.

.

fredag den 26. oktober 2012

Anmeldelse af "The Casual Vacancy" af J.K. Rowling


Titel: The Casual Vacancy
Forfatter: J.K. Rowling
Serie: -
Forlag: Little Brown

Sider: 506
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5



Jeg har læst bogen på min kindle, så den er læst på engelsk, altså originalsproget.
Dette er den nye bog fra J.K. Rowling, som vi nok alle bedst kender for serien om Harry Potter. Spørgsmålet er så, om den nye bog har noget at byde på? Kan Rowling andet end at skrive om magi?
Svaret er JA! Jeg troede virkelig ikke, at den kvinde havde mere tilbage. Jeg troede ikke, at der var flere fantastiske karakterer i hende - men der tog jeg fejl!
Bogen handler om byen Pagford, en lille by, hvor borgmesteren dør. Nu er spørgsmålet så, hvem der skal tage over? Hvem kan varetage alles interesser, ligesom den afdøde Barry Fairbrother kunne det?
Dette spørgsmål forsøger bogen nu at besvare med sin gribende historie. Mange karakterer og familier introduceres, og det tager lidt tid, før man har styr på, hvem der kender hvem osv. Men når først man har stamtræerne i orden, er historien fantastisk! Man kan ikke vente med at møde sine yndlingskrakterer igen, og man ved hele tiden, hvad der sker, før alle andre, fordi man følger alles synsvikler hele vejen igennem.
Som det altid vil være med bøger, hvor der optræder mange personer, vil man have sine yndlings. Jeg endte med at holde af Terri, hendes datter Krystal og hendes søn Robbie i særdeleshed. Denne fmailie er så ødelagt og smuldret væk grundet stoffer, men alligevel er der noget, der holder dem sammen. 
Hver og en karakter i bogen har en grund til at gøre, hvad de gør, og det er en udvikling, som ikke mange forfattere formår, når de har så stort et persongalleri!
Alle vender sig mod hinanden, da Barry dør. Barry har nærmest holdt byen sammen, og med hans død, udvikles dens forfald langsomt. Forældre vender sig mod deres børn, børn mod deres forældre, og venskaber brydes til fordel for konkurrencen om Barry's sæde i byrådet.

The Casual Vacancy er en bog, som griber dig fra første side! Man kan ikke lade den ligge, og den viser i sandhed, at Rowling har meget mere at byde på. Det er bestemt ikke det sidste, vi hører fra hende, og Gud ske tak og lov for det!

Du skal læse denne bog, hvis:
- Du elskede Harry Potter og bare ikke kan få nok af Rowling
- Du knapt så godt kunne lide Harry Potter og godt vil se, at Rowling kan skrive til voksne
- Du mangler en god bog med drama og masser af realisme
- Du er til bøger med masser af karakterer, som man følger og kommer til at holde af hver og én!
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar