.

.

mandag den 9. september 2019

"Smuk, smukkere, smukkest" af Sofie Riis Endahl


Titel: Smuk, smukkere, smukkest
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 164
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 

Bogen er stillet til rådighed af Byens forlag. 


 Claire, Lærke og Rosemarie er veninder og skal til fest. Claire synes ikke, at hun er god nok til sin smukke kæreste. Lærke er elitesvømmer og passer overhovedet ikke. Rosemarie er den, alle drengene vil have, men i virkeligheden vil hun bare gerne have det, de andre har. 
De tre veninder fortæller historien om en enkelt aften og om, hvor vigtigt det er, at være den smukkeste. 

Nogle gange behøver en fortælling ikke at være lang. Nogle gange er det faktisk rigtig godt, at en bog er intens og virkelig har et drive. Sådan har jeg det med den her fortælling. Én enkelt aften, én fest og én gruppe veninder. Det lyder simpelt, og det er det måske også. Men samtidig er det enormt kompliceret, og det giver en unik fortælling. 
Endahl bruger en enkelt aften på at belyse problematikker i livet som ung; at passe ind, at være en klar afviger og aldrig nogensinde at tro på, at man er god nok. 
Det er emner, som ofte behandles i YA, men det gør dem ikke mindre vigtige. Det er emner, vi altid skal tale om, og det er emner, der fortsat er masser af sige til. 


Claire, Lærke og Rosemarie skiftes til at fortælle i historien. Det var uden tvivl Lærkes fortælling, der fangede mig mest i historien. 
Lærke er elitesvømmer og er på ingen møde som de andre piger på hendes alder. Hun drikker ikke, og hun står gerne op kl. 5 hver dag for at svømmetræne. Hun ved godt, at de andre synes, at hun er kedelig, men samtidig betyder hendes sport bare alt for hende.
Der er noget genkendeligt for mig i Lærke; det med ikke at prioritere fester og byturer, fordi der er lektier eller andre ting, der skal passes. En del af Lærke ville gerne gøre som de andre, men samtidig siger det hende ikke noget. Lærke frygter at blive udelukket og udstødt fra fællesskabet, og derfor er hun voldsomt afhængig af Claire og Rosemarie. Hvis de går fra hende, er hun alene. 

Lærke er en vigtig karakter, og også bogens vigtigste, for hun giver en stemme til de anderledes, dem, der ikke er stereotyper og dem, der tror på noget og virkelig kæmper for det.
Lærke er skrevet enormt stærkt, og det er tydeligt at mærke, at Endahl virkelig brænder for det, som Lærke bidrager med i bogen.

Desværre havde jeg det sådan med Claire og Rosemarie, at de lidt var nødt til at være der for, at Lærkes fortælling kunne komme frem. Deres del af historien "var der ligesom", og deres vinkel gjorde ikke rigtigt noget for mig. Derfor sidder jeg også tilbage med en YA-roman, der bestemt omtaler vigtige og alvorlige emner, men den rørte mig ikke, som jeg ved, at Endahl også kan.
Derfor blev læseoplevelsen en gennemsnitlig en af slagsen, som jeg hurtigt kom videre fra. 




"Smuk, smukkere, smukkest" er en roman om at søge det perfekte og om altid at passe ind. Det er en roman om at turde tage sine egne valg, og det er en vigtig fortælling til unge om at turde være sig selv og vide, at vi er gode nok, som vi er. 
Det er desværre ikke alle hovedpersonerne, jeg fandt lige interessante, og det gjorde bogen til en gennemsnitlig læseoplevelse for mig. Det har dog ikke gjort, at Endahl er en forfatter, jeg ikke skal læse mere af. Jeg glæder mig allerede til at se, hvad hendes næste projekt bliver.

onsdag den 4. september 2019

Månedlig opsummering: Afsluttende august





Dette var august for mig: August har på mange måder været alt andet end dét, jeg lige regnede med. August var afslutning af sommerferie og velkommen tilbage til arbejde. Samtidig blev august den måned, hvor jeg sagde endeligt stop og blev fuldtidssygemeldt; en beslutning, jeg virkelig har haft det ambivalent med. Samtidig er det også det, der har gjort, at overskuddet så småt titter frem, og jeg kan mærke, at det har været det helt rigtige at gøre, både for mig og min arbejdsplads. Jeg elsker mit arbejde, børnene og mine kollegaer, men jeg er nødt til at vælge noget fra. Og hverken graviditet, at være mor eller kone kan gøres halvt, så beslutningen var truffet for mig.
Det har betydet en helt anden form for hverdag, men det har også betydet, at jeg har en helt anden mulighed og ro til at være sammen med Tristan. Jeg elsker det, og jeg er så glad for, at jeg har en arbejdsplads, der er så forstående. 
August har budt på læseoplevelser, jeg længe har glædet mig til, og august har gjort, at jeg atter er kommet i gang med at læse; noget jeg har forsømt og ikke haft overskud til alt, alt for længe. 
August har været afsluttende på mange fronter, og samtidig har det åbnet op for helt nye ting, og det elsker jeg. 

August på forældre-fronten: Som nævnt gik den ikke længere. Fuldtidssygemelding er nu en realitet, og det betyder, at jeg går hjemme, indtil BabyE melder sin ankomst. Det er mærkeligt og samtidig enormt rart, for der er stadig alt, alt for mange ting, der ikke er gjort endnu. I august har vi startet den store renovering af Tristans nye værelse, og vi er nu der, at det kun er detaljerne, der er tilbage. Med connections og fantastiske venner er det blevet gjort muligt, og jeg glæder mig SÅ meget til at vise jer det færdige resultat her i september. 
Graviditet er hårdt, og da sommeren har meldt sin tilbagekomst, er jeg døden nær. Jeg sover nærmest ikke, kan ikke overskue mad overhovedet og er generelt bare enormt brugt. Jeg venter pt på, at jeg skal til en vægtscanning, der fortæller lidt om, hvorvidt E er for stor eller normal. Den scanning bliver nemlig afgørende for resten af graviditeten, så det er med blandede følelser, at jeg går her i min venteposition. 
Til gengæld er det jo dejligt, at Tristan bare er sød og skøn og sjov. Han er i en alder lige nu, hvor der bare sker enormt meget. Vi kan have små samtaler med ham, og han er helt med på, hvad der skal foregå. Han øver sig i nye ting, og han er efterhånden en herre med en meget stærk holdning til, hvad der skal ske hvornår. Det nye er at kaste sig dramatisk til jorden, hvis det ikke bliver, som han kunne tænke sig, og det er til tider en udfordring. 
Han er pt inde i en fase, hvor han er enormt svær at putte (det tager ofte en time), og det kræver en del tålmodighed, især fra hans mor, der virkelig er brugt, når vi når til kl.19, hvor han skal i seng....



I august læste jeg: 2 bøger. Det er ikke mange, men de er til gengæld læst på en uge, fordi jeg virkelig bare fik mit læseflow tilbage! Det er endda bøger af samme forfatter, nemlig Sofie Riis Endahl.

Augusts bedste bog: Uden tvivl "Sindstequila" af ovenstående forfatter. Den satte virkelig tanker i gang, og jeg var vild med hovedpersonerne i den. Det var en bog, jeg virkelig savnede som teenager, og jeg glæder mig til at dele den fulde anmeldelse med jer.

Augusts mest skuffende bog:
Det er så den anden bog, der er læst i denne måned, nemlig "Smuk, smukkere, smukkest". Den skuffede mig ikke. Men den kunne have været meget mere, og den efterlod mig ikke blown away ligesom forfatterens andre bøger har gjort det. 



Augusts anbefaling: Dette er en ny ting, som jeg vil starte på. Jeg laver også andet end at læse bøger, især nu, hvor jeg er sygemeldt og ofte har svært ved at at samle mig om læsningen. Hver måned vil jeg anbefale en anden ting, som ikke er en læseoplevelse. Det glæder jeg mig så meget til! I august bliver det en podcast, som jeg er sikker på, at mange af jer allerede kender til. Det er "Mørkeland", som er en dansk podcast om True Crime, et emne, jeg altid har elsket. I "Mørkeland" præsenterer de to værter hinanden for en mordsag, og det er seriøst en podcast, man bare binger. Hvis du er til true crime, er den virkelig et must, og jeg lover dig, at du vil elske den. 

Hvad byder den kommende måned på?: September bliver en måned med ro samtidig med, at der er overskud til hyggelige og længe ventede begivenheder. 
Jeg har en god læsestak planlagt, fordi jeg virkelig håber, at læseoverskuddet vender tilbage, nu, hvor jeg kun skal fokusere på det herhjemme. Samtidig bliver september en måned, hvor der skal fejres fødselsdag, både min egen og Tristan, der bliver 2 år! Det er sindssygt. Jeg har et BARN på 2. Ikke en baby. Det har han ikke været længe...
September bliver standup, hygge og venner, inden jeg gemmer mig i en hule og bare venter på, at BabyE kommer. Det er mærkeligt, men jeg kan mærke, at jeg har et behov for at holde mig tæt på hjem, hvis hun pludseligt skulle komme. 

Har jeres august været god? Hvilke bøger har I fået læst?

onsdag den 28. august 2019

"Realityspillet 2052" af Lars Mæhle


Titel: Realityspillet 2052
Forfatter: Lars Mæhle
Serie: -
Forlag: Vild maskine
Sider: 313
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5

 
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Vild Maskine.


Året er 2052, og klimakrisen er værre end nogensinde. Der gøres alt for at stoppe den globale opvarmning, blandt andet er der et Realityspil, hvor unge sendes ud på en øde ø for at løse problemerne og mærke dem på egen krop.
Rebellen Roland udvælges til spillet og må sammen med de andre unge reflektere og overleve i den barske natur. 
Men der er én, der har bestemt sig for, at ingen skal klare den, og Roland bliver pludseligt en del af et langt større plot. 

Idéen elsker jeg. Bogen lyder meget som noget ala Hunger Games, og den slags bøger er jeg jo bare en sucker for. Det er en god idé at tage emner som klimakrisen op og behandle i fiktion, især disse år. Så udgangspunktet er jeg med på. 
Men udførslen blev bare alt andet end det, jeg havde håbet på. 


Roland som hovedperson er egentlig okay. Han er der ligesom, og han gør det, man forventer. Han gør hverken fra eller til i plottet, og han fornærmer ikke nogen. Han er ikke irriterende, men han er som sådan heller ikke én, man holder med. 
Roland er en fyr, der er træt af tingenes tilstand og bliver derfor en del af modstandsbevægelsen i forhold til det klimapoliti, der er kommet i Norge (hvor han kommer fra). Også derfor udvælges han som joker til realityspillet, og han skal sammen med de andre unge mennesker ud på en ø og kæmpe for sit liv i klimaets barske virkelighed. 
Roland er der ligesom bare, og han er usandsynligt heldig, når det kommer til spillet. Der er karakterer, der er langt mere værdige end ham som spillere, men alligevel formår han gang på gang at klare sig og forblive en del af spillet. 
Det virker meget søgt, og når Roland ikke er mere nuanceret eller fængende, er det svært at købe præmissen som læser. 

Det er især prioriteringen af handling, plot og klimaks og dettes fyld i bogen, der gør, at jeg sidder tilbage med følelsen af at mangle noget. Selvfølgelig skal der være en indledning og en opbygning af den verden, der nu er virkelighed, men det virker som om, at det er trukket unødvendigt langt ud; især fordi klimakset bliver SÅ forhastet. I stedet for at prioritere demonstrationer og politijagt, kunne jeg have ønsket, at plottet på øen samt det helt store twist havde fået den tid, det fortjente. Jeg måtte læse twistet op til flere gange, fordi der kommer meget information på ganske få sider, og det var slet ikke til at få det hele med.
Slutningen derimod er jeg til gengæld stor fan af, og jeg havde ikke set den komme. Epilogen er det bedste ved bogen, for her får alt den plads, det fortjener.


"Realityspillet 2052" er en bog og fortælling med masser af potentiale, som den desværre ikke forstår at bruge. Karaktererne er flade, og det er svært at finde én at holde med. Samtidig er der et enormt spændende tema, og det er en dialog, vi SKAL have. Desværre bliver den ikke taget på bedste vis her, og det er en skam. Slutningen er fed, og twistet er rigtig godt, men det får ikke den plads, det burde have i fortællingen.

torsdag den 22. august 2019

"Den døde piges skrig" af Kristoffer J. Andersen


Titel: Den døde piges skrig
Forfatter: Kristoffer J. Andersen
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 224
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5


Anton er fyren, der bare nyder livet. Han er ovenpå, kæresten er lækker, og han og kammeraten er de populære drenge. Men da en pige tilbyder ham og kammeraten 5000 kroner for at finde hendes forsvundne veninde, ændrer alt sig. Anton modtager mystiske beskeder, der er billeder af døde piger på hans telefon, og 666 beskeder skrives hver nat med ordene: FIND HENDE!

Der er noget over gyserfortællinger, der altid har fascineret mig. Og jeg elsker især dem, hvor man selv skal gætte med, og hvor det er overnaturlige kræfter, der er på spil. 
"Den døde piges skrig" lød som en rigtig god blanding af disse ting, og derfor glædede jeg mig til at komme i gang med den.
Det er den bestemt også. Den er en horror-fortælling med alt, hvad det indebærer, og dens plot fungerer super godt.
Det er bare sådan, at i de virkelig gode gyserfortællinger er der også karakterer, man holder med og virkelig kæmper for skal klare den; og det var her, at bogen og jeg blev uenige. 


Anton er bogens hovedperson. Han er som nævnt en fyr, der har det hele, og han lever det fede liv. Han bliver set op til, og han er ærlig talt en lort. Han mobber for at imponere, og han bruger unødvendigt grove metoder for at fremstå som den seje. 
Antons karakter bliver meget karikeret, og som læser har man bestemt ikke lyst til at holde med ham. Da Anton så blandes ind i mysteriet om den forsvundne pige, bliver hans liv alligevel vendt og drejet, og man tænker, at nu må Anton forstå, at verden også findes ud over hans egen næsetip.
Antons udvikling i historien virker enormt klodset og forceret. Det bliver et sideplot, der ikke gavner den egentlige fortælling, og jeg kunne snildt have været det foruden. Den smule nuance, der dukker op i Anton, bliver irrelevant, dels fordi det intet har med fortællingen at gøre, men også fordi jeg som læser havde mistet interessen for ham og bare ville have gåden løst.

Karaktererne omkring Anton er ensidige og til tider trælse. Hvor Anton måske består af nuancer til tider og overvejer sine handlinger, står han tilbage med venner, der er direkte idioter eller en så overfladisk kæreste, at jeg til tider skammer mig på mit køns vegne. 
Det er bestemt ikke karaktererne, der opvejer fortællingen, og det er en skam, fordi det går så meget udover læseoplevelsen.


Plottet er som nævnt velfungerende, og det er også det, der gør, at jeg læser bogen færdig. Jeg elsker mysteriet, og selvom den til tider er gennemskuelig, gør det mig intet, fordi det er hér, forfatteren har kastet sin kærlighed. Her er der mystik, twists, og jeg var fanget fra starten. Det bliver en historie, der pludseligt gør noget andet end det, jeg regnede med, og de mystiske sms'er fik det til tider til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det er rigtig godt skrevet, og det er virkelig her, man kan se Andersens talent for genren. 

"Den døde piges skrig" er en fin gyserfortælling; og det er det. Karaktererne er ikke specielt nævneværdige, men plottet fungerer super godt og giver sin læser en gyseroplevelse, der både overrasker og skræmmer

mandag den 19. august 2019

"Halvanden meters afstand" af Rachel Lippincott


Titel: Halvanden meters afstand
Forfatter: Rachel Lippincott
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 288
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag. 


Stella lider af lungesygdommen cystisk fibrose; en sygdom, som hun ved, hun skal dø af. Stella er på venteliste til nye lunger, og hendes andet hjem er sygehuset. Hun kender rutinerne, og hun har styr på medicinen og det liv, hun lever. 
Men da Will indlægges, forandres alt. Will lider af samme sygdom, og han er ikke lige så heldig som Stella. Han kan ikke få nye lunger og aner derfor ikke, hvor lang tid, han har igen. Stella har lyst til at være tæt på Will, men det ved hun godt er umuligt; de kan blive hinandens død, hvis de kommer for tæt på hinanden. 

Der er ingen tvivl om, at denne bog minder meget om "The Fault in Our Stars". 2 unge mennesker, der er dødeligt syge og ved, at de ikke har lang tid igen. De ved ikke, om de er her i morgen; så tør man leve, når sorgen bliver et grundvilkår i det liv?
Samtidig er fortællingen helt anderledes end den, John Green beretter. Emnet er muligvis det samme, men det er også det, der er at sammenligne mellem de to fortællinger.
Stella og Will fungerer enormt godt sammen. Der er noget i deres skæbnesvangre fortælling, der virkelig fængede mig, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. 
Samtidig kender jeg intet til diagnosen CF (som den forkortes i bogen), og derfor må jeg købe, at forfatteren beretter en troværdig udgave af at lide af denne sygdom. Det er en bog, der tager et hidtil ukendt tabu op for mig, og det gjorde mig virkelig glad.


Stella og Will er bogens hovedpersoner, og de skiftes til at fortælle handlingen.
Stella er kontrolfreak og har fuldstændig styr på sin behandling. Hospitalet er hendes andet hjem, og hun ved alt om statistikker, prognoser og den medicin, hun indtager. Stella er skrevet op til et par nye lunger, der vil kunne redde hendes liv, men ingen aner, om hun vil kunne nå at få dem, før det er for sent. Stella er med andre ord i et kapløb med selve døden, da vi lærer hende at kende. Grundet en forkølelse, indlægges hun, så hun kan stabileres, og alt er, som det plejer på sygehuset; indtil Will indskrives. Da hun forelsker sig, opdager Stella, at det liv, hun altid har levet, egentlig ikke er et liv. Hun har ikke levet, hun har overlevet. Stella begynder at lege med grænserne og sætte sit helbred og derved liv på spil, og hendes fortælling berørte mig dybt. Tanken om at stå som næsten voksen og opdage, at hele livet bare har været overlevelse, må være forfærdeligt; især når man ikke kan ændre på det faktum uden at dø.


Will er lidt mere en klichékarakter end Stella. Han er rebelsk og har en diagnose oveni sin CF, der gør, at han ved, at han skal dø en dag. Han står ikke til at redde, og han ved ikke, om han har en måned eller 10 år tilbage. Derfor er oddsne om muligt endnu højere for Will, men han er klar til at satse hele butikken, hvis han kan få lov til at leve sit liv bare lidt. Will er træt af sygehuse, han er træt af sit liv, og han er træt af, at han er en byrde for alle omkring ham. Derfor er mødet med Stella et stort chok for ham. Her er én, der udfordrer hans syn på det hele. Én, der tager sin medicin. Én, der kæmper for at få et liv. Will ser håb i Stella, og håb er nok den følelse, han aldrig nogensinde har turde føle. Selvom Will umiddelbart starter meget som en kliché, er der dele af hans udvikling, der virkelig gjorde bogen endnu bedre. Mange af mine yndlingsøjeblikke er fortalt fra hans synsvinkel, og hans historie fik mig virkelig til at knibe en tåre. 


Bogen er desuden en film, der senere er skrevet om til bog, og det er nok mit eneste ankepunkt ved den. Til tider kan man godt se, at der er taget filmreplikker og proppet ind i en bog, og det er ikke altid, at sådan noget fungerer. Det kan til tider blive klodset og hive læseren ud af den stemning, bogen ellers så fint formår at holde én i. At bogen er en genfortælling af en film, ser alle læsere måske ikke, men desværre lagde jeg mærke til det hist og her, og det brød mit flow og gjorde, at bogen ikke blev helt det, jeg håbede på. 

 "Halvanden meters afstand" er ikke en typisk kærlighedsfortælling. Her er en historie om to unge mennesker, der ved, at de kan blive hinandens død, men samtidig har de virkelig brug for hinanden i deres liv. Det er en fortælling om aldrig at have levet og måske aldrig få lov til det. Og midt i alt dette er der håb og øjeblikke fyldt med latter og glæde. 
Hvis man er til en bog, der efterlader en både med tårer i øjnene og smil på læberne, så er det uden tvivl denne, man skal kaste sig over!