Anmeldelse af "Dødens Gab" af Peter Benchley

Titel: Dødens Gab
Forfatter: Peter Benchley
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 280
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Den lille ø Amity lever af sine sommerturister. Desværre er denne sommer ikke som alle de andre: En stor, klog og menneskeædende haj har fundet det lille samfund, og den har ikke tænkt sig at smutte foreløbig. Politidirektøren Brody bestemmer sig for at dræbe dyret, lukke strandene og sætte hele samfundets fremtid på højkant. Men er hajen mon klogere, end man lige tror?

Jeg tror, de fleste af os kender filmen om dræberhajen. Denne bog kom dog først, så der er tale om en filmatisering. Det er ikke desto mindre filmen, der har gjort, at jeg læste bogen. Jeg var nødt til at se, om jeg blev lige så skræmt eller spændt, som da jeg så filmen. Med filmen formås det at opbygge frygten for hajen, netop fordi man ikke ser den før til allersidst i filmen. Man ved, at der er noget derude - man ved bare ikke helt præcist hvad. Så meget formår bogen også. Her er det en "fisk", ikke en haj, og netop derfor bliver det et mere udefinerbart og uhyggeligt væsen, vi har med at gøre. Man frygter hele tiden det næste angreb, og har man set filmen, kan man sidde og krydse af, hvem der mangler at dø. Uden at afsløre for meget, dør der faktisk flere i bogen, end der gør i filmen, og det var faktisk en overraskelse.

Ulempen for mig er nok, at jeg har set filmen så mange gange. Mens jeg læste, sad jeg hele tiden og ventede på den næste store scene i filmen, og når nogle af mine yndlingsscener ikke var med, blev jeg helt sur på bogen. Visuelt har filmen også den force, at den kan vise os skygger, den kan bruge musikken og den har så mange flere redskaber end bogen til at drage os ind i sin verden. Bogen er en spændingsroman, og scenerne, hvor angrebene finder sted, bliver overstået meget hurtigt, og man får slet ikke den samme knude i maven, som når man ser filmen.

Når man læser en bog, er der altid noget, de ikke tog med i filmen. Det er der også her. Fx har hajforskeren Hooper en affære med Brody's kone, Ellen. En ting, som jeg ikke havde set komme, men denne bog har ikke kun Brody som hovedkarakter. Det første stykke tid følger man faktisk Ellen, og hun er en meget interessant karakter. Hun var en af dem, der kom på øen og holdt ferie, hun kendte de rigtige mennesker og kunne have levet et liv i sus og dus. Hun giftede sig med Brody, og fordi han var politimand på øen, måtte hun flytte derud for hele året. Langsomt mistede hun de rigtige venner og den sociale kreds, hun havde været en del af. Da Hooper kommer ud på øen, kan hun gennem ham genleve den tid, hvor hun var populær og eftertragtet. Idéen er rigtig god og gør hende til en karakter, man får sympati for, men stykkerne omkring deres affære er bare ikke skrevet særlig spændende. Det er noget, man mest af alt bare skal over, så man kan komme tilbage til jagten på hajen!

Dette er bestemt en god bog! Jeg nød at læse den, og jeg synes det er fedt at se, hvor en af mine yndlingsgyserfilm kommer fra. Dog ville jeg gerne have haft læst bogen først - for når man kender filmen så godt som jeg, så er det en ulempe, at man blot venter på det næste angreb, for det er det, der gør filmen fuldstændig fantastisk!

  

Anmeldelse af Fredericia Teater's "Den Snaldrede Anstandsdame"

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.


Hyldende morsom, fantastiske karakterer, fængende melodier og nostalgi. Det er "Den Snaldrede Anstandsdame" forklaret ganske kort. Fredericia Teater har med denne musical formået deres hidtil bedste - Aldrig har jeg siddet i deres sal og følt mig så underholdt!

Historien handler om en mand, Manden i stolen, der hører soundtracket fra sin yndlingsmusical, "Den Snaldrede Anstandsdame" på LP hjemme i stuen. Han er fuldstændig besat af denne musical og ved alt om karakterer såvel som hver eneste skuespiller. Alle de sjove informationer og fakta, kender han til. Og nu inviterer han publikum med ind i historien: Robert og Janet skal giftes. De har kendt hinanden i ganske kort tid, og Janet opgiver sin skuespillerkarriere for forholdet. Det er hendes producer IKKE tilfreds med, og hans mission bliver derfor at få brylluppet aflyst. Han finder en medsammensvoren hos kvindebedåren, Adolpho, som vil elske med bruden, så hun er nødt til at aflyse festen. Det gør det ikke bedre, at Janet har en anstandsdame, der slet ikke kan styres. Hun er bedste ven med sine drinks, og når man beder hende om hjælp, er der ikke meget at komme efter. Da hun forelsker sig i Adolpho, går det hele galt.... 

Umiddelbart lyder det til, at der er mange at holde styr på, og der er mange sideplots. Det er der også, men stykket er skruet så genialt sammen, at vores hovedkarakter, Manden i stolen, hele vejen igennem hjælper os igennem stykket. Han pauser pladen, forklarer og fortæller, og på den måde er vi hele tiden med på, hvad der sker, og hvilke karakterer, der planlægger hvad, indtil vi selv kan følge med. 

Søren Sheibye spiller stykkers hovedkarakter og gør et fænomenalt stykke arbejde!

Manden i stolen spilles af Søren Scheibye, og han er stykkets funklende diamant. Aldrig har jeg set en mand på Fredericia Teaters scene, som har så meget nærvær. Han spiller ikke sin karakter - han er den!
Han er besat af denne musical, og han ved som sagt ALT om den. Han ønsker så inderligt en dag at se den - og selvom det ikke er muligt - vil han gerne se den med det oprindelige cast, thi det er dem, han har lyttet til hele sit liv. Han ønsker så brændende at være en del af stykket, og enten sidder han i sin stol og rokker stille og roligt med, når skuespillerne synger, eller også vandrer han endda med rundt på scenen og danser lidt her og der. Selvom han ikke er den, man har fokus på lige nu, spiller han hele tiden sin rolle. Han giver aldrig slip, og det drømmende udtryk, han har i ansigtet, når de andre er på, er fantastisk og rørende. Det er tydeligt, hvordan han tager sin karakter på sig, og når man langsomt lærer ham at kende, kan man ikke andet end at holde af ham. 
Han er velsignet med nogle fantastiske monologer, som han gør til sine helt egne, og han har nogle spidse kommentarer, man ikke kan andet end at grine af. Samtidig formår han at gå fra humor til dyb alvor. For stille og roligt lærer vi hans karakter at kende, og han afslører, måske uden at ville det, nogle ting om sig selv, om seeren nok ikke havde regnet med. Scheibyes karakter giver stykket den ekstra dimension, så der ikke kun er sjov og ballade. 

Maria Skuladottir elsker sine drinks - eller det gør Den Snalderede Anstandsdame i hvert fald!

Den snaldrede anstandsdame spilles af Maria Skuladottir, som vi efterhånden har lært rigtig godt at kende. Hun gør det lige så godt, som hun plejer, og hun elsker at stå på scenen. Hun tager os med storm, og man griner hele tiden af hendes små fald eller hik, når hun går rundt på scenen. Selv i dansenumrene kan det være svært for hende at følge med, fordi hun er beruset. Hun tilføjer ekstra meget sjov til stykket, og det er tydeligt, at hun egentlig er lidt ligeglad med andet end drinks og lidt sex her og der. Det kan godt være, at hun ikke er en dyb karakter som sådan, men det gør ikke noget - for hun gør det SÅ godt som fordrukken diva. Hun er den karakter, som Manden i stolen ser allermest op til. Han ved alt, om de roller, hun har spillet, og han elsker at afbryde under hendes sange for at fortælle en lille bonus eller 2. Dette gør ikke Skuladottir noget - hun giver den bare dobbelt så meget gas, når pausen er ovre! Endnu en gang er hun fuldstændig fantastisk at betragte! BRAVO!

Lars Mølsted svinger med kappen og hamrer stokken i jorden - op til flere gange!

 Alle historier har en klovn. I denne fortælling hedder han Aldolpho, er italiæner og scorer alle kvinder. Han spilles af den fantastiske Lars Mølsted, der også er fastansat på Fredericia Teater. Jeg har tidligere rost Lars til skyerne, og jeg gør det gerne igen - Man ved, at hvis Lars Mølsted er med i et stykke, så bliver det formidabelt. Det passede så sandelig også denne gang. Mølsted er hyldende morsom, og jeg græd flere gange af grin over hans accent, mimik og dedikation til denne dumme, klodsede og sjove karakter. Efterhånden har jeg set Mølsted i mange roller, og endnu en gang beviser han, at intet er for let eller svært til ham. Han kan påtage sig alle roller og gøre dem til noget helt specielt - en kunst, som ikke mange skuespillere formår. 


Der er mange karakterer at holde styr på i stykket, og der er slet ikke plads til at nævne alle her. Generelt kan det siges om dem alle, at man holder af dem. Der er ikke en af sidehistorierne, som man ikke orker eller keder sig ved - alle karakterer har noget, som gør, at man elsker dem og holder med dem på den ene eller den anden måde. Det er magien ved denne musical - man elsker alle. Især med et så stort galleri af personer er det en kunst at gøre publikum interesseret i dem alle sammen. Men det formår denne opsætning og dette cast til perfektion!


"Den Snaldrede Anstandsdame" er morsom, finurlig, nostalgisk og en oplevelse, som ingen må snyde sig selv for. Der er grin, tårer og en mening med det hele. 
Så lev mens du kan - som anstandsdamen siger!


6/6 stjerner!

  

Anmeldelse af "Vinterpiger" af Laurie Halse Anderson

Titel: Vinterpiger
Forfatter: Laurie Halse Anderson
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 298
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Lia og Cassie var bedste veninder, da de var helt små. Altid har de delt alle hemmeligheder, og de gør alt sammen. Midt i teenageårene ændrer tingene sig dog, og Cassie får nye venner. I flere måneder taler hende og Lia ikke sammen.
Lia får en dag at vide, at Cassie er død. Ingen vil fortælle hende hvordan. Cassie har på sin dødsnat ringet til Lia 35 gange. 
Lia og Cassie lider begge af spiseforstyrrelser. Cassie åd sig stor og oppustet for derefter at kaste det hele op. Lia tæller kalorier i alt, og hun skal nok slippe af med det, som hun endelig indtager.
Cassie begynder at dukke op alle vegne. Hun er blevet en vinterpige: En pige, som er fanget mellem 2 verdener; Døden og Livet. Lia drages langsomt ind i denne verden sammen med Cassie, og spørgsmålet er nu, om hun skal lide den samme skæbne?

Denne bog kunne jeg have læst på en dag. Men jeg beherskede mig. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, at den skulle slutte på et tidspunkt. Allerede fra begyndelsen dragede den mig, og dens univers var fuldstændig fantastisk. Efterhånden har jeg læst mange bøger om spiseforstyrrede, men denne bog har noget helt særligt.

Lia er fortælleren, og bogen er skrevet ud fra hendes synsvinkel. Hun ser ikke mad på sin tallerken eller på bordene. Tværtimod. I stedet ser hun farver og kalorier. Så røræg er måske gul (80). Lia har flere gange været indlagt på New Seasons, som behandler folk med spiseforstyrrelser, og selvom man gerne vil høre om hendes tid der, så får man kun enkelte glimt og beskrivelser af mange af de andre patienter. Det opretholder den mystisk, der er til Lia, og det undgår, at hun bliver en eller anden typisk karakter, og at man netop fortsætter med at holde så meget af hende. På en eller anden måde gør det hende mere realistisk, for hvem har lyst til at snakke åbent og detaljeret om 3 indlæggelser? Ganske få, tror jeg. 
Lias drivkraft i hverdagen er det, at blive tyndere. Jo tyndere hun bliver, desto tættere er hun på at forsvinde til ingenting. Hun straffer sig selv for ikke at have taget telefonen, den aften, Cassie ringede, og hun forsvinder langsomt ind i Vinterpigernes univers. 


Anderson (forfatteren) bruger hele vejen igennem meget smukke og tydelige billeder i stedet for at sige tingene, som de egentlig er. I stedet for fx at skrive, at Lia kaster op, skriver hun, at sneen overmander Lia og drukner hende. Sneen og vinter bruges som symboler hele vejen igennem bogen, og det gør bare, at det hele står så stærkt. Mange har svært ved bøger om spiseforstyrrelser, fordi det ikke er let at sætte sig ind i, med mindre man selv har lidt af problemer til mad på den ene eller anden måde. Vinterpiger gør det tydeligt, hvordan det må være at skulle tælle kalorier dag ud og dag ind og altid fokusere på de ting, der gør en "stærk" (at man ikke spiser). Billederne gør følelserne og tankerne meget mere konkrete, og jeg synes bestemt, at den giver et realistisk og sandt billede af, hvordan man kan kæmpe med denne sygdom hver eneste dag. 
Anderson bruger også det geniale redskab, at Lia tit tænker noget, men så siger noget andet, for det er pænere. Det vises ved, at ordene i bogen er overstreget. Lia siger et sted: "Første gang, de lukkede mig ud af fængslet New Seasons, var jeg........" Her skjules Lias sande tanker for en mere pæn og neutral beskrivelse, og som bogen skrider frem, begynder Lia at sige sandheden mere og mere. 

Denne bog fejede benene væk under mig. Den er et mesterværk - intet mindre!  
        

Anmeldelse af "Fifty Shades Fri" Af EL James

Titel: Fifty Shades - Fri
Forfatter: EL James
Serie: Fifty Shades
Forlag: Pretty Ink
Sider: 603
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Dette er den tredje og sidste bog om Anastasia (Ana) Steele og Christian Grey.

Ana har langt om længe sagt ja til Christian, og de er nu blevet gift. De planlægger som alle andre nygifte at leve lykkeligt til deres dages ende, men sådan går det ikke. 
Anas tidligere chef, Jack Hyde, har bestemt sig for at ødelægge Christian: Hans emperium, hans firma, hans succes - og ikke mindst hans grund til at leve: Ana.
Christians fortid dukker for alvor op, og alt kommer tilbage for at hjemsøge ham. Der er ikke længere nogle steder at gemme sig. Kan Christian og Ana se dæmonerne i øjnene og bearbejde Christians smertelige fortid?

Dette er den bedste bog i serien - det er der ingen tvivl om! EL James formår at skabe en historie, hvor der faktisk er en handling, og sexen kommer i baggrunden. Der er nærmest ingen, når jeg sidder og tænker tilbage nu. Ana er fortsat fortælleren, og selvom man bliver træt af hendes præferencer til underbevidstheden, hendes indre gudinde og "dernede", så er det til at overleve, fordi der i denne bog sker en masse, som man gerne vil have en slutning på. 
Handlingen er spændende, og især plottet med Jack Hyde, som kører hele bogen igennem, skaber en rød tråd, som gør, at man ikke kan lægge bogen fra sig. Selvfølgelig er der også den gennemgående kærlighedshistorie og udviklingen mellem Christians og Anas forhold, men den er så nedtonet i denne bog, at det virker naturligt og ikke som den husmoderporno, mange beskylder den første bog for at være.

Christian Greys fortid er temaet i denne bog, synes jeg. Man får for alvor åbnet op for de hemmeligheder, han har skjult i de 2 andre bøger, og jo mere, man lærer ham at kende, desto mere sympati får jeg for ham som karakter. Hans dominante og kontrollerende side ville jeg spm kæreste ikke kunne klare, men i det mindste får vi nu en forklaring på, hvorfor han er, som han er. Hans familieforhold, adoption og traumer forklares her, og man føler virkelig, at han udvikles og åbner op gennem denne bog.
De sidste 30 sider er også starten af bog 1 set fra Christians synspunkt. Der er det tydeligt, hvor meget, han har udviklet sig, siden den første bog. Det er en rigtig god måde at slutte serien af på, og det giver nogle svar på spørgsmål, som i hvert fald jeg stillede i starten af serien.

Ana er nu den, hun engang er. Der sker ikke så meget nyt for hende. Hun er blevet gift med den mand, som hun elsker, og hun lever i sus og dus. At hun blandes ind i intriger med Jack Hyde er, hvad det er, men hun udvikles bare ikke. Hun står lidt i stampe, og selvom hun kan være vred og sætte Christian på plads, er jeg bare træt af hende som karakter. Igennem de 3 bøger er der ikke sket noget som helst med hende, og jeg orker bare ikke mere af hende til sidst. Hun er intetsigende, naiv og bare træls for at sige det på godt jysk. Hun er dog vores fortæller, så vi kan ikke slippe for hende, men hun er ikke den karakter, som gør bogen spændende. Hendes verden består af lyserøde ponyheste, og der vil hun egentlig gerne blive. Realitetsans bruger hun heller ikke, og nogle gange forstår jeg slet ikke, at hun er mange år ældre end jeg!

Når alt dette så er sagt, skal man så læse Fifty Shades? JA! Det skal man. Det er bøger, man skal have en holdning til, og det er bøger, jeg nød at læse. Jeg er også enorm stor fan af Twilight, og det hjælper selvfølgelig en del på det, men de bliver bedre fra bog til bog, og det er vel også en sejr for EL James?

Du skal læse denne bog, hvis:
- Du elsker twilight
- Du synes, at de 2 første var gode eller bare okay....
- Du elsker romantiske bøger
- Du har fået lysten efter denne anmeldelse ;)              

Anmeldelse af "Fifty Shades - I Mørket" af EL James

Titel: Fifty Shades - I Mørket
Forfatter: EL James
Serie: FIdty Shades
Forlag: Pretty Ink
Sider: 541
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Dette er den anden bog om Anastacia (Ana) Steele og hendes forelskelse i den berømte buinessmand, Christian Grey.

Ana er gået fra Christian og er ulykkelig. Hun kan ikke finde hoved og hale i sit liv, og hun kan ikke se en fremtid uden ham. Men Christian er ikke interesseret i et forhold, kun en submissiv, som han kan dominere i sin sexleg. Ana savner ham og kan nu ikke finde ud af, om hun skal ofre sig og lade ham gøre det, eller om hun skal holde fast i, at hun fortjener mere. 
Selvfølgelig finder Ana sammen med Christian igen, og langsomt åbner han mere og mere op for hende og fortæller om sin fortid - en historie, som Ana måske ikke ønsker at kende til.
Det gør det ikke bedre, da en tidligere submissiv begynder at stalke Ana, og hun kommer for alvor i tvivl - kan hende og Christian Grey nogensinde få en fremtid sammen?

Denne bog er bedre end den første - det er der ingen tvivl om! EL James formår at få en historie ind i bogen, og der er ikke sex på hver 5.side! Jo, bestemt er der sexscener, og der er masser af dem, men jeg synes ikke, at de er i forgrunden, som de var i den første bog. De er fortsat kedelige at læse, og man springer meget hurtigt over dem, da det egentlig er det samme, der sker hver eneste gang. Historien holder mig fanget bogen igennem, og karaktererne udvikles gennem historien.

Christian Grey er den karakter, vi lærer mest om i denne bog. Man hører om hans fortid med en narkoluder som mor, og man møder den kvinde, der lærte ham at indgå i BDSM forhold. Sidst men bestemt ikke mindt møder vi en tidligere submissiv, Leila, som opsøger Ana. Christian og hendes forhold sluttede, og nu vil hun have ham tilbage. Christian åbner sig langsomt igennem bogen, og man får forklaringer på mange af de ting, der undrede én i den første bog.
Jeg endte faktisk med at have en smule ondt af ham, da man hører om hans fortid og nogle af de ting, som han hae været igennem. Han er efterhånden blevet en spændende karakter, og jeg glæder mig bestemt til udviklingen i den næste bog!

Ana er som hun nu engang er. Hun er naiv, bleg som person og uden personlighed. Jeg synes ikke, at hun er specielt spændende, og hun er jo ligesom Bella i Twlight (som hun også er skrevet som, da det er en fanfiction). Ligesom i den første bog, kan hun dog sige fra, og hun kan sige sin mening. Det er ikke altid, at Grey får sin vilje, og der adskiller hun sig fra Bella. 

Jeg kan fortsat ikke sige, hvorfor disse bøger holder mig fanget. De er ikke til at lægge fra sig, og jeg fræser mig igennem dem. De er ikke godt skrevet, det er ikke en hemmelighed, men der er en historie på en eller anden måde, og der er nogle karakterer, som man alligevel gerne vil følge til dørs.
Når Christian ikke er kontrollerende og i sit BDSM-humør (hvilket sker meget i denne bog), så er han jo ligesom Edward Cullen i Twilight, og måske er det den ting, der gør, at jeg kan lide disse bøger. Der er pladderromantik og alle de ting, som piger godt kan lide - hvad enten vi vil stå ved det, eller ej!

Du skal læse denne bog, hvis:
- Du kan lide Twilight bøgerne
- Du har brug for en hurtig bog at læse
- Du synes bog 1 var herlig
- Du har hørt om serien og selv har brug for at have en holdning til den ;)