Smaragdgrønne Atlas" af John Stephens

Titel: Det Smaragdgrønne Atlas
Forfatter: John Stephens
Serie: Bøgerne fra begyndelsen
Forlag: Alvilda
Sider: 429
Sprog: Dansk

Bedømmelse: 5/5

Kate, Michael og Emma er søskende. De har altid boet på børnehjem, og de ved intet om deres fortid. Da de sendes til Dr.Pyms børnehjem, ændres alt. De finder en mystisk bog, som sender dem tilbage i tiden, og det viser sig, at de er de eneste, der kan redde den lille by, Cambridge Falls, fra den onde grevinde...

Jeg elsker fantasy. Virkelig. Harry Potter, Hunger Games, Ringenes Herre. Da jeg hørte om denne serie, blev jeg ellevild, men også nervøs. For er den ikke bare som alle de andre? Har denne serie noget nyt at komme med?
Svaret er ja!

Kate er den ældste i søskendeflokken. Hun er mor for de 2 andre, og hun er altid fornuftig og sætter sig selv til sidst. Michael er den nørdede bror med briller, som tror på magi og dværge. Emma er den lille pige, som bruger store ord og ofte kommer op at slås. Disse former for karakterer er der tit med i et eventyr, og det er der selvfølgelig også her. Det gør ikke noget, for John Stephens' måde at skrive om dem på er både morsom, kærlig og trist. Fra første side elsker man søskendeflokken, og man glæder sig til at se, hvad der sker næste gang. Deres samspil er genialt, og de mange diskussioner Emma og Michael imellem er intet mindre end underholdende. Udviklingen for alle 3 igennem bogen er spændende, og det er ligegyldigt, hvem man læser om: Man vil bare gerne have mere!

Når man skriver fantasy, skal man skabe et univers. Det er tit her, det bliver problematisk for den enkelte forfatter, fordi man skal skabe noget, som ingen andre har skrevet om før. Det er det, som har gjort Harry Potter, Ringenes Herre og Hunger Games til en så står hype - og det er også derfor, at disse bøger går direkte i hjertet på mig! Det kan godt være, at Stephens ikke skaber store verdenener og lande, men han holder det simpelt, hvilket er hans force. Verdenen er den, som vi kender - bare tilføjet drager, dværge og magi. Fortiden er en form for dystopia, og meningen med det hele, er, at børnene skal redde fortidens beboere fra den onde grevinde, som leder efter den bog, som de er i besiddelse af.

Grevinden er skurken i denne bog, og hun er lidt ligesom dronningen i Alice i eventyrland - sindssyg og forfængelig og barnlig på en og samme tid. Hun er direkte psykopat men har alligevel tillagt sig en barnlig natur, og det gør hende blot endnu mere skræmmende. Hun pjatter og fniser, men samtidig slår hun folk ihjel til højre og venstre!
Hun er konsekvent og ved, hvad hun vil have, og hun er udspekuleret til det sidste igennem hele bogen.

Det smaragdgrønne atlas er en fantastisk fantasybog og et genialt eventyr. Den er original, hyggelig og noget både for børn og voksne. Jeg kan slet ikke vente med at læse den næste i serien! Her er i hvert fald en bog, som sagtens kan blive "The next big thing!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar