.

.

søndag den 31. maj 2020

Månedlig opsummering: Lune maj


Dette var maj for mig: Maj har været forår. Maj har været sol og en snert af sommer. Maj har været vasketøj, der kunne tørres udenfor, og maj har været dage med solcreme. Maj har været lun og mild og en påmindelse om, at det hele bliver godt igen. Maj har været aftaler med venner og veninder, der i den grad har været savnet. Maj har været utallige kopper kaffe, iskaffe og te som tilbehør til en god samtale eller 20. Maj har været kaos og ro på én og samme tid. Maj har været en hverdag, der næsten kan kaldes normal. 
Maj har været læseflow, gode bøger og en påmindelse om, hvor meget jeg elsker at være bogblogger.
Maj har været lidt for mange internetbestillinger, for hvad skal man ellers lave på barsel? 
Maj har været hektisk og rar. Og den forsvandt alt for hurtigt. For det gør alle måneder for tiden. De er væk, før jeg får set mig om.

Maj på forældre-fronten: Som jeg skrev i sidste måned, er vi nu ved at kunne kalde det hverdag herhjemme. Tristan er tilbage i vuggestue for fuld udblæsning, og Ellie begynder at være et barn, der har rutiner. 
Tristan er kommet i selvstændighedsalderen og den der "Threenager"-periode, og hold. nu. kæft. Det er hårdt. Der er mindst 50 nedsmeltninger om dagen, og han kan flippe over ingenting. Det er alt fra de forkerte sko til, at spegepølsen vender forkert på rugbrøden (den er rund, så hvordan det kan lade sig gøre, ved kun han!), og så står man der og kan ingenting gøre ud over at være der. Ak ja. Så det kræver sine forældre og en helvedes masse tålmodighed! 
Samtidig er Ellie ved at få tænder, og hun er heldigvis ikke nær så påvirket som Tristan. Dog klør det, og sutten skal helst være i munden hele tiden. Det forstyrrer søvnen til tider, men vi bruger tons af Aftamed (en lokalbedøvende salve) på gummerne, og det tager det værste. 
Hun er virkelig begyndt at bevæge sig, om end vi ikke altid må se det ske. Hun drejer rundt om sig selv og kan bakke. Dog skaber det frustrationer, da det er tydeligt, at hun gerne vil kravle! Men lidt har også ret.
Der pludres derudad, og hendes mimik bliver mere og mere menneskelig. Især hendes udtryk for koncentration er vidunderligt, og verdenen udforskes stykke for stykke.  




Det læste jeg i maj: Jeg følte egentlig ikke rigtigt, at jeg fik læst i maj. Alligevel er det blevet til 4 bøger, hvilket jeg på ingen måde havde regnet med. Så det er en sejr!

Majs bedste bog: Det er så svært, fordi kandidaterne er så vidt forskellige. Dog må jeg sige, at vinderen bliver "Kvantespring" af Lise Villadsen. En historie, der fortsat sidder dybt i mig, og som jeg bearbejder hver dag. Det var en YA-roman, jeg ikke anede, at der var brug for, men nu, hvor jeg har læst den, kan jeg slet ikke forstå, at der ikke er skrevet mere om at være pårørende til psykiske problemer.
Majs mest skuffende bog:
Den skuffede mig som sådan ikke. Men det er den bog i denne måned, der har gjort mindst indtryk, og som jeg på sin vis har glemt efter resten af månedens læsning. "Ikke engang et jordbær" er enormt velskrevet og vigtig læsning. Men i denne måned har den konkurreret med bøger, jeg ved, bliver årets læseoplevelser for mig.

Majs anbefaling: For en gangs skyld er der tale om fiktion i anbefalingen! Det er dog stadig en podcast, og hvis du er vild med True Crime, tør jeg godt love, at du vil elske den! "Blood Ties" er en form for radiodrama om et søskendepar, hvis forældre styrter ned med privatflyet. Inden det sker, sender moderen en sms lydende: "Your dad is..."
Den er intens, skuespillerne er AWESOME! og den er produceret på en måde, så det på intet muligt tidspunkt bliver latterligt. Plottet er virkelig godt skrevet, og man binger den på ingen tid. Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes!




Hvad byder den kommende måned på?: Juni er min sidste officielle måned på barsel. Sidste måned uden Mark hjemme. Det er så vildt, at han har barsel (og jeg ferie) om 6 uger. Jeg starter arbejde igen om 2 måneder :o Men jeg glæder mig!
Juni byder dog på en længe ventet bog, nemlig Hunger Games prequel samt nyt, lækkert YA fra blandt andet Sarah Engell og Sofie Riis Endahl. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til fed, fed læsning!


Hvordan har jeres maj været? Er I ved at være tilbage til normale tilstande efter corona? Får I læst oveni alt det her lockdown og anderledes hverdag?

tirsdag den 26. maj 2020

"Tigerhjerte" af Lise Villadsen



Titel: Tigerhjerte
Forfatter: Lise Villadsen

Serie: -
Forlag: Høst og Søn
Sider: 279
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Kikis forældre er skilt, og hendes mor har fået en ny kæreste. De skal flytte sammen med ham og hans søn, Jonathan, der er nogle år ældre end Kiki. Jonathan er mystisk og meget anderledes; og Kiki falder for ham. Men kan man forelske sig i sin stedbror, og kan man bare lukke ned for alle de følelser, der opstår, når de skal bo sammen?

Det er ikke første gang, at jeg læser bøger i en anden rækkefølge end deres udgivelse. Dette er egentlig Villadsens debut, men det er det seneste af hendes værker, jeg har læst. 
At der her er tale om en debut, er på ingen måde tydeligt. Med "Tigerhjerte" sidder læseren med en virkelig kompleks og intens fortælling, og der er her en forfatter, der allerede fra start har fundet sin stemme meget tydeligt. Det er en fortælling om ulykkelig kærlighed samtidig med, at det også bliver fortællingen om at være skilsmissebarn og mange af de problematikker, det kan føre med sig.


Kiki er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Kiki er en meget likeable karakter. Hun er nervøs for at skulle flytte over i det store og flotte designerhus, og hun finder det enormt vanskeligt at være loyal over for både sin mor, far og tvillingebror, Alexander.  Kiki bor hos sin mor, mens Alexander bor hos faderen. Alexander har på ingen måde interesse i den nye flytning, og derfor står Kiki og ser sig selv og moderen forsvinde mere og mere fra far og bror. Det gør ondt på hende, og det hjælper på ingen måde, da hun møder Jonathan og falder for ham. 
Kiki fortæller ingen om disse følelser, for hun skammer sig. Det gør ondt på hende, at hun på ingen måde kan handle på dem, og der er virkelig tale om ulykkelig kærlighed. Hendes person bliver mere og mere introvert, dels grundet forholdet til Jonathan men også alle de bekymringer, der er i forhold til hendes far, bror og flytningens konsekvenser for hende og moderens forhold. Kiki er teenager, og fortællingen er gennem en teenagers til tider teatralske sind, men der er ingen tvivl om, at Kikis følelser er berettiget, og man forstår hende på rigtig mange punkter. 

En ting er det store etiske dilemma omkring at forelske sig i en stedsøskende. Det er enormt interessant, for der er mange vinkler på problematikken. Villadsen belyser et par af dem i denne bog, og for hende bliver hovedfokus de "forkerte" følelser til det eneste andet menneske, man kan betro sig til. Jonathan og Kiki bliver fortrolige, og der er rigtig mange finde scener mellem dem. Deres dialoger om familie, sorg og splittede familier er virkelig godt skrevet, og jeg sad flere gange med tårer i øjnene. 
Samtidig er der nogle virkelig fine scener mellem Kiki og hendes forældre. Hvor det er tydeligere, at moderen forlanger Kikis støtte og stillingtagen ift, hvilken forældre hun bor ved, er faderen en mere stille type, der håber. Kikis far virker så skrøbelig, og han er på ingen måde kommet sig over, at moderen er gået. Nu står han dér med en teenagedreng, der er i dyb sorg og en datter, der ikke aner, hvad hun skal stille op. Hos faderen er Kiki den voksne, og det er ikke en rolle, nogle børn skal tage på sig. Men det er realistisk og et faktum i rigtig mange skilsmissefamilier. Netop derfor fungerer det virkelig godt i bogen. 
 Denne fortælling er et virkelig godt eksempel på at være det barn, hvor man bliver lusen mellem de to negle (forældrene), samtidig med at man skal bearbejde den sorg, man selv føler over, at ens familie er splittet til atomer.



"Tigerhjerte" er en virkelig stærk og relevant YA-roman. Det er en kraftpræstation, når man tænker på, at det er Villadsens debut, og den viser, at der her er en forfatter, der magter at balancere både spændende karakterer og et nutidigt og vigtigt plot. Det er en fortælling om at elske, at miste og ikke mindst at turde, når det føles som om, at alt håb er ude. "Tigerhjerte" skal opleves!

tirsdag den 19. maj 2020

"Ikke engang et jordbær" af Marnelle Tokio


Titel: Ikke engang et jordbær
Forfatter: Marnelle Tokio

Serie: -
Forlag: Arvids
Sider: 248
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 


Marty indlægges på en klinik, der behandler spiseforstyrrelser. Hendes verden er ramlet grundet moderens misbrug og faderens fravær. På klinikken handler det om at blive fedet op, sammenligne sig med de andre og gå i gruppeterapi. Marty har på ingen måde lyst til at slippe sygdommen og den tryghed, den giver. Men vil hun tilbage til livet, er hun også nødt til at blive rask. 


Et af mine nytårsforsætter i år har været at bruge biblioteket noget mere. Jeg elsker at komme der, men det er alt for lang tid siden, at jeg har lånt en bog. Derfor tog jeg en tur for nogle måneder siden, og jeg fandt en masse fiktion omkring psykiatri, herunder spiseforstyrrelser. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for det gav mig mulighed for at læse historien om Marty. Marty er et biblioteksfund af fineste karakter. Det er en bog, jeg ellers aldrig var faldet over, men nu, hvor det er sket, er jeg så glad for, at jeg er den fortælling rigere. 


Marty er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Marty er alvorligt syg af anoreksi, og hun er dybt nede i sygdommens tanker og handlemønstre. Da hun ankommer til afdelingen er hun spydig, klar til kamp og har på ingen måde tænkt sig at følge de regler, der bliver lagt ned over hende og de andre patienter. Marty virker som en rigtig hård type, og der er bestemt ingen, der skal forsøge at komme tæt på hende. Hun bider fra sig og er vant til at skulle holde folk ude i en armslængde. Men hurtigt går de top for læseren, at Marty er lige så skrøbelig, som den krop, hun mishandler. Marty er blevet voksen før tid grundet sine forældre, og hun kæmper med svigt, dårlig samvittighed og en konstant følelse af utilstrækkelighed. Hun har det elendigt, og derfor er det nemmere at forvente det værste af sine medmennesker fremfor at blive skuffet gang på gang. Martys fortællerstemme er tragisk og hård samtidig med, at hun er enormt humoristisk og elskelig. 
Hendes udvikling gennem bogen holder virkelig læseren fanget fra start til slut, og man sidder hele tiden tilbage og ønsker, at der er håb at finde til sidst.


Bogen behandler emner som spiseforstyrrelser og dysfunktionelle familier. Spiseforstyrrelses-delen vises dels gennem Marty men også de andre patienter på afdelingen. Når man når til indlæggelse, er man rigtig syg, og det er der heller ingen tvivl om, at både Marty og de andre er. Deres samtaler, tankegang og ikke mindst mønstre for at undgå mad, at dyrke ekstra motion eller forsøge på opkastninger, er gruopvækkende samtidig med, at man som læser slet ikke kan sætte sig ind i tankegangen. Det er så uvirkeligt, men Marty tager os i hånden, og man mærker hendes smerte, frustrationer og sorg igennem bogen. Den er skrevet enormt stærkt, uden filter og med en hudløs ærlighed, som emnet fortjener. Som læser (med eller uden spiseforstyrrelse inde på livet) efterlades man med en dybere forståelse af, hvad det vil sige, at leve med et sådant forhold til mad og egen krop. 
Familieforhold er noget af det andet, der virkelig fylder i bogen. Martys mor drikker, og Martys far virker skide ligeglad og er enormt træt af, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Marty ønsker, at hendes forældre passer på hende, hvilket ingen af dem evner. Hendes forhold til dem gør virkelig ondt på læseren, og man sidder tilbage med et ønske om at kramme hende og tage hende med hjem. Scenerne med forældrene er enormt velskrevne, og man oplever alle følelser fra frustration til elendighed, når man læser de scener.

"Ikke engang et jordbær" er en virkelig velskrevet og vigtig fortælling om livet med en spiseforstyrrelse. Det er en historie om at være helt ude på kanten, hvor det handler om liv eller død. Samtidig er det en historie om venskab, familie og angsten for at være alene i verden. Det er en smuk og brutal fortælling, der virkelig bør læses af alle!

tirsdag den 12. maj 2020

"Det løfte du gav mig" af Nicole Boyle Rødtnes




Titel: Det løfte du gav mig
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes

Serie: -
Forlag: Facet
Sider: 176
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Facet. 


Astrid møder den charmerende Alex på en ferie med sin kæreste. Hun forelsker sig i ham og kan ikke tænke på andre end ham. Men Alex er allerede kæreste med Katrine, der på ingen måde er interesseret i at give slip på ham. Katrine bliver sygeligt jaloux på Astrid og vil gøre hvad som helst for at få Alex for sig selv. 

Det er old news, at jeg er voldsomt begejstret for nærmest alt det, jeg har læst fra Rødtnes' værker. Jeg synes, at hun formår at sætte aktuelle emner til debat på en ny måde, og så skriver hun bare så fængende, at man som læser slet ikke kan lægge bøgerne fra sig, før man er færdig. 
Sådan havde jeg det også med "Det løfte du gav mig", eller "Bitchen imellem os", som nogle vil kende den som. Dette er nemlig en genudgivelse. Dette er dog mit første møde med bogen, så derfor er det også denne udgave, jeg vil fokusere på. 
I denne fortælling er det emner som pigevold og ensomhed, der er i fokus, og  selvom historien til tider er ekstrem, er der ingen tvivl om, at Rødtnes skriver en fortælling, der er inspireret af en hård og barsk virkelighed. 


Bogen fortælles skiftevis af Astrid og Katrine. 
Astrid er sammen med Andreas, en lidt kedelig type, som hun egentlig ikke rigtig gider. Derfor forelsker hun sig hovedkulds i den mystiske og interessante Alex. De er sammen, og hun dropper Andreas umiddelbart herefter. Pludseligt er der ingen andre i hendes verden end Alex. Han har fejet benene væk under hende, og hun elsker ham. Men Alex er fortsat kærester med Katrine, og hende går man ikke bare lige fra. Så Astrid venter mere eller mindre tålmodigt på, at det endelig kan blive bare de to. 
Astrid er den mest unuancerede karakter i fortællingen. Hun slår på med Andreas uden de store skrupler, og derfra er veninder og alt andet ligegyldigt. Den besættelse, hun ender med at have af Alex virker alt for voldsom. Jeg fandt det svært at holde af hende eller holde med hende, hvilket bogen bestemt har brug for. Der er selvfølgelig segmenter, hvor Astrid er den forudrettede part, men de virkede desværre ikke lige så stærkt, som det var meningen igennem bogen, netop fordi sympatien aldrig opstod for alvor i løbet af handlingen. 

Anderledes havde jeg det dog med Katrine. Katrine lever mildest talt et lorteliv. Hendes far drikker, og hendes mor har begået selvmord. Katrines storebror, Brian, forsøger at hjælpe hende, men Katrine er knust og vil kun Alex. Da han overvejer at slå op med hende, tyr hun til vold, og han bliver. Der er noget vældigt interessant i dynamikken i deres forhold. Dels fordi der berøres emner som, når kvinder slår mænd, men også det her med at ville være den frelsende i en relation. Alex har ondt af Katrine, han har svært ved at gå, fordi han kan se, hvor meget det hele bare smuldrer for hende. Samtidig er man som læser bange for hende, og man føler dyb foragt ved mange af de ting, hun gør. Den balance, der er skrevet ind i Katrines karakter, er netop den, der til tider kan mangle ved Astrid. 
Katrine er en sørgelig skæbne, og som læser gruer man konstant for, hvad hun gør som det næste; for man er aldrig i tvivl om, at hun kan finde på hvad som helst. 


Emnet pigevold tages op i bogen. Rødtnes skriver, at hun fandt inspiration til fortællingen, da hun læste en artikel om netop dette. Situationer, hvor piger tæsker hinanden så voldsomt over fx jalousi eller andre intriger, virker så langt fra manges virkelighed. Men det foregår, og det er noget, vi skal tale om. Netop derfor er det så vigtigt, at Rødtnes skriver denne bog. Her er der en barsk, rå og på ingen måder censureret historie om, når kvinder er kvinder værst. Samtidig er det en historie om 2 piger, der begge er bange for at være alene. De er bange for at miste og for at blive ladt tilbage i ensomheden. Det er der noget meget skrøbeligt og samtidig stærkt over i netop denne setting, og det fungerer usandsynligt godt. 

"Det løfte du gav mig" er et ældre værk fra Rødtnes, men det er lige så relevant i dag, som det har været dengang. Det er en fortælling om ensomhed, angst og at ville ofre alt for det, man er afhængig af. Rødtnes skriver som altid fængende, og her er en bog, man på ingen måder kan lægge fra sig, før man har vendt den sidste side.

tirsdag den 5. maj 2020

"Det har jeg altid sagt" af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm


Titel: Det har jeg altid sagt
Forfatter: Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm

Serie: -
Forlag: People's Press
Sider: 391
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget People's Press.


Nu er den her endelig: Bogen om stjernejournalisten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Rasmus Bruun er taget til Birgitø for at interviewe Kirsten Birgit om hele hendes liv, både det private og den spændende tilværelse som stjernejournalist. Men der et eller andet galt med Kirsten. Og Birgitø. Rasmus vil gøre alt for at få sin bog færdig, men spørgsmålet er, om han nogensinde får den udgivet?

Det er en meget mærkelig opgave at skulle anmelde en bog om en fiktiv person. Ikke desto mindre kaster jeg mig ud i det og gør det alligevel. 
Personligt er jeg enormt stor fan af "Den korte radioavis", og jeg har fulgt med siden starten af 2017. Deres program har været ude i forskellige formater, senest og netop aktuelt "Den korte coronavis", og balancen mellem humor og reelle politiske diskussioner har altid fascineret mig, når jeg hørte programmet. Derfor var det også en selvfølge, at jeg skulle læse bogen om "Hele Danmarks Kisser", når den nu udkom. 

Jeg forventede, at der ville være tale om et værk på en små 100 sider og med stor skrifttype. I stedet sidder jeg her med en ordentlig moppedreng på knap 400 enormt tætskrevne sider. Her er der virkelig smæk for skillingen, og det viser faktisk også, hvor gennemtænkt og gennemarbejdet en karakter, Kirsten Birgit er. Hende er der lagt kærlighed i, hvilket man også mærker i bogen. Kirsten er vokset op på landet sammen med sin sagnomspundne far, Jens Birgit, og hun fortæller her om en barn- og ungdom med praktiske opgaver, skole og ikke mindst de hårde kår, man levede under dengang. De unge år foregik i Aarhus, hvor hun læste til journalist og arbejdede på Stiften. Senere hen blev det til adskillige tvstationer, krigszoner og til sidst Radio24syv. 


Hele vejen igennem er der smurt et fedt lag af sarkasme på, så selvom man får en rørende eller lidt anderledes fortælling om et liv i en krig, jamen så har Kirsten Birgit liiiige en sjofel eller total random fortælling ind i den setting, som hun kan diske op med. Læseren mindes konstant om, at det her på ingen måde er realistisk, og samtidig minder det læseren om, hvor psykopatisk og total utilregnelig, Kirsten Birgit er. 
Noget af det, der virkelig også gør bogen stærkere, er Rasmus' vinkel. Rasmus interviewer Kirsten, men han er også en kommentator på hele situationen på Birgitø. Han mærker hurtigt, at Kirsten er markant anderledes, og han mistænker hende for at være blevet til et overnaturligt væsen af en art. Rasmus kan ikke komme væk, men han bestemmer sig i stedet for at gøre bogen færdig og forhåbentlig derefter finde en vej hjem til fastlandet. Det bliver en sand gyserfortælling, og den fungerer rigtig godt midt i al humoren og fortællingen om Kirsten Birgit. 

Bogen er uhyggeligt godt skrevet. Det er uden tvivl to mænd, der har ordene i deres magt, og de formår faktisk at skabe en sammenhængende og virkelig fængende fortælling, selvom det "bare" er en beskrivelse af en fiktionskarakter. Den gode dialog mellem Rasmus og Kirsten gør, at man nærmest sidder og læser en episode af "Den korte radioavis", og det er nostalgisk, hyggeligt og virkelig bare kanongodt selskab. 
Det sidste kapitel handler også om førnævnte program. Og det er bogens bedste. Her får Kirsten endelig lov til at holde flere af sine taler, og som læser klapper man i sine små hænder, fordi man bare har savnet Kirstens helt ærlige og ucensurerede mening om Danmark her og nu. Samtidig bliver det et kapitel, der minder læseren om, hvad det er, "Den korte" kan, som ingen andre programmer har formået. 


"Det har jeg altid sagt" svarer på adskillige spørgsmål og efterlader læseren med tusinde nye. Samtidig er den en sand magtdemonstration i satire og karakterdannelse. Bogen om Kirsten Birgit er enormt stemningsfuld samtidig med, at den tager tykt pis på idéen om alt fra kernelæsere til erindringsfortællinger. Den er en stor, lille perle, og den er en smuk, uhyggelig og fornem afslutning på et program, der altid vil blive savnet.