.

.

mandag den 12. august 2019

"Fårking gravid - En fremmed flytter ind" af Sofie Linde


Titel: Fårking gravid - En fremmed flytter ind
Forfatter: Sofie Linde
Serie: -
Forlag: Storyhouse
Sider: 349
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 

Sofie opdager pludseligt, at hun er gravid. Det kommer som et chok for hende, og nu skal hun altså være mor. Det er jo fedt. Men det er også enormt skræmmende, og så er det altså bare ikke skidefedt at være den gravide, der bare virkelig hader at være gravid. For det må man jo ikke, vel?
Dette er Sofies hudløst ærlige beretning om graviditet og den første tid som mor på godt og ondt.

På BogForum sidste år valgte jeg at høre Sofie Linde fortælle om sin bog. Det var hendes mand, der interviewede hende omkring den, og det blev en hylende morsom omgang og samtidig også enormt lærerig. Jeg bestemte mig for, at den skulle jeg læse. Da jeg i mit stille sind godt vidste, at vi prøvede at få en baby nummer 2, bestemte jeg mig for, at den skulle være min "graviditetsbog". Den ville jeg læse, når jeg selv stod og skulle være mor igen.
Og hvor er jeg glad for, at jeg har haft Sofies fortælling at støtte mig op af, når det har været sygemelding nummer 10 grundet kvalme eller at jeg har grædt helt modbydeligt meget over et afsnit af Gurli Gris. 

Sofie deler ALT i bogen. Den begynder netop som hun har taget graviditetstesten og følger hende så gennem 9 ekstremt hårde måneder med smerter, kvalme, cravings og en fødsel, der virkelig er den, vi alle frygter.
Men hun gør det med humor, så man som læser virkelig er inddraget og både griner med (og lidt af!) hende hele vejen igennem. Samtidig formår hun også at tage alvoren ind i fortællingen. Fødslen er ikke sjov. Der er øjeblikke, hvor baby måske er død gennem graviditeten, og jeg tror især os, der har stået dér og tænkt: skal jeg ringe eller er jeg pylret? virkelig kan nikke genkendende til det der med at det lille liv i maven bare betyder ALT for én lige pludseligt. 
Samtidig er der enormt rørende øjeblikke i bogen, og som læser kniber man en tåre flere steder i løbet af sin læsning. 

Bogen er ikke kun til den, der er gravid. Den er til ALLE. Den er til kommende fædre, der har brug for at vide, hvorfor hende man virkelig elsker, er blevet sådan et cravende, tudende og råbende monster. Den er til venner og veninder, der bare gerne vil sætte sig ind i den gravides tankegang. Og så er den til dig, der bare vil læse en skide sjov og rørende biografi. Bogen har segmenter skrevet både af Sofies mor og af hendes mand Joakim, og det er så fint at få deres vinkler på diverse emner også. Det fuldender læseoplevelsen, og det er en rigtig fin krølle at få med. 

"Fårking gravid" er en historie om, at det er okay at havde at være gravid. Man hader ikke baby af den grund. Men den er et shoutout til kvinder, for hold kæft vi er altså seje! Det er en "FUCK JER!" til mor-politiet, der hele tiden skal blande sig i, om andre er gode nok mødre. Her er en mor-fortælling, der støtter mødre i stedet for at tale dem ned. Og så er der en modig kvinde, der sætter røven i klaskehøjde, fordi at nogen skal åbne munden. 
Tak Sofie!

onsdag den 31. juli 2019

Månedlig opsummering: Ferie-ramte juli


Dette var juli for mig: Juli blev en måned, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg troede, at jeg i min ferie skulle blogge en masse, læse tons af bøger og virkelig give den gas herinde. 
I stedet blev juli et sandt ferie-paradis. Juli har budt på ro og ingenting, der skulle nås. Juli har været min fars store surprise-60års fødselsdag, som gik lige efter planen og var alle de hemmelige møder og planlægning værd! Juli blev sommerhusovernatning med Tristan, hvor det faktisk føltes som om, at vi engang kommer til at kunne tage på ferie som familie.
Juli har været lange dage i haven, både med havearbejde, is og leg. Juli har været hedeture for den gravide og derfor adskillige ture til stranden med sandlegetøj og stenkast i vandet. Juli har været planlægning, opsparringer og drømme for børneværelser.
Juli har været hygge med veninder og venner, som jeg slet ikke har haft tid til alt for længe. 
Juli har været R O. 
Juli har ikke været pligter eller stress og jag. Juli har været lystbetonet, og GUD! hvor har det dog været fantastisk.

Juli på forældre-fronten: Vi har virkelig nydt at have ferie! I skrivende stund har Tristan næsten været hjemme i 3 uger, og han skal starte vuggestue på mandag. Det bliver lidt spændende. Mark og jeg tager næste uge med, netop for at kunne køre Tristan lidt ind igen, og så vi kan nå nogle af de der kedelige, praktiske ting, man ellers ikke når herhjemme, når en tumling vil lege og kravle rundt på én. 
Juli har været en mulighed for at teste af at tage på weekend sammen som familie, en tur i Lalandia (en succes!) og en tur i Mini zoo for at se, om den idé også bed på ynglet. Det gjorde det, og i stedet for en uges ferie et sted hen, har vi virkelig nydt dagsturene og det med at mærke efter, hvad vi ville den pågældende dag. Det har været SKØNT at have Mark mere hjemme, og det er tydeligt, at Tristan har forelsket sig i sin far på ny. 
Det har givet mig mulighed for at blive aflastet, for juli har ikke været en nem måned som gravid.
Det positive, og det, der opvejer hele møget, er, at hun sparker løs. Jeg mærker hende flere gange hver dag (nu er jeg også så langt, at det SKAL jeg, ellers skal fødegangen kontaktes, GISP!), og hun giver den meget mere gas end sin storebror. Jeg nyder at mærke hende bevæge sig, og jeg minder mig selv om, at det er sidste gang, at jeg får lov til at mærke liv på den her måde. Det skal nydes. 
Alt det andet er så semi-træls, sagt på jysk. Jeg har ondt, plukveerne stopper ikke, og jeg udmattes enormt hurtigt. Min krop er bare træt og vil have flere pauser, end den kan få. Jeg er rastløs, kan ikke sidde eller ligge i lang tid, og vand i kroppen begynder så småt at melde sin ankomst. Lort. Og mavesyre. Av for satan. Jeg æder mine mavesyreneutraliserende piller, som var de slik. 
I august skal jeg både til jordemoder og læge, og der skal snakkes alvor. Og det er jeg træt af. 


Det læste jeg i juli: Som nævnt har juli betydet ferie. Men jeg har alligevel formået at læse 3 bøger, og det er jeg stolt af, taget i betragtning, at jeg virkelig ikke husker, hvornår jeg sidst tog en bog frem.

Julis bedste bog: Ingen tvivl. "Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen. Den var fantastisk på alle måder og total meget ventetiden værd! Jeg er slet ikke færdig med at hype over den, og nu er Mark gået i gang med serien. Derved kan jeg liiiige gennemleve det hele en gang til og blive mindet om, hvor sindssygt dygtig Adler-Olsen er.

Julis mest skuffende bog: De to andre bøger, jeg har læst, har begge været en middel læseoplevelse. Men den, der skuffede mest, må nok være "Den døde piges skrig" af Kristoffer J. Andersen. Dens gyser-plot fungerede, men karaktererne stod jeg helt af på, og det var en skam.

Hvad byder den kommende måned på?: August betyder tilbage til hverdagen. Som nævnt er der en uges ferie mere, men så skal jeg i gang med at finde tilbage til livet med institution, arbejde og deltidssygemelding. Det er jeg spændt på. August byder også på hyggelige timer med venner og familie, da der er enormt mange fødselsdage i august herhjemme. 
Læsemæssigt aner jeg det ikke. Jeg er nødt til at se, hvad der griber mig, tror jeg. Lige nu ved jeg det ganske enkelt ikke. 


Har I haft ferie i juli og fået slappet lige så godt af som jeg? Er der blevet læst nogle gode bøger i jeres ferie, eventuelt nogle I vil dele med andre?

mandag den 8. juli 2019

"Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen


Titel: Offer 2117
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 488
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.


Dette er den 8.bog i serien om Carl Mørck, Assad og Rose samt Afdeling Q. Der kan forekomme spoilers i forhold til de tidligere bøger!

Krigen i Syrien raser, og borgerne flygter over Atlanterhavet for at komme til fredelige lande. Men mange klarer ikke turen over havet, og der tælles ofre. Ikke kun i krigen men også i flygtningestrømmen. En ældre kvinde skyller op, og hendes ansigt vækker opsigt, også i Danmark.
Assad må pludseligt indse, at det, han er flygtet fra, kommer enormt tæt på, og Carl kæmper med en sag i Danmark, der også trækker tråde til Syrien. 
Afdeling Q står pludseligt over for en sag, der kræver international indblanding, samtidig med, at Assad må stå ansigt til ansigt med sit tidligere liv. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Afdeling Q-serien. Normalt er jeg ikke den store krimi-læser, men disse bøger har virkelig vundet mit hjerte. Der er et eller andet over serien og ikke mindst dens karakterer, som virkelig rører mig og gør, at jeg slet ikke kan lægge dem fra mig. 
Det er efterhånden noget tid siden, at der er udkommet en bog i serien, og jeg har ventet med længsel. Nogle gange kan man komme til at sætte forventningerne ekstra højt, når man venter længe på den næste bog i en serie, men jeg kan heldigvis stå her og sige, at alle forventninger plus meget mere er indfriet!



Som altid er bogen med forskellige hovedpersoner i fokus, men det er primært Carl og Afdeling Q, der er vores hovedpersoner. Carl er som altid; en mand med tendens til brok og en mand, der synes, at alle andre er langsomme og ikke fatter noget som helst af det, han gerne vil frem i livet med. Når det så er sagt, er der meget mere i Carls karakter. Han står med en voldsomt amputeret afdeling, da Rose ikke længere er ansat. Hun har trukket sig efter hændelserne i "Selfies", og han står med Assad, der pludseligt slet ikke er sig selv. Gordon er heller ikke til megen hjælp, især fordi han kører sit eget løb med en ung gut, der ringer og truer med at gå bersærk, når han vinder sit computerspil. Carls angst fylder ikke så meget i denne bog, også fordi det ikke er hans historie, der er i fokus. I stedet bliver Carl den, der trods sit dømmende og trætte væsen må holde sammen på alt. Carl viser sig fra sin bedste side i denne fortælling, både som professionel og som ven. Der er noget over Carl, som jeg altid har elsket, og det er virkelig det, som der fokuseres på i denne bog. 

I stedet bliver fokus på Assad. De sidste 7 bøger har man som læser godt vidst, at der var noget, som Assad ikke fortalte. Han kan cirkelspark, han ved ting om politi og militær, som en rengøringsassistent ikke bør kende til. Der har været hints og tanker, som man som læser har kunnet dykke ned i, men jeg personligt blev enormt overrasket over, hvordan det hele hang sammen. Jeg vil ikke afsløre Assads historie, for den skal man som læser virkelig opleve med Adler-Olsens egne ord, men jeg har både grædt og grint over den måde, Assad beskrives i denne bog.
Det er tydeligt, at Adler-Olsen virkelig elsker Assad som karakter og også nyder at skrive ham. Det fokus, han får i denne bog, har han længe fortjent, men samtidig givet det også enormt god mening, at Assads fortælling ligger så sent i serien. Der er nødt til at være et helt særligt forhold mellem Carl og Assad, før at historien kan fungere, og det gør den i særdeleshed. 



Dette er den første bog i serien, der er aktuel på denne måde. Bestemt er der skrevet om andre vigtige begivenheder i Danmark såsom de Kellerske anstalter, men krigen i Syrien berører os her og nu. Som læser kan man huske snakken om bådflygtninge, der druknede, og vi kan huske, hvordan ligene skyllede op alle vegne. Vi kan huske frustrationen, og vi kan huske det voldsomme i den frygt, der blev spredt, da IS var på sit højeste. Hvad nu, hvis en terrorist slap ind over grænsen i strømmen? 
Og det er netop disse emner, Adler-Olsen tager op i bogen. Han skaber et skrækscenarie med et opdigtet terrorangreb og dets planlægning samtidig med, at han er enormt nuanceret i hele problematikken. Her er skurke, og her er dem, der lider onder skurkenes regime. Der er ikke én indvandrer, troende eller flygtning, der er ens, og det er vel netop essensen i hele den debat, der har kørt i Danmark i flere år. 
Trådene til virkeligheden og ikke mindst den krig, der udspiller sig her og nu, gør, at læsningen bliver ekstra intens, og som læser får man gentagne gange en knude i maven, fordi det hele bare kommer lidt for tæt på. 

Der er enormt stor research bag denne fortælling, det er der ingen tvivl om. Adler-Olsen har virkelig været grundig, og selvom alle karakterer er opdigtede, så er man som læser ikke i tvivl om, at dette er en flig af virkeligheden; og den virkelighed, som vi alle frygtede, da terrorangreb var en del af vores hverdag. Det virkelighedsnære i fortællingen gør ondt, og det er formidabelt, at en krimi, der er til for underholdning alligevel kan komme ind under huden på sin læser på den måde. Det kræver en ekstrem dygtig forfatter, og det viser Adler-Olsen med denne bog, at han er.

"Offer 2117" er ikke bare den bedste bog i serien siden "Journal 64". Den piller ved læserens menneske- og verdenssyn, fordi den tvinger os til at tage stilling til en virkelighed, som vi har svært ved at begribe. Samtidig er den en sand page-turner, og som læser aner man ikke, hvad der kommer til at ske på næste side. 
Dette er et must-read, det er der ingen tvivl om!

 

søndag den 30. juni 2019

Månedlig opsummering: Trætte juni


Dette var juni for mig: Det er svært for mig at opsummere juni. Den forsvandt så hurtigt og samtidig er den så pakket af oplevelser, hygge og store begivenheder. Juni har været venindehygge og mig.tid af bedste skuffe. Juni har været tid til iskaffe og læsning. Juni har været læseflow og snak om bøger, der virkelig har rørt mig. Juni har været plukveer og yderligere begrænsning ift hvad jeg kan og ikke kan, indtil jeg skal føde. 
Juni har været planlægning af fremtid og shopping af udstyr til baby.  Juni har været sommer, varme og rodede nætter, fordi jeg bare er en hval. 
Juni har været god tid og leg i haven, som jeg bare er så lykkelig for, at vi har. Der er noget magisk over at kunne være derude og virkelig nyde Tristans udforskning af verdenen. Juni har været sangundervisning (jeg havde brug for at gøre noget godt for mig selv!), og juni har været en skøn, skøn sommerfest på job. 
Minispirene (førskolen) er gjort færdig, og jeg læner mig tilbage med en selvtilfredshed og ikke mindst en ro over, at jeg nu kun har 2 uger tilbage, inden den står på lang og velfortjent sommerferie. Det bliver dejligt at kunne lukke de hektiske måneder ned, og jeg er så stolt af vores små unger, der virkelig er klædt på og klar til at starte i børnehaveklasse efter ferien. 
Juni har været afsluttende og samtidig har den gjort mig så klar til alt det nye, der skal ske i de kommende måneder.


Juni på forældre-fronten: Vi kan nu fejre, at BabyE er tjekket igennem, og at alt tyder på, at hun er helt normal og lige, som hun skal være. HURRA! Vi har nemlig overstået den frygtede "misdannelsesscanning", som viser diverse ting i organer mm. Den er virkelig rar at have overstået! Det betyder med andre ord, at alt er så optimalt, som det kan være med hende, og vi kan nu gå og vente. Og vente... Når det er så hårdt at være gravid, så er det bare sådan, at det er alt for lang tid til termin. Til gengæld mærker jeg hende hver dag og har gjort det i et par uger nu. For første gang mærkede jeg hende udenpå maven her den anden dag, og hun er enormt aktiv, så det nyder jeg. Den fornemmelse vil jeg nyde hele graviditeten, har jeg lovet mig selv, for den kommer jeg aldrig til at mærke igen. 
Tristan snakker. Hold nu kæft. Der er ord og sætninger og lyde fra han vågner, til han falder i søvn. Det er så fedt; og til tider trættende, fordi han aldrig nogensinde holder mund ;). Men det er skønt, især fordi vi nu kan føre reelle samtaler med ham (i hvert fald hvor der skal svares ja og nej). Han er et helt menneske nu. Og jeg elsker det!


Det læste jeg i juni: 2 bøger. Jeg har en feeling af, at jeg har læst mere. Men det er nok fordi, at jeg gik og ventede ret længe på den nye Jussi-bog og i stedet kastede mig over podcasts, mens jeg ventede. Og så er jeg nærmest færdig med den, så det er jo næsten 3 bøger ;)

Junis bedste bog: Det er der ingen tvivl om. Måske er den endda også årets bedste. "Og så drukner jeg" af Ditte Wiese står stadig skarpt for mig, og jeg bliver så rørt, når jeg taler om den eller genlæser passager. Jeg er slet ikke færdig med den bog, og den gjorde noget helt særligt ved mig.

Junis mest skuffende bog: Jeg har læst så lidt i juni, når det kommer til at skulle finde en skuffende bog. Der er ikke nogle af de bøger, jeg har åbnet, der har skuffet mig. Heldigvis. Jeg synes virkelig, at jeg ender med de fantastiske fortællinger for tiden, og det nyder jeg i fulde drag!

Hvad byder den kommende måned på?: Kan I stave til 
S O M M E R F E R I E ?!
For det kan jeg! Der er lige 2 arbejdsuger mere, og så vil jeg læne mig tilbage og nyde min familie, mit hus og bare det at være til. Der bliver med garanti også tid til bøgerne, og jeg glæder mig for sindssygt. Ferien er seriøst tiltrængt efter førskole og konstant stress de sidste 3 måneder, og det er simpelthen det, som juli kommer til at handle om for mig.  

Har I læst nogle dejlige bøger i juni? Og er der vilde ferieplaner hos jer?

fredag den 21. juni 2019

"Efterskælv" af Sofie Riis Endahl


Titel: Efterskælv
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Byens Forlag. 


Viktoriya er pigen, der kan det hele; 12-tallerne vælter ind, hun har 5 A-fag og hun elsker sin kæreste. Der er måske lidt for meget hash i weekenderne, men det går nok.
Caja er hende med de tusinde følgere på Instagram, og som alle drømmer om at være. Selvom Caja er kæreste med ham, som alle sukker efter, kigger hun lidt for langt efter Helena. 
Ellen er tyk og usynlig. Ingen ser hende, og Ellen vil bare gerne ses, især fordi hun snart fylder 18 og stadig er jomfru. 
En nytårsaften smeltes skæbnen sammen for de tre tidligere veninder, og intet er, som det var, før klokken slog midnat. 

Endahl er ung. Yngre end mig (så er man ung, for så gammel synes jeg altså ikke, at jeg er!), og hun har flere bøger bag sig. Jeg har pt kun læst "Øjebliksbilleder", som også er anmeldt på bloggen. Den gjorde det, den skulle, men samtidig leverede den ikke den fortælling, jeg håbede på og forventede. Derfor var jeg lidt forbeholden, da jeg startede på denne bog.
Men hvor er jeg dog glad for at kunne meddele, at Endahl med denne roman virkelig formår at sætte sit navn på tavlen som en af Danmarks dygtige og virkelig relevante YA-forfattere!
"Efterskælv" gør alt det, jeg håbede på, at den ville. Her er karakterer, som jeg er dybt investeret i, og her er en form, som virkelig dragede mig. 


Der er 3 fortællere i bogen, og de skiftes til at berette en lille del. På den måde sidder man tilbage som læser og har hele tiden lyst til at vide mere og vende tilbage til den eller dens fortælling for at finde ud af, hvad der nu skal ske.
                  Viktoriya (kaldet Vik fra nu af) er den klassiske mønsterelev, der har tårnhøje forventninger til sig selv. Hun kan ikke gøre det godt nok. Hun siger aldrig nej til faglige projekter, og hun vil cykle 100 kilometer. Vik lever et farligt liv, og hun sætter sit helbred på spil hver dag. Under det perfekte, er hun ødelagt. Kæresten vil hellere være venner, og Vik må se det hele smuldre mellem fingrene på hende. Der er noget ildevarslende over Viks fortælling, og man sidder tilbage og tænker; hende vil jeg ikke ende som. 
                 Caja har tidligere været overvægtig men har nu kæmpet sig til at være den, alle drømmer om at være. Hendes perfekte Insta-liv er alt for hende, og det handler om at have den rigtige venindekreds, den rigtige kæreste og bestemt ikke stikke ud. Derfor er det også spændende, at spørgsmålet om seksualitet tages op gennem hende. Caja har alt at miste, hvis hun er tro mod sig selv. Caja er bange for atter at blive hende den tykke og udskammede, hvis hun giver efter for det, hun drømmer om. Der er noget ved hendes fortælling, der virker enormt klichéfyldt, for har vi ikke hørt historien om den populære pige, der har det skidt, før? Sikkert. Men med Caja skaber Endahl en karakter, man som læser faktisk får ondt af, som man føler med og som man virkelig ikke misunder det vilde liv. Caja har så mange nuancer i sin fortælling, og det var også den, der overraskede mig mest gennem bogen. 
                   Ellen er den tragiske fortælling på sin vis. Hun er der, og ingen ser hende. Hun vil gøre alt for at blive set, anerkendt og værdsat. Familien er kendt for tårnhøje snit og gode uddannelser; Ellen hænger i med neglene og drømmer sig andre steder hen, hvor hun kan være sig selv. Der er noget dejligt sårbart over Ellen og hendes fortælling. Handlingen er som sådan enkel, men de facetter, der berøres i hendes historie og karakter, rørte også mig enormt dybt. 


Samspillet mellem de 3 piger er intet mindre end genialt. De har tidligere været bedste veninder, og nu ser de kun hinanden til fester eller på skolens gange. Der er kommet så stor afstand, selvom de har været så tætte. Da de er til den samme nytårsfest og deres skæbner igen krydses, er der bare noget helt særligt over det. 
Historien er skrevet på 3 forskellige måder, så alle 3 piger får hver sin tydelige stemme i handlingen, og det virker enormt godt.
Det ENESTE! jeg simpelthen ikke var tilfreds med, og som gjorde, at den ellers perfekte læseoplevelse faldt en smule til jorden, var slutningen. Den kan jeg ikke forlige mig med, og det er jeg så træt af.
Men alligevel sidder jeg tilbage og er sikker på, at Endahl kun bliver bedre og bedre. 

"Efterskælv" er en fortælling om at være god nok, at være sig selv og at huske sig selv i det hele. Det er en historie om at elske, om at leve og ikke mindst om venskab. Endahl markerer sig med denne bog, og jeg er SÅ spændt på, hvad det næste fra hende bliver. Jeg er i hvert fald klar!