.

.

mandag den 4. november 2019

Månedlig opsummering: Redebyggende oktober




Dette var oktober for mig: Oktober har været en måned med skønne aftaler og ultimativ afslapning. Oktober har været den måned, hvor de sidste skulle ses eller der lige skulle nydes den sidste kop kaffe ude, inden det hele går løs herhjemme igen.
Oktober har været redebyggeri, klargøring, tøjvaske i lange baner og planlægning af alle tænkelige fødselsscenarier. 
Oktober har været overskud til bøger og lykken ved læsning, som virkelig er genfundet.
Oktober har været utallige podcasts på sofaen eller i sengen.
Oktober har været venindehygge og kvalitetstid med dem, jeg elsker allermest.
Oktober har været stilhed før stormen.
Oktober har været te, kakao og varme drikke generelt i lange, lange baner, og jeg har elsket det.
Oktober har været venten. Ulidelig ventetid, svar på længe stillede spørgsmål og konkretisering af hele livssituationen om ganske få uger.
Oktober har været rolig og kaotisk på en og samme tid.

Oktober på forældre-fronten: Igen kan der deles op i 2; Tristan og BabyE. 
Tristan elsker vuggestuen, vuggestuen elsker Tristan. Vi har været til forældremøde på den stue, hvor han om 1-2 måneder skal flytte til (der går de 2-3 årige børn), og det var simpelthen vildt at se, hvor meget de lærer, når de bliver "de store". Jeg græd på vej hjem i bilen, fordi han bare er så stor nu. Og han bliver større. Jeg kan slet ikke følge med, især fordi jeg lige nu er så meget i mig selv og koncentrerer mig om min krop og at gro lillesøster. Jeg vælger at tro på, at overskuddet vender tilbage, når smerterne og fødslen er væk. Så er det jo "bare" træthed. Ha. 
BabyE melder sin ankomst engang i november. Hvornår ved vi ikke - eller jo. Vi har en dato for igangsættelsen, som er planlagt, hvis jeg ikke føder selv. Den holder vi dog for os selv, for de der "HAR DU FØDT?!" beskeder undgik jeg med Tristan, og det var en velsignelse. 
Jeg har ondt. Jeg græder dagligt af smerte. Nætterne er lort, og min ryg er ødelagt. Jeg kan virkelig ikke mere. Hvor jeg dog glæder mig til at få min krop tilbage og ikke skulle have ondt konstant. Jeg glæder mig til at kunne være ordentligt mor for Tristan igen. Til at kunne lege. At være med på gulvet. Gud, hvor bliver det fedt!



Det læste jeg i oktober: 5 bøger. Se nu, hvor læseflowet er vendt tilbage (elendig timing, fordi jeg ikke ANER, hvad jeg når i november!). Men det er jeg sgu stolt af.


Oktobers bedste bog: Uden tvivl "Krigens monstre" af Patrick Ness. Det var en episk afslutning på den vild, vild serie, og jeg er slet ikke færdig med at snakke om serien eller tænke over alt det, som sidste bog satte i gang hos mig. Nu venter jeg (u)tålmodigt på, at Mark får dem læst, så vi kan nørde-snakke i en uendelighed.


Oktobers mest skuffende bog: "Glimt" af Billie Koppel. Det er ikke en dårlig bog, den var der ligesom bare. Og der var passager, som jeg simpelthen ikke fandt nogen som helst mening i. Glimt er i hvert fald en rigtig god titel for bogen.


Oktobers anbefaling: Jeg har bestemt mig for, at NU! skal det være noget andet end true crime! Så derfor vil jeg anbefale en film. Vi så "A Quiet Place" her i oktober (det er jo gysermåned, som min mand pointerede), og jeg ved, at det er en film, som alle sikkert har set. Det havde vi dog ikke, og er man i den situation, at man ligesom os har været langsomme, så skal man virkelig give sig selv at få den set!
Den er enormt intens, skide spændende og samtidig ufatteligt rørende. Hele vejen igennem sad vi i stilheden og råbte af skærmen, fordi det slet ikke er til at være i. Det er meget mere end en gyserfilm, og den har så meget på hjerte. 
SE DEN!




Hvad byder den kommende måned på?:  Baby. Bom. Det er det. Det er virkelig det eneste, jeg ved. Ej, jeg ved, at vi skal i Musikhuset i Aarhus og se Ringenes Herre 3 med symfoniorkester til. Det er det sidste, der er planlagt inden baby, og jeg håber virkelig, at hun lader os tage af sted til det, især fordi det er sammen med verdens bedste vennepar! 
Men derudover er der ingenting i kalenderen udover baby. Og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Har jeres oktober været god? Er der blevet læst nogle spændende bøger, som du vil anbefale mig, mens barslen står på?

søndag den 27. oktober 2019

"40 ting du skal vide om din fødsel" af Cana Buttenschøn


Titel: 40 ting du skal vide om din fødsel
Forfatter: Cana Buttenschøn

Serie: -
Forlag: People's Press
Sider: 220
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 



Bogen er stillet til rådighed af People's Press.

Det er ligegyldigt, om du skal føde for første gang eller om det er noget, du har prøvet før. Informationer er noget, du bombarderes med. Det kan være svært at sortere i, hvad der råd og synsninger og hvad der er fakta.
I denne bog forsøger Cana Buttenschøn, der både har førdt børn men som også er jordemoder at tage den vordende mor i hånden og fortælle om de 40 ting, der er NEED TO KNOW-stuff. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig har været begejstret for Buttenschøns andre bøger. Her i min 2.graviditet har jeg løbende læst "40 uger inden", og selvom jeg har været gravid før, har den været en genial ven og guide igennem et totalt kaotisk og anderledes forløb. Jeg læste desværre først "40 uger efter", da Tristan var 1 år, men den ligger klar, så jeg kan genlæse den med lillesøster og faktisk følge de første 40 uger i hendes liv gennem den. 


Som gravid er det ikke nogen hemmelighed, at Google, veninder, familie, fagpersoner og fremmede gerne vil fortælle, give råd eller vejlede. Og det er bare så overvældende, for alle har bare hver deres opfattelse af fødsel, graviditet eller livet med børn. Så hvad skal man forholde sig til?
Jeg siger ikke, at denne bog er den ultimative sandhed. Men jeg siger, at hvis jeg havde haft den i min 1.graviditet og op til min første fødsel, havde jeg slet ikke været lige så forvirret og bange.

Buttenschøn leverer ikke SVARET her. Bestemt ikke. Men her er fakta, og der er informationer, som bliver belyst fra forskellige synsvinkler, så man som læser kan tage det med derfra, som man kan bruge, og det er dejligt befriende. 

Her afdækkes alt fra den normale fødsel til kejsersnit til præmatur-børn, og det er så dejligt, at man er forberedt på alle scenarier. For selvom man har en forestilling om, hvordan ens fødsel skal være, er det langt fra sikkert, at det bliver på den måde. Det er virkelig beroligende læsning, og jeg føler mig virkelig klædt på til at føde endnu en gang.
Noget af det, jeg virkelig nød i bogen (er det noget, som andre gravide også elsker? Nogle vil kalde det selvpineri, men jeg ELSKER det!) er de mange fødselsberetninger, der er at finde. Her er det virkelig kvinder med virkelige kroppe og fødsler bag sig (endda også enkelte fædre!), der fortæller om deres oplevelse med hele forløbet - endda helt uden filter. Det er så fantastisk, og det understreger netop pointen om, at ingen kvinder er ens, og at alle fødsler er okay. Der er ikke noget, der er bedre end andet, for vi er skide seje, at vi får et barn bragt ud i verdenen. 


"40 ting du skal vide om din fødsel" er en genial, morsom og virkelig kærlig håndsrækning til vordende mødre. Den forbereder, oplyser og underholder virkelig på en herlig måde. Den er hyggelig læsning samtidig med, at man virkelig får noget med derfra. Hvis man er gravid og godt kunne bruge informationer eller fortællinger om fødsel, så er denne bog bare et must-read. Her er et rigtig godt og realistisk bud på, hvad du SKAL vide, inden din fødsel går i gang, og jeg elsker det!

onsdag den 23. oktober 2019

"Krigens monstre" af Patrick Ness


Titel: Krigens monstre
Forfatter: Patrick Ness
Serie: Chaos Walking
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 655
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


OBS! Anmeldelsen indeholder spoilere fra de forrige bøger!!

Spacklerne kommer. De har ikke i sinde at skåne nogen. Menneskene gør sig klar til kamp samtidig med, at nybyggerne nærmer sig. Det hele handler om sejr og at udslette fjenden. Midt i det hele står Todd og Viola, og nu skal der vælges side. Men hvem er skurke, og hvem er helte, når alle er blevet til monstre?

Dette er sidste bind i Ness' trilogi om Todd og Viola. Noget af det, jeg virkelig elskede ved bog 2 i serien, var, at den nærmest udelukkende handlede om, hvad der skete karaktererne i mellem. Det var dialoger og det var alt det, der blev sagt mellem linjerne, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det handlede om manipulation og det faktum, at vi bare ikke kan sige, at mennesker er endegyldigt gode eller onde. Alle mennesker kan presses derud, hvor vi gør ting, som vi senere vil fortryde. 
Det er disse tanker, som bog 3 arbejder videre med, og den gør det på en så intens måde, at man som læser nærmest ikke kan holde til det.


Todd og Viola er fortsat hovedpersonerne, men hvor de i sidste bog fortalte hele kapitler, skifter fortællerstemmen nu konstant. Det gør, at man hele tiden er opdateret på, hvad de tænker, hvad de foretager sig, men samtidig giver det et vildt drive, hvor man hele tiden vil vide mere, fordi man forlader dem midt i noget enormt spændende. 
Todd er sammen med borgmesteren, der fortsat forsøger at få Todd på sin side. Dialogerne mellem dem er enormt stærke og virkelig godt skrevet. Der er så meget under det sagte, at man tit har svært ved at få det hele med. Samtidig sker der ting i Todd, som gør, at man ikke helt ved, hvor man har ham. Er han ved at kunne se borgmesterens idéer? Hvis han nu får muligheden, vil han så vælte borgmesteren eller....? 
Når man følger Viola, ser man Todd igennem helt andre øjne, og det er virkelig interessant, hvordan hun pludseligt ikke kan genkende ham. Hun hører ikke de mange ting, Todd og borgmesteren taler om, og derfor bliver hendes syn på godt og ondt ikke lige så nuanceret som læserens eller Todds. 
Todd og Violas forhold udfordres konstant gennem bogen, og det bliver endnu sværere, da de langt hen ad vejen ikke befinder sig på samme location. De må via radio eller video have kontakt til hinanden, hvilket kun gør det endnu sværere at mærke, hvor den anden er henne i forhold til at vælge side i krigen. 


Hvad der gør os til monstre, vil der altid være utallige bud på i psykologien. Ness arbejder i denne bog med idéen om, at alle kan blive monstre. Alle kan drives derud, hvor vi har lidt så meget, at vi ser rødt. Vi vil have hævn, koste hvad det vil. Det er en meget menneskelig tanke, og i bogen er der adskillige fortællinger om, at man i sorg og smerte kan ønske andre døde eller at se dem lide, som man selv har gjort. En tredje stemme kommer ind i fortællingen (hvilken vil jeg ikke afsløre), men jeg havde på ingen måde set den komme. Den giver SÅ god mening ind i hele debatten om ondskab og at blive et monster. Det er en stærk og rørende fortælling, der giver den sidste bog et ekstra lag, og det er en stemme, jeg slet ikke har sluppet endnu. 

"Krigens monstre" er en hæsblæsende slutning på en trilogi, der er alt fra et glimrende sci-fi univers til en fortælling om mennesker og alt det onde og horrible, vi kan finde på at udsætte hinanden for. Samtidig er det en fortælling om at elske og ville gøre alt for den, man holder af. Der er stærke dialoger, og der er så intense kampscener, at man som læser suser igennem bogen. Det er en sand page-turner ligesom sine forgængere, og den slutter serien af med bravour.

fredag den 4. oktober 2019

Månedlig opsummering: Efterårselskende september




Dette var september for mig: September er en måned, som jeg bare altid vil elske. Der er noget over officielt at kunne sige, at nu slutter sommeren. Samtidig er der noget magisk over de mørkere dage, blæst og farverne, der har utallige nuancer. Jeg er en stor fan af efterår, og det har vi budt velkommen i september. 
Samtidig har september været en måned, hvor jeg har måttet prioritere i mange ting. Jeg har ikke det store overskud mere, så september er blevet til utallige middagslure (på flere timer), afslappende dage på sofaen og manglende overskud til noget som helst. 
September har været forsøget på at komme tilbage til bøgerne, som bestemt er lykkedes. September har været stand-up og gode grin med venner.
September har været serie-kigning med min mor og Mark.
September har været te og varm kakao i alt for store mængder.
September har været min fødselsdagsmåned, hvor jeg er blevet fejret og hygget om.

September har været sweatre og tæpper.
September har været rigtig dejlig!

September på forældre-fronten: I september har jeg fødselsdag - og det har Tristan også! Nu er vi forældre til en dreng på 2. Så er man stor, synes moren! Han snakker derudaf, og der er ikke et ord, han ikke forsøger at sige. Der er noget magisk over de små dialoger, vi kan have med ham, og jeg elsker den respons, der virkelig viser sig nu. Han kan ytre sine behov og ønsker, og selvfølgelig kan han blive sur, når tingene ikke går hans vej. Men han er enormt lyttende, og langt de fleste gange, kan man aftale sig ud af tingene eller forklare, hvorfor man fx skal i vuggestue med jakke på. 
Tristan er nysgerrig på den MEGET! store mave, og han er nysgerrig på de ting, der efterhånden indfinder sig til lillesøster. Især hendes seng synes han er interessant. Det er dejlige tegn, og vi taler meget om, at NU! kommer hun snart ud og leger og skal nusses. Han er helt med på, at hans opgave blandt andet bliver at finde hendes sut og bamse, når hun er ked af det. 
Graviditeten er hård og ikke sjov mere. Daglige smerter og belastninger er en del af hverdagen, og jeg har brug for al den aflastning, jeg kan få fra Mark, venner og familie. Jeg glæder mig ENORMT til at få hende ud, så jeg kan få min krop igen, og så andre også kan hjælpe med hende. Jeg glæder mig til at kunne lege på gulvet med Tristan, og jeg glæder mig bare til ikke at have ondt hele tiden. 


Det læste jeg i september: 1 bog. Men til gengæld er jeg halvvejs både med en e-bog og den store bog, jeg har læst hele september. Læselysten er vendt tilbage her sidst på måneden, kan jeg mærke, og det er virkelig dejligt. Når jeg er alene om formiddagen, må jeg bare erkende, at jeg ofte prioriterer at sove; eller også sidder jeg og lytter til podcast, mens jeg ordner tøj eller de andre småting, jeg fortsat kan hjælpe til med. Men ja, det er blevet til 1 bog.

Septembers bedste bog: Jeg synes ikke, at jeg har læst en virkelig wauw-bog i september. Så den her kategori vil jeg lade stå.

Septembers mest skuffende bog: Jeg er som sådan ikke skuffet over den bog, jeg har fået læst i september. Bogen er "Transformer" af Linda P. Den er ikke dårlig, men den var der ligesom bare, og jeg var hurtigt videre. Den tog nogle spændende emner op, men den gjorde alt det, jeg forventede af den og ikke det ekstra, som en rigtig god biografi kan. Derfor står den tilbage som månedens middelmådige læseoplevelse for mig.

Septembers anbefaling: Jeg er SÅ glad for det her nye segment! Min anbefaling i september er en podcast, som jeg virkelig elskede at lytte til. Jeg lyttede til episoderne, så snart de kom ud, og jeg er så ærgerlig over, at den er afsluttet. Der kommer nemlig kun de 6 episoder, der er udkommet. Den hedder "Den danske seriemorder" og er lavet af en tidligere efterforsker hos politiet. Det er en fortælling om Amagermanden, og formålet med podcasten er at se på, hvorvidt Amagermanden muligvis kunne have begået nogle af de uløste kvindedrab, København står tilbage med den dag i dag. En enormt spændende miniserie, hvis man er til True Crime. Den kan høres på Mofibo (og er efterhånden også at finde dér, hvor du ellers hører podcast), og er virkelig et lyt værd!

Hvad byder den kommende måned på?: Nesting. Seriøst. Oktober bliver forberedelse til lillesøster, og der skal styr på de sidste ting. Samtidig bliver oktober en masse lægeaftaler, turer til jordemoder og på sygehuset, for sådan er det bare sidst i graviditeten. Samtidig bliver oktober min læsemåned, for jeg har så mange bøger liggende, som jeg har glædet mig til i lang tid. Læsning er sat i system, for så får jeg det gjort og kommer tilbage til en god rytme. Det virker for mig, også selvom det lyder meget pligt-agtigt. 

Har I haft en god start på efteråret? Og er der blevet læst nogle gode bøger, som du vil anbefale andre?

tirsdag den 17. september 2019

"Måske fortæller jeg dig det en dag" af Heidi Fjelstrup


Titel: Måske fortæller jeg dig det en dag
Forfatter: Heidi Fjelstrup
Serie: -
Forlag: Tellerup

Sider: 207
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

 

Ene går i gymnasiet og bor sammen med sin søster, mor og stedfar. Hun er udadtil som andre piger på hendes alder. Men Ene har en hemmelighed, og hun tør ikke dele den med nogen. Det sker om natten, og det er hendes egen skyld. 

Noget af det, som jeg synes, YA kan, er, at tage tabubelagte emner op og give os mulighed for at tale om dem. YA er en genre, der tør mere end de fleste. Det er her, der er mulighed for at få ord og fortællinger om det, vi ikke forstår eller ikke tør se i øjnene. 
Det er stærke fortællinger, og det er vigtige fortællinger.
Sådan har jeg det også med "Måske fortæller jeg dig det en dag". Her er en bog med noget på hjerte, og her er en bog, der gemmer på en fortælling, der bestemt ikke er mange af. 

Jeg har læst enormt mange YA-romaner, og jeg er endnu ikke stødt på en der på så direkte vis omhandler emnet incest. Det er skræmmende. For som pædagog ved jeg, hvor mange børn og unge, der udsættes for dette hver dag.
Det er ikke noget, vi taler nok om. Og netop derfor er Fjelstrups bog så vigtig. 


Ene er bogens hovedperson. Hun er 15-16 år, går i gymnasiet og udsættes for overgreb af sin stedfar. Ene lever med skammen og skylden. Hvorfor gør hun ikke noget? Kunne hun ikke bare sige nej? Har hun selv bedt om det? Det siger han i hvert fald. Ene kan ikke være i sin egen krop, hun forstår ikke dens signaler, og hun har svært ved at passe på sig selv. Der er enormt meget på spil i Ene, og det gør hende til en utroligt interessant hovedperson. Jeg kunne snildt have brugt, at bogen var 100 sider mere, for så kunne jeg lære hende endnu bedre at kende. 
Ene lever et liv som almindelig ung samtidig med, at hun styres af selvdestruktive tanker, vrede og en skam over at blive udsat for det, som hun oplever, hver eneste dag. Ene er slet ikke som de andre, selvom hun prøver.
Ene er beskrevet enormt stærkt, og hendes handlinger giver mening, når man tager i betragtning, at hun er dybt ødelagt og ikke længere kan stole på dem, der er allertættest på hende. 


Dér, hvor det måske bliver svært for mig som læser, er scenerne, hvor stedfaren optræder. I starten er han blot "den unævnelige" og bliver en skygge, der er en del af Enes tilværelse. Det virker enormt stærkt, og overgrebene beskrives ikke direkte. Det gør det næsten værre, fordi man som læser derved kun kan forestille sig alt det forfærdelige, som Ene udsættes for. 
Men efterhånden for stedfaren mere taltid, og scenerne mellem de to bliver en anelse forcerede. Dialogen er ikke vildt overbevisende, og der kæmpes lidt for hårdt for, at vi virkelig skal synes, at han er en klam idiot. 
Det bliver som om, at Fjelstrup prøver for meget, og da overgrebene beskrives i detaljer, bliver det unødvendigt vulgært og får ikke den ønskede virkning i fortællingen. 
Samtidig var der et eller andet over slutningen, som jeg bare slet ikke brød mig om. Det gik vanvittigt hurtigt, og samtidig sad jeg tilbage og tænkte: Og.... hvad nu? Ikke på den der jeg-vil-vide-mere-måde. Snarere en: Det-var-lidt-for-let-måde. 
Det er en skam, når idéen, hovedpersonen og temaet er så veludført. 

"Måske fortæller jeg dig det en dag" er en voldsom og rå roman. Det er en fortælling om noget, vi slet ikke forestiller os kan ske, og det er en enormt vigtig tematik at tage op i ungdomslitteratur, når vi ved, hvor mange, der udsættes for incest. 
Fjelstrup har skrevet en meget modig bog, og trods sine fejl er jeg virkelig glad for at have læst den!