.

.

mandag den 15. april 2019

"Urinetown" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose. 

Vi befinder os i en virkelighed, hvor klimakrisen for alvor har taget fat. Ressourcerne er små, og Tørken har gjort, at vand er blevet en mangelvare. Det har gjort, at man fra politisk hånd har besluttet, at en tissetår ikke længere er gratis! Vandet skal der nemlig sparres på. Men i den fattige del af byen, er det et problem. Og tisser du uden at betale for det, bliver du arresteret og sendt til den forfærdelige "Tisseby", som ved Gud er endestationen. Alle frygter byen, og ingen er nogensinde set igen, efter de er sendt dertil. 
Men som det altid er i postapokalyptiske fortællinger, er der et oprør på vej.

I en podcast om musicals har Søren Møller, der er chef for Fredericia Teater, udtalt, at "Urinetown" er hans yndlingsmusical nogensinde, og at han virkelig drømte om at sætte den op i Fredericia. Da jeg så, at den kom på programmet hos teateret, blev jeg ellevild. Det måtte da blive godt, når nu selve chefen tænkte, at her var en historie ud over det sædvanlige. 
"Urinetown" er ikke en titel, der sælger, det ved teateret godt. De undskylder sågar for det allerede inden forestillingens start.
"Undskyld for titlen - Grease havde været nemmere at sælge" står der på en storskærm, og selvom der måske er sandhed i disse ord, så er de også med til at sætte stemningen for aftenen. 

For Fredericia Teater vil give sig selv og publikum en fest og et godt grin med denne fortælling; og det gør det! Men der er meget mere at komme efter i "Urinetown", og det er præcis dét, der gør, at den er helt unik for sin genre. 

Der er SÅ mange ting at tage fat på i den her forestilling. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Skuespillerne, musikken, koreografien eller fortællingen?
Jeg har lyst til at skrive noget om ALLE skuespillerne, og det kan jeg ikke finde pladsen til. 
Det er lang tid siden, at Fredericia Teater har haft et så mesterligt cast på scenen. ALLE! karakterer var jeg dybt imponeret over, og selv biroller fyldte på scenen, så man ikke glemte dem på vej ud af salen. Her er det tydeligt, at skuespillerne havde en fest med hinanden, og til tider sad jeg og tænkte, om det var noget, der stod i manuskriptet, eller om det var ren impro. Der er scener, hvor selv skuespillerne havde svært ved at holde masken, og det viser bare, hvor legesyg en forestilling, dette har været at arbejde med. Her er plads til kreativitet og sjov, og det er slet ikke en proces, der er sluttet af. Den snak og leg, der har været i øvelokalerne er taget med på scenen, og det giver publikum en skuespilpræstation i særklasse. 

Lars Mølsted øver sig i at svinge hofterne. Det havde han øvet sig overraskende meget i!

Jeg er dog nødt til liiiiiige at nævne Kim Ace Nielsen. Han spiller 2 roller i stykket, både den søde Lille Lars og betjent Stram. Begge roller spiller han til perfektion, og til tider havde jeg lyst til at omdøbe forestillingen til: "Kim Ace The Musical", for hold nu OP! hvor var det vildt, hvordan han bare kunne tage spotlightet, hver gang han var på scenen. Ace har også været koreograf, og dansen er proppet med humor, spas og virkelig avancerede moves, så man som publikum både kan skraldgrine og sidde tilbage med forbløffelse over, hvor præcise skuespillerne skal være for, at det hele kan gå op i en højere enhed. 
Ace er humor i sin reneste form, og han viser virkelig i denne forestilling, at han er andet end abe-mand og sixpack (hvis nogle skulle være i tvivl, spillede Ace Tarzan i musicallen af samme navn). 
Samtidig skal der lyde et mega shoutout til Bjørg Gamst, som altid er en fornøjelse. Hun spiller Lille Sally, en karakter, der trods sin unge alder er enormt klog og reflekteret.
Under stykket er hun sammen med fortælleren et kommentarspor til alt det, der foregår, og så er hun et barns øjne på hele klimakrisen. Det er humoristisk og samtidig et genialt element ind i det hele.
Bjørg spiller overdrevent godt, og hendes replikker, små ansigtstræk og bevægelser gør, at man hele tiden har lyst til at se, hvad hun nu finder på; også selvom det egentlig ikke er hendes karakter, der er i fokus. 

Sangene i forestillingen er for vilde. Normalt sidder jeg tilbage efter en musical og tænker, at der er 1-2 sange, der egentlig ikke havde behøvet at være der. Sådan har jeg det slet ikke efter "Urinetown". Sangene er enormt velskrevet, melodierne er fængende, og selvom der er proppet med humor, jokes og små spidsfindigheder, så er der også rørende og meningsfulde sange i blandt. Der er sange, der er mega catchy, som jeg vil gå og synge hele dagen i dag, og så er der dem, som gjorde, at man blev taget til en anden verden og virkelig bare nød at sidde der i salen og være vidne til den ene pragtpræstation efter den anden. Der er ikke så meget andet at sige; Det er laaaaang tid siden, at jeg har siddet til en musical, hvor musikken bare gik op i en højere enhed og virkelig viste, hvad netop denne teatergenre kan. 

Bjørg Gamst og hendes kanin var blandt aftenens stjerner!

Historien! Det er virkelig den, jeg sidder tilbage og jubler over. Som nævnt er det her en kommentar til klimakrisen og overforbrug. Det er en fortælling om, at vi ikke bare kan forbruge løs, for Jorden kan ikke følge med. Vi er rige, vi vil have velstand, og vi vil alle have mange børn. Men ressourcerne er der ikke. Hvordan løser vi det? 
Og det kommer der ikke et endegyldigt svar på i forestillingen. Det kan en musical heller ikke give. Det kan nærmest ingen give. Men "Urinetown" kommer med 2 bud på, hvordan man IKKE skal gøre; og dog. 
Tårnhøj, der er en magtliderlig satan, der kun tænker i penge og at leve sit eget fede liv, har sørget for at passe på ressourcerne. Man han har gjort det på bekostning af alle menneskerne i byen. Dem, der har svært ved at tjene til dagen af vejen, skaffer han sig af med, så de ikke forstyrrer hans perfekte verden. 
Samtidig vil oprørene bare have lov til at tisse. Når de vil, med hvem de vil, og hvor de vil. Men at ødsle ressourcerne væk uden tanke på de fremtidige konsekvenser er heller ikke løsningen.
Selvom musicalen langt hen af vejen giver os Tårnhøj som en skurk, så er der intet, der er sort hvidt. For når man når til slutningen, så sidder man alligevel tilbage og tænker: Hm.... måske havde han alligevel fat i noget.
Og dét er netop, hvad "Urinetown" kan. Den giver et vigtigt indspark i den diskussion, vi alle har nu. Hvordan passer vi på kloden, så den også er der til vores børn? Hvordan passer vi på hinanden, så alle kan være lige og have de samme rettigheder?

"Urinetown" er et must. Man skal se den. Den spiller ikke længe, men man SKAL købe billet, for med denne musical viser Fredericia Teater en helt ny side af sig selv; en side, jeg faktisk mener, de har gemt væk alt for længe. Ikke siden "Den snaldrede anstandsdame" har jeg været så godt underholdt hos dem. Denne forestillingen kaster musical som genre op i luften og blander det hele sammen på en original og virkningsfuld måde.
Med andre ord: Fredericia Teater pisser på det hele og gør det, de er allerbedst til!

- Og Lars Mølsted? Den ER sjov!

6/6 stjerner

tirsdag den 19. marts 2019

"Fjendens ansigt" af Patrick Ness


Titel: Fjendens ansigt
Forfatter: Patrick Ness
Serie: Chaos Walking
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 591
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5




Todd og Viola ankommer til Haven. De tror, at de er i sikkerhed. Men borgmester Prentiss er kommer dem i forkøbet, og de skilles ad.
Todd sættes i arbejde og bliver helt i tvivl, desto mere han taler med borgmesteren; hvem er den egentlige fjende?
Viola bliver healer og en del af oprørene. De vil have Prentiss ned med nakken. Men hvordan skal hun redde Todd og sig selv? 

“Fjendens ansigt” starter præcis der, hvor “Knivens stemme” slap, og den er på ingen måde den svære 2’er jeg lidt frygtede. Jeg var bange for, at der nu var endnu en bog med flugt og gemmen sig fra den onde borgmester. Heldigvis var dette langt fra tilfældet.
Bogen foregår i Haven og i stedet for flugt bliver der her en historie med karakterer i fokus, og det er dialog og manipulation, der bliver omdrejningspunktet for fortællingen. 
Denne bog er ligesom sin forgænger enormt intens og virkelig ikke til at slippe! Og jeg er så glad for, at man lærer endnu mere om Todd og Viola. 



I denne bog er det både Todd og viola, der skiftes til at fortælle. Todd er fanget i klokketårnet, og han har ingen ide om, hvad der er sket med Viola. Borgmesteren besøger ham jævnligt og sætter ham i arbejde. Dialogerne mellem de to er fænomenalt godt skrevet. Der er sagt så meget mellem linjerne og ikke mindst er der virkelig lagt noget i at skabe en karakter, man på sin vis godt kan forstå. Her taler jeg selvfølgelig om borgmesteren. Som læser er man med i Todds tvivl om det hele, og de valg, han træffer, forstår man. Todds fortælling i denne bog er en fortælling om loyalitet og sandheder; og at disse kan komme i mange afskygninger.
Viola er sammen med de andre kvinder blevet healer. Hun ved lige så ikke noget om Todds skæbne og også hende er borgmesteren vældigt interesseret i at tale med. Viola er fortsat et mysterium; hun har ingen Støj, og hendes folk er på vej fra rummet. 
Violas fortælling bliver lidt mere den klassiske om et oprør og en modstandsgruppe, og det klæder bogen enormt godt. Viola kæmper mod det system, som Todd langsomt bliver en del af. Denne kontrast er klog og giver historien en uforudsigelighed, som skaber en sand page turner. 




For mig er det, der gør denne bog genial og slet ikke til at slippe, at den er så pinefuld langsom. Tænk at det kan være en kompliment. Men det er det. Det, at den er så langsom, gør, at man som læser ikke aner hvad der kommer til at ske. Det gør, at man holdes henne i konstant uvidenhed, og på trods af tempoet sker der enormt meget. Med denne bog får Ness virkelig lov at vise, at han er dialogens mester og kan skabe stemning som det sjældent er set i YA. Bone’s fokus bliver relationen mellem mennesker i stedet for flugt, som det var i forgængeren, og det fungerer rigtig godt for en 2’er! 

“Fjendens ansigt” lever op til sin forgænger på fornemmeste vis! Den er intelligent, godt skrevet, en sand page turner, og vigtigst af alt; en bog, der har noget på hjerte. Det er historien om at tro på noget og det er historien om og være loyal til det sidste. Dette med alle sine nuancer, som kun Ness kan gøre det!



lørdag den 9. marts 2019

"Echo Ridge" af Karen M. McManus


Titel: Echo Ridge
Forfatter: Karen M. McManus
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls 
Sider: 364
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.


Ellery og hendes bror Ezra skal bo hos deres mormor i Echo Ridge. Deres mor er på afvænning, og det eneste, de kender til hendes barndomsby er de mange forsvunde piger; blandt andet deres tante. 
Det er aldrig blevet opklaret, hvem der slog pigerne ihjel, og Ellery må indse, at Echo Ridge er en by, hvor alle har hemmeligheder.
Malcolm lever i skyggen af de anklager, der fik hans storebror til at forlade byen. Alle var sikre på, at han var den, der slog pigerne ihjel. Malcolm bliver ven med Ellery, og sammen begynder de at grave i fortiden; men sandheden er ilde hørt i Echo Ridge.  

Karen M. McManus har specialiseret sig i at skrive thrillere/krimier til YA-publikummet. Dette er hendes anden bog, og den er om muligt endnu mere intens end hendes forrige. McManus var på sidste års bogforum og fortælle om sin skriveproces, og for hende var plottet slet ikke det vigtigste; det var samspillet mellem karaktererne og det, de havde på hjerte i historien. Det var tydeligt i hendes første bog, og det er tydeligt i denne.
Idéen om en lille by, hvor alle kender alle og samtidig ikke kender nogen, har jeg altid været stor fan af. Til tider minder bogen mig om "Pretty Little Liars", fordi alle har noget på hinanden, og hemmelighederne bliver ved med at dukke op.
Jeg elsker, at man som læser aldrig kan vide sig sikker, og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig, før jeg var færdig. McManus er en mester i suspense og cliffhangere, og det beviser hun atter engang. 


Historien fortælles både af Ellery og Malcolm. Ellery er tilflytter og har ingen idé om, hvad det er for en by, hun kommer til. Hun kender til den dystre fortid omkring de forsvunde piger, og da morderen vender tilbage, bestemmer hun sig for at finde ud af, hvem det er. Ellery elsker true crime, så hun har en masse idéer omkring motiver, hvem der kunne gøre det, og hvordan man kan efterforske sagen. Ellery er nok som mange andre krimifans, og da hun "endelig" står i en virkelig sag, må hun indse, at virkeligheden er farlig og slet ikke som i bøgerne. 
Ellery er en pige, man nemt holder af, og hun er lige dele usikker i de nye omgivelser og enormt selvsikker, fordi hun ved, hvad hun er god til. Hendes og Ezras forhold er så fint beskrevet, og dialogerne mellem dem gav historien noget ekstra. 
Malcolms del af fortællingen kunne noget helt særligt. Malcolms bror, Declan, var den anklagede i de gamle sager, og byen er sikker på, at det var ham, der gjorde det. Da Declan flytter tilbage til byen, begynder snakken atter, og Malcolm må leve med alles beskyldende blikke. Han har aldrig fået lov at blive sig selv, for han vil altid være broren til ham morderen. Malcolms mor er desuden blevet gift med Peter, der er en del af byens elite, hvilket yderligere udstiller Malcolm. Her er han SÅ akavet og forkert placeret, og Malcolms rodløshed gav så god mening i fortællingen. 


Efterhånden som historien skrider frem, må man som læser huske tilbage, og man skal virkelig lægge mærke til de små hints, der kommer gennem bogen. Jeg er normalt mega god til at gætte, hvem der har gjort det, men her sad jeg tilbage og tænkte: SELVFØLGELIG! Det skulle jeg have gættet!
Selv de små ting er vigtige, og sammen med Ellery må man bid for bid afsløre de mange hemmeligheder, der er i Echo Ridge. Lige som man tror, at nu skal der være lidt ro, sker der noget nyt, og man er ikke sikker på noget tidspunkt; end ikke på allersidste side!

"Echo Ridge" er en thriller af fornemmeste format. Den er utroligt medrivende, og det er en sand pageturner. Der er karakterer med uendelige nuancer, og der er hemmeligheder, som man slet ikke havde set komme. Der er action, gys og mystik, og sammen skaber de en bog, der er udover det sædvanlige. McManus har gjort det igen!

lørdag den 2. marts 2019

Månedlig opsummering: Farvel til februar


Dette var februar for mig: Var februar overhovedet? Ja. 2 uger af den forsvandt i elendig sygdom og evig bekymring (mere om det senere!), men alligevel var der glimt af lys, hygge og smil.
Februar var en måned, hvor jeg tog til KBH for at være med til et release-party på en bog. Jeg var ude at sejle, spiste snacks og fik hørt om en fortælling, der fortsat rører mig enormt dybt.
Februar har været effektive dage på arbejde og dage med skønne unger, der minder mig om, hvor fedt mit arbejde er. Februar har været planlægning i fornemmeste stil både herhjemme og på job (det finder jeg svært tilfredsstillende, ja!). Februar har været teater og alt for god mad med Mark. Februar har været en gallamiddag med min mor.

Februar har været forårsdage, der kom for tidligt men alligevel blev højt elsket.
Februar har været blomsterplukkeri og cykelture.
Februar har været gode bøger og muligheden for pusterum.
Februar var alt og intet på samme tid.


Februar på forældre-fronten: Hold. Nu. Kæft. Februar har stået i sygdommens tegn. Tristan har været SÅ hårdt ramt; hele 12 dage! 
Han har været så snottet, at en forkølelse satte sig i øjet, hvilket resulterede i øjenbetændelse og vild feber, der bare ikke ville gå væk. Derudover begyndte han at hoste så voldsomt, at han kastede op af det flere gange dagligt. Hosten resulterede i sår i halsen, så han ikke spiste i 2 uger. 
Han har tabt sig rigtig meget, og han er fortsat ved at tage det hele på igen.
MEN! Selvom der var tale om 2 uger i helvede, er vi nu tilbage til udgangspunktet. Tristan er RASK! Han snakker konstant om alt og intet, og han elsker bøger. Vi læser de samme 10 hver dag op til flere gange, men han ELSKER det. Og så elsker han sin DUPLO kasse, som blandt andet indeholder en kat og Gurli Gris familien. Der sker så meget med ham for tiden, og han bliver bare mere og mere bevidst om alt det, der foregår omkring ham. Det er SÅ fedt at være en del af, og han er en mega gavtyv. Det er så sjovt, når han lægger luskede planer!


I februar læste jeg: 3 bøger. Det er jeg virkelig stolt af, al den sygdom og manglende læsetid taget i betragtning. Februar er en måned, hvor jeg virkelig har kunnet fordybe mig i min læsning igen, og det har været SÅ tiltrængt.

Februars bedste bog: Uden tvivl "Tag gaden tilbage" af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen. Jeg ELSKEDE den bog, og jeg sidder stadig tilbage med kuldegysninger, når jeg tænker på den. Det er uden tvivl en af de YA udgivelser, der kommer i år, som man SKAL læse. Jeg tror endda det kan gå hen og blive årets bog for mig. Den rørte mig virkelig som ingen bog har gjort i lang tid, og jeg anbefaler den til alle, jeg kan!

Februars mest skuffende bog: Jeg er ikke blevet skuffet i februar. Så det er ikke en passende titel for denne lille opsummering. Men jeg kan sige, at jeg læste "Kære Evan Hansen", der kunne have haft et bedre twist, selvom resten af bogen var perfekt. 


Hvad byder den kommende måned på?: Marts bliver en måned, der virkelig skal nydes. Jeg starter mine "crazy-months" på arbejde i april, hvor jeg får nye arbejdstider, da førskoleungerne starter. Jeg kan allerede nu mærke presset, og jeg glæder mig samtidig med, at jeg bare ved, at det bliver 3 måneder, hvor det handler om overlevelse! Læsestakken er dog klar, og den er desværre blevet ret stor her i februar, hvor der er kommet SÅ mange fede bøger. Men jeg satser på at nå både fantasy og YA. Samtidig er jeg også blevet helt vildt glad for at høre podcasts, så det skal der også findes tid til (kan man købe flere timer i døgnet?!).

Har I haft en god februar? Hvad er den fedeste læseoplevelse, I har haft? Anbefalinger modtages med kyshånd!

søndag den 24. februar 2019

"Måneskinsbanden" af Kat Lassen


Titel: Måneskinsbanden
Forfatter: Kat Lassen
Serie: -
Forlag: Calibat
Sider: 268
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Bogen er stillet til rådighed af forfatteren selv. 

Asger er dybt forelsket i Emma, og derfor er han gået med til at være en del af Måneskinsbanden. De bekæmper kriminalitet og løser mysterier - eller det siger Emma i hvert fald, at de gør.
Men da pedellen pludseligt dør, og deres forfærdelige klasselærer, Dragen, beskyldes for mordet, er Måneskinsbanden nødt til at forstå, at det ikke  er for sjov. De må hjælpe med at opklare mordet, også selvom det pludseligt bliver meget farligt. 

"Den her bog er SÅ anderledes, Xenia! Jeg er lige blevet færdig med den, og jeg hyggede mig samtidig med, at den virkelig var fængende! Den skal du læse!"
Det er de første ord, jeg hørte om Måneskinsbanden. Jeg skrev mig den bag øret, da min søde veninde, der også har været med til at læse Kats manuskript på vegne af forlaget, anbefalede den. Den lød fed. Anderledes, og vigtigst af alt som noget, der kunne udfordre den genrelæsning, jeg nogle gange kan have en tendens til at ende i. 
Da Kat Lassen så selv kontaktede mig og spurgte, om jeg ville læse bogen, takkede jeg med det samme ja og huskede på de ord, min veninde havde knyttet til den. Nu er den læst, og jeg har haft en virkelig hyggelig og god læseoplevelse, som jeg ser tilbage på med et smil på læben.


Asger er bogens hovedperson. Han går i 7.klasse ligesom sine klassekammerater, og det er især Emma, han ikke kan lade være med at tænke på. Hun er sød, og Asger er håbløst forelsket. Derfor er Asger villig til at være en del af Emmas Krimi-Klub, også selvom han synes, at det virker lidt mærkeligt og mystisk. Asger er den typiske 7.klasses-dreng. Han synes forældrene er pinlige, han elsker at hænge ud med vennerne, og han er forelsket i én fra klassen. Asger er en dreng, man ikke rigtigt kan lade være med at holde af. Hans klodsethed er rigtig godt beskrevet, og så er han den type karakter, der virkelig kan udvikle sig gennem historien. Asger starter med overhovedet ikke at ville blandes ind i sagen om pedellen, men fordi Emma insisterer, går han selvfølgelig med. Asger er en karakter, der virkelig fik mig til at grine og blive helt varm indeni, og Lassens måde at beskrive ham og hans tanker er så morsomt og pudsigt, at jeg slet ikke kan sammenligne det med andre læseoplevelser. 


Ankepunkterne er detaljer i denne bog, men ikke desto mindre var det ting, der til tider rev mig lidt ud af historien. Fx forsiden. Ja, det er virkelig detaljer, og så alligevel ikke. Bøgers forside er det første, vi ser. Og den er ikke til 7.klasses-læseren; snarere et par årgange under. Bestemt kan en 5.klasse læse bogen, men dem, den måske er skrevet til, ville nok ikke umiddelbart hive den her bog ned fra hylden. 
Og så er der Ali. Ali er Asgers bedste ven, og mit hjerte, der brænder for det anderledes og til tider skæve, elsker, at Ali er en del af fortællingen. Desværre bliver der til tider et lidt for stort fokus på Alis sprogbarriere, og det løses ikke lige så elegant hver gang. Ali går meget op i at kunne snakke med "udlændinge-accent", og det kunne have været sjovt 1-2 gange i hele bogen. Desværre bliver tricket trukket op af hatten lidt for mange gange, og det bliver kedsommeligt og en kliché, jeg godt kunne have været foruden. 

"Måneskinsbanden" er en bog, der virkelig minder mig om De 5-fortællingerne, jeg selv læste som barn. Der er krimi, en mordgåde og en fortælling om 4 unge mennesker, man som læser virkelig holder af og med. Kat Lassen har et fantastisk sprog og giver her sin læser en original og nytænkt fortælling, der er spændende og hylende morsom. 
Kat Lassen kan sagtens gå hen og blive denne generations Kirkegaard eller Jürgensen, og jeg glæder mig til at læse meget mere fra hende!