.

.

mandag den 2. december 2019

Månedlig opsummering: Babylykke i november



Dette var november for mig: Denne opsummering bliver enormt kort på alle fronter. November har stået i babys tegn. Terminen var 7.november, og vi har bare gået og ventet på, at Ellie ville melde sin ankomst. Ja, nu er det officielt; hun hedder Ellie! Men alt om hende kommer i næste afsnit.
November har været ventetid. Venten, længsel og samtidig sommerfuglene i maven over det nye og ukendte, der ventede os. Derfor har november også været lange lure, laden op og frustrationer over at gå så vanvittigt over tid, når nu Tristan kom 4 dage efter termin! 
November har været en flot koncert med Aarhus symfoniorkester, hvor de spillede musikken fra Ringenes Herre 3; det sidste, der skulle nås inden Ellies ankomst.
November har været gode bøger og ro. November har været en venden op og ned på alt og sindssygt skræmmende. November har været forløsning. November har været tårer og glæde og tilvenden. November har været fantastisk.

November på forældre-fronten: Billedet siger vel alt, gør det ikke? Jeg er ikke køn. Men lykkelig. Skide træt og høj på adrenalin, fordi jeg har formået at løbe et marathon. Sådan føles det i hvert fald, siger de kloge. Nu er vi forældre til 2. Shit det er vildt. Jeg har født. Igen. Jeg har presset min krop til det yderste endnu en gang, og jeg er nu endnu en lynfødsel rigere. Det er så vildt. Og jeg lover, at der kommer en fødselsberetning til jer, der er interesserede i det :). 
Tristan har taget det rigtig fint at blive storebror. Han synes, at Ellie er sød, og han er meget kærlig over for hende og vil rigtig gerne hjælpe med ting. Det at dele mor og far er til gengæld en udfordring til tider. Han laver lidt mere ballade og vil ikke altid høre efter. Nætterne har været lidt tumulte, fordi han er vågnet grædende og har villet have sine forældre. Og det har han fået. Ellie og jeg har derfor sovet lidt på sofaen, så far og søn kunne boltre sig i den store seng uden forstyrrelser. Det er okay og helt normalt alt sammen. Alt er en fase, og vi klarer det godt!
Ellie er til gengæld en baby helt modsat sin storebror. Hun sover. Meget. Hun lader sig selv sove. Og spisningen går fantastisk, fordi hun er flaskebarn. Det er en bevidst beslutning fra start, og vi trives alle 4 rigtig godt med det, hvilket må siges at være det vigtigste. Der er de klassiske ting som ondt i maven og bøvl med denne, men det ved vi er de første måneder, og så er det slut. Ellie er sød og mild og finder sig i rigtig meget. Hun er en klassisk 2'er, siger sundhedsplejersken. Det er sjovt at prøve en nem baby, og det har givet os alle mulighed for at lande i de nye roller på rolig vis. 


Det læste jeg i november: Selvom baby har været månedens overskrift, er der alligevel blevet læst. 3 bøger er det blevet til - og den ene på 700 sider vel at mærke! Det er jeg stolt af.

Novembers bedste bog: Alle mine bøger i november står tilbage som stærke læseoplevelser og nogle af årets bedste. Derfor kan jeg ikke vælge en. Bøgerne, der er tale om, er "Er du okay Helene?" af Anika Eibe. Det er enormt stærk og vigtig YA roman om overgreb og voldtægt. "Spektrum 4" af Nanna Foss, som er den længeventede fortsættelse i en serie, jeg slet ikke kan stoppe med at rose. Sidste bog er "Den sorte enkes by", som er den første bog i en ny serie af Nicole Boyle Rødtnes. Den var en sand pageturner, og jeg sidder bare her og venter på næste bog i serien!

Novembers mest skuffende bog:
Der har simpelthen ikke været nogle skuffelser her i november. Sådanne måneder er fantastiske.

Novembers anbefaling: I denne måned vil jeg anbefale en podcast-serie. Der er to sæsoner, der har hver sin podcast. Den ene hedder "Det perfekte offer", den anden hedder "Det perfekte offer 2". Den handler om det at kunne misbruge sin magt, når man arbejder i psykiatrien eller på anden vis har med psykisk ustabile at gøre. For hvem tror vi på, hvis en psykisk syg siger, at der begås overgreb på afdelingen? Patienten eller lægen? Det er en enormt spændende og skræmmende serie, som alle bør høre. Den har et vigtigt budskab og er samtidig virkelig godt produceret!


Hvad byder den kommende måned på?: December er jo bare en magisk tid på året. Seriøst. Jeg er den største juleelsker, og jeg har slet ikke kunnet vente på, at vi kunne pynte op og glæde os herhjemme. Tristan forstår væsentligt mere, hvad jul handler om i år, og der er bare noget magisk over at have børn omkring sig i julen. Han får en lille symbolsk gave i sin julesok hver morgen, og smilet på hans ansigt er simpelthen fantastisk. Jeg elsker det. Decembers læsestak er klar, og der er en del korte bøger på programmet, fordi jeg har brug for et godt læseflow, nu, hvor hverdagen skal findes på ny. Samtidig har jeg indledt et samarbejde med BookMate, som I kommer til at høre meget mere om; forhåbentlig kan de redde de lange gåture med barnevognen, så læsningen også kan ske via lydbøger!

Har november måned været god hos jer? Hvilke fede bøger har I læst? Og var I til bogforum?

fredag den 22. november 2019

"Spektrum: Kvadrantiderne" af Nanna Foss


Titel: Spektrum: Kvadrantiderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum
Forlag: Tellerup
Sider: 704
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Dette er fjerde bind i Spektrum-serien.


I Noahs verden er det aldrig sikkert, hvad der er mareridt, og hvad der er virkelighed. Han frygter at falde i søvn, for drømmene ender altid i lysningen, hvor han skyder ham. Han kan ikke undgå at blive morder. Og monstrene tager ham.
Noahs fortid begynder at hale ind på ham, og tidsrejserne bliver mere ogmere skæbnesvangre. Spørgsmålet er, om Noah er klar til at se sig selv og sine dæmoner i øjnene; også når det er i vågen tilstand?

Det er hele 2 år siden, at den sidste bog i "Spektrum"-serien udkom. Den læste jeg, mens jeg gik og ventede på at føde Tristan. Denne bog læste jeg, mens jeg gik og ventede på Ellie. Bogen blev færdiglæst, før jeg fødte, kan jeg informere om ;).
Det er 2 lange år, der er gået, når det kommer til ventetid. Især fordi bog 3 sluttede, som den gjorde. Samtidig er det enormt fedt endelig at læse en bog i serien med en mandelig hovedperson. Noah er en af de personer, jeg virkelig har glædet mig til at læse om, dels fordi han plotmæssigt har været interessant men også fordi hans karakter har virket så mystisk og indelukket. Jeg vil vide, hvad der ligger bag hans adfærd, og svarene (eller nogle af dem, for selvfølgelig sidder jeg nu tilbage med tusinde nye spørgsmål!) får jeg endelig i denne bog. 



Noah er som sagt bogens hovedperson og derved også dens fortæller. Indtil nu har man fået en flig af Noah gennem Pis fortælling, da de to kan telepartere. Noahs fortælling er sand action fra start til slut. Noah gør alt for at holde sig vågen, han frygter at sove, for så ved han, at mareridtene, monstrene og lysningen kommer. Det ender altid i død og vold, og han frygter det mere end noget andet. Han drikker energidrik, spiller voldelige computerspil og gør alt, hvad han kan, for at holde søvnen på afstand.
Scenerne i Noahs hoved er brutale samtidig med, at de er enormt rørende. Der er alt fra drabelige monstre til minder, der knuser læserens hjerte. Noahs diversitet og dybe traumer belyses i en verden, hvor han ikke kan andet end at betragte sine egne tanker. I drømme kan man ikke ændre forløbet, selvom man prøver (det har Noah testet!), og der siges utroligt meget om ham i disse passager.
Samtidig er det SÅ fedt skrevet, for med Noah ved man aldrig, om det er virkelighed eller et mareridt. Man er aldrig sikker, og man ender i total paranoia gennem bogen, for man ved ikke, om dét dér! lige skete, eller om det bare er et mareridt? Den paranoia og usikkerhed lever Noah med hver dag, og den overtager læseren på fornemmeste vis.
Noah er ikke bare den hardcore dreng med piercinger og tatoveringer. Der er noget enormt skrøbeligt og ødelagt over ham, som jeg som læser virkelig elskede at udforske. Han vil så gerne venskab, søskendekærlighed og at kunne være tryg, men han har dømt sig selv til en verden af ensomhed grundet sine mareridt. Han tør ikke åbne op, for han ved ikke, hvornår det slutter. Han ved ikke, hvad der er virkeligt. Hvis ikke dét er en tragedie, så ved jeg ikke, hvad er.


Som altid er der ikke "bare" tale om en sci-fi/YA-roman. Foss har meget mere på hjerte, og i alle Spektrum-bøgerne er bestemte tematikker oppe at vende. Nogle gentager sig, men af nye er det især fortid og fremtid, der er essentielle i Noahs fortælling.
Fortiden, fordi det er noget, man ikke kan flygte fra. Dels kan Noah ikke komme væk fra sine mareridt om den tid, han og Pi boede i Australien, og dels kan han ikke flygte fra alle de personer og traumer, han efterlod der. Især ikke, da alt i Australien pludseligt skal bindes sammen med den mission, han og vennerne er på. Noah må pludseligt stå ansigt til ansigt med de dæmoner og mennesker, han har forsøgt at flygte fra så længe.
Fremtiden, fordi Noah frygter, hvem han kan blive. Noah er bange for sig selv. Han er bange for de mareridt, der forfølger ham og den evige ensomhed, som han har tvunget sig selv ud i. Noahs frygt for lysningen, for beslutninger og ikke mindst for ikke at kunne passe på dem, han elsker, er både rørende og enormt stærkt.

"Kvadrantiderne" er en spændingsproppet pageturner af den bedste slags. Der er action konstant, og man kan aldrig vide sig sikker på, hvad der nu kommer til at ske. Plotmæssigt er der ikke en finger at sætte på den, og Nanna Foss beviser atter, at hun er en mesterlig forfatter, der har en historie, som man bare SKAL læse!
Noahs fortælling er barsk og rørende, og den er en perfekt fortsættelse til en serie, der bliver ved med at overraske og imponere. BRAVO!

mandag den 4. november 2019

Månedlig opsummering: Redebyggende oktober




Dette var oktober for mig: Oktober har været en måned med skønne aftaler og ultimativ afslapning. Oktober har været den måned, hvor de sidste skulle ses eller der lige skulle nydes den sidste kop kaffe ude, inden det hele går løs herhjemme igen.
Oktober har været redebyggeri, klargøring, tøjvaske i lange baner og planlægning af alle tænkelige fødselsscenarier. 
Oktober har været overskud til bøger og lykken ved læsning, som virkelig er genfundet.
Oktober har været utallige podcasts på sofaen eller i sengen.
Oktober har været venindehygge og kvalitetstid med dem, jeg elsker allermest.
Oktober har været stilhed før stormen.
Oktober har været te, kakao og varme drikke generelt i lange, lange baner, og jeg har elsket det.
Oktober har været venten. Ulidelig ventetid, svar på længe stillede spørgsmål og konkretisering af hele livssituationen om ganske få uger.
Oktober har været rolig og kaotisk på en og samme tid.

Oktober på forældre-fronten: Igen kan der deles op i 2; Tristan og BabyE. 
Tristan elsker vuggestuen, vuggestuen elsker Tristan. Vi har været til forældremøde på den stue, hvor han om 1-2 måneder skal flytte til (der går de 2-3 årige børn), og det var simpelthen vildt at se, hvor meget de lærer, når de bliver "de store". Jeg græd på vej hjem i bilen, fordi han bare er så stor nu. Og han bliver større. Jeg kan slet ikke følge med, især fordi jeg lige nu er så meget i mig selv og koncentrerer mig om min krop og at gro lillesøster. Jeg vælger at tro på, at overskuddet vender tilbage, når smerterne og fødslen er væk. Så er det jo "bare" træthed. Ha. 
BabyE melder sin ankomst engang i november. Hvornår ved vi ikke - eller jo. Vi har en dato for igangsættelsen, som er planlagt, hvis jeg ikke føder selv. Den holder vi dog for os selv, for de der "HAR DU FØDT?!" beskeder undgik jeg med Tristan, og det var en velsignelse. 
Jeg har ondt. Jeg græder dagligt af smerte. Nætterne er lort, og min ryg er ødelagt. Jeg kan virkelig ikke mere. Hvor jeg dog glæder mig til at få min krop tilbage og ikke skulle have ondt konstant. Jeg glæder mig til at kunne være ordentligt mor for Tristan igen. Til at kunne lege. At være med på gulvet. Gud, hvor bliver det fedt!



Det læste jeg i oktober: 5 bøger. Se nu, hvor læseflowet er vendt tilbage (elendig timing, fordi jeg ikke ANER, hvad jeg når i november!). Men det er jeg sgu stolt af.


Oktobers bedste bog: Uden tvivl "Krigens monstre" af Patrick Ness. Det var en episk afslutning på den vild, vild serie, og jeg er slet ikke færdig med at snakke om serien eller tænke over alt det, som sidste bog satte i gang hos mig. Nu venter jeg (u)tålmodigt på, at Mark får dem læst, så vi kan nørde-snakke i en uendelighed.


Oktobers mest skuffende bog: "Glimt" af Billie Koppel. Det er ikke en dårlig bog, den var der ligesom bare. Og der var passager, som jeg simpelthen ikke fandt nogen som helst mening i. Glimt er i hvert fald en rigtig god titel for bogen.


Oktobers anbefaling: Jeg har bestemt mig for, at NU! skal det være noget andet end true crime! Så derfor vil jeg anbefale en film. Vi så "A Quiet Place" her i oktober (det er jo gysermåned, som min mand pointerede), og jeg ved, at det er en film, som alle sikkert har set. Det havde vi dog ikke, og er man i den situation, at man ligesom os har været langsomme, så skal man virkelig give sig selv at få den set!
Den er enormt intens, skide spændende og samtidig ufatteligt rørende. Hele vejen igennem sad vi i stilheden og råbte af skærmen, fordi det slet ikke er til at være i. Det er meget mere end en gyserfilm, og den har så meget på hjerte. 
SE DEN!




Hvad byder den kommende måned på?:  Baby. Bom. Det er det. Det er virkelig det eneste, jeg ved. Ej, jeg ved, at vi skal i Musikhuset i Aarhus og se Ringenes Herre 3 med symfoniorkester til. Det er det sidste, der er planlagt inden baby, og jeg håber virkelig, at hun lader os tage af sted til det, især fordi det er sammen med verdens bedste vennepar! 
Men derudover er der ingenting i kalenderen udover baby. Og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Har jeres oktober været god? Er der blevet læst nogle spændende bøger, som du vil anbefale mig, mens barslen står på?

søndag den 27. oktober 2019

"40 ting du skal vide om din fødsel" af Cana Buttenschøn


Titel: 40 ting du skal vide om din fødsel
Forfatter: Cana Buttenschøn

Serie: -
Forlag: People's Press
Sider: 220
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 



Bogen er stillet til rådighed af People's Press.

Det er ligegyldigt, om du skal føde for første gang eller om det er noget, du har prøvet før. Informationer er noget, du bombarderes med. Det kan være svært at sortere i, hvad der råd og synsninger og hvad der er fakta.
I denne bog forsøger Cana Buttenschøn, der både har førdt børn men som også er jordemoder at tage den vordende mor i hånden og fortælle om de 40 ting, der er NEED TO KNOW-stuff. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig har været begejstret for Buttenschøns andre bøger. Her i min 2.graviditet har jeg løbende læst "40 uger inden", og selvom jeg har været gravid før, har den været en genial ven og guide igennem et totalt kaotisk og anderledes forløb. Jeg læste desværre først "40 uger efter", da Tristan var 1 år, men den ligger klar, så jeg kan genlæse den med lillesøster og faktisk følge de første 40 uger i hendes liv gennem den. 


Som gravid er det ikke nogen hemmelighed, at Google, veninder, familie, fagpersoner og fremmede gerne vil fortælle, give råd eller vejlede. Og det er bare så overvældende, for alle har bare hver deres opfattelse af fødsel, graviditet eller livet med børn. Så hvad skal man forholde sig til?
Jeg siger ikke, at denne bog er den ultimative sandhed. Men jeg siger, at hvis jeg havde haft den i min 1.graviditet og op til min første fødsel, havde jeg slet ikke været lige så forvirret og bange.

Buttenschøn leverer ikke SVARET her. Bestemt ikke. Men her er fakta, og der er informationer, som bliver belyst fra forskellige synsvinkler, så man som læser kan tage det med derfra, som man kan bruge, og det er dejligt befriende. 

Her afdækkes alt fra den normale fødsel til kejsersnit til præmatur-børn, og det er så dejligt, at man er forberedt på alle scenarier. For selvom man har en forestilling om, hvordan ens fødsel skal være, er det langt fra sikkert, at det bliver på den måde. Det er virkelig beroligende læsning, og jeg føler mig virkelig klædt på til at føde endnu en gang.
Noget af det, jeg virkelig nød i bogen (er det noget, som andre gravide også elsker? Nogle vil kalde det selvpineri, men jeg ELSKER det!) er de mange fødselsberetninger, der er at finde. Her er det virkelig kvinder med virkelige kroppe og fødsler bag sig (endda også enkelte fædre!), der fortæller om deres oplevelse med hele forløbet - endda helt uden filter. Det er så fantastisk, og det understreger netop pointen om, at ingen kvinder er ens, og at alle fødsler er okay. Der er ikke noget, der er bedre end andet, for vi er skide seje, at vi får et barn bragt ud i verdenen. 


"40 ting du skal vide om din fødsel" er en genial, morsom og virkelig kærlig håndsrækning til vordende mødre. Den forbereder, oplyser og underholder virkelig på en herlig måde. Den er hyggelig læsning samtidig med, at man virkelig får noget med derfra. Hvis man er gravid og godt kunne bruge informationer eller fortællinger om fødsel, så er denne bog bare et must-read. Her er et rigtig godt og realistisk bud på, hvad du SKAL vide, inden din fødsel går i gang, og jeg elsker det!

onsdag den 23. oktober 2019

"Krigens monstre" af Patrick Ness


Titel: Krigens monstre
Forfatter: Patrick Ness
Serie: Chaos Walking
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 655
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


OBS! Anmeldelsen indeholder spoilere fra de forrige bøger!!

Spacklerne kommer. De har ikke i sinde at skåne nogen. Menneskene gør sig klar til kamp samtidig med, at nybyggerne nærmer sig. Det hele handler om sejr og at udslette fjenden. Midt i det hele står Todd og Viola, og nu skal der vælges side. Men hvem er skurke, og hvem er helte, når alle er blevet til monstre?

Dette er sidste bind i Ness' trilogi om Todd og Viola. Noget af det, jeg virkelig elskede ved bog 2 i serien, var, at den nærmest udelukkende handlede om, hvad der skete karaktererne i mellem. Det var dialoger og det var alt det, der blev sagt mellem linjerne, der virkelig gjorde indtryk på mig. Det handlede om manipulation og det faktum, at vi bare ikke kan sige, at mennesker er endegyldigt gode eller onde. Alle mennesker kan presses derud, hvor vi gør ting, som vi senere vil fortryde. 
Det er disse tanker, som bog 3 arbejder videre med, og den gør det på en så intens måde, at man som læser nærmest ikke kan holde til det.


Todd og Viola er fortsat hovedpersonerne, men hvor de i sidste bog fortalte hele kapitler, skifter fortællerstemmen nu konstant. Det gør, at man hele tiden er opdateret på, hvad de tænker, hvad de foretager sig, men samtidig giver det et vildt drive, hvor man hele tiden vil vide mere, fordi man forlader dem midt i noget enormt spændende. 
Todd er sammen med borgmesteren, der fortsat forsøger at få Todd på sin side. Dialogerne mellem dem er enormt stærke og virkelig godt skrevet. Der er så meget under det sagte, at man tit har svært ved at få det hele med. Samtidig sker der ting i Todd, som gør, at man ikke helt ved, hvor man har ham. Er han ved at kunne se borgmesterens idéer? Hvis han nu får muligheden, vil han så vælte borgmesteren eller....? 
Når man følger Viola, ser man Todd igennem helt andre øjne, og det er virkelig interessant, hvordan hun pludseligt ikke kan genkende ham. Hun hører ikke de mange ting, Todd og borgmesteren taler om, og derfor bliver hendes syn på godt og ondt ikke lige så nuanceret som læserens eller Todds. 
Todd og Violas forhold udfordres konstant gennem bogen, og det bliver endnu sværere, da de langt hen ad vejen ikke befinder sig på samme location. De må via radio eller video have kontakt til hinanden, hvilket kun gør det endnu sværere at mærke, hvor den anden er henne i forhold til at vælge side i krigen. 


Hvad der gør os til monstre, vil der altid være utallige bud på i psykologien. Ness arbejder i denne bog med idéen om, at alle kan blive monstre. Alle kan drives derud, hvor vi har lidt så meget, at vi ser rødt. Vi vil have hævn, koste hvad det vil. Det er en meget menneskelig tanke, og i bogen er der adskillige fortællinger om, at man i sorg og smerte kan ønske andre døde eller at se dem lide, som man selv har gjort. En tredje stemme kommer ind i fortællingen (hvilken vil jeg ikke afsløre), men jeg havde på ingen måde set den komme. Den giver SÅ god mening ind i hele debatten om ondskab og at blive et monster. Det er en stærk og rørende fortælling, der giver den sidste bog et ekstra lag, og det er en stemme, jeg slet ikke har sluppet endnu. 

"Krigens monstre" er en hæsblæsende slutning på en trilogi, der er alt fra et glimrende sci-fi univers til en fortælling om mennesker og alt det onde og horrible, vi kan finde på at udsætte hinanden for. Samtidig er det en fortælling om at elske og ville gøre alt for den, man holder af. Der er stærke dialoger, og der er så intense kampscener, at man som læser suser igennem bogen. Det er en sand page-turner ligesom sine forgængere, og den slutter serien af med bravour.