.

.

fredag den 10. juli 2020

"Afstanden mellem dig og mig" af Caroline Ørsum


Titel: Afstanden mellem dig og mig
Forfatter: Caroline Ørsum

Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 238
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.

En aften er Laura i byen og kysser med den søde Mille. Hun forelsker sig med det samme, men hun fik hverken Milles fulde navn eller nummer, og derfor er hun sikker på, at de aldrig skal ses igen. Men pludseligt står Mille og skal undervise hende på gymnasiet. Kan man have et forhold til sin lærer? Og hvad siger ens venner til det? Laura må vælge, om hun vægter kærlighed eller venskab højest. Og måske har kærligheden slet ingen fremtid for de to.

Idéen med den her bog, synes jeg, lød enormt fed. Derfor glædede jeg mig virkelig også til at læse den. Men nu sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at den her anmeldelse bliver enormt svær at skrive. Bogen var bare ikke mig på rigtig mange parametre, og på en eller anden måde er de anmeldelser altid lidt sværere at formulere.
Alligevel forsøger jeg.
Som sagt var jeg glad for emnet. Idéen om en problematisk forelskelse er der næsten altid en god historie i. I denne bog kommer der også det ekstra lag med, at det er Lauras lærer, hun forelsker sig i - og læreren gør det samme. De mødes inden denne relation er dem bekendt, og derfor er det endnu mere betændt og svært for dem at navigere i. 
Det stiller en masse etiske spørgsmål og overvejelser op for læseren, og det er fedt.
Desværre bliver de bare ikke gjort interessante at finde en løsning på, fordi hovedpersonerne ikke er engagerende.


Laura er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Lauras mor skal til at flytte til Island med sin kæreste, og Laura skal derfor bo hos sin bedste ven. Laura flytter ind, og er sammen med de 2 venner. De støtter hende, og der er ingen tvivl om, at dette venskab skal vare resten af livet. De er tætte og kender hinanden utroligt godt. En aften er Laura i byen på en gay-bar, hvor hun møder Mille. De hygger sig og skilles derefter. Da de så mødes på gymnasiet igen, falder Lauras verden sammen. Hun har aldrig været forelsket før, og nu står hun og elsker én, som hun ikke kan være sammen med. 
Det er på sin vis tragisk. Og som læser er man hooked på, om de ender sammen. Til en start. Men efterhånden, som jeg nåede ind i bogen, mistede jeg interessen mere og mere.
Laura "var der ligesom bare". Jeg synes ikke, at hun gjorde noget for fortællingen, og hun virkede så træt og opgivende. Det var tung læsning at være i Lauras hoved, ikke fordi hun var deprimeret eller lignende, men mere fordi jeg bare slet ikke kunne finde drivet for hende og hendes fortælling. 
De karakterer, der fungerer, er Lauras venner! Det er dem, der står tilbage, mens Laura forelsker sig, og sammen bliver de forladt og glemt, fordi hun har brug for at udleve sit romantiske eventyr med Mille. Hvordan de finder sammen, mens Laura mener, at de skubber hende ude og glemmer hende, er rørende og fint, og som læser mærker man virkelig deres smerte modsat Lauras forelskelse.  



En stor del af manglen på investering i Laura, var sproget. Der er et eller andet "off" ved sproget i bogen. Der er en meget poetisk skrivestil, men den virker påtaget og slet ikke som noget, der passer til den her fortælling. Det tog mig hele tiden ud af historien, og i stedet sad jeg og kunne ikke se forbi, at det hele virkede som to forskellige mål for historien. Dels var der et emne og nogle karakterer, Ørsum vil dele med læseren, men sproget blev på sin vis en mission i sig selv, og det er en YA-roman som denne ikke god til at have som fokus. 
Derfor sidder jeg tilbage med en lidt flad læseoplevelse, og jeg mangler en klar vision for historien. 

"Afstanden mellem dig og mig" har et potentiale, som den desværre ikke formår at bruge. Emnet er interessant, men det føres ikke til dørs, da bipersonerne er de eneste karakterer i bogen, jeg som læser engagerer mig i. Sproget virker "off", og den påtvungne poetiske tone virker ikke til denne fortælling.  

søndag den 5. juli 2020

"Myntes dagbog 3: Genial, lineal, stativ, kasket, kys"


Titel: Genial, lineal, stativ, kasket, kys
Forfatter: Stine Spedsbjerg
Serie: Myntes dagbog
Forlag: Gyldendal
Sider: 140
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.


Det kører egentlig okay for Mynte. Hun elsker at være veninde med Zosia, og hun er god i skolen. Udover i matematik. Matematik stinker hun faktisk til. Zosia er en sand mester til alt, hun giver sig til, og Mynte er misundelig. Hendes forældre ansætter en mentor, der skal lære hende det ædle fag. Matthias. Han er lækker og skøn, og Mynte ved slet ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. 

Nogle gange føles det som om, at jeg slet ikke har været væk fra søde Mynte. Hun er kanongodt selskab, og derfor er det fedt allerede at have endnu en bog om hende i hænderne. Hvor sidste bog handlede meget om selvværd og selvbillede, er det her en historie om selvtillid og troen på egne evner. Samtidig er det også en fortælling og kærlig reminder om, at ikke alle er gode til det samme, og at det er okay og helt naturligt. Det er en meget vigtig pointe i et samfund, hvor perfektionisme og "12talspiger" er blevet reelle begreber. 


Mynte er atter bogens hovedperson, og det er hende, der gennem ord og tegninger fortæller historien. At Mynte er blevet en smule ældre, klæder hende. Hun er virkelig blevet sassy, og har nogle skidegode comebacks. Flere gange griner jeg højt over tegningerne, dels fordi jeg kan se mig selv i hendes forældre (sorry, kids) men lige så meget fordi jeg kan se mig selv som teenager i Mynte.
Det er glæden ved at læse bogen som voksen. Mynte er 13 år, og derfor er hun i den dejlige alder, hvor én enkelt ting kan vælte hele læsset og få det hele til at virke fuldstændig uoverkommeligt. Det er beskrevet med en masse humor, men virkelig også med kærlighed og en respekt for, at verden vitterligt kan vælte grundet en fyr eller en dårlig karakter, når man er ung. 
Mynte er perfekt beskrevet og er et rigtig godt billede på, hvordan det er at være ung i 2020. 

Spedsbjerg tager traditionen tro emner op, som er vedkommende for målgruppen. I denne bog er det præstation, den første kærlighed og venskab. Præstation er bogens lidt mere alvorlige emne, fordi vi står med en Mynte, der føler sig som en fiasko. Hendes allerbedste veninde kan alt. Hun er god til det hele, mens Mynte er kluntet og har en kamp med det ene eller det andet. Zosia er et sandt wonderchild, og Mynte kan ikke lade være med at sammenligne sig selv med hende. Hun er skuffet over sig selv, og hun kan mærke sine forældres forventninger og det store pres i dem. Ikke at kunne leve op til egne og især andres forventninger kan gøre ondt, og det gør det også på Mynte. Hun lyver om sine karakterer, og hun lyver over for sin mentor for ikke at virke dum.
Mynte er usikker og bange for at være anderledes. Hun tror, at det er karakterer eller hendes kunnen, der afgør, om folk kan lide hende. Det er en følelse, som mange unge (især piger) kan nikke genkendende til, og netop derfor er det så vigtigt, at Spedsbjerg tager det op i denne fortælling.


"Myntes dagbog 3" er et glædeligt gensyn og en sjov, kærlig og vigtig fortælling til børn/unge i alderen 10-15 år. Den er Nynnes dagbog for denne aldersgruppe. Mynte er let læst, og man er underholdt fra start til slut. Her er humor blandet med alvor, og læseren får virkelig følelsen af atter at være 13 og ønske at være normal og som alle de andre. Samtidig sidder man tilbage med påmindelsen om, at vi alle er gode, som vi er. At alle har forskellige kompetencer. Og det er netop det, der gør os til unikke mennesker. Tak for det, Mynte!

tirsdag den 30. juni 2020

Månedlig opsummering: Solrige juni



Dette var juni for mig: Juni har været proppet med sol, sommer og varme. Jeg er ikke til sommer, det er ingen hemmelighed, men jeg må samtidig erkende, at solskinnet gør noget godt for mit humør. Der er bare noget over at købe friske frugter og grøntsager i boder ved vejsiderne og spise jordbær til 5/6 måltider om dagen. 
Juni har været en afslutning på mange måde. Farvel til vuggestue for Tristan, farvel til mødregruppe, farvel til alenetid herhjemme. 
Juni har været fantastiske læseoplevelser og et overskud til bøger, som for alvor er kommet tilbage. Juni har været første tur i biografen som par siden Ellies ankomst, og juni har været grin til "Stormester", som Mark endelig har overbevist mig om er værd at se. 
Juni har været en forsmag på ferie/barsel, som juli kommer til at bestå af, og jeg glæder mig som et lille barn til, at vi skal være hjemme alle sammen - sammen!


Juni på forældre-fronten: Livet går bare 10x hurtigere, når man får børn. Jeg fatter ikke, at det allerede er juni. Jeg skal på arbejde til august, og der starter begge børn i nye institutioner (eller Ellie starter jo op for første gang, men det er stadig nyt såååeeh....).
Tristan har sagt farvel til vuggestuen, og nåede derfor ikke specielt lang tid i storegruppe (grundet corona). Vi har besøgt børnehaven, og han var rigtig glad for at være der. Det bliver godt, det kan jeg mærke allerede nu!
Så nu har vi sommerferie og forsøger at blande hygge og afslapning med praktiske gøremål, for der er jo ligesom stadig et hus og en have, der skal passes. 
Ellie har endelig fattet idéen med mad. Hun sover igennem 9/10 nætter, og hun er bare mild, sød og dejlig. Selv de dage, hvor lurene nærmest ikke findes, er det sjældent, at hun bliver ked eller sur. Det hænder - men det er slet ikke i det omfang, vi oplevede med Tristan, der brugte de første 7-8 måneder på at være frustreret over, at han var træt (fordi han ikke ville lade sig selv sove...). Hun er blevet bedre til skemad og er også dygtig til at sidde med ting selv. 
I starten af juli kommer sundhedsplejersken til forhåbentlig sidste besøg, med mindre hun vil følge ekstra med grundet maden (det vides ikke, nu, hvor hun faktisk spiser). Ellie kravler ikke endnu, men sidder stabilt og det er uden tvivl det, hun nyder allermest. 


Det læste jeg i juni: Det er blevet til hele 6! bøger i juni. Det er jeg dælme stolt af, især når man tager i betragtning, at den første bog tog mig halvdelen af måneden at læse (fordi den var lang, og jeg havde børn, der ikke gav mig nogen form for tid til læsning!). Så på en halv måned er de sidste 5 blevet læst. Det må siges at være godt gået ;)

Junis bedste bog: Det er faktisk enormt svært, for der har været SÅ gode bøger. Men forventningens glæde må gøre, at det bliver "Det øjeblik du tvivler" af Sarah Engell. Den var så stærk og tog en uventet drejning. Den rumsterer stadigvæk hos mig, og jeg anbefaler den til alle, der mangler en god YAroman.

Junis mest skuffende bog: "Afstanden mellem dig og mig" af Caroline Ørsum. Den var slet ikke det, jeg håbede på, og den efterlod mig med en flad fornemmelse efter endt læsning.

Junis anbefaling: Så er der en podcast mere klar til jer, der mangler underholdning i sommerferien. I denne måned anbefaler jeg podcasten "RADIO RENTAL". Jeg har allerede skrevet om den på Instagram, men følger du ikke med dér, så fortæller jeg lidt her. Det er virkelige mennesker, der fortæller om paranormale eller mystiske hændelser, de har været udsat for. Det er alt fra "Jeg tror min kæreste er tidsrejsende" til "Jeg var tæt på at blive slået ihjel af en kendt seriemorder". Formatet er til gengæld anderledes. RADIO RENTAL skal forestille at være en gammel VHS/bånd butik, hvor du træder ind og den mystiske ejer lader dig høre disse historier. Om man tror på historierne eller ej, gør ingen forskel. Det er produceret og fortalt så levende, at man ikke kan undgå at få chills konstant! Den er virkelig et lyt værd, og sæson 2 er netop startet!

Hvad byder den kommende måned på?: Sommerferie! Den sidste måned, inden hverdagen for alvor starter igen. Jeg glæder mig helt vildt! Jeg har slet ikke planlagt min læsning, og det tror jeg egentlig er meget godt. Vi skal lidt i biografen, og så skal vi i sommerhus med min familie i en uge. Jeg glæder mig helt vildt!

Hvordan har jeres juni været? Er I klar til sommerferie? Hvad står på jeres læseliste her i ferien?

fredag den 26. juni 2020

"Se mig" af Sanne Søndergaard

  
Titel: Se mig
Forfatter: Sanne Søndergaard

Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 224
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.


Zira og Alberte har været veninder altid. Men noget har ændret sig. Mens Alberte bliver mere og mere populær på Youtube, inviteres til de rigtige fester og har de rigtige venner, står Zira med en familie i spåner, et selvhad på størrelse med Amager og en vrede over, hvordan Alberte har behandlet hende. 
Men måske er alt ikke så lykkeligt, som Alberte fremstiller. Og måske er Zira også noget uden Alberte. 

Det er mange år siden, at jeg sidst læste noget af Søndergaard. Hun skrev faktisk den første ungdomsroman, jeg læste, inden jeg overhovedet vidste, hvad det var. "Kære Dødsbog" står stadig klart i min erindring, og da jeg så, at hun atter var akutel, var jeg simpelthen nødt til at se, om hun stadig kunne fange mig som dengang. Det kan jeg med glæde konstatere, at hun kan. Og i mellemtiden er hun blevet en endnu bedre skribent, og man kan som læser mærke, at her er en kvinde med noget på hjerte. 


Bogens hovedpersoner er Alberte og Zira, og de skiftes til at fortælle historien bogen igennem. 
Alberte er blevet kendt. Hun er nomineret til Guldtuben som årets rising star, følgertallet stiger stødt, og hun gør alt for at passe på sit image. Alberte er blevet alt det, hun har drømt om. Men Zira og fortiden nager hende. Der er noget afsluttet, der konstant kradser i den ellers så perfekte facade. Som læser bryder man sig faktisk ikke synderligt om Alberte til at starte med. Alt går op i makeup, kameravinkler og den overfladiske verden, som livet som influencer kan syne af. At hun bare har kunnet skrotte en barndomsveninde på den måde virker utroligt, og det er svært at finde sympati for hende ret langt hen i bogen. Men som vi alle ved, er der noget under filtre og den perfekte verden på sociale medier, hvilket Albertes historie bliver et bevis på. Alberte står i sidste ende tilbage som bogens stærkeste karakter for mig, og hendes historie var et unikt indblik ind i den hemmelige verden som Youtuber.

Ziras fortælling er historien om et evigt selvhad og en kritisk stemme, der understreger, hvor stor en fiasko og fejl, man kan være. Zira mener ikke, at hun fortjener noget godt i livet, og hun gemmer sig mere og mere i sig selv. Zira ser til, mens Alberte bliver mere og mere populær, og alle omkring dem undrer sig over, hvorfor Zira ikke længere er en del af videoerne. Derhjemme er moderen død, og hendes far bruger alle chancer, han får, til at fortælle, hvad hun kunne gøre bedre. Zira er magtesløs og har ingen succes tilbage. Men da hun møder Simon, og de begynder at ses, opdager hun, at hun faktisk kan klare sig uden Alberte, og at hun kan værdsættes af et andet menneske.
Ziras fortælling bliver en historie om at tro på sig selv, men det bliver også en vigtig historie om at ødelægge ting for sig selv, fordi ens selvhad og -kritik er så stor en del af sindet. Kan jeg elskes? Nej. Lad mig skubbe dem væk, der gør det, for jeg fortjener det ikke. Ziras stemme er vigtig, for alt for mange unge har netop disse tanker. 



Der er altid to sider af samme sag, kan jeg høre mig selv sige, når jeg står og er konfliktløser mellem børnene på skolen. Det er ikke kun sandheden med børn, der passer også, når vi er unge eller voksne. De to piger fortæller begge, hvad der gik galt mellem dem, og som læser må man indse, at der er to forskellige historie.r Begge piger har stået på deres egen side af broen med hver sin virkelighed, som den anden ikke har set eller har været inviteret ind i. Spørgsmålet er så, om de kan mødes og se hinandens virkeligheder og hjælpe hinanden til at forene det, de drømmer om at være med de udfordringer, de hver især har. 
Det vil jeg lade sig som læser finde ud af. Men jeg lover dig, at du her får en solid og stærk fortælling om venskab og det evige pres, der er, for at være perfekt, når man er en del af sociale medier og de mange kommentarer, man kan modtage sådan et sted. 

"Se mig" er en fortælling om at ville ses. For Alberte er det drømmen om kendislivet og at være den store Youtuber, som alle ser og elsker. For Zira handler det om at blive set og elsket af ét menneske i hendes mørke og triste liv. Her mødes modsætningerne, selvom begge piger har samme behov. Det er en fortælling om venskab, og den inviterer læseren ind i den evige higen efter anerkendelse og kærlighed, som de fleste unge søger på den ene eller anden måde. Søndergaard leverer her en vigtig, intens og virkelig spændende fortælling om at være ung lige netop nu.

mandag den 22. juni 2020

"Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen" af Sofie Riis Endahl


Titel: Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 316
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 

Bogen er stillet til rådighed af Byens forlag. 


Hvert år mødes fem unge i sommerferien i Frankrig. Resten af året chatter de sammen på Messenger og Instagram. De kalder sig "The Crossiant squad".
Rachel bor i provinsen og drømmer sig væk. 
Kåre elsker at fotografere, men alle har tårnhøje ambitioner for ham. 
Malene drømmer om at blive skuespiller men elsker også arbejdet i en børnehave som madmor. 
Freja er flyttet fra den ene plejefamilie til den anden og tør ikke binde sig til nogen eller noget.
Piil er tilbage på Grønland, hvor det ikke er nemt at være homoseksuel og drømme om andet end nationalistiske tanker og familieværdier. 

 Nogle gange er der noget magisk og virkelig styrkende over at følge en forfatters udvikling. Det er sådan, jeg har det med Endahl. Når man starter i så ung en alder, som hun har gjort, er der et sindssygt udviklingspotentiale. "Undskyld" (som bogen vil blive forkortet til at hedde her i anmeldelsen) står som hendes værk. VærkET. Den her bog er original. Den har det hele. Den KAN det hele. Det her er et unikum. Den er så gennemtænkt, gennemført og forståelig for unge, som noget kan være. Og derfor skal alle læse den. Unge, voksne, forældre. Den er et billede på tiden her og nu, og den viser helt konkret sociale mediers vigtighed for den unge generation i dag. 


Bogen er udelukkende chatsamtaler og intagrambilleder mellem de 5 unge nævnt ovenfor. Der er samtaler hele gruppen sammen og karaktererne på tværs. Derfor får vi lov at opleve dem i det store fællesskab, men også hvordan de har det med hinanden indbyrdes. Mens en samtale foregår i gruppechatten, kan der snildt sidde 2 af dem og chatte om de andre samtidig. Det er realistisk. Det er den form for multitask, alle med sociale medier benytter sig af fra tid til anden. 
Vi lærer kun karaktererne at kende gennem beskederne. På det, de skriver til hinanden, og det, de vælger at dele på sociale medier. Når man har et galleri af 5 personer, burde man sidde tilbage og huske 1-2 bedre end andre. Men Endahl formår at give alle karakterer så meget liv, sjæl og personlighed, at de står lige meget ud. Man er engageret i dem alle, og man er investeret i deres egne historier, men også deres indbyrdes relationer til og med hinanden. 
Det kræver en dygtig forfatter, men med den effektive skrivestil og billederne, får Endahl sagt meget på ufatteligt lidt plads.
Det er en genistreg, fra hendes side, og det skaber karakterer, som alle unge kan se sig selv i. 

En vellykket YA-roman er en, som unge kan se sig selv i. Dels i handling og dels i karakterer. Endahl skaber med det bredde karaktergalleri en række personer, hvor man som læser ser dele af sig selv i alle. Måske er man hende fra provinsen, der drømmer om noget større. Måske er man den homoseksuelle, der ikke tør springe ud over for den fordomsfulde omgangskreds. Måske er man den, der "har alle muligheder foran sig", men egentlig "bare" vil være kreativ. Eller måske er man den, der er blevet kastet rundt i systemet og er bange for svigt.
Uanset hvad bruger Endahl bogen til at give forskellige minoriteter stemme, og det fungerer så godt. Her sættes der ord på følelser hos mennesker, vi ikke alle er, men som vi måske kender eller kommer til at støde på. Hun bruger bogen til at sætte emner som plejebørn eller homoseksualitet i konservative miljøer på dagsordenen, og jeg er overbevist om, at der efter endt læsning sidder unge tilbage med en følelse af at være blevet forstået. Hvis ikke det er en vigtig pointe for en YA-roman, så ved jeg ikke, hvad er. 


"Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen" er Endahls bevis på, at hun kan måle sig med de støreste ungdomsforfattere herhjemme. Det er en magtdemonstration inden for sin genre, og det er en gennemført og original måde at fortælle en historie til og for unge på. Det er en fortælling om venskaber, og hvor vigtigt det liv, der foregår på sociale medier, også er i vores relationer i den virkelige verden. Samtidig bliver det en fortælling om at bryde ud af de kasser, man er sat i, og det bliver en fortælling om at leve sit liv, selvom det virker farligt, utrygt og som et alt for stort skridt.
Der er ikke andet at sige, end Bravo!