"Rødt hjerte, blåt blod" af Casey Mcquiston

Titel: Rødt hjerte blåt blod
Forfatter: Casey McQuiston
Serie: -
Forlag: Memoris
Sider: 410
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Bogen er stillet til rådighed af forlaget Memoris.

Alex er præsidentens smukke søn, og han er hendes es i ærmet, når det kommer til at blive genvalgt som præsident. Men problemet er, at Alex har været i en fight med Henry, der er pinsen af Wales. For at redde valgkampen må de to lade som om, at de er bedste venner, men pludseligt opstår der følelser mellem de to. Men kan en præsidentsøn og en prins være kærester uden drama og konsekvenser?

Er der en bog, som enormt mange læste (og elskede) sidste år, så var det "Rødt hjerte, blåt blod"! Den var seriøst over alt, og den blev hypet helt vildt. Jeg glædede mig derfor rigtig meget, da Memoris annoncerede, at de ville udgive bogen på dansk. Da jeg så endelig fik fat i den, kastede jeg mig over den, og det var slet ikke til at stoppe igen.
Den her bog minder mig totalt om gamle fanfiction-tider og samtidig er den alt det, en god og spændende YA-bog skal være i 2020.

Alex er bogens hovedperson, og han er ikke uden betydning. Han er præsidentens søn, og hans mor står over for endnu et valg og derved mulighed for forlængelse af sit embede. Desværre kommer det hele til at gå galt, da han kommer til at slås med prinsen af Wales, Henry. Alex er ikke meget for at lade som om, at han kan lide Henry, men efterhånden må han nok erkende, at det mærkelige venskab udvikler sig til meget mere. Alex' og Henrys forhold er akavet, sødt og alt det, den første store forelskelse skal være. Dér, hvor deres historie adskiller sig, er, via deres roller i deres respektive lande: En præsidentsøn og en prins. Samtidig er de to drenge, og hele den problematik kommer også op flere gange i bogen. McQuiston bearbejder dog dette på fornemmeste vis og viser læseren, at man snildt kan have en bestseller, hvor kærlighedsrelationen er mellem to af samme køn.

Alex og Henry er fantastiske karakterer. De er hylende morsomme, og det er især de mails, der er mellem dem, der viser, hvordan de har det med hinanden. Der er der ingen, der følger med, og de kan være hudløse ærlige. Der skrues ekstra op for sarkasmen, men samtidig er det også her, de kan sende kærlighedscitater og vise, hvad de virkelig føler for hinanden. Det er segmenter, hvor man som læser både griner og græder. Alex er den rationelle type, der er vant til, at alt skal give mening. Samtidig er der Henry, der er totalt i sine følelsers vold, og når de to mødes, opstår der gnister og intensitet, som McQuiston beskriver, så man ikke kan andet end at læne sig tilbage og være topunderholdt.

Udover at være en fabelagtig kærlighedshistorie, så er det her også en bog, der er banebrydende for sin genre. Den er blevet en bestseller og en historie, som alle taler om i YA-verdenen. Det, der gør den genial, er, at man som læser ikke tænker over, at det, der gør den så unik, virker så selvfølgeligt. Når man læser den, er det slet ikke en overvejelse, at de to hovedpersoner er af samme køn. Det er nemlig ikke dét, der er fokus. Fokus er, at der er to mennesker, der elsker hinanden og kæmper for at kunne være sammen på trods af de forpligtelser, de hver især har.
Det fungerer helt vildt godt ift. plot og spænding, og som læser er man nødt til liiiiige at have et kapitel mere, for det er konstant spændende, hvad der kommer til at ske.

En lille bonus-anbefaling er at høre den som lydbog (jeg lyttede og læste på skift. Livet med børn, you know...), da det er Silas Holst, der har indtalt den. Han gør det skide godt, og hans skuespillerevner træder virkelig i karakter. Han giver Alex og Henry et helt nyt liv, og der er scener, der stadig står klart for mig, fordi Silas virkelig formåede at give de to drenge en unik stemme lige netop dér.

"Rødt hjerte, blåt blod" er en fabelagtig og skøn kærlighedsfortælling. Den er sød, sjov og minder os om, at kærlighed ikke altid er en selvfølge men dog noget, vi alle har ret til. Det er en bog, der fortjener al den ros, den har fået alle steder, og jeg stiller mig gerne op i køen for at lovprise den. Den er virkelig noget af det allerbedste, jeg har læst i lang tid.

"Min mørke Vanessa" af Kate Elizabeth Russell

Titel: Min mørke Vanessa
Forfatter: Kate Elizabeth Russell
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 443
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Vanessa er kun 15 år, da hun indleder et forhold til sin lærer, Jacob Strane. Han er 42. Sytten år senere anklages han for overgreb på en anden elev, og Vanessa tvinges til at forholde sig til sin fortid. For hvad er et overgreb? Og kan man kalde det overgreb, når man selv har sagt ja?

"Min mørke Vanessa" var over alt, da den udkom. Jeg kan huske, at den blev rost til skyerne, og især sammenligningen med "Lolita", gjorde mig interesseret, fordi det netop er en enormt interessant historie og problematik.
Historien er barsk. Den er dyster, og som læser kan man ikke helt finde ud af, hvilken fornemmelse, man sidder med, når man har sluttet læsningen. Det gør dog kun bogen endnu mere interessant. Og så er Russell en forfatterinde, man bestemt skal holde øje med, for hvis det her er en debut, så kan jeg slet ikke formå at spå om, hvor hun kan ende.

Vanessa er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Der skiftes mellem af fortælle om dengang, hvor hun og Strane mødte hinanden og nutiden, hvor Strane er beskyldt for andre overgreb. I 17 år har Vanessa kendt ham, og de har haft et forhold til hinanden i al den tid. Dog er der sket noget på alle de år. Strane er ikke lige så interesseret i hende, og samtidig har Vanessa aldrig været så besat af ham og at få hans anerkendelse. Flere gange har de "genspillet" deres første gang, men uden den samme form for lidenskab. Vanessa er blevet for gammel. For hende er det et konkret kapløb med tiden, mens Strane kan udse sig nye ofre.
Vanessas rejse er dybt tragisk og fascinerende at følge på samme tid. Alle beslutninger og ting, hun gør, har omdrejningspunkt om Strane, og hun virker sølle samtidig med, at hun udmærket er klar over, hvilken magt, hun har, over ham og mænd generelt.
Vanessa mener ikke selv, at hun har været udsat for et overgreb eller en voldtægt, da hun selv har sagt ja hele vejen igennem. Men samtidig må hun sande, at nuancer er gældende i også dette tilfælde, og den indrømmelse, ved man som læser aldrig helt, om hun er klar til at nå frem til.

Magtforhold, forelskelse, #MeToo, offeroller og udnyttelse. Det er blot nogle af de temaer, der er oppe at vende i denne bog. Det er ubehagelig læsning, fordi vi som læsere aldrig er i tvivl om, hvad det er, der sker med Vanessa. Men samtidig er historien så godt fortalt, at man som læser til tider bliver lige så meget i tvivl som Vanessa. Kapitlerne har den præcis rigtige længde, så man hele tiden skifter mellem fortid og nutid, og det fungerer enormt godt og skaber et helt særligt læseflow.
Temaerne er hammer-aktuelle, og det er en bog, der ikke ældes foreløbig. Sammenligningen med "Lolita" er berettiget, men det betyder ikke, at den bare er en kopi. Her er sagen sat i en moderne kontekst, og det betyder blot, at man som læser kan se, at det er problematik, der aldrig ældes og altid vil have sin relevans.
Samtidig er det også en overlevelsesfortælling. Ligegyldigt hvad, så er Vanessa her stadig, og hun lever. Hendes liv og eksistensgrundlag er omkring Strane, men hun er her og har muligheden for at gøre noget ved det.
Det er en enormt vigtig detalje og pointe, der gør bogen enormt stærk og spændende for læseren, for man venter hele vejen igennem på at finde ud af, hvor hun står.

"Min mørke Vanessa" er et sandt mesterværk, der handler om uhensigtsmæssige forhold og de fatale konsekvenser, det kan have. Samtidig er det fortællingen om magt, nuancerne mellem forelskelse og udnyttelse og at komme videre efter en traumatisk handling. Bogen er dybt rørende og intens. Samtidig har man flere gange lyst til at smække den i, fordi man ikke kan klare mere elendighed. Men bliver man ved, sidder man tilbage med et af sit livs største læseoplevelser.

"Større end os" af Christina Bonde

Titel: Større end os
Forfatter: Christina Bonde
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 211
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Caroline og hendes familie plejer at holde juleferie på en kro i USA. Men et år oplever de en lavine, der begraver hele familien. Carolines lillebror dør, og nu lever hun med angst og depression. Fem år bestemmer hun sig for at vende tilbage og se det hele i øjnene og skrive sin historie ned. 

Christina Bonde er en forfatter, jeg bedst kender fra fantasy-verdenen. Det her er hendes første realistiske YA-roman, og der bliver taget tunge emner op. Selvom bogen ikke er lang, har den meget på hjerte, og Bonde leverer her en mørk og barsk julefortælling.

Caroline er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Carolines sind er meget mørkt, og som læser mærker man hurtigt den dybe sorg, hun lider under. Carolines familie har aldrig fået talt om det, der er sket, og hun kan på ingen måde nå ind til sine forældre. Netop derfor vælger hun at tage sagen i egen hånd. Samtidig med, at der er noget meget skrøbeligt over Caroline, er hun også meget stærk. Det kræver et vist mod at vende tilbage til et sted, der har ødelagt hele ens familie. 
Caroline er fyldt med vrede og vil have sat punktum for den begivenhed, der har forvoldt hende så meget ondt. 
Kontrasten til Caroline bliver den søde familie, der ejer kroen og kun vil hende det godt. Især Jonathan udfordrer hendes syn på verden og andre mennesker. 
Carolines angst og depression får lov at fylde meget i bogen, og det giver rigtig god mening, da det er med til at forme hendes karakter og hendes beslutninger. Samtidig er det vigtigt for at forstå hende og det sted, hun er endt, efter broderens død. 

Som sagt er det en bog, der tager tunge emner op. At miste en søskende, traumer, angst og depression. Normalt skulle man mene, at det ikke hørte til i en julehistorie. Men sandheden er jo, at julen ikke er lykkelig for alle. For Carolines familie er julen forbundet med stor smerte, og de glæder sig ikke til den ligesom alle andre omkring dem.

Det er uden tvivl Carolines skrevne historie om hele ulykken, der står stærkest i bogen. Det er velformuleret og barsk læsning. Det er også disse afsnit, der gør, at jeg ikke taber interessen undervejs i min læsning. 

Der er lidt for mange passager med mærkelige og "dumme" misforståelser, som let kunne være undgået. Det minder til tider om den klassiske chic-lit, hvor hovedpersonen mistænker sin kæreste for at ville hende noget ondt, hun tager afstand, og dette viser sig at være helt uden grund. 
Det er en skam, fordi det er scener som disse, der spænder ben for en ellers interessant og anderledes historie. 

"Større end os" er en vigtig og anderledes fortælling om familiedynamikker, der brydes op af en tragisk begivenhed. Den sætter ord på emner som angst, depression og sorg. Det er vigtigt, og det hører sig til i YA. Desværre er der scener, der nemt bliver fyld og ikke gør noget godt for den historie, der er ved at blive fortalt, og derfor bliver jeg efterladt med en gennemsnitlig læseoplevelse.

Månedlig opsummering: Alt for travle december

Denne måneds månedlige opsummering bliver lidt anderledes: Ganske enkelt fordi der på ingen måde er tid til at lave den.
Den ender med at blive stillet op i punkter og små-overskrifter, igen fordi tid ikke er noget, jeg har specielt meget af i denne måned.
Jeg sidder her 1.januar og tænker tilbage på en måned, der endte med at være defineret af arbejde, frustrationer og kæmpe forandringer.
Bevares, der har også været fantastisk tid med familien og en jul, der gik lige som den skulle. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at december også har været en stor, mental mavepuster.

• December betød, at corona for alvor dukkede op igen, og det betød en del for mit arbejdsliv ift. nye restriktioner og planlægning af nødpasning
• Julen har været rar og kærkommen. Alligevel gik jeg på ferie med en vis portion usikkerhed, og det er ikke noget, jeg trives specielt godt i.
• Der sker store forandringer på mit arbejde pt., og det er en proces, der er spændende og fed at være en del af, men det er godt nok også drænende!
• December har været en måned, hvor jeg til tider har følt, at jeg bare skulle overleve. Normalt er jeg ikke vinterdeprimeret, men jeg synes godt nok, at det har slået hårdt i år. Der har været alt for mange trælse dage, og jeg håber, at januar bliver anderledes.
• December har jo ikke kun været træls!
  December har været sand juleglæde i mit barns øjne 
• December har været nisse-streger, leg og to børn, der efterhånden begynder at kunne finde hinanden i leg
• December var en perfekt juleaften med god mad, familie og et barn, der fik de bedste gaver, han kunne ønske sig
• December var en datter, der sov til gaver men fik dem dagen efter, hvilket har resulteret i et fuldt funktionelt legekøkken 
• December har betyder redigering og gennemlæsning af min bog. Nu er jeg klar til testlæsere, der søges indtil den 3.januar!
• December har været troen på, at bogen faktisk bliver til noget og drømmen om virkelig at kunne udgive noget, som folk har lyst til at læse
• December har været mørke huller og lyse stunder. Hele palletten!
• December har været nedprioritering af bloggen og læsning, ganske enkelt fordi der ingen tid har været.
• December har været lovning til mig selv på, at jeg skal tilbage til struktur og blog-arbejdet. For jeg savner det!
  

Jeg håber inderligt, at jeres december har været magisk og proppet med kærlighed.

Tak for i år! Vi ses i 2021

"Den hvide enkes død" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Den hvide enkes død
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Rød og blå 
Forlag: Alvilda 
Sider: 440
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.

Den voldsomme afstraffelse af Elias har chokeret borgerne i byen Viduana. Flere begynder at overveje, om byen egentlig er så sikker, som de er blevet lovet. Men enkerne strammer grebet, og den mindste forseelse straffes hårdt.

Da den første bog i serien kom, slugte jeg den på ingen tid. For det første var den skrevet af Rødtnes, som altid formår at skrive bøger, jeg bare læser ud i én køre. Men den her serie er hendes legacy. De bøger er så stærke og tydelige i dansk litteratur, at jeg ganske enkelt bøjer mig i støvet.
Derfor var forventningerne til bog 2 også tårnhøje. Kunne det blive bedre? Kunne standarden holdes?
Hell fucking yeah!
Hos Rødtnes er der ikke noget, der hedder den svære 2’er. Den er velskrevet, om muligt mere intens og den vildeste læseoplevelse, jeg har haft i år.

Ligesom i bog 1 er der flere fortællere, og der er også kommet en til, nemlig Justina, bedre kendt som den sorte enke. Clarah er gravid og vil gøre alt for at skjule det, da hun drømmer om at flygte med sit barn. Hun gør alt for ikke at vække opsigt, men det er svært for hende, fordi hun ser så megen uretfærdighed omkring sig. Clarahs historie bliver for alvor interessant i denne bog, fordi hun har noget på spil. For det første er hun kvinde og lever derfor i den “gode” del af byen. For det andet er hun gravid og er bange for at sit og Silas’ barn. Hun tør med andre ord ikke gå imod enkerne, for hun har brug for at beskytte sit barn for alt i verden. Det gør, at hun står i alskens dilemmaer, og spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå, for at hende og barnet overlever.

Justina er den nye fortæller, og her gør Rødtnes en geni-streg. Hun vælger at lade læseren komme ind i hovedet på en af dem, der indtil nu har fremstået som en ultimativ skurk. Justina er en svær karakter at give sig i kast med, fordi læseren virkelig har dannet sig et indtryk af hende; og det er ikke et positivt et af slagsen. Justina kæmper for byen. Hun vil gøre alt for at bevare Viduana, for hun ved, hvordan virkeligheden er på den anden side af murerne. Hun husker tiden inden byen, og de glimt, hun deler med læseren, er bestemt ikke for sjov. Jeg vil ikke sige, at man forstår Justinas beslutning og sympatiserer med den - og dog. Det netop derfor en karakter som hende er vigtig for at drive historien fremad og vise de nuancer, der er i alle mennesker. Justina har været udsat for meget voldsomme ting. Andre havde måske tyet til dialog, hvor Justina er tyet til vrede og handling. Hun er opfyldt af en så stor retfærdighedsfølelse, at den også truer med at ødelægge hende. Justina er uden tvivl vanvittigt interessant at følge, og jeg håber virkelig, at man får meget mere med hende i den sidste bog i serien!

#MeToo, ligestilling og kvindekamp. Det er et emne, der for alvor er blusset op igen herhjemme efter Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla. Rødtnes' fortsættelse i denne serie kommer på et formidabelt tidspunkt.
Her er der en historie med fokus på ekstremisme. Og det er vel netop det, der er den allerfineste og vigtigste pointe i hele fortællingen om Viduana; At al ekstremisme er forkert. Ligegyldigt hvad er ekstremisme skadeligt. Det favner ikke, det er ikke inkluderende og det skaber lige så utrygge miljøet, som det prøver at redde os fra.
I denne bog er der på ingen måde skruet ned for brutaliteterne. Drab, tortur og blodbade beskrives detaljeret i massevis, og til tider sad jeg og følte, at det var en episode af Game of Thrones. Pludseligt blev serien til den lidt ældre læser - and I like it! Den er grafisk, men det er der brug for. Vi vender ryggen til og ignorerer dét, der sker for øjnene af os. Rødtnes tvinger læseren til at følge med, og man mærker den skræk, forfærdelse og uro, som hele Viduana står i. Grusomhed er tilladt i sproget, når det giver mening - og det gør det i den grad i denne serie!

"Den hvide enkes død" er et mesterværk. Med overlegenhed slår Rødtnes sit navn fast i dansk YA, og hun har sigtet efter stjernerne og nået dem. Der er grusomhed og vold for alle pengene, og igen er der tale om en bog med den vildeste spændingskurve. Jeg sad på kanten af stolen fra start til slut, og jeg sidder atter tilbage med uforløst sag og venter (u)tålmodigt på næste bog i serien. Rødtnes er en mester. Ganske enkelt.