.

.

mandag den 15. oktober 2018

"Mowgli" af Sarah Engell


Titel: Mowgli
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Forlag: Carlsen
Sider: 45
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Carlsen.


Pigen bor i mørket bag den låste dør. Mor er god til at lege og er stærk, modig og er der altid, når det gælder. Men engang i mellem kan pigen høre nogen synge gennem risten, og vuggevisen er en trøst i det evige mørke.

Sarah Engell er blevet rost til skyerne på den her blog op til flere gange - det er ikke en hemmelighed! Senest med bogen "Fuglemanden", der var en tegneserie om en pige med skizofreni. 
Billeder siger mere end 1000 ord, og jeg understregede i min anmeldelse, at jeg bestemt håbede, at Engell ikke var færdig med illustrerede bøger. Derfor blev jeg ekstra glad, da jeg hørte, at "Mowgli" ikke "bare" var en normal roman; men den var med smukke og fængende tegninger af Cato Thau-Jensen. 


Billederne er med til at understrege den enormt spændende og fængslende novelle. De er med til at skabe den stemning, som læseren drages ind i, og den understreger den tragiske fortælling, som Engell deler med læseren. 
Illustrationerne ligner en blanding af tegninger og udklip, og jeg er helt vild med stilen. Det er dejligt anderledes og gør noget godt for historien. Det giver derfor mening, at historien er en novelle; illustrationerne gør det ikke nødvendigt med mere skrift, for de skaber al den beskrivelse, som Engell ellers er fantastisk til at benytte.

Da jeg læste bogen, mindede den mig totalt om "Room" af Emma Donoghue (som jeg btw virkelig elskede!!). Historien om Mowgli-børn, der har haft minimal menneskelig kontakt og intet kender til virkeligheden er dybt fascinerende. Hvad skal der til for, at de kan klare sig her i verden? Hvilke fatale konsekvenser har deres opvækst for deres videre liv?
Det berører Engell med denne novelle, og atter engang tager hun et tema op, som meget få kender til. Det er det, Engell kan. Og det har jeg så stor respekt for.



Jeg læste bogen 4 gange. Og det gjorde jeg, fordi jeg ikke helt forstod historien. Måske er det heller ikke meningen? Her er som sådan ikke tale om en plotdrevet fortælling, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af, at der er noget jeg misser trods gentagne læsninger. Ganske enkelt er jeg simpelthen i tvivl om, hvad der sker gennem historien. Og det er den eneste grund til, at den ikke får topkarakter!

"Mowgli" er en kort men enormt vigtig fortælling. Engell fængsler sin læser (bogstavlig talt!), og tager et emne op, der skal langt mere fokus på. Her er en fortælling om en dyb tragedie, men alligevel efterlader den sin læser med et strejf af håb. Dette er en anderledes historie fra Engell men ikke desto mindre endnu en perle i hendes forfatterskab.

torsdag den 11. oktober 2018

"For evigt. Måske" af Anica Mrose Rissi


Titel: For evigt. Måske
Forfatter: Anica Mrose Rissi
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 264
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS.


Betts elsker at være sammen med sin bedste ven og veninde. Hun går i skole og passer sit arbejde. Men da Aiden en dag træder ind i slikbutikken og ser hende i øjnene, slår det gnister.
Aiden og Betts indleder et forhold, og hun svæver på en lyserød sky og forstår ikke sit held.
Men der er noget ved Aiden. Han elsker hende. Meget. Han vil se hende hele tiden, og han bliver vred, hvis hun glemmer at svare på en sms eller vil se sine venner. 


Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at "For evigt. Måske" ville være noget for mig. Det er en enormt stærk fortælling, og den tager et så vigtigt emne op, som flere og flere unge desværre også må opleve på egen krop og sjæl. Derfor skal vi snakke om voldelige forhold. Både de fysisk og psykisk voldelige, for det er de samme dynamikker, der er på spil. Derfor er jeg så glad for, at jeg har fået lov til at læse Rissis bog, som stadig ikke har sluppet mig. Det her er en rå fortælling samtidig med, at den er helt vildt medrivende og slet ikke til at ligge fra sig igen. Det er meget blandede følelser at sidde med - men det fungerer!


Betts er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Historien starter med, at Aiden er kommet slemt til skade og er på sygehuset; og Betts står og håber, at han dør. Som læser er man ikke i tvivl om, at der nu kommer en fortælling, der er rå og voldsom. 
Når jeg læser bøger med dette tema, er jeg altid bange for, at hovedpersonen fra start lægger sig fladt ned og bare dropper alt personlighed med det samme. Jeg tror ikke på, at det er sådan virkeligheden ser ud. Jeg tror på, at man gradvist mister sig selv men også har en indre kamp, for der må være en lille del af én, der godt ved, at denne slags forhold er forkert.
Og det er netop sådan, man som læser oplever Betts. Langsomt pilles alt "Betts'et" fra hinanden, men hun er hele vejen igennem i dilemma omkring, hvorvidt hun skal vælge Aiden eller venner, en fest eller sin familie. Det fungerer sindssygt godt, og det gør, at man som læser ser et håb for, at hun kommer ud på den anden side.
Betts udvikling er skræmmende, men den viser også læseren, at der ikke skal ret meget til, før man som menneske kan manipuleres med; og det er virkelig en øjenåbner. 



Jeg har efterhånden læst nogle bøger om voldelige forhold skrevet til unge, og det her er uden tvivl den bedste so far. Problemet for mig i tidligere udgivelser har især været, at den fyr, der har været voldelig (hvad enten det har været fysisk eller psykisk vold) har været et rent monster. Og jeg tror på, at selv i det ondeste menneske er der nuancer. Om ikke andet er der en forklaring på, hvorfor de er blevet, som de er. Det er tit nuancen og den menneskelighed (som jo på sin vis gør det hele endnu mere uhyggeligt), jeg har manglet i andre bøger.
Det er heldigvis ikke tilfældet her, og derfor er dette uden tvivl den bog, jeg vil anbefale, hvis man som ung skal læse om det, at være i et voldeligt forhold. 
Jeg tror på, at når vi har nuancerne med, er det nemmere at sætte sig ind i. Og man kan måske nemmere se sig selv og sin egen eventuelle problematik i det.
Dette er også en fortælling primært om den psykiske vold; den vold, som er så mega svær at opdage. Netop derfor er det også så nødvendigt, at netop dette emne tages op. På en eller anden måde er den psykiske vold meget mere skræmmende. Det er et toneleje, en bestemt SMS eller et billede, der kan udløse det. Og som læser sidder man tilbage med en knude i maven gang på gang på Betts' vegne, fordi man godt ved, at nu har hun gjort noget forkert i Aidens øjne. 

"For evigt. Måske" er en så vigtig bog lige nu. Voldelige forhold er der slet ikke skrevet nok om til unge, men heldigvis behandler denne bog emnet med respekt og alvor. Det er uden tvivl en ny favorit-bog på min liste, dels grundet emnet men også bare fordi den er så medrivende og slet ikke til at ligge væk, for man er nødt til at se, hvordan det hele ender.

fredag den 5. oktober 2018

"Tarzan" på Fredericia Teater



Når jeg siger, at scenografien er for vild, så mener jeg det altså! Her er fysiske effekter og teknik gået sammen i en højere enhed, der efterlod mig med åben mund af forundring.


Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose. 

Tarzans forældre er skibbrudne og dør i junglen. Heldigvis finder aben Kala den lille dreng og tager ham til sig. Tarzan opfostres hos aberne og nyder sin tilværelse. Men da den smukke Jane Porter og hendes far tager til junglen for at studere gorillaer, går det op for Tarzan, at han er mere end blot en gorilla. Og at der er andre præcis som han.

“Tarzan” er den disneyfilm jeg virkelig kan huske at have et forhold til. Jeg så den i biografen, og jeg husker den som den fleste Disney-oplevelse på det store lærred. Jeg husker at samle på alle dukker og merchandise og at have slidt 3!! cd’er med soundtracket fordi musikken bare gjorde et eller andet ved mig.
Det her er en fortælling, det har en enorm affektionsværdi for mig. Den har så stor betydning for min barndom, og det er også en film, der virkelig lærte mig omkring at alle er ens og at vi alle kan og skal elskes. Samtidig var det nok også den film, der lærte mig, hvad musik kan gøre for en historie. Stig Rossens stemme er blevet så stor en del af min barndom, og det er sange, jeg kan til husløshed.
Derfor var det her en forestilling, jeg virkelig havde høje forventninger til. For mig var det her lidt en "enten-bliver-det-her-fantastisk-eller-også-bliver-det-slet-ikke-som-jeg-håber"-oplevelse. Heldigvis blev det den første slags!
Jeg sidder tilbage med en boblende glæde i maven over, at Fredericia Teater virkelig har ydet min barndom værdighed og har behandlet den fantastiske historie rigtig godt.
Også selvom den til tider har sine fejl og mangler.


Samspillet mellem Gamst (Jane Porter) og Nielsen (Tarzan) var sublimt og enormt underholdende!

Skuespillerne er som altid rigtig godt castet. Jeg var især imponeret over Maria Skuladottir i rollen som Kala. Hun var fantastisk til at vise det dyriske samtidig med, at hun var meget menneskelig. De små bevægelser og lyde, der hele tiden var del af hendes skuespil, gjorde, at man som publikum bare købte, at hun selvfølgelig var en gorilla. Skuladottirs stemme er fortryllende, og hendes måde at synge "Du er mit hjerteslag" på, var fuld af kærlighed, omsorg og lykke over at være mor. Det ramte mit moderhjerte dybt, og jeg må sige, at Skuladottir for mig var aftenens stjerne. Det er alt for længe siden, at vi har set hende som hovedrolle i en forestilling, og GUD! hvor har jeg savnet hende på scenen.
En stor glæde var også at opleve Kim Ace Nielsen i rollen som Tarzan. Jeg har ikke tidligere set Nielsen på scenen, men som Tarzan gjorde han det sublimt. Han VAR Tarzan. Alle replikker, sange og bevægelser passede bare til punkt og prikke. Hvor vildt er det lige, at han synger, mens han laver en salto op i en ring for at svinge sig rundt - og at det bare ser ud til at være noget, han har gjort evigt og altid?! Nielsen synger fantastisk og spiller rollen lige som den skal leveres. Jeg glæder mig virkelig til at følge hans karriere på teateret. 

Aftenens glædelige overraskelse og gensyn var Maria Skuladottir i rollen som Kala.
 Scenografien er jo awesome. Slut. Der er simpelthen ikke mere at sige! Fredericia teater har virkelig lært noget efter at have lavet "Klokkeren fra Notre Dame" sidste år. Det der med at bygge salen ud i rummet og simpelthen bruge det store rum, de har til rådighed er en genial idé; og her sker det, så man som tilskuer ALLE steder i salen får noget ud af det. Der er bygget gangbroer i balkonhøjde, der er bygget ud i siderne og man sidder i junglen sammen med gorillaerne. Der sker så meget med statister hele tiden, at jeg flere gange tog mig selv i bare at betragte dem og deres gorilla-adfærd. Alle spillede så overbevisende og havde hver sit særpræg, så det blev aldrig kedeligt at kigge rundt omkring på den store scene. Når aberne skulle svinge sig rundt var det som at være i cirkus. De kunne sno sig og lave de vildeste tricks i luften, og det var så fascinerende at kigge på. Jeg er SÅ imponeret over hele setuppet, hvor skærme blev brugt til at skabe en god dybde, og rekvisitter hjalp historien godt på vej. Statister og ensemble er bare blevet den nye spidskompetence for teateret, og de beviser atter, at mange statister kan styrke en historie yderligere.
 
Scenografien var bygget ud i hele salen og gav tilskuerne en oplevelse af at være i junglen hele vejen gennem forestillingen.

Historien er det sidste, vi mangler at berøre. Og det er her, jeg til tider bliver kastet lidt ud af illusionen. Den glade Disney-seer husker, at filmen starter med en montage, der følger menneske- og abefamilierne og hvordan deres skæbner flettes sammen. Montager fungerer super godt på film - men ikke på en scene. Det er svært ikke at få sådan en montage til enten at vare alt for længe (fordi man er nødt til at spille scenerne og gøre dem længere) eller gå alt for stærkt, fordi montager som sagt bare ikke fungerer på en scene.
Og det er sidstnævnte, der bliver tilfældet her. Jeg var heldig at jeg kendte historien, så jeg var med på handlingen, fordi det går så stærkt, at man som tilskuer knapt nok når at opfatte, hvad der sker. Historien suser fremad, og pludseligt sænkes tempoet markant. Den rørende scene, som starten er, forsvinder i forvirring og det er en skam. Til gengæld vælger man at bruge tid på en alt for lang sang med latinske navne for dyr og planter for igen at lade det store klimaks vare max 3 minutter. Der er en lidt mærkelig prioritering ift den historie, som der skal fortælles, og det gør, at jeg som tilskuer til tider står lidt af. Det er forestillingens eneste anke, for i det store og hele er det nogle gode ændringer, der er gjort, når man skal gå fra film til scene.

"Tarzan" er en af de forestillinger, Fredericia Teater bliver husket for. De slår fast, at de har helt styr på skuespil, scenografi og musik. Denne forestilling efterlader publikum med åben mund og store øjne, fordi de atter formår at lave en storslået forestilling, der tager os med storm. Man bliver rørt, man griner, og der er noget for store og små. For mig var det her en god påmindelse om en stor del af min barndom, og jeg går nu og hører Tarzan på repeat derhjemme. Der er ikke så meget at sige: Fredericia Teater har gjort det igen!


5/6 stjerner

mandag den 1. oktober 2018

Månedlig opsummering: Festlige september



 Dette var september for mig: September har været en måned, der virkelig har handlet om at lande. Det har været en måned, hvor hverdagen for alvor kom tilbage, da både Mark og jeg er tilbage på arbejde på fuld tid, og det har været en måned med enormt meget planlægning. September har været frustration over ikke at slå til og frustration over ikke at vide, hvad fanden fuck man stiller op.
Samtidig har september været en måned med en masse festligheder og glæde. September har været gode fødselsdage og gæster. September har været gode samtaler over en kop te, og september har været smil og kram i lange baner. September har været datenight og alenetid med Mark. September har været sushi, hurtige rugbrødsmadder og nye idéer til madpakken. September har været lange snakke og hurtige overlap. September har været forventning og spænding. September har været grin og overskud.
September har været en måned med læsning og bogglæde, der for alvor er vendt tilbage. September har været balanceret. September har været skøn!


September på forældre-fronten: Det helt store er jo, at Tristan fyldte 1 år. Den 15.september (på dagen endda!) kunne vi fejre, at Tristan nu har været i vores liv 1 år. Det var en fantastisk dag med åbent hus, hvor vi inviterede alle, der har betyder noget for hans første leveår, og det var en genial måde at holde fest på. Især fordi jeg blev skide pisse syg og bare ikke kunne magte mere end de 3 timer med gæster. Så resten af den weekend lå jeg og var døden nær. Men Tristan havde en fantastisk dag!
Vi er der, hvor vi har fået en dreng, der virkelig kan vise, hvad han vil, og man er ikke tvivl om, at han forstår, hvad man fortæller ham. Det er skræmmende men også enormt fedt! 
Den 29. gik han sine første skridt (som vi så, dem i vuggestuen talte ikke!!), og han vil virkelig gerne gå nu. Han kan ikke heeelt selv, men med os i hånden går det dælme stærkt, så vi løber fra den ene ende af huset til den anden. 


I september læste jeg: 3 bøger!! SÅDAN! Min læselyst er virkelig tilbage, og så er jeg bare så heldig, at der lige nu kommer SÅ mange bøger, som jeg bare har glædet mig enormt til!

Septembers bedste bog: Det er virkelig svært at vælge, for de 2, der kæmper om pladsen kan noget vidt forskelligt. Her er tale om "Filterløs", der virkelig var en størk debutroman, og en bog, der behandlede angst og skizofreni med en sådan en ære og virkelighed, at jeg blev blæst bagover. Den anden bog er "For evigt. Måske", som virkelig er den første bog til unge, jeg har læst, hvor det at være i et voldeligt forhold blev behandlet på en nuanceret måde, for livet er jo nuanceret! Den var så vigtig, og det er et emne, som vi ikke må tie ihjel. Så jeg må nok hellere vælge den. Simpelthen fordi den er for vigtig til ikke at gøre det.


Septembers mest skuffende bog: Det må være "Øjebliksbilleder". Den var fin og havde mange gode pointer, men til tider var den for langtrukken, hvilket var en skam.

Hvad byder den kommende måned på?: Oktober bliver en AWESOME måned! Jeg skal på skriveweekend med en veninde, jeg skal på bogforum og jeg skal en masse EGO-ting! JA! Jeg trænger til at være egoistisk og det er SÅ fedt, at den her måned bliver med mange ting for mig. Jeg får ladet op, og jeg får muligheden for virkelig at være mig og gøre ting, der giver mig god energi. 
Jeg glæder mig enormt meget til især bogforum, hvor jeg skal være af sted Anne en hel weekend. Det bliver så fedt bare at være os :D
Læsemæssigt står den på en masse YA! Der er kommet SÅ mange fede bøger her op til bogforum, og jeg glæder mig til hver og én. Mit læsehumør er for alvor vendt tilbage, og det skal selvfølgelig udnyttes til fulde!

Hvordan har jeres september været? Har I læst nogle fede bøger? Og skal I med til bogforum??

onsdag den 26. september 2018

"Filterløs" af Anne Arendse Thorsen


 Titel: Filterløs
Forfatter: Anne Arendse Thorsen
Serie: -
Forlag: Vild maskine
Sider: 205
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Bogen er stillet til rådighed af forlaget Vild maskine. 


Alma lider af angst og savner sin døde far. Hun skriver digte og forsøger at få det hele til at give mening, men det er ikke nemt, når alt bare ramler. 
Alma forsøger hver dag at få livet til at give mening, men en dag går det helt galt for hende. 

Da jeg hørte om den her bog, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville elske den. Thorsen har her leveret en virkelig stærk debut, og jeg er blæst bagover ved tanken om, at det her er den første bog, hun udgiver. Det her kan blive virkelig godt!
Da jeg læste om bogen, fik jeg indtrykket af, at her kom der en bog, der tog psykiske sygdomme som angst og skizofreni op, og jeg klappede i mine små hænder. Det sidste år synes jeg, at flere og flere tør skrive om psykiske problematikker, og det er så vigtigt, fordi det berører flere og flere unge. Netop derfor tænkte jeg, at denne bog måtte jeg læse og anmelde!
Jeg sidder tilbage med en virkelig god læseoplevelse, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg er blevet klogere og berørt. Det er egentlig meget rart.


Alma er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Jeg elsker Alma. Hun er en pige med ben i næsen samtidig med, at hun er lille og skrøbelig. Alma mistede sin far som barn, og det er et tab, hun aldrig er kommet sig over. Det gør ondt hver eneste dag, og nu døjer hun med angst og den evige sorg. 
Almas mor har fået en ny mand og storesøsteren har rejst i flere måneder. Alle andre virker til at kunne få det til at fungere, så hvorfor kan hun ikke?
Jeg tror, at det er Almas evige følelse af at være forkert, at være bange og at miste en forælder, der virkelig krøb under huden på mig. 
Alma er skrevet SÅ godt, og det er tydeligt, at Thorsen selv har kæmpet med psykiske problemstillinger - og nu tager hun bladet for munden og deler denne fortælling. 
Alma er en pige, som man kun kan holde af og have lyst til at kramme, indtil alt er okay igen. 
Jeg var vild med hende, og jeg føler slet ikke, at jeg er færdig med hende og hendes historie. 


Bogen er på 200 sider, og det er ikke meget, når der er tale om en så tung historie. Men det fungerer sindssygt godt, fordi fortællingen derved bliver intens og skåret helt ind til benet. Vi får alt det vigtige, og der er intet overflødigt i den her fortælling. 
Det gør læseoplevelsen rigtig stærk, og det er enormt svært at slippe bogen, når man først er gået i gang. 
Det er kun detaljer, der gør, at bogen ikke får topkarakter; der er noget omkring Almas familie og de historier, der fortælles om dem, der til tider rev mig lidt ud af den historie, der egentlig blev fortalt. Men det er som sagt detaljer, for resten af bogen ELSKER jeg. 

"Filterløs" er en historie uden filter. Den er hård, og det skal den netop være med det emne, den tager op. Thorsen leverer her en enormt stærk debutroman, som jeg er helt forelsket i, og hun slutter historien, selvom der var meget mere at fortælle. 
Almas fortælling er så vigtig, og det gør, at den her bog forhåbentlig bliver en, som 9.- og 10.klasser læser de næste mange år!