Forestillingen "Edges" er set i forbindelse med mit "job" som kulturblogger for Fredericia teater. Har man lyst til at læse mere om forestillingen, kan det gøres her. Billederne er alle fra forestillingen, og de er taget af fotograf Søren Malmose.
Salen bliver langsomt fyldt op. På storskærmen skiftes der mellem 4 forskellige facebookprofiler. Deltagerne i salen opfordres til at finde disse sider fra deres mobil og skrive på de 4 personers "vægge". Næste gang den pågældende væg viser sig, kan man se sine egne opslag og beskeder. Andre blandt publikum og sågar de fiktive personer kan svare på ens beskeder. Publikum integreres i stykket allerede fra begyndelsen.
Stykket starter, og de 4 hovedroller kommer ind på scenen. 2 er singler og 2 er i et forhold med hinanden.
Allerede fra første sang viser musikerne og sangerne deres kunnen. Det er overvældende, hvor meget lyd der rent faktisk kun kommer fra 4 mennesker. I forhold til mange andre musicals er der intet kor at hente, og man bliver blæst tilbage i stolen. Men så stopper begejstringen også...
Selv gik jeg ind til denne forestilling med tårnhøje forventninger. Alle steder har forestillingen fået 6 stjerner og rosende ord med sig. Jeg var sikker på, at det ville blive en fantastisk og uforglemmelig oplevelse.
Jeg vil starte med det positive, som er musikken og sangerne. Jeg nød dette hele vejen igennem forestillingen, og der var ingen tidspunkter, hvor musikken begyndte at kede mig eller syntes forkert eller falsk.
Selv er jeg efterhånden, hvad jeg vil kalde en professionel sanger. Jeg ved et og andet om musik og sangteknik - og det gør deltagerne i denne musical også! Det var vidunderligt at høre, hvor smuk og ren klang, snagerne havde, og alle havde deres helt egen og unikke stemme. Ingen lød som noget, jeg har hørt før, og det glædede mig hele stykket igennem!
Sangene var godt oversat i forhold til den engelske version, og man har gjort meget for at beholde betydningerne og ikke ændre i teksterne. Musikerne kunne ses på scenen, og castet brugte meget tid på at spille op til dem. Det giver en hel bestemt fornemmelse, når man kan se bandet. Jeg elsker at se, hvordan passionen lyser ud af dem, når de spiller, og man får en fornemmelse af, at der er arbejdet enormt meget med musikken i stykket - og det er der bestemt også, for den er det eneste, der i mine øjne fungerer.
Det meget talentfulde cast. Fra venstre: Lars Mølsted, Thomas Jensen, Maria Skuladottir og Bjørg Gamst.
Denne musical har mange problemer, som gør, at den ikke får kommunikeret det ud, som den gerne vil. Det mest centrale er nok historien - som ikke er der. Jo, vi møder 4 unge, 2 er i et trygt forhold, som den ene ike rigtigt ved, om skal fortsætte, og de 2 andre er singler, der har været på alt for mange blind dates, men nu møder hinanden. Forestillingen igennem går folk fra hinanden og finder sammen et par gange, og i bund og grund kommer det hele til at handle om, at kærligheden er det vigtigste, og så er alt jo godt.
Men det var ikke den historie, publikum blevet lovet den første sang igennem. Her var en historie om at finde sig selv, at finde ud af, hvem man er, og om man som ung og usikker tør springe ud over grænsen og vise sig selv i stedet for bare at flyde med strømmen. En historie, der bestemt kunne have været interessant at udnersøge, når også elektronikken i form af facebook kom med ind i billedet.
Forestillingen starter med andre ord med at love sin seer noget og bruge en masse forskellige midler, som aldrig kommer til at få den relevans, som man kunne ønske sig. I stedet for at karaktererne bilder folk ind på facebook, at deres liv er perfekt, selvom det ligger i ruiner eller at der er tale om den envejskommunikation, folk siger, Facebook er, bliver sitet brugt til her og der at skrive nogle kloge visord fra forfattere, filmskabere eller skuespillere.
I stedet for at hjælpe stykket og tage en samfundsdebat op, bliver elektronikken en gimmick, som slet ikke får den plads, man regner med fra starten af stykket. Når skuespillerne på et tidspunkt vælger at ligge deres iPads, Macs og iPhones fra sig, får det slet ikke dem symbolske betydning, det burde have haft. I stedet sidder man som seer og tænker: "Nå?" Det kunne have været tegn på, at nu skulle vi leve det virkelige liv. At man ikke ville gemme sig bag skærmen mere - hvis stykket havde givet den historie, det havde lovet fra starten.
Opbygningen af musicalen kan også diskuteres. Jeg manglede den røde tråd, og jeg følte meget mere, at jeg sad og så en koncert end et egentligt stykke. Jeg ved godt, ati musicals er der primært sang, men nogle gange kan dialog gøre en del. Det manglede jeg enormt tit, og derfor blev det mere ala: "Person A synger, person B synger, person C synger og person D synger" om og om igen.
Det er en skam, at et så fantastisk cast skulle udsættes for dette. Jeg elsker dem virkelig, musikerne ligeså. Men jeg kunne simpelthen ikke købe historien, fordi stykket gang på gang modsagde sig selv eller tværrede pointen ud i hovedet på mig. Jeg ønskede inderligt, at den på et eller andet tidspunkt reddede sig selv, men det kom aldrig til at ske.
Identitetskrise? Nej. Det blev en banal kærlighedshistorie, som vi har set alt for mange gange. Og ja, man skal være sig selv, bliver der sagt - bare ikke for meget!
En ganske kort konklusion må derfor være på sin plads. Skuespillerne var fantastiske, og jeg nød deres stemmer hvert minut. Musikerne gjorde det fantastisk, og de betød enormt meget for min indlevelse i stykket.
Historien var ikke eksisterende, og elektronikken, som lovede så godt, endte bare med at være en unødvendig rekvisit, som ikke blev brugt til stykkets fordel.
En msuical, som er anbefalelsesværdig, hvis man vil høre nogle gode sange. Men søger man en åbenbaring eller en ny mening med livet, er det ikke her, man finder den..
3/6
