.

.

onsdag den 17. januar 2018

"En af os lyver" af Karen M. McManus




Titel: En af os lyver
Forfatter: Karen M. McManus
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 395
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.


Fem unge er til eftersidning. Men det er kun de fire, der kommer ud i live. Simon dør under mystiske omstændigheder, og spørgsmålet er, hvem der har haft noget med hans død at gøre. For Simon kender til alles hemmeligheder, og han er klar til af afsløre de fire overlevendes allerstørste løgne. Er det Bronwyn, stræberen, der gør alt for at komme ind på Yale? Er det Cooper, elitesportsudøveren, der kan blive en stor baseballstjerne? Er det Nate, der sælger stoffer og bestemt ikke følger reglerne? Eller er det Addy, der er smuk og populær og kæreste med den populære Jake?
En ting er sikker. Ikke alle fortæller sandheden. 

Det kom nærmest fra den ene dag til den anden. Pludseligt var bogen her over alt på blogs, instagram og twitter. Hypen kom som et lyn fra en klar himmel, og når en bog nævnes alle steder, bliver jeg nysgerrig. Hvad er det, der gør, at alle går helt i selvsving over en debutant, der har skrevet "årets YA-udgivelse?". 
McManus leverer en solid debutroman, der blæste mig bagover. Jeg har været fanget i et readingslump i SÅ lang tid, men den her bog forlangte, at jeg dedikerede mig fra side 1, og den har ikke været til at ligge væk. Jeg var SÅ hooked hele vejen igennem, og den blander de fedeste og bedste genre. 
Bogens koncept minder egentlig lidt om "The Breakfast Club" - nu som krimi. En flok "stereotyper" af High School-elever er til eftersidning og deres skæbner smeltes sammen. Men krimielementet kommer, da en af dem dør. Og det bliver en sindssyg paranoid historie, hvor man som læser ikke aner, om man læser løgne, sandhed eller manipulation - og det er fedt!


Bogen fortælles på skift af de fire overlevende unge. Når man har så mange fortællere, kan det være svært at investere sig lige meget i dem alle, og nogle gange oplever man, at der er personer man er direkte ligeglade med. Men det er bestemt ikke tilfældet i den her bog! Selvom alle umiddelbart fremstilles som stereotyper, går det hurtigt op for læseren, at de alle har nuancer, hemmeligheder og kampe i deres tilværelse. På fornem vis formår McManus at få ret store emner med ind i den spændende handling. Der diskuteres syge familiemedlemmer, presset hjemmefra, vold i forhold og homoseksualitet, og det giver bogen en dimension, jeg på ingen måde havde set komme. Det tager den enormt spændende historie og giver den et ekstra lag, der bare giver så god mening. Det gør, at bogen ikke bare er underholdning og derved en historie, der er glemt hurtigt bagefter; det gør, at den virkelig kommer under huden på sin læser og gør det umuligt ikke at holde af hovedpersonerne. 

Der er så meget at tage fat i, når man skal fortælle om den her bog, og det er det, der virkelig gør den værd at læse! Udover de tidligere nævnte emner, er det her historien om, hvordan sociale medier kan skabe eller ødelægge liv. Dimensionen med blogs, twitter og instagram bliver aldrig direkte nævnt, men det er tydeligt, at her er en historie om, at der er en ekstra magt i unges liv, der virkelig kan skabe, hvem man er. Hvad der også gør bogen til enormt spændende læsning er, at man ikke ved, hvem der lyver. Hvad nu hvis den enes historie er pure opspind? Hvad nu, hvis det hele bare er manipulation af læseren? VI VED JO INTET - og derfor er det SÅ svært at ligge bogen væk, for man er nødt til at vide, hvad der er sket!


"En af os lyver" er en positiv overraskelse og fortjener virkelig al den opmærksomhed, den har fået. Det er en solid, spændende og intens læseoplevelse, som jeg slet ikke havde regnet med at få lov at opleve. Bogen er SÅ medrivende, og det er en vaskeægte pageturner, som man umuligt kan slippe.

torsdag den 11. januar 2018

"Mopper og mig" af Linse Kessler

Titel: Mopper og mig
Forfatter: Linse Kessler

Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 


Linse og Mopper er begge kendt fra TV3's populære program "Familien fra Bryggen". Seerne er ikke i tvivl om, at her er en familie med en masse historier, og her er en familie, der holder sammen uanset hvad. For første gang åbner Mopper for alvor op om det liv, hun levede i England, og mor og datter får talt om at være i familie, at blive bedste- og oldemor og om livet generelt. 

Et af mine yndlings reality-programmer er "Familien fra Bryggen". Så er det sagt. Der er humor, hygge og virkelig skønne mennesker, og jeg nyder virkelig at følge den lille familie, når de tager på nye og skøre eventyr. Det, jeg beundrer allermest, er det sammenhold, som programmerne portrætterer, opstillet eller ej. Jeg har tidligere anmeldt Linses egen biografi, og vinklen med at få Mopper med i en bog, var jeg ret vild med. Jeg kan godt lide tanken om, at her ikke er en klassisk biografi men snarere en bog med samtaler mellem mor og datter. Formatet fungerede enormt godt, og jeg synes virkelig, at stemningen fra programmerne er blevet fanget godt i bogen.

Der er kapitler, hvor Linse og Mopper taler sammen om forskellige emner eller historier, og der er kapitler, hvor de fortæller hver for sig. Linses kapitler var lidt en gentagelse af hendes egen biografi eller ting, der er set på Tv, så derfor var det samtalerne og Moppers fortælling, der fangede mig mest som læser. Moppers kapitler er skrevet med humor samtidig med en vis kynisme over for det liv hun har levet og til tider er flygtet fra. Mopper er en god fortæller, og man kan virkelig mærke hendes ånd i den måde, det er skrevet og fortalt på.
Samtalekapitlerne er lidt som at blive inviteret ind i en stue til en kop kaffe. Der er et stort VELKOMMEN i den stemning, disse kapitler skaber, og flere gange må man grine sammen med Brygge-damerne over de skøre ting, de har oplevet. 

Jeg valgte at høre bogen som lydbog, og det gav virkelig min læsning en ekstra dimension. Der var fundet 2 oplæsere, så der var en til at agere Linse og en til at agere Mopper, og især i samtale-kapitlerne blev fortællingen lige det mere levende. Det var virkelig som at sidde sammen med de to damer og tale om deres liv, og oplæserne er virkelig gode til at spille med, grine hjerteligt og ikke bare læse op. De lever virkelig karaktererne, og det er det, der virkelig gør en god lydbog!

"Mopper og mig" er bestemt en fin og ordentlig hyldest til et menneske, der har betydet meget for Linse. Det er den ufortalte historie om en dame, der fik det lykkelige liv trods en familie, der var snobbet og ikke altid lige harmonisk, og det er historien om en mor og datter, der virkelig elsker hinanden og er der for hinanden i tykt og tyndt. Det er en rigtig fin "afslutning" på Moppers liv i det offentliges søgelys, og det er en hyggelig, morsom og rørende måde for Linse at få sagt endeligt vi ses til sin mor på - på bedste Brygge-manér.

mandag den 8. januar 2018

"Morika: Vildhunden og Panteren" af Sidsel Sander Mittet


Titel: Vildhunden og Panteren
Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Serie: Morika

Forlag: Facet
Sider: 335
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Facet.


Korau, Eshri og deres følge er noget frem til modstandernes lejr, men det betyder ikke, at alt er okay. Selvom alle er enige om, at Oryndro skal besejres, er alle ikke enige om, hvorvidt Morikanerne og Hilaerne kan kæmpe sammen. 
Samtidig overfaldes Eshri, og det starter en lavine af problematikker både i lejren og i kampen mod Oryndro. 

Jeg kunne egentlig meget godt lide den første bog i serien, og derfor glædede jeg mig til at læse videre.
Det er uden tvivl universet, der er seriens stærkeste kort. Det er fantastisk at blande fantasy med nutidens problemstillinger som racerenhed, racediskussion og fordomstanker. Det er SÅ fedt at se den debat, der kører i medierne lige nu behandlet i en alternativ verden. Det har jeg sjældent set gjort så godt i en YA fantasyroman, og det skal Mittet have stor ros for.
Jeg er vild med idéen om den krig, der føres, og jeg er ret spændt på at se, hvem der vinder til sidst: "Idealisterne" eller "de fremmedfjendske", hvis man nu skal sætte det lidt sort/hvidt op.


Når det så er sagt, var det her virkelig den svære 2'er. Der er ikke mere at tale positivt om. I min anmeldelse af den første bog, nævnte jeg, at mit store problem var hovedpersonerne, og det er det fortsat. Problemet i denne bog er bare, at det denne gang er begge fortællere, jeg blev træt af, og så er det svært at engagere sig i historien.
Lad os starte med Eshri. Ligesom i den første bog er hun meget naiv, men her tenderer hun til at være direkte dum. Nogle af de beslutninger og handlinger, hun træffer gennem bogen er direkte fatale for plottet, og jeg sad til tider og tænkte, at hvis hun nu bare var blevet gemt væk i et telt, til det hele var overstået, så var den krig vundet på 5 minutter. Eshri fylder bogen med teenagefnidder og et fuldstændig irrelevant trekantsdrama, der intet godt gjorde for fortællingen. Jeg var SÅ træt af hende, og hendes kapitler skulle vitterligt overstås. Hun var ikke relevant for historien på nogen måde, og den smule sympati, jeg havde for hende i den første bog, forsvandt som dug for solen, desto længere jeg nåede ind i bog 2.

Korau er den anden hovedperson, og ham kan jeg trods alt bedre med. Jeg elskede hans handlekraftige person i bog 1, og her var der en soldat, der ligesom fattede, hvad det hele handlede om. Problemet for mig blev, at han er i den anden bog blev for teenage-agtig, ligeom Eshri. Han forelsker sig i Taka, og så er hans mål at imponere hende og få hende med i seng. Det fede element af hans fortælling, nemlig krigen og den kamp, der er nært forestående, bliver sat i baggrunden for diverse score-scener og forsøg på at få lov at være alene med Taka. Det var bare slet ikke den udvikling, jeg havde regnet med for hans person, og det var en skam, at jeg mistede lysten til at følge ham også. Skal jeg dog vælge, var Koraus del af fortællingen mest spændende at læse om, eftersom han drev plottet frem og fortsat fungerede som soldat for Morikanerne. 


Bogens plot starter for alvor, da Eshri og en ven overfaldes ude i skoven. Eshri voldtages af Odyndros soldater, og mange kapitler kommer til at gå med efterspillet af dette, både for krigen og for Eshri personligt. Det giver god mening at tage svære emner op gennem fantasy, for det er tydeligt, at Eshri er i en PTSD-lignende tilstand, og det beskrives ret fint, men samtidig er det så ufatteligt urealistisk beskrevet, fordi det hele tiden sættes på spidsen, og mændene i lejren står i kø for at bevise, at ikke alle mænd er onde ved kvinder. Det kommer til at fylde på en mystisk måde, der ikke gavner historien, og derfor bliver emnet voldtægt og kvinderettigheder slet ikke behandlet med den nuance og relevans, det kunne have i fortællingen.

Jeg må erkende, at jeg er skuffet efter at have læst den anden bog i serien. Universet er bogens stærkeste kort, og det er også grunden til, at jeg vil læse serien færdig, for jeg er nødt til at se, hvordan det ender med hele Morika. Men hovedpersonerne har jeg ikke meget til overs for længere, men jeg håber, at det lykkes Mittet at holde mig fanget i den sidste bog, og at dette "bare" kan og skal kategoriseres som den svære 2'er. 

lørdag den 6. januar 2018

Livet som mor: Min fødselsberetning

Nu er det efterhånden 3,5 måneder siden, at jeg fødte Tristan. Tiden går jo vanvittigt stærkt, og jeg kan slet ikke følge med. Det føles som om, at han altid har været her, samtidig føles det som om, at der kun er gået sekunder. Det er en kliché, det der med at tiden bliver en anden når man får børn, men NØJ, hvor er det rigtigt!
Jeg spurgte på min Instagram, om I gerne ville have lidt indlæg om livet som mor, for der er ærlig talt ikke den store tid til bøger for tiden. Det sagde størstedelen ja til, så derfor vil jeg lægge ud med min fødselsberetning. 
NU ER DU ADVARET!!! Der vil blive skrevet om blod og andre kropslige udskillelser i dette indlæg, og jeg ligger ikke fingre i mellem. Det er nemlig sådanne beretninger, jeg selv havde brug for at læse, da jeg var tæt på at føde. Jeg skal bestemt ikke klage. Jeg havde den bedste fødsel nogensinde, og jeg er blevet forskånet for meget. Men alligevel vælger jeg at dele beretningen med jer. So here goes!


Jeg havde termin mandag den 11.september, og der var INGEN tegn på, at jeg var på vej i fødsel. Efterhånden blev vi mere og mere utålmodige, men der skete ingenting. Torsdag aften så vi film, og der havde jeg 2 kramper i underlivet, men det stoppede igen, og vi tænkte, at det nok var meget kraftige plukveer. Fredag formiddag tager vi Mark til kiropraktor og jeg følges med ham ned i fitness, hvor jeg sidder og er tyk med min bog. Der sker INGENTING. Her er jeg 40+4, altså gået 4 dage over terminen. Vi kommer hjem og jeg synes, at kramperne fra dagen før kommer igen, men de er kun nogle sekunder og der går lang tid mellem. Dog synes jeg, at det føles anderledes end noget andet, og jeg vælger at ringe til fødegangen i Kolding. En jordemoder siger, at det måske er veer, men det er jo tidligt i forløbet, og hun ved jo ikke om det går i sig selv igen. Her er klokken 13.
Vi tænker ikke yderligere over det, og Marks mor kommer forbi for at hjælpe med at gøre lidt rent, for det har jeg på ingen måde energi til længere på det her tidspunkt. Klokken 15 synes jeg godt nok, at det gør ondt. Jeg har ikke den slags veer, som alle beskriver. Det trækker ikke om i ryggen eller ned i benene. Det føles ikke som menstruationssmerter; det føles som om, at der er én der presser mit skamben ind i kroppen på mig, og det er KUN nede på skambenet, at det gør ondt. Så kan det vel ikke være veer? Jeg ligger på sofaen og tuder. Det gør så skide ondt, det bliver ved, og det stopper nærmest ikke. 
Jeg beder Mark ringe til fødegangen, da jeg ikke selv er i stand til at tale i telefon. Marks mor gør pligtskyldigt mere rent, mens jeg ligger og græder. 
Mark rækker mig telefonen (SELVOM JEG SAGDE AT JEG IKKE KAN TALE!), men jordemoderen er sød og tålmodig. Jeg beskriver smerterne og siger, at jeg er bange, for det føles slet ikke som det, alle beskriver. Hun siger, at det er veer, og de kan godt sidde der. Det er helt okay. Hun hjælper mig med at trække vejret og siger, at vi skal tage tid på det, for hun kan høre, at det kommer hyppigt, men længden varierer. Vi aftaler, at vi ringer, når de konsekvent varer over 1 minut. Mark sørger for at lave de lækre kyllingeburgere, vi skulle have til aftensmad, men hver gang jeg tager en bid af noget, får jeg en ve. Jeg skal konstant tisse, og turen til toilettet er forfærdelig. Tyngden på bækkenet gør så ondt, og jeg er i konstante veer, indtil jeg ligger ned igen. 
Mark spiser pligtskyldigt sin burger og hans mor tager hjem med lovning på, at vi bare kan ringe hvis nu der er noget. 

Da klokken er 18, kan jeg ikke mere. Jeg skriger og græder og tænker, at det simpelthen ikke skal gøre så ondt. Det kan ikke passe, at starten af en fødsel, inden de regelmæssige veer skal være så voldsom. Jeg beder derfor Mark ringe til Kolding igen, og regelret som manden er, minder ham mig om, at veerne er uregelmæssige stadigvæk (de varer alt mellem 30 sekunder og 3 minutter), og de kommer konstant. Jeg skriger, at jeg er skide ligeglad og at han ringer - NU! Som sagt så gjort. Det er den samme jordemoder, og hun kan godt huske mig. Jeg siger, at nu kan jeg ikke mere, jeg tør ikke være herhjemme, og jeg vil gerne ind. Hun siger ja til at tjekke, hvor langt vi er i forløbet, og jeg siger til Mark, at nu kører vi. De sidste ting bliver i panik pakket i taskerne, for jeg ligger der og skriger mens han forsøger at få ud af mig, hvor fanden jeg gemmer den skide væske til mine linser! Da taskerne er båret ned og et håndklæde er lagt på bilsædet (vandet er ikke gået endnu), skal Mark hjælpe mig ned i bilen, og det er i vestorm og skrig. Stakkels Gårslev og underbo...
I bilen er det ulideligt. Jeg vil gerne ligge ned, men det kan jeg ligesom ikke, så jeg skriger, råber og klemmer alt jeg kan. Mark hjælper med vejrtrækning og gør med garanti alt for ikke at køre 180 på motorvejen. Da vi endelig ankommer til Kolding, får han bakset mig over i en kørestol, og vi kommer ind på en stue, hvor en jordemoder vil tjekke, hvor langt jeg er i fødslen.
Her er klokken 19.

Jeg græder og græder og har ondt. Jordemoderen kigger lidt undrende på mig, og hun beder mig en anelse nøgternt om at trække vejret, for ellers kaster jeg op. Efter noget tid har jeg mod til at hun tjekker mig mellem to veer, og hun konstaterer, at jeg er 3-4 cm åben. Men hvor lang tid det har taget at nå dertil, ved hun jo ikke rigtigt. Hun er ved at sende os hjem for jeg er lige på grænsen til aktiv fødsel, som er der, hvor de beholder én, men jeg siger desperat, at jeg ikke vil hjem. Der er en biltur på 40 minutter hver vej, og jeg har SÅ ondt. Det er tydeligt, at jordemoderen tænker, at jeg skaber mig. Men jeg holder fast og siger, at så må jeg sidde på gangen - jeg går ingen steder! Hun opgiver og tjekker, om der er en mulighed for at vi bliver. Vi er heldige, for det er ikke en travl aften, så vi får en fødestue. Mark kører bilen ud på den rigtige p-plads i stedet for akut-pladserne, og han møder os på fødestuen, hvor jeg får hospitalstøj på. Her er klokken 19.30.

Jordemoderen spørger om jeg vil have KLYX, som er et afføringsmiddel, så der ikke kommer andet end baby ud under pressefasen. Det takker jeg ja til, og samtidig med, at jeg har enormt stærke veer, hvor jeg virkelig har lyst til at presse, skal jeg klemme sammen, for man skal beholde KLYX i endetarmen i 10-15 minutter. Veerne bliver ved, og jeg kan slet ikke se en ende på det og er 100% sikker på, at jeg skider over alt. Jeg kan simpelthen ikke klemme sammen samtidig med de veer. Det ender med, at jeg får forhandlet med jordemoderen om, at jeg må komme ud på toilet efter 7 minutter - der kan jeg bare ikke mere. Mark står udenfor døren, og jeg kommer af med det, jeg skal. Jeg har en konstant ve, mens jeg sidder på toilettet, hvor jeg SKAL sidde i 10 minutter for at sikre, at alt kommer ud. Jeg får kvalme og har så ondt, at jeg virkelig fornemmer, at jeg skal kaste op. Efter toiletbesøget, tager jeg et bad for at blive ren og lige starte på en frisk. Mark kommer med ud og støtter mig under veerne, og midt i at tørre mig efter badet, går min slimprop i et stort PLOP. Den glider hele vejen ned af mit inderlår, så jeg må tage et bad mere og vaske resten væk. Men så er fødslen vel også i gang, bliver vi enige om. Jeg får håret op i en knold, kommer i tøjet og ind på briksen igen. 
Hjemmefra har jeg skrevet en ønskeseddel, og der har jeg bedt om en så naturlig fødsel som muligt. Men jeg fortryder. Jeg græder, skriger og har så ondt. Tanken om, at det kan tage et døgn mere, tager alt mod fra mig, og jeg husker, at vi til fødselsforberedelse fik at vide, at morfin var en mulighed og at det også var den mindst indgribende smertelindring rent medicinsk. 
Jeg beder derfor om morfin, men jordemoderen siger, at det kan man ikke få. Jeg siger at det vil jeg. Men jeg har jo ønsket noget andet, siger hun, og jeg beder hende stikke den liste skråt op og hjælpe mig - N U! Det er tydeligt, at hun stadig tænker, at her er en pivet førstegangsfødende, så efter noget tid aftaler vi, at hun kan tjekke, hvor langt jeg er, og så kan vi se på, hvad vi gør med medicin osv bagefter. 
Her er klokken 20.30.

Jordemoderen tjekker mig og ser helt forkert ud i ansigtet. Jeg er sikker på, at hun nu siger, at der ikke er sket en skid. Men hun kigger smilende på os og siger, at jeg nu på en times tid har udvidet mig til 7-8 cm. Så det går hurtigt! Pludseligt kan jeg mærke en ild brænde i mig. Det nytter fanme. Jeg har stærke veer af en grund! Og hun siger, at alt smertestillende er udelukket nu, så jeg kan få ilt og nus, og at jeg nok skal klare det. Pludseligt ændres hedes attitude, og det er tydeligt, at hun nu forstår, at jeg faktisk HAR haft ondt. Efterfølgende taler vi med hende om, at nogle kvinder ikke mærker den første del af fødslen. De går direkte i den aktive fødsel, og jeg har højest sandsynligt været en af dem. Jeg får en kold klud på panden, klemmer Marks hænder helt blå, og drikker saftevand for at få energi, da jeg ikke har spist siden min morgenmad. Jeg forsøger mig med ilten, men jeg får kvalme og opgiver den. Pludseligt føler jeg virkelig, at jeg skal på toilettet igen, og det fortæller jeg jordemoderen. Hun ryster på hovedet og siger, at det er pressetrangen, der kommer, og at jeg skal vente med at presse lidt endnu. Det er SÅ svært at lade være. Jeg har altid hørt folk sige, at kroppen presser af sig selv, og at man derfor "bare" skal presse med. Jeg tænkte det var noget fis. Men det er fanme rigtigt! En sindssyg presse-fornemmelse overrumplede, og det var fantastisk dels fordi presseveerne overhovedet ikke gjorde ondt, men også fordi at jeg vidste, at jeg om lidt kunne gøre noget i stedet for bare at ligge dér og have ondt!

Klokken lidt over 21 må jeg ENDELIG presse med, siger hun. Der er jeg 10 cm åben, og hun får mig om på ryggen, da jeg gerne vil ligge den vej og føde. Jeg presser endelig med, og det er den vildeste følelse. Jeg tror jeg brøler som et vildt dyr fra urtiden, og hun beder mig faktisk om at bruge de kræfter på pres, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Det første pres er langt og voldsomt, og hun siger, at hun kan se et behåret hoved, så hun beder Mark trække i snoren, der skal tilkalde en ekstra jordemoder til stuen. Samtidig får hun pakket diverse ting ud, som hun skal bruge, når Tristan er født.
Mens jeg presser, siger jeg undskyld for at tisse, men hun siger, at det er vandet, der er gået, og at det kommer i kaskader - og at det er grønt. Noget af det, jeg frygtede allermest ved at gå over tid var grønt fostervand, for det har vi knapt så behagelige historier omkring i familien, og jeg går totalt i panik og vil bare have ham ud. Mark er rigtig god til at sige, at de har styr på ham og at vi ikke skal være bange, og jordemoderen gør klar til at sætte en lille ledning på hans hoved for at tjekke ham løbende og være sikker på, at han har det godt. Maskinen, der skal vise hans tal, virker ikke, men det er faktisk også lige meget, for da den næste presseve kommer, presser jeg så voldsomt og kan slet ikke stoppe igen, selvom hun beder mig holde igen. 1, 2, 3 - så kan jeg mærke et kæmpe PLOP! Hoved og krop er født i samme ve, og Tristan kommer op på min mave. 
Klokken er 21.27.

Jeg er i så stort et chok. Det gik så sindssygt hurtigt, og jeg har slet ikke forstået, at han er der. Han græder og får en varm dyne på, og tørrer ham lidt af og giver ham den hue på, som Mark har valgt. Den anden jordemoder er ikke nået ind på stuen, og både Mark og jeg græder. Jeg græder af lettelse, chok, glæde og træthed. Det er så sindssyge følelser at have på samme tid, og han er så dejlig. Han lyder meget rallende, og hun er lige ved at tage ham hen til børnebordet for at give ham lidt ilt, men det går i sig selv igen. Han ender med blot at ligge på mit bryst og kigge på os. Den anden jordemoder kommer ind og ser, at fødslen er overstået, og de hjælpes ad med at få navlesnoren klippet sammen med Mark og vores jordemoder får tjekket mig igennem. Jeg er okay med en "klassisk førstegangs-bristning", så jeg får 3 sting, som jeg slet ikke kan mærke. Hun beder mig komme ud og tisse, når jeg kan, for det skal man efter fødslen for at vise, at alt er okay.
Tristan bliver målt og vejet og er lige som han skal være. Tilfældigt er den jordemoder, vi har gået hos, på arbejde, og hun kommer ind og ønsker tillykke med ham. 
Den søde jordemoder, der var med til fødslen roser mig og siger, at jeg var mega sej, og det nærmest aldrig sker, at hun får en mor ind, der er til stede hele vejen igennem og endda også magter at være sarkastisk gennem hele forløbet. Vi bliver enige om, at vi har været så trygge i hinandens selskab, og jeg kunne ikke have haft en bedre jordemoder end hende!
Da vi endelig er færdige på fødestuen er klokken 01 om natten, og alt er helt okay, så vi må egentlig godt tage hjem, men får lov at blive og sove og være der lidt dagen efter, så de kan se nogle flere amninger, da jeg er lidt usikker på det.
Men det er en helt anden historie.



Det var min fødsel. Det er så vildt at genleve, og jeg sidder nu med tårer i øjnene. Det er den vildeste fornemmelse, og jeg er bestemt ikke bange for at skulle igennem det en anden gang. Jeg har været så heldig med mit forløb, min jordemoder og med at det gik så sindssygt hurtigt. Jeg fik aldrig de der klassiske veer, vandet gik ikke før til allersidst og generelt ligner det ikke en førstegangsfødsel. Men jeg er så glad for, at det netop var sådan, at Tristan kom til verden!

Hvad vil I ellers vide om livet som mor? Hvad kunne være sjovt, spændende eller interessant at læse et indlæg om??

tirsdag den 2. januar 2018

Månedlig opsummering: Dvaske december



Dette var december for mig: December plejer at være min yndlings måned. Flere måneder inden december melder sin ankomst render jeg rundt og lytter til julemusik i smug, glæder mig til at gå med juletøj og være en god nisse på arbejde for en kær kollega. Jeg glæder mig til at shoppe julegaver, spise god mad og pynte juletræ hos mine forældre.
Men december blev slet ikke det, jeg håbede. Der har ganske enkelt ikke været overskud til det. December er i stedet blevet en måned, hvor dagene er gledet sammen og pludseligt var det juleaften. Hjemmet blev sparsomt pyntet op, og der er ikke blevet set en eneste julefilm. Lyder det deprimerende? Det er det egentlig ikke. December er gået med mødregruppe, hygge hos familie og at kæmpe for at skabe vaner i barnets hverdag. Baby har uden tvivl været overskriften for min december, og det er det, jeg har brugt al energi på.
Heldigvis har der dog også været tid til julehygge i juledagene. Der er blevet holdt julefrokost hos begge vore familier, og for første gang holdt vi fælles jul alle sammen, da alle gerne ville være med til Tristans første jul. December har stået i familiens tegn, og det er vel egentlig det, det hele handler om?

December på forældre-fronten: Tristan er nu blevet 3 måneder. Det betyder, at han har fået sin første vaccine, for herhjemme vaccinerer vi vores børn med glæde! Dermed ikke sagt, at det var en fornøjelse. For første gang har jeg hørt mit barn græde, fordi han var ked af det. Ikke træt, sulten eller overstimuleret; bare ulykkelig. Det var SÅ hårdt, men så snart vi forlod lægehuset, var han okay, dog med feber i et døgns tid efterfølgende. Amning har fyldt meget, for jeg har en dreng, der vokser med 180 i timen, og jeg har bare ikke nok mad altid. Så vi træner flaske. Og jeg ville ønske, at han havde mødt den før nu, for det er så svært at lære ham. Han er glad for modermælkserstatningen, men han har så svært ved at få fat i flasken. Men vi øver og glæder os til, at han midt januar kan begynde at få grød. Det bliver godt for ham. Derudover har jeg brugt rigtig meget tid på at skabe rytme for ham ift hans søvn, og det er lykkedes, omend nætterne er blevet lidt mere kaotiske - men man kan jo ikke få det hele. 



I december læste jeg: 1 bog. Hold nu fast. Men bøgerne er simpelthen ikke blevet prioriteret i december, det erkender jeg blankt. Jeg har hverken haft lyst eller overskud til læsningen og er endt i et giga reading slump, som jeg håber at komme ud af i det nye år! For jeg savner egentlig bøgerne, men når Tristan sover, kan jeg bare ikke samle mig om at læse. I stedet har jeg været kreativ og hørt "Den korte radioavis", hvilket der også skal være plads til engang i mellem.

Decembers bedste bog: Den bog, jeg har læst, var til gengæld fantastisk, og den påvirker mig stadig. Jeg har læst "Hun bad selv om det" af Louise O'Neill, og er der en bog, man bør læse i 2018, så er det den! Det er nok en af de vigtigste YA-bøger jeg har læst i lang tid, og jeg har anbefalet den lige siden.

Decembers mest skuffende bog: Der har jo ikke rigtigt været nogen, kan man sige...

Hvad byder den kommende måned på?: Januar bliver en ny start. På mange måneder. Jeg glæder mig til at komme i gang med min træning igen, for det er jeg endelig klar til. Jeg glæder mig til at få overskud til den sunde mad, for nu sidder baby med ved bordet, og han er den allerbedste motivation til at tage de gode valg. Og jeg glæder mig til at han kan spise sammen med os - det bliver awesome! Jeg har forberedt lidt til bloggen i januar, så den ikke står så stille, som den har gjort siden min fødsel. Jeg lover, at jeg vender stærkt tilbage i det nye år, for jeg savner jer! Januar bliver forhåbentlig en måned med læselyst og skønne oplevelser med min lille familie.