.

.

onsdag den 22. marts 2017

De store forandringer




Det er ikke tit, at jeg skriver om mit private privatliv på bloggen. I får et glimt af det i min månedlige opsummering, men det er ikke siden bryllup, at jeg har skrevet om det, der sker bag facaden i det lille hjem i Gårslev.
Det er ikke fordi, der er noget specielt spændende at berette, men nogen gange kan det være rart at få tænkt sin tilværelse igennem og at få sat nogle ord på, hvad der fylder, også på bloggen, der egentlig skal handle om læseoplevelser og smukke bøger.
Da vi skulle giftes valgte jeg at lave et par indlæg om brylluppet, dagene op til og dagene efter. Jeg kunne se, at I elskede det og læste flittigt med, og derfor tænker jeg, at jeg vil opdatere jer på, hvad der sker hjemme ved os og de store forandringer, vi har måttet gennemgå siden sidste "personlige" indlæg. 

2016 og 2017 (ja, allerede nu vil jeg evaluere på dette år!) har været de mest sindssyge år i mit liv nogensinde. Både Mark og jeg blev færdiguddannet midt januar 2016, og 3 dage efter stod jeg med en ansættelse på 37 timer fast. Det var slet ikke det, jeg havde regnet med, og jeg følte mig på en måde slet ikke klar til at skulle på arbejdsmarkedet. Jeg havde regnet med i hvert fald 3-4 måneder på dagpenge, men selvfølgelig sagde jeg ja, det da var drømme-jobbet, jeg fik tilbudt.
Det har været et lærerigt år for mig. Nu har jeg været ansat i 1 år, og jeg har nået både at arbejde i børnehaven, med førskole-gruppen, i SFO og som støtte i undervisning. Rollen som blæksprutte har altid passet mig godt, og der er ikke én dag, der er som de andre. Det, jeg virkelig elsker, ved at arbejde med børn, er, at du ikke kan have en off-day. De kræver din fulde opmærksomhed og man kan ikke andet end at være glad i låget, når man går hjem efter en dag med knus, grin og alvorlige snakke. Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker ungerne og de søde kollegaer. Her vokser jeg og her hører jeg hjemme!


Samtidig med det nye liv på arbejdsmarkedet, har vi for alvor skulle finde en hverdag med arbejde, ægteskab og hinanden. Og ønsket om en familie. Siden vores bryllup i august 2015 har vi været enige om, at næste skridt var familieforøgelse. Vi var klar til bryllup og så det hele for os: en bryllups(rejse)baby, vi ville begge nå færdige med studiet, og alt ville passe perfekt sammen. Det var bare slet ikke sådan, det skulle være. Den barske virkelighed er, at man ikke selv kan bestemme, hvornår man vil være gravid og have børn. Jeg valgte at tage til læge for at tale om min bekymring om den manglende baby, og en henvisning til udredning og eventuel behandling blev skrevet, og det blev en dagsorden, der lagde sig som en tung sky, især hos mig. Det er utroligt, hvad det gør ved en kvindes kvindelighed, når hun ikke kan få børn. Jeg (ikke man!) følte mig forkert og utilstrækkelig, og i stedet for at nyde hinanden blev fokus på timing og hvad ægløsningstesten sagde. Det er ikke en proces, jeg vil ønske for min værste fjende, og det har været SÅ hårdt psykisk, at jeg til sidst var i tvivl om, hvordan jeg skulle komme op igen.
Venner og veninder fik børn, og det kom så let, og vi stod i vores lille hjørne og kæmpede og kæmpede. 

I december 2016 gav jeg op og kontaktede en præst (da det er gratis i dette skønne land) og talte det hele igennem. Sorgen, tabet, frustrationerne og skrækken for, om vi nogensinde fik lov at opleve glæden ved at være forældre.
Det hjalp men samtidig gav det mig ret i, at her var noget, der var større end mig, som jeg ikke kunne bestemme over, og måske skulle jeg lære at sige højt, at det her måske ikke var det, jeg skulle lige nu. Udredningen af os begge sagde intet om, at vi ville have svært ved at få børn, men vi fik lovning på at kunne starte behandling januar 2017, da jeg stampede i jorden og bad om trygheden i, at hvis vi ønskede det, kunne vi få hjælp. Vi valgte det fra, for vi var ikke klar til at starte den proces, der betyder, at kontrol bliver fjernet fuldstændig. DE bestemmer ALT over ens krop, og det kunne vi slet ikke overskue. Det kræver en psyke, som jeg slet ikke kan forestille mig, at nogen kvinder kan finde. Så vi takkede et fælles nej men med trygheden i, at behandlingen kunne starte hvis eller når vi blev klar. 


Den 29. december 2016 ændrede alt sig. Jeg bestemte mig for at bruge den sidste graviditetstest, jeg havde liggende, så jeg var forberedt på menstruation et par dage efter. Men testen var positiv. Der var en streg, og vi kunne begge se den.
Og nu sidder jeg her. Jeg ved at jeg skal have verdens dejligste lille dreng, og jeg kan slet ikke forstå, at det kom helt af sig selv til sidst.
Til september starter vi et helt nyt kapitel herhjemme, og vi glæder os SÅ meget!


Søde læsere, det er forklaringen på stilheden herfra. Jeg har været SÅ træt, at bloggen er kommet som sidste prioritet, og vi har villet være sikre på, at alt var godt, før vi fortalte om det i det offentlige rum. Men den er god nok. Baby T spræller rundt derinde, og vi er SÅ glade! Jeg skriver ikke det her indlæg for at få medlidenhed, for det lykkedes til sidst, og der er andre, der skal igennem SÅ lang og sej en kamp. Men jeg skriver det, fordi det er vigtigt for mig at nedbryde det tabu, som barnløshed er. Og jeg skriver det fordi, at jeg havde brug for, at nogen havde skrevet det, så jeg vidste, at jeg ikke var alene, dengang det var allersværest for mig.

Det gør ikke noget ved bloggen, og mit overskud er tilbage igen. Bloggen bliver fortsat om bøger, men der kommer en lille bitte smule om baby engang i mellem, og jeg håber, I vil følge med :) 

fredag den 3. marts 2017

Månedlig opsummering: Tunge februar


Dette var februar for mig: Februar har været en tung måned med alt, hvad det indebærer. Jeg har været ramt af umenneskelig træthed, og overskuddet har ikke været til alt det, jeg egentlig gerne ville.
I februar har jeg arbejdet og forberedt som aldrig før, fordi jeg til april starter vores førskole-gruppe, og alt skal være klar, når de starter. Bøgerne har stået i sidste række, og jeg har savnet min læsetid og min læselyst, men nogle gange er det bare ikke bøgerne, der kalder på mig.
Herhjemme har livet stået lidt stille, hverdagen har virkelig været hverdag, og de små øjeblikke kan tælles på én hånd.
Februar har været en måned med travlhed og planlægning ned i mindste detalje. 
Nu skal det ikke lyde som om, at februar var det rene lort. For det var den ikke! Jeg har været i teateret med Mark og se "Medea" på Aarhus Teater, og det var en fantastisk oplevelse!
Jeg har haft en fantastisk dag med søde Anne i Aarhus, hvor der blev shoppet, drukket te og grint så tårerne trillede, da vi så "Erasmus Montanus" på Aarhus Teater. Det er en dag, jeg stadig tænker tilbage på med smil og latter, og jeg elsker veninde-stunder, som bare er guld værd!
Februar har være travl og ikke den bedste måned, men de gode stunder, der har været, skatter jeg uendeligt højt. 


I februar læste jeg: Ja, det er deprimerende. Det er blevet til 2 bøger, og Goodreads minder mig kærligt om, at jeg nu er bagud i min reading challenge. Men det er jo ikke, fordi jeg skal stresse.... Jeg har simpelthen ikke haft tid, og så er det grundet, at den 3.bog jeg er gået i gang med denne måned, virkelig tager mig tid og dræner mig for læseoverskud...

Februars bedste bog: Det må uden tvivl være "Cinder"! Jeg er ellevild med den, og jeg kan slet ikke vente med at læse resten af serien, for hold nu op hvor den var fængende! Den kunne noget helt specielt, og jeg nød virkelig at læse den.

Februars mest skuffende bog: Normalt siger jeg ikke bøger, jeg ikke har læst færdig, men jeg er nødt til at sige "Dødens mærker" af Veronica Roth, for den har simpelthen taget mig så lang tid, og jeg har kæmpet med den snart i en måned. Det er så sjældent, det sker, og det er ikke fordi handlingen ikke er spændende. Men den er skrevet SÅ tungt, at jeg ikke kommer nogen vegne med den, og derfor må den godt nævnes her.


Hvad byder den kommende måned på?: Marts bliver alt det, som februar ikke var. Marts er proppet med skønne aftaler med min mand og med skønne venner. Der er alt fra veninde-dates til double-dates med yndlingsmennesker, og jeg glæder mig sådan til at lave ting, jeg virkelig har L Y S T til. Marts' læsestak er ved at være på plads, og jeg har bestemt mig for, at jeg nu tager mig sammen og kommer gennem "Dødens mærker", så jeg kan læse alle de andre skønne bøger, der ligger og venter på mig. 
Marts bliver en måned med koncerter, standup, biografture, spil og latter, og jeg kan slet ikke vente. Marts er forår og lys, og jeg glæder mig til at dele store forandringer og ting med jer, som jeg bare har krydset for blev til noget!

Hvad byder jeres marts på? Har februar været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i marts?  

lørdag den 25. februar 2017

Vlog: December+Januar Bookhaul 2016/17

Det er endelig blevet tid til, at jeg kan dele min december 2016 + januar 2017 Bookhaul med jer! Det er da lige ved, at jeg kunne have taget februar med også med det elendige tempo, jeg kører med for tiden!

Det er min korteste bookhaul til dato, men det var rart, da den skulle filmes og redigeres på under en time!
Jeg har både nogle spændende, nye udgivelser og smukke klassikere fra Folio Society med i videoen, og jeg har glædet mig til at dele dem alle med jer :)



Er der nogle af bøgerne, I har læst og hvad synes I? Har I gjort jer nogle skønne bogkøb de seneste måneder?

onsdag den 22. februar 2017

"Cinder" af Marissa Meyer


Titel: Cinder
Forfatter: Marissa Meyer
Serie: Lunar Krøniken
Forlag: Høst & Søn
Sider: 368
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Høst & Søn.


Alle kender eventyret om Askepot. Men forestil dig, at eventyret foregik i en Sci-Fi verden...
Cinder bor hos sin værge og i en verden, hvor mennesker og Cyborger lever side om side. Hun er halvt menneske, halvt cyborg, og der er ingen tvivl om, at hun er nederst i hierakiet. Der er mange, der ser ned på folk som Cinder, og derfor er hun dømt til at tjene penge, så hendes værge og hendes to døtre kan leve i sus og dus.
Landet plages af en frygtelig pest, som ingen kan kurere, og kejseren er blevet ramt. Cinder møder tilfældigvis prinsen, og selvom hun ikke vil indrømme det, forelsker hun sig i ham. Men prinsen er i fare, og Cinder er måske den eneste, der kan redde ham.

Først købte jeg bogen på engelsk, for ALLE snakkede om den! Jeg fik den aldrig læst, for I kender mig jo... Men da Høst&Søn sendte mig bogen til anmeldelse, røg den i min læsestak med det samme, for den krævede min opmærksomhed, og den havde fået så mange rosende ord med på vejen. Jeg var NØDT til at se, hvad det var, alle snakkede om.
Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, for historien om Cinder er intet mindre end fantastisk!
Jeg har altid elsket, når bøger har taget udgangspunkt i noget og ændret det fuldstændigt. Her er der tale om det klassiske eventyr om tjenestepigen Askepot, der drømmer om at blive prinsesse og komme væk fra sit liv som tjenestepige.
I Cinders fortælling er vi tusindvis af år fremme i tiden i en verden med robotter og avanceret teknologi. Cinder arbejder som mekaniker på cyborger, og hun er klog. Hun er dygtig til det, hun laver, og hun har ikke en drøm om at blive prinsesse. I stedet vil hun bare gerne væk og til et sted, hvor hendes slags ikke bliver set ned på.


Cinder som hovedperson er fantastisk. Det er dejligt afvekslende med en kvindelig hovedperson, der ikke med det samme forelsker sig og har det som motivation til at komme videre i sit liv. For Cinder handler det om at blive elsket og set for den, hun er. Hjemme er hun beskidt og ulækker grundet sine Cyborg-gener, og hun tør ikke fortælle det til andre af frygt for, hvordan de vil se på hende. Cinder drømmer om et liv i fred, hvor hun kan få lov at passe sig selv og bare være til som hun nu engang er. 
Da Cinder møder prinsen, bliver hun både glad for ham, men hun blandes også ind i landets konflikter med planeten Luna, der truer med at invadere hele jorden. Derfor bliver forholdet til prinsen ikke altopslugende: Det bliver en bi-ting i en historie om politik, magt og mystisk, som er så sindssygt medrivende, at det næsten ikke er til at beskrive.

Ud over at være historien om en pige, der ikke kender til sin fortid eller et godt liv, bliver det hurtigt tydeligt for læseren, at der er langt mere på spil. Jorden trues af den frygtindgydende dronning Levana, og det er lang tid siden, at jeg er stødt på en så sej skurk i en bog. Hun er så gennemført ond og awesome på samme tid, fordi hun bare er den største bitch, der nyder at pine andre mennesker. Hun afpresser, manipulerer og spiller det politiske spil til perfektion, og scenerne med hende er helt klart nogle af de bedste i bogen!
Da Levana bringes på banen, får historien så meget mere fylde, og læseren drages for alvor ind i et univers, som man bare vil have meget mere af.


Bogen her er første bog i en serie, og efterhånden som man når gennem Cinders fortælling, bliver det tydeligt, at denne bog gør klar til de næste. Der er ganske få ting, der afsluttes, og det er frustrerende, fordi det hele er sindssygt spændende, og man vil bare gerne vide mere - NU! Men det holder læserne i et jerngreb, og nu sidder jeg her og venter utålmodigt på, at den anden bog i serien udkommer på dansk, for jeg er slet ikke færdig med historien om Cinder og hendes fascinerende univers.

"Cinder" er en fænomenal fantasy/sci-fi roman! Den er ikke som noget andet, jeg har læst, og jeg kunne ikke ligge den fra mig. Den har det hele! Eventyr, profetier, spænding, begær og politik. Jeg kan slet ikke vente med at læse den næste bog i serien. 

onsdag den 15. februar 2017

"Sjælens pris" af H.W. Klaris




Titel: Sjælens pris
Forfatter: H.W. Klaris
Serie: Dæmonherskerens arving
Forlag: Tellerup
Sider: 277
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Tellerup.


- På forhånd undskylder jeg, at teksten har farvet overstregning. Jeg har forsøgt at løse det, men uden held. Det er dog kun i denne og én anden anmeldelse det vil forekomme, så håber, at teksten fortsat er til at læse :)

Ally har indviliget i at blive dæmon og bo i Underverdenen for at redde sine venner. Da Allys forvandling er fuldbyrdet, må hun lære sit nye liv at kende, og sammen med dæmonen Tristan må hun vælge, om hun vil opfylde de gamle profetier eller leve et liv, som ingen dæmon nogensinde har gjort...


Jeg var ellevild med de første 2 bøger i serien. Ally var en pige med ben i næsen, og der var ingen, der skulle bestemme over hende. Universet var spændende og efterlod hele tiden sin læser med et ønske om at vide mere. 

Det er en af de første bøger, jeg læser om hekse, og jeg har været så spændt på at få lov at læse det sidste kapitel i trilogien.
Om jeg er skuffet, ved jeg ikke. Det er et stort ord, når de første 2 bøger tog mig med storm. Men det var slet ikke den her slutning, jeg havde håbet på, og jeg står lidt tilbage med en følelse af et anti-klimaks. 



Det, jeg har rost de første 2 bøger for, var, at universet og mystikken var i centrum. Ally og hendes kæreste, Jay, fyldte ikke det, man kunne frygte i en YA-paranormal bog. Det fede var, at hekse og dæmoner fik mest taletid, og Ally som hovedperson var meget standhaftig. De første bøger var læst på ingen tid, fordi spændingen tog til for hvert kapitel, og begge bøger sluttede med sindssyge cliffhangere, så man som læser slet ikke kunne holde det ud.
Det er desværre ikke de følelser, jeg sidder tilbage med efter at have læst den sidste bog i serien. 
Det er ikke fordi bogen er dårlig, for det er den ikke. Den er bare markant anderledes end sine forgængere, og det var ikke en drejning, jeg synes gav mening.
Der er dele, som minder mig om de første 2 bøger, og det er skønt med gru, dæmoner og uhygge. Der er twists, som man som læser ikke havde forventet, og dæmonverdenen udforskes yderligere, og det er fedt at få lov at grave ned i det univers, som Klaris tegner for sin læser. Desværre fik det slet ikke al den plads, jeg havde håbet på, og Ally som hovedperson har gennemgået en udvikling, der ikke helt gav mening for mig. 

Ally er, som nævnt et par gange, i de første 2 bøger en pige, der ved, hvad hun vil, og hun er en rigtig powerwoman. Hun viger ikke tilbage for noget, og selvom hun har en kæreste, har hun sit egentlige mål for øje og lader sig ikke forblænde af romance og fnidder. Det er fedt! For efter Twilight, er der lidt for mange paranormale YA-bøger, der er endt med at gå op i romancer og kæresteri i stedet for den egentlige historie. 

Ally har været modig, og hun har været villig til at ofre sig selv for sine venner, som en sand fantasy-heltinde. Hun har været stærk, klog og snedig, og det er fede træk hos en hovedperson.
Men det er som om, at hun i den tredje bog begynder at gå lidt i et med omgivelserne. Jovist har hun sine meninger til tingene, men det er som om, at det hele vender tilbage til hende og Tristan og deres forhold. Hver gang, der har været en fed action-agtig scene, er vi tilbage til kysseri og kærester. Det irriterede mig lidt, for det var så ulig de 2 andre bøger, og historien blev på den måde også mere udvasket, så jeg lidt glemte, hvad den faktisk handlede om.



Det er romance-delen, der trækker ned i den sidste bog. Det er det, der er i fokus, og det er først til allersidst, at det action-niveau, de første 2 bøger kunne levere, kommer i spil her, og det er så kortvarigt, at man nærmest ikke opdager det. Det er en skam.
Det er ikke fordi, at bogen er dårlig. Klaris' humor skinner igennem, og det er tydeligt, hvor meget hun elsker denne historie og virkelig gerne vil tilfredsstille alle slags læsere. Der er masser, der vil elske, at romancerne fylder mere i denne bog. Men det er ikke den slutning, jeg havde håbet på, og det er desværre det, der trækker ned for mig.

"Dæmonherskerens arving" er en hurtigtlæst og skøn fantasy-serie. Slutningen var ikke min kop te, men jeg holder fast i, at de 2 første bøger var fænomenale, og selvom sidste kapitel i serien ikke lige var min kop te, ændrer det ikke ved, at H.W. Klaris er en dygtig og lovende fantasy-forfatter, som jeg glæder mig til at læse meget mere af.