.

.

mandag den 8. juli 2019

"Offer 2117" af Jussi Adler-Olsen


Titel: Offer 2117
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 488
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.


Dette er den 8.bog i serien om Carl Mørck, Assad og Rose samt Afdeling Q. Der kan forekomme spoilers i forhold til de tidligere bøger!

Krigen i Syrien raser, og borgerne flygter over Atlanterhavet for at komme til fredelige lande. Men mange klarer ikke turen over havet, og der tælles ofre. Ikke kun i krigen men også i flygtningestrømmen. En ældre kvinde skyller op, og hendes ansigt vækker opsigt, også i Danmark.
Assad må pludseligt indse, at det, han er flygtet fra, kommer enormt tæt på, og Carl kæmper med en sag i Danmark, der også trækker tråde til Syrien. 
Afdeling Q står pludseligt over for en sag, der kræver international indblanding, samtidig med, at Assad må stå ansigt til ansigt med sit tidligere liv. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Afdeling Q-serien. Normalt er jeg ikke den store krimi-læser, men disse bøger har virkelig vundet mit hjerte. Der er et eller andet over serien og ikke mindst dens karakterer, som virkelig rører mig og gør, at jeg slet ikke kan lægge dem fra mig. 
Det er efterhånden noget tid siden, at der er udkommet en bog i serien, og jeg har ventet med længsel. Nogle gange kan man komme til at sætte forventningerne ekstra højt, når man venter længe på den næste bog i en serie, men jeg kan heldigvis stå her og sige, at alle forventninger plus meget mere er indfriet!



Som altid er bogen med forskellige hovedpersoner i fokus, men det er primært Carl og Afdeling Q, der er vores hovedpersoner. Carl er som altid; en mand med tendens til brok og en mand, der synes, at alle andre er langsomme og ikke fatter noget som helst af det, han gerne vil frem i livet med. Når det så er sagt, er der meget mere i Carls karakter. Han står med en voldsomt amputeret afdeling, da Rose ikke længere er ansat. Hun har trukket sig efter hændelserne i "Selfies", og han står med Assad, der pludseligt slet ikke er sig selv. Gordon er heller ikke til megen hjælp, især fordi han kører sit eget løb med en ung gut, der ringer og truer med at gå bersærk, når han vinder sit computerspil. Carls angst fylder ikke så meget i denne bog, også fordi det ikke er hans historie, der er i fokus. I stedet bliver Carl den, der trods sit dømmende og trætte væsen må holde sammen på alt. Carl viser sig fra sin bedste side i denne fortælling, både som professionel og som ven. Der er noget over Carl, som jeg altid har elsket, og det er virkelig det, som der fokuseres på i denne bog. 

I stedet bliver fokus på Assad. De sidste 7 bøger har man som læser godt vidst, at der var noget, som Assad ikke fortalte. Han kan cirkelspark, han ved ting om politi og militær, som en rengøringsassistent ikke bør kende til. Der har været hints og tanker, som man som læser har kunnet dykke ned i, men jeg personligt blev enormt overrasket over, hvordan det hele hang sammen. Jeg vil ikke afsløre Assads historie, for den skal man som læser virkelig opleve med Adler-Olsens egne ord, men jeg har både grædt og grint over den måde, Assad beskrives i denne bog.
Det er tydeligt, at Adler-Olsen virkelig elsker Assad som karakter og også nyder at skrive ham. Det fokus, han får i denne bog, har han længe fortjent, men samtidig givet det også enormt god mening, at Assads fortælling ligger så sent i serien. Der er nødt til at være et helt særligt forhold mellem Carl og Assad, før at historien kan fungere, og det gør den i særdeleshed. 



Dette er den første bog i serien, der er aktuel på denne måde. Bestemt er der skrevet om andre vigtige begivenheder i Danmark såsom de Kellerske anstalter, men krigen i Syrien berører os her og nu. Som læser kan man huske snakken om bådflygtninge, der druknede, og vi kan huske, hvordan ligene skyllede op alle vegne. Vi kan huske frustrationen, og vi kan huske det voldsomme i den frygt, der blev spredt, da IS var på sit højeste. Hvad nu, hvis en terrorist slap ind over grænsen i strømmen? 
Og det er netop disse emner, Adler-Olsen tager op i bogen. Han skaber et skrækscenarie med et opdigtet terrorangreb og dets planlægning samtidig med, at han er enormt nuanceret i hele problematikken. Her er skurke, og her er dem, der lider onder skurkenes regime. Der er ikke én indvandrer, troende eller flygtning, der er ens, og det er vel netop essensen i hele den debat, der har kørt i Danmark i flere år. 
Trådene til virkeligheden og ikke mindst den krig, der udspiller sig her og nu, gør, at læsningen bliver ekstra intens, og som læser får man gentagne gange en knude i maven, fordi det hele bare kommer lidt for tæt på. 

Der er enormt stor research bag denne fortælling, det er der ingen tvivl om. Adler-Olsen har virkelig været grundig, og selvom alle karakterer er opdigtede, så er man som læser ikke i tvivl om, at dette er en flig af virkeligheden; og den virkelighed, som vi alle frygtede, da terrorangreb var en del af vores hverdag. Det virkelighedsnære i fortællingen gør ondt, og det er formidabelt, at en krimi, der er til for underholdning alligevel kan komme ind under huden på sin læser på den måde. Det kræver en ekstrem dygtig forfatter, og det viser Adler-Olsen med denne bog, at han er.

"Offer 2117" er ikke bare den bedste bog i serien siden "Journal 64". Den piller ved læserens menneske- og verdenssyn, fordi den tvinger os til at tage stilling til en virkelighed, som vi har svært ved at begribe. Samtidig er den en sand page-turner, og som læser aner man ikke, hvad der kommer til at ske på næste side. 
Dette er et must-read, det er der ingen tvivl om!

 

søndag den 30. juni 2019

Månedlig opsummering: Trætte juni


Dette var juni for mig: Det er svært for mig at opsummere juni. Den forsvandt så hurtigt og samtidig er den så pakket af oplevelser, hygge og store begivenheder. Juni har været venindehygge og mig.tid af bedste skuffe. Juni har været tid til iskaffe og læsning. Juni har været læseflow og snak om bøger, der virkelig har rørt mig. Juni har været plukveer og yderligere begrænsning ift hvad jeg kan og ikke kan, indtil jeg skal føde. 
Juni har været planlægning af fremtid og shopping af udstyr til baby.  Juni har været sommer, varme og rodede nætter, fordi jeg bare er en hval. 
Juni har været god tid og leg i haven, som jeg bare er så lykkelig for, at vi har. Der er noget magisk over at kunne være derude og virkelig nyde Tristans udforskning af verdenen. Juni har været sangundervisning (jeg havde brug for at gøre noget godt for mig selv!), og juni har været en skøn, skøn sommerfest på job. 
Minispirene (førskolen) er gjort færdig, og jeg læner mig tilbage med en selvtilfredshed og ikke mindst en ro over, at jeg nu kun har 2 uger tilbage, inden den står på lang og velfortjent sommerferie. Det bliver dejligt at kunne lukke de hektiske måneder ned, og jeg er så stolt af vores små unger, der virkelig er klædt på og klar til at starte i børnehaveklasse efter ferien. 
Juni har været afsluttende og samtidig har den gjort mig så klar til alt det nye, der skal ske i de kommende måneder.


Juni på forældre-fronten: Vi kan nu fejre, at BabyE er tjekket igennem, og at alt tyder på, at hun er helt normal og lige, som hun skal være. HURRA! Vi har nemlig overstået den frygtede "misdannelsesscanning", som viser diverse ting i organer mm. Den er virkelig rar at have overstået! Det betyder med andre ord, at alt er så optimalt, som det kan være med hende, og vi kan nu gå og vente. Og vente... Når det er så hårdt at være gravid, så er det bare sådan, at det er alt for lang tid til termin. Til gengæld mærker jeg hende hver dag og har gjort det i et par uger nu. For første gang mærkede jeg hende udenpå maven her den anden dag, og hun er enormt aktiv, så det nyder jeg. Den fornemmelse vil jeg nyde hele graviditeten, har jeg lovet mig selv, for den kommer jeg aldrig til at mærke igen. 
Tristan snakker. Hold nu kæft. Der er ord og sætninger og lyde fra han vågner, til han falder i søvn. Det er så fedt; og til tider trættende, fordi han aldrig nogensinde holder mund ;). Men det er skønt, især fordi vi nu kan føre reelle samtaler med ham (i hvert fald hvor der skal svares ja og nej). Han er et helt menneske nu. Og jeg elsker det!


Det læste jeg i juni: 2 bøger. Jeg har en feeling af, at jeg har læst mere. Men det er nok fordi, at jeg gik og ventede ret længe på den nye Jussi-bog og i stedet kastede mig over podcasts, mens jeg ventede. Og så er jeg nærmest færdig med den, så det er jo næsten 3 bøger ;)

Junis bedste bog: Det er der ingen tvivl om. Måske er den endda også årets bedste. "Og så drukner jeg" af Ditte Wiese står stadig skarpt for mig, og jeg bliver så rørt, når jeg taler om den eller genlæser passager. Jeg er slet ikke færdig med den bog, og den gjorde noget helt særligt ved mig.

Junis mest skuffende bog: Jeg har læst så lidt i juni, når det kommer til at skulle finde en skuffende bog. Der er ikke nogle af de bøger, jeg har åbnet, der har skuffet mig. Heldigvis. Jeg synes virkelig, at jeg ender med de fantastiske fortællinger for tiden, og det nyder jeg i fulde drag!

Hvad byder den kommende måned på?: Kan I stave til 
S O M M E R F E R I E ?!
For det kan jeg! Der er lige 2 arbejdsuger mere, og så vil jeg læne mig tilbage og nyde min familie, mit hus og bare det at være til. Der bliver med garanti også tid til bøgerne, og jeg glæder mig for sindssygt. Ferien er seriøst tiltrængt efter førskole og konstant stress de sidste 3 måneder, og det er simpelthen det, som juli kommer til at handle om for mig.  

Har I læst nogle dejlige bøger i juni? Og er der vilde ferieplaner hos jer?

fredag den 21. juni 2019

"Efterskælv" af Sofie Riis Endahl


Titel: Efterskælv
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Byens Forlag. 


Viktoriya er pigen, der kan det hele; 12-tallerne vælter ind, hun har 5 A-fag og hun elsker sin kæreste. Der er måske lidt for meget hash i weekenderne, men det går nok.
Caja er hende med de tusinde følgere på Instagram, og som alle drømmer om at være. Selvom Caja er kæreste med ham, som alle sukker efter, kigger hun lidt for langt efter Helena. 
Ellen er tyk og usynlig. Ingen ser hende, og Ellen vil bare gerne ses, især fordi hun snart fylder 18 og stadig er jomfru. 
En nytårsaften smeltes skæbnen sammen for de tre tidligere veninder, og intet er, som det var, før klokken slog midnat. 

Endahl er ung. Yngre end mig (så er man ung, for så gammel synes jeg altså ikke, at jeg er!), og hun har flere bøger bag sig. Jeg har pt kun læst "Øjebliksbilleder", som også er anmeldt på bloggen. Den gjorde det, den skulle, men samtidig leverede den ikke den fortælling, jeg håbede på og forventede. Derfor var jeg lidt forbeholden, da jeg startede på denne bog.
Men hvor er jeg dog glad for at kunne meddele, at Endahl med denne roman virkelig formår at sætte sit navn på tavlen som en af Danmarks dygtige og virkelig relevante YA-forfattere!
"Efterskælv" gør alt det, jeg håbede på, at den ville. Her er karakterer, som jeg er dybt investeret i, og her er en form, som virkelig dragede mig. 


Der er 3 fortællere i bogen, og de skiftes til at berette en lille del. På den måde sidder man tilbage som læser og har hele tiden lyst til at vide mere og vende tilbage til den eller dens fortælling for at finde ud af, hvad der nu skal ske.
                  Viktoriya (kaldet Vik fra nu af) er den klassiske mønsterelev, der har tårnhøje forventninger til sig selv. Hun kan ikke gøre det godt nok. Hun siger aldrig nej til faglige projekter, og hun vil cykle 100 kilometer. Vik lever et farligt liv, og hun sætter sit helbred på spil hver dag. Under det perfekte, er hun ødelagt. Kæresten vil hellere være venner, og Vik må se det hele smuldre mellem fingrene på hende. Der er noget ildevarslende over Viks fortælling, og man sidder tilbage og tænker; hende vil jeg ikke ende som. 
                 Caja har tidligere været overvægtig men har nu kæmpet sig til at være den, alle drømmer om at være. Hendes perfekte Insta-liv er alt for hende, og det handler om at have den rigtige venindekreds, den rigtige kæreste og bestemt ikke stikke ud. Derfor er det også spændende, at spørgsmålet om seksualitet tages op gennem hende. Caja har alt at miste, hvis hun er tro mod sig selv. Caja er bange for atter at blive hende den tykke og udskammede, hvis hun giver efter for det, hun drømmer om. Der er noget ved hendes fortælling, der virker enormt klichéfyldt, for har vi ikke hørt historien om den populære pige, der har det skidt, før? Sikkert. Men med Caja skaber Endahl en karakter, man som læser faktisk får ondt af, som man føler med og som man virkelig ikke misunder det vilde liv. Caja har så mange nuancer i sin fortælling, og det var også den, der overraskede mig mest gennem bogen. 
                   Ellen er den tragiske fortælling på sin vis. Hun er der, og ingen ser hende. Hun vil gøre alt for at blive set, anerkendt og værdsat. Familien er kendt for tårnhøje snit og gode uddannelser; Ellen hænger i med neglene og drømmer sig andre steder hen, hvor hun kan være sig selv. Der er noget dejligt sårbart over Ellen og hendes fortælling. Handlingen er som sådan enkel, men de facetter, der berøres i hendes historie og karakter, rørte også mig enormt dybt. 


Samspillet mellem de 3 piger er intet mindre end genialt. De har tidligere været bedste veninder, og nu ser de kun hinanden til fester eller på skolens gange. Der er kommet så stor afstand, selvom de har været så tætte. Da de er til den samme nytårsfest og deres skæbner igen krydses, er der bare noget helt særligt over det. 
Historien er skrevet på 3 forskellige måder, så alle 3 piger får hver sin tydelige stemme i handlingen, og det virker enormt godt.
Det ENESTE! jeg simpelthen ikke var tilfreds med, og som gjorde, at den ellers perfekte læseoplevelse faldt en smule til jorden, var slutningen. Den kan jeg ikke forlige mig med, og det er jeg så træt af.
Men alligevel sidder jeg tilbage og er sikker på, at Endahl kun bliver bedre og bedre. 

"Efterskælv" er en fortælling om at være god nok, at være sig selv og at huske sig selv i det hele. Det er en historie om at elske, om at leve og ikke mindst om venskab. Endahl markerer sig med denne bog, og jeg er SÅ spændt på, hvad det næste fra hende bliver. Jeg er i hvert fald klar!

fredag den 14. juni 2019

"Og så drukner jeg" af Ditte Wiese


Titel: Og så drukner jeg
Forfatter: Ditte Wiese
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

 
Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS. 


Josephine stræber efter det perfekte. Er man ikke perfekt, er man ingenting. Der er en plan for alt i hendes liv, lige fra kærestevalg til uddannelsesønske. Josephine har tårnhøje forventninger til sig selv, og hun gør intet halvt. Der er styr på det hele. Og alligevel er der noget forkert, noget ukontrolleret, der gemmer sig i hende. Hun kan ikke styre det, det holder hende vågen og det ødelægger den facade, der hver dag bygges op på Instagram og blandt venner og kæresten Oliver. Josephine forsøger at gemme det væk; men det kan hun ikke blive ved med.

Nogle gange skal jeg virkelig passe på, at en anmeldelse ikke bliver en hel afhandling; dette er en af de gange. Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil sige om Dittes bog, og jeg må se, om jeg formår at få det hele med. 

Den korte udgave? Jeg freaking elsker den her bog! Den er så velskrevet, så vigtig, så gribende og brutal. Flere gange rev den mit hjerte ud, trampede på det og gav mig det tilbage blot for at knuse det igen. 
Wiese er nådesløs i denne fortælling, men det er netop også, hvad der er brug for, når man vil skrive og - og ikke mindst til! - 12talspigerne. 
Selvfølgelig er der også drenge, der har skyhøje forventninger til deres skolegang, og alt skal være perfekt. Men vi ser oftere tendensen hos piger, og derfor tænker jeg også, at Ditte vælger en kvindelig hovedperson. 



Josephine er bogens fortæller og historiens hovedperson. Hun er 18 år og i fuld gang med 3.g. Om lidt kan hun kalde sig student, og hun glæder sig. Samtidig er det slet ikke nok. Hendes liv leves gennem telefonen, hvor hendes kalender konstant bimler og bamler og fortæller hende, hvad hun nu skal. ALT er planlagt ligefra træning til, hvornår hun skal foreslå en bestemt film til sin kæreste. Josephine gør intet spontant, for det skræmmer hende. Alt skal kunne forudsiges, måles og vejes. 
Josephines person og det liv, hun lever, berørte mig dybt. Jeg er overbevist om, at der er alt for mange som Josephine eller som har haft en snert af den perfektionisme og over-forventning til sig selv. Josephine var for mig alt for genkendelig, og derfor var jeg faktisk nødt til at læse bogen over flere dage, selvom jeg egentlig havde lyst til bare at læse den ud i én køre. Det var ganske enkelt for hårdt for mig, hvis jeg ikke kunne holde pauser. 
Selv var jeg 12talsstuderende i gymnasiet. Jeg fik stress og fortsatte. Jeg fik mavesår og fortsatte (dog med en sygemelding i 2 måneder og derved fjernstudie). Jeg kom tilbage og fik en depression oveni, men jeg fortsatte, dog medicineret. Det gjorde, at jeg kom ud med et højt og flot snit. Men hvad var prisen? Alt for høj, det ser jeg i dag. Og det er også den sandhed, Josephine må indse, og spørgsmålet er så, om hun gør det. 
Ligegyldigt hvad er Josephine en vanvittigt godt beskrevet hovedperson, og hver eneste tanke eller handling, hun gør sig, er spot on, og jeg havde virkelig lyst til at kramme hende og aldrig nogensinde give slip igen. 



Temaet omkring perfektion er noget af det, der er oplagt at skrive om, når man skriver til det yngre publikum. Det perfekte er blevet så stor en del af vores hverdag, fordi vi hele tiden får det kastet i hovedet. Reklamer, influencers og sociale medier fremstiller livet som en form for opskrift. Hvis du bare ser sådan ud, bruger dette filter og har det og det liv, så er det perfekt. Men målestokken er urealistisk, og det er langt fra alle, der formår at navigere i de mange, mange posts, vi hver dag bliver fremlagt. Perfektionisme er en sygdom blandt unge mennesker, og derfor gør Wiese noget ekstremt modigt med sin bog. 
Hun råber "stop", hun beder os tage et skridt tilbage og se det hele udefra. Samtidig giver hun læseren et håb. Vi er ikke alene i disse tanker, for det kan føles så uendeligt ensomt, når det eneste, man kan gå op i, er lektier, lektier og skemaer. 
Men der er så mange, der lever deres liv som Josephine, og det viser Wiese så smukt med sin bog. Her kan næsten alle unge finde sig selv i den ene eller anden karakter, og det er et øjebliksbillede, der er så uendeligt vigtigt at tale om. 

"Og så drukner jeg" er perfekt. Jeg kan ikke sætte én finger på den, og jeg vil love dig, at du også vil elske den. Det er en hård og brutal læseoplevelse, fordi det hele bare er så realistisk. Samtidig er det en historie, der virkelig vækker noget i sin læser, og den minder os om, at vi skal turde leve vores liv. 
Skal du læse én YA-roman i 2019, så er det denne, for der kommer ikke bedre i år, det lover jeg!

mandag den 10. juni 2019

"Din store idiot" af Carina Kamper


Titel: Din store idiot
Forfatter: Carina Kamper
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 192
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag. 


Alfred er 13 år og lever det typiske teenageliv. Han synes, at hans søskende kan være en pestilens, han synes, at hans forældre kan være pinlige men samtidig er han velsignet med en mor og far, der virkelig elsker hinanden og den lille familie. Alfred elsker fodbold og at være sammen med sine venner. 
Alfreds liv er alt i alt ret almindeligt. Men da hans far dør, bliver hele tilværelsen vendt på hovedet.

Det er sjældent, at man møder en YA-roman, der er skrevet til det mandlige publikum. På forsiden ses fodboldben og den vil helt klart gerne understrege, at her er en bog, som drengene også kan læse. Netop derfor sagde jeg ja til at anmelde denne titel. Det er tit, at drenge beder om anbefalinger, og jeg kan ofte høre mig selv anbefale bøger med kvindelige hovedpersoner og derved også med "pigeproblemer" og et manglende fokus på det at være en ung dreng. 
Alfreds historie er måske til den yngre YA-læser, men den er en enormt vigtig en af slagsen, og den er et oplagt valg for både drenge og piger (men med drengene i fokus)


Alfred er som nævnt en meget gennemsnitlig 13årig. Han er god til fodbold, og han drømmer om de nye fodboldstøvler, som hans far har lovet ham; det er nemlig dem, hans yndlingsspiller også har. Alfred lever et liv i en kernefamilie, hvor der er hjemmebag, gode madpakker og overskud til børnene i en travl hverdag. Alfred lever et liv, man på alle måder kan kalde trygt.
Netop derfor ryster det både Alfred, familien OG læseren, da faren dør. Alfreds far er uden tvivl den, der har holdt sammen på meget i Alfreds liv, og som teenagedreng er det forfærdeligt at miste den forælder, men kan identificere sig med på en helt anden måde.

Alfred går fra at være helt normal og gennemsnitlig til at blive ham, der virkelig falder uden for statistikken. Alle kigger anderledes på ham, og han skal være i en masse følelser, der er helt nye for ham. Som læser går man gennem sorgprocessen med Alfred, og man er med til alt fra ligsyn til samtale med bedemand og præst.
Det er segmenter i bogen, der er enormt rørende, og det er øjeblikke, hvor man virkelig sidder med en klump i halsen og mærker den smerte og vrede, Alfred er fyldt af.

Alfred er beskrevet meget nuanceret, og alt han gør eller siger, giver mening for læseren, fordi man sagtens kan se, at det er sorgen, der taler. 


Bogen tager et vigtigt emne op, som vi taler for lidt om; nemlig når børn eller helt unge mister en forælder. Hvordan skal vi reagere? Hvad kan vi gøre? Hvad er processen i det hele? Bogen bliver derfor både til en YA-læser, men den bliver også til den voksne, til en kammerat eller til en professionel, der står i den situation, at et barn eller en ung tæt på én pludseligt mister. 
Jeg sidder allerede nu og snakker om bogen på mit arbejde i håb om, at dansklærerne vil bruge den i undervisningen, for her er en bog, der kan noget helt særligt i forhold til tematikker. 

"Din store idiot" er en kort men vigtig fortælling. Den er morsom, hjertevarm og samtidig dybt rørende. Den beskriver en sorgproces, både med teknikaliteter og de helt store følelser. Det er en fortælling, der behandler meget tunge emner men samtidig er det også en fortælling om at turde leve og håbe.