.

.

torsdag den 22. august 2019

"Den døde piges skrig" af Kristoffer J. Andersen


Titel: Den døde piges skrig
Forfatter: Kristoffer J. Andersen
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 224
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5


Anton er fyren, der bare nyder livet. Han er ovenpå, kæresten er lækker, og han og kammeraten er de populære drenge. Men da en pige tilbyder ham og kammeraten 5000 kroner for at finde hendes forsvundne veninde, ændrer alt sig. Anton modtager mystiske beskeder, der er billeder af døde piger på hans telefon, og 666 beskeder skrives hver nat med ordene: FIND HENDE!

Der er noget over gyserfortællinger, der altid har fascineret mig. Og jeg elsker især dem, hvor man selv skal gætte med, og hvor det er overnaturlige kræfter, der er på spil. 
"Den døde piges skrig" lød som en rigtig god blanding af disse ting, og derfor glædede jeg mig til at komme i gang med den.
Det er den bestemt også. Den er en horror-fortælling med alt, hvad det indebærer, og dens plot fungerer super godt.
Det er bare sådan, at i de virkelig gode gyserfortællinger er der også karakterer, man holder med og virkelig kæmper for skal klare den; og det var her, at bogen og jeg blev uenige. 


Anton er bogens hovedperson. Han er som nævnt en fyr, der har det hele, og han lever det fede liv. Han bliver set op til, og han er ærlig talt en lort. Han mobber for at imponere, og han bruger unødvendigt grove metoder for at fremstå som den seje. 
Antons karakter bliver meget karikeret, og som læser har man bestemt ikke lyst til at holde med ham. Da Anton så blandes ind i mysteriet om den forsvundne pige, bliver hans liv alligevel vendt og drejet, og man tænker, at nu må Anton forstå, at verden også findes ud over hans egen næsetip.
Antons udvikling i historien virker enormt klodset og forceret. Det bliver et sideplot, der ikke gavner den egentlige fortælling, og jeg kunne snildt have været det foruden. Den smule nuance, der dukker op i Anton, bliver irrelevant, dels fordi det intet har med fortællingen at gøre, men også fordi jeg som læser havde mistet interessen for ham og bare ville have gåden løst.

Karaktererne omkring Anton er ensidige og til tider trælse. Hvor Anton måske består af nuancer til tider og overvejer sine handlinger, står han tilbage med venner, der er direkte idioter eller en så overfladisk kæreste, at jeg til tider skammer mig på mit køns vegne. 
Det er bestemt ikke karaktererne, der opvejer fortællingen, og det er en skam, fordi det går så meget udover læseoplevelsen.


Plottet er som nævnt velfungerende, og det er også det, der gør, at jeg læser bogen færdig. Jeg elsker mysteriet, og selvom den til tider er gennemskuelig, gør det mig intet, fordi det er hér, forfatteren har kastet sin kærlighed. Her er der mystik, twists, og jeg var fanget fra starten. Det bliver en historie, der pludseligt gør noget andet end det, jeg regnede med, og de mystiske sms'er fik det til tider til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det er rigtig godt skrevet, og det er virkelig her, man kan se Andersens talent for genren. 

"Den døde piges skrig" er en fin gyserfortælling; og det er det. Karaktererne er ikke specielt nævneværdige, men plottet fungerer super godt og giver sin læser en gyseroplevelse, der både overrasker og skræmmer

mandag den 19. august 2019

"Halvanden meters afstand" af Rachel Lippincott


Titel: Halvanden meters afstand
Forfatter: Rachel Lippincott
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 288
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag. 


Stella lider af lungesygdommen cystisk fibrose; en sygdom, som hun ved, hun skal dø af. Stella er på venteliste til nye lunger, og hendes andet hjem er sygehuset. Hun kender rutinerne, og hun har styr på medicinen og det liv, hun lever. 
Men da Will indlægges, forandres alt. Will lider af samme sygdom, og han er ikke lige så heldig som Stella. Han kan ikke få nye lunger og aner derfor ikke, hvor lang tid, han har igen. Stella har lyst til at være tæt på Will, men det ved hun godt er umuligt; de kan blive hinandens død, hvis de kommer for tæt på hinanden. 

Der er ingen tvivl om, at denne bog minder meget om "The Fault in Our Stars". 2 unge mennesker, der er dødeligt syge og ved, at de ikke har lang tid igen. De ved ikke, om de er her i morgen; så tør man leve, når sorgen bliver et grundvilkår i det liv?
Samtidig er fortællingen helt anderledes end den, John Green beretter. Emnet er muligvis det samme, men det er også det, der er at sammenligne mellem de to fortællinger.
Stella og Will fungerer enormt godt sammen. Der er noget i deres skæbnesvangre fortælling, der virkelig fængede mig, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. 
Samtidig kender jeg intet til diagnosen CF (som den forkortes i bogen), og derfor må jeg købe, at forfatteren beretter en troværdig udgave af at lide af denne sygdom. Det er en bog, der tager et hidtil ukendt tabu op for mig, og det gjorde mig virkelig glad.


Stella og Will er bogens hovedpersoner, og de skiftes til at fortælle handlingen.
Stella er kontrolfreak og har fuldstændig styr på sin behandling. Hospitalet er hendes andet hjem, og hun ved alt om statistikker, prognoser og den medicin, hun indtager. Stella er skrevet op til et par nye lunger, der vil kunne redde hendes liv, men ingen aner, om hun vil kunne nå at få dem, før det er for sent. Stella er med andre ord i et kapløb med selve døden, da vi lærer hende at kende. Grundet en forkølelse, indlægges hun, så hun kan stabileres, og alt er, som det plejer på sygehuset; indtil Will indskrives. Da hun forelsker sig, opdager Stella, at det liv, hun altid har levet, egentlig ikke er et liv. Hun har ikke levet, hun har overlevet. Stella begynder at lege med grænserne og sætte sit helbred og derved liv på spil, og hendes fortælling berørte mig dybt. Tanken om at stå som næsten voksen og opdage, at hele livet bare har været overlevelse, må være forfærdeligt; især når man ikke kan ændre på det faktum uden at dø.


Will er lidt mere en klichékarakter end Stella. Han er rebelsk og har en diagnose oveni sin CF, der gør, at han ved, at han skal dø en dag. Han står ikke til at redde, og han ved ikke, om han har en måned eller 10 år tilbage. Derfor er oddsne om muligt endnu højere for Will, men han er klar til at satse hele butikken, hvis han kan få lov til at leve sit liv bare lidt. Will er træt af sygehuse, han er træt af sit liv, og han er træt af, at han er en byrde for alle omkring ham. Derfor er mødet med Stella et stort chok for ham. Her er én, der udfordrer hans syn på det hele. Én, der tager sin medicin. Én, der kæmper for at få et liv. Will ser håb i Stella, og håb er nok den følelse, han aldrig nogensinde har turde føle. Selvom Will umiddelbart starter meget som en kliché, er der dele af hans udvikling, der virkelig gjorde bogen endnu bedre. Mange af mine yndlingsøjeblikke er fortalt fra hans synsvinkel, og hans historie fik mig virkelig til at knibe en tåre. 


Bogen er desuden en film, der senere er skrevet om til bog, og det er nok mit eneste ankepunkt ved den. Til tider kan man godt se, at der er taget filmreplikker og proppet ind i en bog, og det er ikke altid, at sådan noget fungerer. Det kan til tider blive klodset og hive læseren ud af den stemning, bogen ellers så fint formår at holde én i. At bogen er en genfortælling af en film, ser alle læsere måske ikke, men desværre lagde jeg mærke til det hist og her, og det brød mit flow og gjorde, at bogen ikke blev helt det, jeg håbede på. 

 "Halvanden meters afstand" er ikke en typisk kærlighedsfortælling. Her er en historie om to unge mennesker, der ved, at de kan blive hinandens død, men samtidig har de virkelig brug for hinanden i deres liv. Det er en fortælling om aldrig at have levet og måske aldrig få lov til det. Og midt i alt dette er der håb og øjeblikke fyldt med latter og glæde. 
Hvis man er til en bog, der efterlader en både med tårer i øjnene og smil på læberne, så er det uden tvivl denne, man skal kaste sig over!

mandag den 12. august 2019

"Fårking gravid - En fremmed flytter ind" af Sofie Linde


Titel: Fårking gravid - En fremmed flytter ind
Forfatter: Sofie Linde
Serie: -
Forlag: Storyhouse
Sider: 349
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 

Sofie opdager pludseligt, at hun er gravid. Det kommer som et chok for hende, og nu skal hun altså være mor. Det er jo fedt. Men det er også enormt skræmmende, og så er det altså bare ikke skidefedt at være den gravide, der bare virkelig hader at være gravid. For det må man jo ikke, vel?
Dette er Sofies hudløst ærlige beretning om graviditet og den første tid som mor på godt og ondt.

På BogForum sidste år valgte jeg at høre Sofie Linde fortælle om sin bog. Det var hendes mand, der interviewede hende omkring den, og det blev en hylende morsom omgang og samtidig også enormt lærerig. Jeg bestemte mig for, at den skulle jeg læse. Da jeg i mit stille sind godt vidste, at vi prøvede at få en baby nummer 2, bestemte jeg mig for, at den skulle være min "graviditetsbog". Den ville jeg læse, når jeg selv stod og skulle være mor igen.
Og hvor er jeg glad for, at jeg har haft Sofies fortælling at støtte mig op af, når det har været sygemelding nummer 10 grundet kvalme eller at jeg har grædt helt modbydeligt meget over et afsnit af Gurli Gris. 

Sofie deler ALT i bogen. Den begynder netop som hun har taget graviditetstesten og følger hende så gennem 9 ekstremt hårde måneder med smerter, kvalme, cravings og en fødsel, der virkelig er den, vi alle frygter.
Men hun gør det med humor, så man som læser virkelig er inddraget og både griner med (og lidt af!) hende hele vejen igennem. Samtidig formår hun også at tage alvoren ind i fortællingen. Fødslen er ikke sjov. Der er øjeblikke, hvor baby måske er død gennem graviditeten, og jeg tror især os, der har stået dér og tænkt: skal jeg ringe eller er jeg pylret? virkelig kan nikke genkendende til det der med at det lille liv i maven bare betyder ALT for én lige pludseligt. 
Samtidig er der enormt rørende øjeblikke i bogen, og som læser kniber man en tåre flere steder i løbet af sin læsning. 

Bogen er ikke kun til den, der er gravid. Den er til ALLE. Den er til kommende fædre, der har brug for at vide, hvorfor hende man virkelig elsker, er blevet sådan et cravende, tudende og råbende monster. Den er til venner og veninder, der bare gerne vil sætte sig ind i den gravides tankegang. Og så er den til dig, der bare vil læse en skide sjov og rørende biografi. Bogen har segmenter skrevet både af Sofies mor og af hendes mand Joakim, og det er så fint at få deres vinkler på diverse emner også. Det fuldender læseoplevelsen, og det er en rigtig fin krølle at få med. 

"Fårking gravid" er en historie om, at det er okay at havde at være gravid. Man hader ikke baby af den grund. Men den er et shoutout til kvinder, for hold kæft vi er altså seje! Det er en "FUCK JER!" til mor-politiet, der hele tiden skal blande sig i, om andre er gode nok mødre. Her er en mor-fortælling, der støtter mødre i stedet for at tale dem ned. Og så er der en modig kvinde, der sætter røven i klaskehøjde, fordi at nogen skal åbne munden. 
Tak Sofie!

onsdag den 31. juli 2019

Månedlig opsummering: Ferie-ramte juli


Dette var juli for mig: Juli blev en måned, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg troede, at jeg i min ferie skulle blogge en masse, læse tons af bøger og virkelig give den gas herinde. 
I stedet blev juli et sandt ferie-paradis. Juli har budt på ro og ingenting, der skulle nås. Juli har været min fars store surprise-60års fødselsdag, som gik lige efter planen og var alle de hemmelige møder og planlægning værd! Juli blev sommerhusovernatning med Tristan, hvor det faktisk føltes som om, at vi engang kommer til at kunne tage på ferie som familie.
Juli har været lange dage i haven, både med havearbejde, is og leg. Juli har været hedeture for den gravide og derfor adskillige ture til stranden med sandlegetøj og stenkast i vandet. Juli har været planlægning, opsparringer og drømme for børneværelser.
Juli har været hygge med veninder og venner, som jeg slet ikke har haft tid til alt for længe. 
Juli har været R O. 
Juli har ikke været pligter eller stress og jag. Juli har været lystbetonet, og GUD! hvor har det dog været fantastisk.

Juli på forældre-fronten: Vi har virkelig nydt at have ferie! I skrivende stund har Tristan næsten været hjemme i 3 uger, og han skal starte vuggestue på mandag. Det bliver lidt spændende. Mark og jeg tager næste uge med, netop for at kunne køre Tristan lidt ind igen, og så vi kan nå nogle af de der kedelige, praktiske ting, man ellers ikke når herhjemme, når en tumling vil lege og kravle rundt på én. 
Juli har været en mulighed for at teste af at tage på weekend sammen som familie, en tur i Lalandia (en succes!) og en tur i Mini zoo for at se, om den idé også bed på ynglet. Det gjorde det, og i stedet for en uges ferie et sted hen, har vi virkelig nydt dagsturene og det med at mærke efter, hvad vi ville den pågældende dag. Det har været SKØNT at have Mark mere hjemme, og det er tydeligt, at Tristan har forelsket sig i sin far på ny. 
Det har givet mig mulighed for at blive aflastet, for juli har ikke været en nem måned som gravid.
Det positive, og det, der opvejer hele møget, er, at hun sparker løs. Jeg mærker hende flere gange hver dag (nu er jeg også så langt, at det SKAL jeg, ellers skal fødegangen kontaktes, GISP!), og hun giver den meget mere gas end sin storebror. Jeg nyder at mærke hende bevæge sig, og jeg minder mig selv om, at det er sidste gang, at jeg får lov til at mærke liv på den her måde. Det skal nydes. 
Alt det andet er så semi-træls, sagt på jysk. Jeg har ondt, plukveerne stopper ikke, og jeg udmattes enormt hurtigt. Min krop er bare træt og vil have flere pauser, end den kan få. Jeg er rastløs, kan ikke sidde eller ligge i lang tid, og vand i kroppen begynder så småt at melde sin ankomst. Lort. Og mavesyre. Av for satan. Jeg æder mine mavesyreneutraliserende piller, som var de slik. 
I august skal jeg både til jordemoder og læge, og der skal snakkes alvor. Og det er jeg træt af. 


Det læste jeg i juli: Som nævnt har juli betydet ferie. Men jeg har alligevel formået at læse 3 bøger, og det er jeg stolt af, taget i betragtning, at jeg virkelig ikke husker, hvornår jeg sidst tog en bog frem.

Julis bedste bog: Ingen tvivl. "Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen. Den var fantastisk på alle måder og total meget ventetiden værd! Jeg er slet ikke færdig med at hype over den, og nu er Mark gået i gang med serien. Derved kan jeg liiiige gennemleve det hele en gang til og blive mindet om, hvor sindssygt dygtig Adler-Olsen er.

Julis mest skuffende bog: De to andre bøger, jeg har læst, har begge været en middel læseoplevelse. Men den, der skuffede mest, må nok være "Den døde piges skrig" af Kristoffer J. Andersen. Dens gyser-plot fungerede, men karaktererne stod jeg helt af på, og det var en skam.

Hvad byder den kommende måned på?: August betyder tilbage til hverdagen. Som nævnt er der en uges ferie mere, men så skal jeg i gang med at finde tilbage til livet med institution, arbejde og deltidssygemelding. Det er jeg spændt på. August byder også på hyggelige timer med venner og familie, da der er enormt mange fødselsdage i august herhjemme. 
Læsemæssigt aner jeg det ikke. Jeg er nødt til at se, hvad der griber mig, tror jeg. Lige nu ved jeg det ganske enkelt ikke. 


Har I haft ferie i juli og fået slappet lige så godt af som jeg? Er der blevet læst nogle gode bøger i jeres ferie, eventuelt nogle I vil dele med andre?

mandag den 8. juli 2019

"Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen


Titel: Offer 2117
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 488
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.


Dette er den 8.bog i serien om Carl Mørck, Assad og Rose samt Afdeling Q. Der kan forekomme spoilers i forhold til de tidligere bøger!

Krigen i Syrien raser, og borgerne flygter over Atlanterhavet for at komme til fredelige lande. Men mange klarer ikke turen over havet, og der tælles ofre. Ikke kun i krigen men også i flygtningestrømmen. En ældre kvinde skyller op, og hendes ansigt vækker opsigt, også i Danmark.
Assad må pludseligt indse, at det, han er flygtet fra, kommer enormt tæt på, og Carl kæmper med en sag i Danmark, der også trækker tråde til Syrien. 
Afdeling Q står pludseligt over for en sag, der kræver international indblanding, samtidig med, at Assad må stå ansigt til ansigt med sit tidligere liv. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Afdeling Q-serien. Normalt er jeg ikke den store krimi-læser, men disse bøger har virkelig vundet mit hjerte. Der er et eller andet over serien og ikke mindst dens karakterer, som virkelig rører mig og gør, at jeg slet ikke kan lægge dem fra mig. 
Det er efterhånden noget tid siden, at der er udkommet en bog i serien, og jeg har ventet med længsel. Nogle gange kan man komme til at sætte forventningerne ekstra højt, når man venter længe på den næste bog i en serie, men jeg kan heldigvis stå her og sige, at alle forventninger plus meget mere er indfriet!



Som altid er bogen med forskellige hovedpersoner i fokus, men det er primært Carl og Afdeling Q, der er vores hovedpersoner. Carl er som altid; en mand med tendens til brok og en mand, der synes, at alle andre er langsomme og ikke fatter noget som helst af det, han gerne vil frem i livet med. Når det så er sagt, er der meget mere i Carls karakter. Han står med en voldsomt amputeret afdeling, da Rose ikke længere er ansat. Hun har trukket sig efter hændelserne i "Selfies", og han står med Assad, der pludseligt slet ikke er sig selv. Gordon er heller ikke til megen hjælp, især fordi han kører sit eget løb med en ung gut, der ringer og truer med at gå bersærk, når han vinder sit computerspil. Carls angst fylder ikke så meget i denne bog, også fordi det ikke er hans historie, der er i fokus. I stedet bliver Carl den, der trods sit dømmende og trætte væsen må holde sammen på alt. Carl viser sig fra sin bedste side i denne fortælling, både som professionel og som ven. Der er noget over Carl, som jeg altid har elsket, og det er virkelig det, som der fokuseres på i denne bog. 

I stedet bliver fokus på Assad. De sidste 7 bøger har man som læser godt vidst, at der var noget, som Assad ikke fortalte. Han kan cirkelspark, han ved ting om politi og militær, som en rengøringsassistent ikke bør kende til. Der har været hints og tanker, som man som læser har kunnet dykke ned i, men jeg personligt blev enormt overrasket over, hvordan det hele hang sammen. Jeg vil ikke afsløre Assads historie, for den skal man som læser virkelig opleve med Adler-Olsens egne ord, men jeg har både grædt og grint over den måde, Assad beskrives i denne bog.
Det er tydeligt, at Adler-Olsen virkelig elsker Assad som karakter og også nyder at skrive ham. Det fokus, han får i denne bog, har han længe fortjent, men samtidig givet det også enormt god mening, at Assads fortælling ligger så sent i serien. Der er nødt til at være et helt særligt forhold mellem Carl og Assad, før at historien kan fungere, og det gør den i særdeleshed. 



Dette er den første bog i serien, der er aktuel på denne måde. Bestemt er der skrevet om andre vigtige begivenheder i Danmark såsom de Kellerske anstalter, men krigen i Syrien berører os her og nu. Som læser kan man huske snakken om bådflygtninge, der druknede, og vi kan huske, hvordan ligene skyllede op alle vegne. Vi kan huske frustrationen, og vi kan huske det voldsomme i den frygt, der blev spredt, da IS var på sit højeste. Hvad nu, hvis en terrorist slap ind over grænsen i strømmen? 
Og det er netop disse emner, Adler-Olsen tager op i bogen. Han skaber et skrækscenarie med et opdigtet terrorangreb og dets planlægning samtidig med, at han er enormt nuanceret i hele problematikken. Her er skurke, og her er dem, der lider onder skurkenes regime. Der er ikke én indvandrer, troende eller flygtning, der er ens, og det er vel netop essensen i hele den debat, der har kørt i Danmark i flere år. 
Trådene til virkeligheden og ikke mindst den krig, der udspiller sig her og nu, gør, at læsningen bliver ekstra intens, og som læser får man gentagne gange en knude i maven, fordi det hele bare kommer lidt for tæt på. 

Der er enormt stor research bag denne fortælling, det er der ingen tvivl om. Adler-Olsen har virkelig været grundig, og selvom alle karakterer er opdigtede, så er man som læser ikke i tvivl om, at dette er en flig af virkeligheden; og den virkelighed, som vi alle frygtede, da terrorangreb var en del af vores hverdag. Det virkelighedsnære i fortællingen gør ondt, og det er formidabelt, at en krimi, der er til for underholdning alligevel kan komme ind under huden på sin læser på den måde. Det kræver en ekstrem dygtig forfatter, og det viser Adler-Olsen med denne bog, at han er.

"Offer 2117" er ikke bare den bedste bog i serien siden "Journal 64". Den piller ved læserens menneske- og verdenssyn, fordi den tvinger os til at tage stilling til en virkelighed, som vi har svært ved at begribe. Samtidig er den en sand page-turner, og som læser aner man ikke, hvad der kommer til at ske på næste side. 
Dette er et must-read, det er der ingen tvivl om!