Titel: Impulse
Forfatter: Ellen Hopkins
Serie: Impulse
Forlag: Simon & Schuster
Sider: 666
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5
Vanessa, Conner og Tony indlægges alle på Aspen Springs - er center for unge, der har forsøgt selvmord. Sammen skal de nu kæmpe om at komme ud i virkeligheden igen og få et normalt liv. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre bare sådan uden videre?
Impulse er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Det kan siges så enkelt. Alle karakterne er fantastiske, og man kan slet ikke lægge bogen væk, når man først er kommet i gang. Man følger historien fra de 3 personers synsvinkel, og langsomt lærer man dem mere og mere at kende. Deres tanker og refleksioner over deres mislykkede selvmordsforsøg er tankevækkende og relistiske. Der er bestemt ikke lagt finde i mellem, når det kommer til den her historie.
Bogen er skrevet på vers. Det skal forstås sådan, at den er stillet op som et digt, men det er helt almindelig skønlitteratur hele vejen igennem: Det gør også, at de 666 sider er enormt lette og hurtige at komme igennem.
Vanessa har forsøgt selvmord ved at skære pulsårerne over. Hun har længe skåret i sig selv, og kniven kalder stadig på hende, mens hun er indlagt. Især når hun er nede i sine depressive perioder, har hun svært ved at se lyset for enden af tunnellen. Vanessa er nemlig maniodepressiv ligesom sin mor, og derfor skifter hendes humør konstant. Ingen ved, at hendes mor var syg: kun Vanessa, der har mærket sygdommen på egen krop. Hun har ellers været den populære pige. Alle fyrene har ville have hende, og det har hun også nydt godt af. Alt gik dog galt for hende, da Trevor kom ind i hendes liv. Vanessa er den karakter, der har den bedste familie. Hendes farmor har siden morens indlæggelse taget sig af Vanessa og hendes lillebror, da deres far er soldat i Afghanistan. Hun har haft en base, men det psykiske misbrug, Trevor har udsat hende for, og hendes trang til at skære dybere og dybere, får trådene til at kappe.
Conner skød sig selv i brystet - men han ramte ikke plet. Derfor er han nu indlagt på Aspen Springs. Conner har altid forelsket sig i ældre kvinder, og han har haft en affære med sin klasselærer. Desværre for dem blev det opdaget, og læreren blev fyret og flyttede fra byen, mens Conner skød sig.
Conner har udadtil alt det, som en teenager ønsker sig. Fede biler, stort hus, mærketøj, kvinder, der dåner. Men familien består af ham selv, tvillingesøsteren Cara og to forældre, der har bestemt sig for, hvad hans fremtid skal bringe. Conner ønsker ikke den fine uddannelse, og han ved faktisk ikke, hvad han vil med sit liv. Hver eneste dag sammenlignes han med sin tvillingesøster, og han kan aldrig gøre noget lige så godt som hende. Conner søger kærligheden hos de ældre kvinder, fordi han aldrig fandt den hos sin mor. Desværre startede denne interesse, da familiens au pair bestemte sig for at gøre Conner til en mand i en alder af 7 år......
Tony er homoseksuel - og grunden skal findes i hans mors mange elskere. De har alle haft særlig interesse for Conner - alle har nemlig misbrugt ham seksuelt. Conner har aldrig nydt sex og kender ikke til kærlighed. Da hans mor dør, flygter han hjemmefra og findes af manden Phillip, der tager ham til sig som var han hans egen. Desværre dør Phillip, og Tony går i panik. Han tager en overdosis piller men ender også på Aspen Springs. Det gør det bestemt ikke lettere, at han pludseligt får følelser for den skønne Vanessa...
Her lærer han Tony og Vanessa at kende, og sammen kæmper de for at overleve og glemme de traumer, som de har været udsat for gennem livet...
Bogen handler om ungdom, selvmord og det at komme videre i livet. Nogle vender situationen og bliver stærkere, mens andre må bukke under for presset.
Dette er en hård og realistisk historie, som alle mennesker burde læse - ganske enkelt fordi den er så relevant for det samfund og de medmennesker, som vi alle har helt tæt på.
Jeg elsker karakterens udvikling og den måde, de langsomt lukker mere og mere op. Også det, at bogen hårdhændet viser, hvad fysisk og psykisk misbrug kan ende med, er et stort plus i min bog!
Du skal læse denne bog, hvis:
- Du elsker socialrealistiske bøger
- Du kan lide bøger om ungdomsproblemer
- Du elsker bøger, der drives frem af karakterudvikling
- Du kan lide bøger, der er hurtige at læse
- Du har brug for en god og anderledes historie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar