.

.

torsdag den 21. marts 2013

Anmeldelse af "Vinterpiger" af Laurie Halse Anderson

Titel: Vinterpiger
Forfatter: Laurie Halse Anderson
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 298
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Lia og Cassie var bedste veninder, da de var helt små. Altid har de delt alle hemmeligheder, og de gør alt sammen. Midt i teenageårene ændrer tingene sig dog, og Cassie får nye venner. I flere måneder taler hende og Lia ikke sammen.
Lia får en dag at vide, at Cassie er død. Ingen vil fortælle hende hvordan. Cassie har på sin dødsnat ringet til Lia 35 gange. 
Lia og Cassie lider begge af spiseforstyrrelser. Cassie åd sig stor og oppustet for derefter at kaste det hele op. Lia tæller kalorier i alt, og hun skal nok slippe af med det, som hun endelig indtager.
Cassie begynder at dukke op alle vegne. Hun er blevet en vinterpige: En pige, som er fanget mellem 2 verdener; Døden og Livet. Lia drages langsomt ind i denne verden sammen med Cassie, og spørgsmålet er nu, om hun skal lide den samme skæbne?

Denne bog kunne jeg have læst på en dag. Men jeg beherskede mig. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, at den skulle slutte på et tidspunkt. Allerede fra begyndelsen dragede den mig, og dens univers var fuldstændig fantastisk. Efterhånden har jeg læst mange bøger om spiseforstyrrede, men denne bog har noget helt særligt.

Lia er fortælleren, og bogen er skrevet ud fra hendes synsvinkel. Hun ser ikke mad på sin tallerken eller på bordene. Tværtimod. I stedet ser hun farver og kalorier. Så røræg er måske gul (80). Lia har flere gange været indlagt på New Seasons, som behandler folk med spiseforstyrrelser, og selvom man gerne vil høre om hendes tid der, så får man kun enkelte glimt og beskrivelser af mange af de andre patienter. Det opretholder den mystisk, der er til Lia, og det undgår, at hun bliver en eller anden typisk karakter, og at man netop fortsætter med at holde så meget af hende. På en eller anden måde gør det hende mere realistisk, for hvem har lyst til at snakke åbent og detaljeret om 3 indlæggelser? Ganske få, tror jeg. 
Lias drivkraft i hverdagen er det, at blive tyndere. Jo tyndere hun bliver, desto tættere er hun på at forsvinde til ingenting. Hun straffer sig selv for ikke at have taget telefonen, den aften, Cassie ringede, og hun forsvinder langsomt ind i Vinterpigernes univers. 


Anderson (forfatteren) bruger hele vejen igennem meget smukke og tydelige billeder i stedet for at sige tingene, som de egentlig er. I stedet for fx at skrive, at Lia kaster op, skriver hun, at sneen overmander Lia og drukner hende. Sneen og vinter bruges som symboler hele vejen igennem bogen, og det gør bare, at det hele står så stærkt. Mange har svært ved bøger om spiseforstyrrelser, fordi det ikke er let at sætte sig ind i, med mindre man selv har lidt af problemer til mad på den ene eller anden måde. Vinterpiger gør det tydeligt, hvordan det må være at skulle tælle kalorier dag ud og dag ind og altid fokusere på de ting, der gør en "stærk" (at man ikke spiser). Billederne gør følelserne og tankerne meget mere konkrete, og jeg synes bestemt, at den giver et realistisk og sandt billede af, hvordan man kan kæmpe med denne sygdom hver eneste dag. 
Anderson bruger også det geniale redskab, at Lia tit tænker noget, men så siger noget andet, for det er pænere. Det vises ved, at ordene i bogen er overstreget. Lia siger et sted: "Første gang, de lukkede mig ud af fængslet New Seasons, var jeg........" Her skjules Lias sande tanker for en mere pæn og neutral beskrivelse, og som bogen skrider frem, begynder Lia at sige sandheden mere og mere. 

Denne bog fejede benene væk under mig. Den er et mesterværk - intet mindre!  
        

2 kommentarer:

  1. Den er straks sat på listen over bøger, jeg gerne vil læse. Tak for inspirationen :-)

    SvarSlet
  2. Årh det er jeg glad for at høre - Det er nok den største kompliment, jeg kan få :) Håber du bliver ved med at følge med, hvis nu der skulle dukke andet spændende op?

    SvarSlet